Kunst i karentæne #4
af Niels Lyksted

Normalt rapporterer jeg fra aktuelle kunstudstillinger præsenteret af nogle af de førende museer i Danmark. Det er pt ikke muligt på grund af corona-krisen.
I stedet har jeg valgt at kigge nærmere på min egen kunstsamling.

 

Henry Moore: Elephant Scull Plate IV

Henry Moore (1898-1986) var en af de mest betydelige britiske kunstnere i det 20. århundrede. Mest kendt er han for sine utallige skulpturer af liggende kvinder. Besøger vi kunstmuseet Louisiana møder vi den første ved indgangen, og der er et par mere i skulpturparken.

 

Moore kom på The Royal College of Art i 1927, og allerede i 1930’erne fik han adskillige kommissioner på skulpturer og tilbud om kunstudstillinger. Det gav ham et ry som en betydelig avantgarde-kunstner.

 

Under 2. verdenskrig blev Moore udnævnt til “officiel krigskunstner”. Hans opgave bestod i at producere tegninger, der illustrerede krigens effekt på borgerne i London. Det resulterede i en lang række medfølende og foruroligende tegninger. Mest kendt er billederne af Londons borgere, der sover på perronerne i de underjordiske metrostationer

 

Efter krigen supplerede Moore skulpturarbejdet med grafiske arbejder – i første omgang med litografi. I 1960’erne tillige med koldnålsraderinger, ætsninger og akvatinte. I 1970 blev det til en omfattende serie af tryk under titlen “The Elephant Skull”. Den udkom i en standardudgave med 28 tryk og en særudgave med yderligere fem tryk.

 

Henry Moore holdt af at samle på ting fra naturen som fx flint, sten, muslingeskaller og dyreknogler. I 1966 fik han foræret et elefantkranie af en god ven. Det satte for alvor nogle tanker i gang. Han valgte nu at betragte dele af kraniet, som ville man fotografere en detalje af et helt landskab. I kraniet så han ørkenlandskaber, klippelandskaber, store huler, søjler og endog fangehuller. Kort sagt kædede han iagttagelser og fantasi sammen til de mange grafiske tryk.

 

Og hvad har det så med min kunstsamling at gøre? Jo, jeg ejer et eksemplar af Elephant Scull serien plate IV, ætsning og koldnål. Karakteristisk for billedet er de stærke kontraster kombineret med mange fine detaljer udført med koldnål. Efter min mening det bedste i hele serien.

 

Jeg købte mit eksemplar på online auktion hos Bruun Rasmussen for omkring 10 år siden. Det var sat til salg sammen med to andre grafiske værker, der forestillede liggende kvinder – Moores bedst kendte tema. Kvindeportrætterne blev straks solgt, mens mit blev sat til omsalg i to omgange. Jeg blev eneste byder og fik trykket for hammerslagspris kr. 4.000. Siden er andre tryk fra serien blevet solgt på traditionelle auktioner for mindst det dobbelte.
Det betaler sig at lære spillets regler at kende!

 


Henry Moore, Elephant Scull serien plade IV, ætsning og koldnål i sort.
222x238 mm. Eksemplar 27/100. 
Foto: Niels Lyksted


Nærbilledet viser de stærke kontraster i trykket
 kombineret med mange fine detaljer.
Foto: Niels Lyksted


Foto viser det udsnit af kraniet, der inspirerede Henry Moore til mit tryk.
Foto: Niels Lyksted


Her ses Henry Moore lade sig inspirere af det enorme elefantkranie. Bogens titel er: Henry Moore – prints and portfolios. Forfatter: David Mitchinson. Udgivet af Patrick Cramer, 2010. Der er tale om en monumental udgivelse på over 400 sider med flere end 820 illustrationer. Kan varmt anbefales.


Sådan kender de fleste mennesker formentlig Henry Moore bedst:
Liggende kvinde, begge Louisiana.
Foto: Niels Lyksted




Niels Lyksted
Kunstnyt.dk
4. maj 2020

Karentæne #1
Karentæne #2