| 
				 
				
				Normalt rapporterer jeg fra aktuelle kunstudstillinger 
				præsenteret af nogle af de førende museer i Danmark. Det er pt 
				ikke muligt på grund af corona-krisen. I stedet har jeg valgt at 
				kigge nærmere på sin egen kunstsamling. 
				
				
				Giovanni Benedetto Castiglione: Portrætter af to orientalere 
				Giovanni Benedetto Castiglione (1609-1664) var italiensk 
				maler og grafiker. Berømt i sin samtid, men gik snart i 
				glemmebogen. I dag er han velkendt blandt kunsthistorikere, men 
				næsten ukendt blandt det almindelige kunstpublikum. Det kan der 
				være gode grunde til, for der er indtil videre blot skrevet tre 
				bøger om ham, og han udstilles sjældent. Første gang i nyere tid 
				var på Philadelphia Museum of Art i 1971. Kataloget fra dengang 
				har forord af Sir Anthony Blunt, der var leder af den engelske 
				dronnings kunstsamling. I dag kendes Blunt måske bedst for sit 
				virke som spion for datidens Sovjetunion. I 2013 blev der atter 
				sat fokus på den italienske kunstner. Det skete på Royal Library 
				på Windsor Castle, der huser den største samling af Castigliones 
				værker. Samtidig med udstillingen blev udgivet en bog med de 
				seneste forskningsresultater. For første gang var det muligt at 
				fastslå de præcise datoer for hans fødsel og død. 
				
				Castiglione blev født i Genova, der dengang var en international 
				handelsby på niveau med Venedig. Siden rejste han til Rom og 
				andre betydelige, italienske byer med et rigt kulturliv. Han lod 
				sig inspirere af tidens største kunstnere, men fandt altid sit 
				eget personlige udtryk. 
				
				I begyndelsen af sin karriere malede Castiglione især dyr og 
				landskaber. Siden fokuserede han på mytologiske og religiøse 
				temaer. Og så var han en efterspurgt portrætmaler. Han kastede 
				sig straks ud i opgaverne uden at indlede med en undertegning, 
				hvilket røntgenundersøgelser viser. 
				
				Castiglione udviklede sin helt egen stil, idet han som noget nyt 
				blandede tegning og maleri. Han tegnede på papir med en pensel 
				dyppet i linolie tilsat lidt farve – i reglen okker. Undertiden 
				tilsatte han en ekstra farve. Hertil kommer, at han opfandt 
				monotypiet. Teknikken går ud på, at kunstneren maler på en 
				metalplade, som køres gennem en trykpresse. Trykket overføres 
				til et fugtet papir. Der kan normalt kun trykkes én gang – deraf 
				navnet. Benyttes pladen endnu engang fås et svagere aftryk. I 
				Danmark har Peter Brandes, Maja Lisa Engelhardt og Per Kirkeby 
				benyttet teknikken med stor succes. 
				
				Rembrandt var en af de få kunstnere, der aldrig besøgte Italien. 
				Til gengæld nåede hans grafiske værker meget hurtigt til landet, 
				hvor de blev eftertragtede samlerobjekter. Castiglione lærte 
				meget fra Rembrandt. Især var han fascineret af den særlige 
				chiaroscuro teknik, hvor lys og mørke kontrasteres med  
				stor effekt. 
				
				Og hvad har det så med min kunstsamling at gøre? Jo, ligesom 
				Rembrandt lavede Castiglione serier med såkaldte “tronies” dvs. 
				typeportrætter – ofte med overdrevne ansigtstræk. Især var 
				orientalske typer med særprægede hatte et yndet motiv. Jeg fandt 
				to af disse til en særdeles fordelagtig pris på en Bruun 
				Rasmussen online auktion for et par år siden. Jeg tror, at 
				totalprisen var på under 3.000 kr. Castigliones “tronies” var så 
				populære i samtiden, at de i stor udstrækning blev kopieret. Man 
				ser det tydeligt, fordi kopierne er spejlvendte. 
				
				Ingen seriøs kunstsamling uden en Rembrandt. Men de færreste 
				kunstinteresserede har midler til at købe et oliemaleri af 
				kunstneren. Et tryk er derimod til at komme i nærheden af 
				prismæssigt. En traditionel auktion for et par år siden rummede 
				en håndfuld grafiske værker af Rembrandt. De blev alle solgt på 
				nær et. Dagen efter bød jeg på trykket og fik det til halv pris 
				dvs. en hammerslagspris på kr. 5.000. Motivet er to omrejsende 
				musikere, der spiller på sækkepibe og drejelire. Et godt 
				eksempel på Rembrandts “chiaroscuro” teknik.  
				 |