Normalt rapporterer jeg fra aktuelle kunstudstillinger præsenteret af nogle af de førende museer i Danmark. Det er pt ikke muligt på grund af corona-krisen. I stedet har jeg valgt at kigge nærmere på sin egen kunstsamling.

Giovanni Benedetto Castiglione: Portrætter af to orientalere
Giovanni Benedetto Castiglione (1609-1664) var italiensk maler og grafiker. Berømt i sin samtid, men gik snart i glemmebogen. I dag er han velkendt blandt kunsthistorikere, men næsten ukendt blandt det almindelige kunstpublikum. Det kan der være gode grunde til, for der er indtil videre blot skrevet tre bøger om ham, og han udstilles sjældent. Første gang i nyere tid var på Philadelphia Museum of Art i 1971. Kataloget fra dengang har forord af Sir Anthony Blunt, der var leder af den engelske dronnings kunstsamling. I dag kendes Blunt måske bedst for sit virke som spion for datidens Sovjetunion. I 2013 blev der atter sat fokus på den italienske kunstner. Det skete på Royal Library på Windsor Castle, der huser den største samling af Castigliones værker. Samtidig med udstillingen blev udgivet en bog med de seneste forskningsresultater. For første gang var det muligt at fastslå de præcise datoer for hans fødsel og død.

Castiglione blev født i Genova, der dengang var en international handelsby på niveau med Venedig. Siden rejste han til Rom og andre betydelige, italienske byer med et rigt kulturliv. Han lod sig inspirere af tidens største kunstnere, men fandt altid sit eget personlige udtryk.

I begyndelsen af sin karriere malede Castiglione især dyr og landskaber. Siden fokuserede han på mytologiske og religiøse temaer. Og så var han en efterspurgt portrætmaler. Han kastede sig straks ud i opgaverne uden at indlede med en undertegning, hvilket røntgenundersøgelser viser.

Castiglione udviklede sin helt egen stil, idet han som noget nyt blandede tegning og maleri. Han tegnede på papir med en pensel dyppet i linolie tilsat lidt farve – i reglen okker. Undertiden tilsatte han en ekstra farve. Hertil kommer, at han opfandt monotypiet. Teknikken går ud på, at kunstneren maler på en metalplade, som køres gennem en trykpresse. Trykket overføres til et fugtet papir. Der kan normalt kun trykkes én gang – deraf navnet. Benyttes pladen endnu engang fås et svagere aftryk. I Danmark har Peter Brandes, Maja Lisa Engelhardt og Per Kirkeby benyttet teknikken med stor succes.

Rembrandt var en af de få kunstnere, der aldrig besøgte Italien. Til gengæld nåede hans grafiske værker meget hurtigt til landet, hvor de blev eftertragtede samlerobjekter. Castiglione lærte meget fra Rembrandt. Især var han fascineret af den særlige chiaroscuro teknik, hvor lys og mørke kontrasteres med  stor effekt.

Og hvad har det så med min kunstsamling at gøre? Jo, ligesom Rembrandt lavede Castiglione serier med såkaldte “tronies” dvs. typeportrætter – ofte med overdrevne ansigtstræk. Især var orientalske typer med særprægede hatte et yndet motiv. Jeg fandt to af disse til en særdeles fordelagtig pris på en Bruun Rasmussen online auktion for et par år siden. Jeg tror, at totalprisen var på under 3.000 kr. Castigliones “tronies” var så populære i samtiden, at de i stor udstrækning blev kopieret. Man ser det tydeligt, fordi kopierne er spejlvendte.

Ingen seriøs kunstsamling uden en Rembrandt. Men de færreste kunstinteresserede har midler til at købe et oliemaleri af kunstneren. Et tryk er derimod til at komme i nærheden af prismæssigt. En traditionel auktion for et par år siden rummede en håndfuld grafiske værker af Rembrandt. De blev alle solgt på nær et. Dagen efter bød jeg på trykket og fik det til halv pris dvs. en hammerslagspris på kr. 5.000. Motivet er to omrejsende musikere, der spiller på sækkepibe og drejelire. Et godt eksempel på Rembrandts “chiaroscuro” teknik.