Kunst i karantæne #6
af Niels Lyksted

Normalt rapporterer jeg fra aktuelle kunstudstillinger præsenteret af nogle af de førende museer i Danmark. Det er pt ikke muligt på grund af corona-krisen. I stedet har jeg valgt at kigge nærmere på min egen kunstsamling.

 

Per Kirkeby: Komposition, Mixed media på papir, Bezzo, 1991

Per Kirkeby (1938-2018) er en verdensberømt maler, grafiker, billedhugger, digter og filmskaber. Han var oprindelig uddannet geolog med speciale i kvartærgeologi. I midten af 60erne blev han tiltrukket af miljøet omkring Eks-skolen – den alternative københavnske kunstskole. Han begyndte imidlertid hurtigt at gå sine egne veje som abstrakt maler og billedhugger. I dag kan man finde Per Kirkeby-malerier overalt i verden – endog down under. Jeg har selv set et af hans kæmpemalerier i Nationalgalleriet i Sydney.

 

Per Kirkeby var min lærer i gymnasiet, dog ikke som underviser i kunst. I begyndelsen af 1960erne skulle han afslutte sin uddannelse som geolog med et såkaldt pædagogikum. Det ville kvalificere ham til at undervise gymnasieelever i geografi/geologi. Det var jo ikke sikkert dengang, at han ville blive i stand til at leve af sin kunst!

 

På gymnasiet havde jeg en kunstinteresseret geografi- og geologilærer. Han introducerede vores kommende gæste-underviser som et stort og lovende malertalent. Det var dengang Per Kirkeby beskæftigede sig med tegneserieagtige figurer malet med cykellak på masonit. Kirkeby repræsenterede en dansk variant af den amerikanske pop art, som dengang bl.a. blev præsenteret af Andy Warhol.

 

Jeg må blankt erkende, at det ikke var Per Kirkebys talent som geolog, der fangede min store interesse. Men det var dog utroligt, hvad han kunne fortælle, når han gik på oplevelse i skolens omfangsrige samling af sten. Det, der fascinerede mig, var hans kunstneriske side. Og den interesse har holdt sig til i dag.

 

Overmalinger

Siden gymnasietiden har jeg mødt Per Kirkeby to gange: ved den retrospektive udstilling “Avantgardens Blå” og udstillingen “Per Kirkeby & Niels Borch Jensen – 36 års samarbejde” i Møstings Hus på Frederiksberg i 2018. Dengang var det som journalist og fotograf. Det resulterede i en serie portrætter af Kirkeby, som indgik i mine videoer fra arrangementerne.

 

Per Kirkebys abstrakte malerier i storformat sætter jeg særlig pris på. Hvordan de blev til, får man et glimrende indtryk af i Jesper Jargils prisbelønnede film “Vinterbillede” fra 1998. Tilblivelsen af billedet strækker sig over perioderne efterår, vinter og forår. Først efter måneders maling og utallige overmalinger når Kirkeby frem til det ønskede resultat.

 

Per Kirkeby på auktion

Har man, som jeg, ikke råd til at anskaffe sig et af de store oliemalerier, må man finde andre veje, hvis man vil have Kirkeby på væggene. Hvad fx med et stort værk på papir? For år tilbage så jeg et sådant værk på en traditionel auktion hos Bruun Rasmussen. Vurderingen lød på kr. 30.000-40.000, hvilket åbenbart var for højt sat. I hvert fald blev det ikke solgt. Sælgeren forsøgte sig kort tid efter på Lauritz.com. Her erhvervede jeg værket for omkring kr. 22.000 alt inklusive. En god pris – ikke mindst når tilsvarende værker i dag typisk sælges for en hammerslagspris på kr. 50.000 hos Bruun Rasmussen. Hertil kommer 35% i omkostninger.

 

Jeg sætter især pris på de Kirkeby-værker, der har klare geologiske referencer. Det gælder fx et litografi i s/h, som jeg også købte hos Bruun Rasmussen. Det blev produceret for Galleri Bo Bjerggaard i 2000. Kirkebys bedste værk i denne genre, efter min mening.

 

Per Kirkebys silketryk er også overkommelige, hvad pris angår. Børsen havde for over tyve år siden en kunstklub, hvor læserne kunne købe kunst af høj kvalitet. Kirkeby var repræsenteret med to større værker – det ene i højformat, det andet i bredformat. De hænger i hhv. soveværelse og dagligstue hjemme hos mig.

 

Murstensskulpturer

Per Kirkeby er også internationalt kendt for sine murstensskulpturer. En af dem passerer jeg jævnligt, når jeg skal til Amager Fælled for at fotografere. Skulpturen, der angiver Ørestad Nord, er placeret ved metrostationen DR. For år tilbage lavede jeg en video om skulpturen, som siden blev set af  Torsten Bløndal fra Edition Bløndal. Forlaget beskæftiger sig udelukkende med kunst og arkitektur med specielt fokus på Per Kirkeby og Jørn Utzon. Flere af forlagets bøger er prisbelønnede.

 

Anledningen for Bløndals interesse var, at han stod for at skulle udgive en ny bog om Kirkebys murstensskulpturer. Og han var fascineret af mine fotos, som han fandt bedre end dem, han selv havde til rådighed. Forfatteren insisterede imidlertid på, at billederne skulle tages af bogens gennemgående fotograf. Det blev de så – efter mit forlæg.

 

Det betød imidlertid ikke, at jeg ikke fik bidraget til udgivelsen. Torsten Bløndal valgte nemlig at benytte mine videoer om Kirkeby-skulpturerne i Ørestad og Humlebæk til lancering af bogen. Hertil kom min video om Grundtvigskirken, som for Per Kirkeby havde været den væsentligste inspirationskilde for arbejdet med murstensskulpturer. Kirken betød så meget for ham, at den blev rammen om hans ægteskab med Mari Anne Duus Jørgensen.

Jeg har bl.a. lavet følgende videoer om Per Kirkeby:

 

Per Kirkeby - Epifani / Åbenbaring

 

Per Kirkeby: - Skulptur Ørestad Nord

 

Per Kirkeby: Glasmalerier i Gentofte Kirke

 

Per Kirkeby: Murstensskulptur Humlebæk Station

 

Per Kirkeby: Avantgardens Blå

 

Per Kirkeby: Per Kirkeby & Niels Borch Jensen -
36 års samarbejde

 

 De kan alle ses på YouTube.


Komposition. Mixed media på papir, Bezzo, 1991.
Bezzo er navnet på Per Kirkebys italienske slot.
Foto: Niels Lyksted.

Detalje af Kirkeby-værk uden titel fra begyndelsen af 1960erne.
Foto: Niels Lyksted.

Portræt af Per Kirkeby ved indvielsen af
 “Avantgardens Blå” på GL Strand 2018.
Foto: Niels Lyksted.

Til højre i billedet ses Per Kirkebys silketryk fra Børsens kunstklub, 1996.
Foto: Niels Lyksted.

Per Kirkeby: Komposition, s/h litografi fra 2000, 16/30.
 Foto: Niels Lyksted.

Per Kirkeby: Murstensskulptur ved Ørestad Nord, 2004. Murstenskulpturens to dele måler hver cirka 11 meter i længden og står med en afstand på cirka to meter. I alt er skulpturen således 24,35 meter lang og godt 10 meter i højden. Fotografen på toppen kender jeg ikke.
Foto: Niels Lyksted.

Niels Lyksted

Kunstnyt.dk
20. maj 2020

Kunst i karantæne #1
Kunst i karentæne #2
Kunst i karantæne #3
Kunst i karentæne #4
Kunst i karantæne #5