En retssag om et maleri af André Derain

1. retsdag. Onsdag den 18. marts 2009

Omkring 20 tilhørere, fuldt hus, var mødt frem, hvor alle i bogstaveligste forstand blev bænket på hårde bænke uden ryglæn. Ikke særligt tilhørervenligt, når man skal sidde i flere timer. To, som kom for sent, fik et par rigtige stole.

Små 10 min. for sent dukkede dommer Sanne Bager (ifølge retslisten var det Bodil Toftemann) op, og kort efter de to forsvarers forklaringer, hvor det blev nævnt, at der ikke kunne blive tale om bedrageri, da maleriet var falsk, og i øvrigt ikke var til stede i retten, kunne anklageren Janne Mortensen begynde på anklageskriftet, hvor der blev nedlagt påstand om straf for bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter
straffelovens §286 stk. 2 samt §279 der handler om at skaffe sig selv eller andre uberettiget vinding, i dette tilfælde ved at de tiltalte af en fru Meyer havde købt et maleri som uægte for 180.000 kr. plus auktionsomkostninger kr. 20.000, i alt kr. 200.000, og senere solgt det som ægte for 5 mio. til Galerie Bailly i Paris og kunsthandlerfirmaet Stoppenbach & Delestre i London, som 3. maj 2006 solgte det på Sotheby's auktion i New York for 6,1 mio. dollars i hammerslag svarende til omkring 36 mio. danske kroner.

To står anklaget, en fhv. auktionshusdirektør og dennes samlever.

Før anklageren gik over til afhøring af den fhv. direktør fremsatte advokat Christian Gangsted-Rasmussen på vegne af nu afdøde fru Meyers arvinger krav på en erstatning svarende til det beløb, maleriet var solgt for i 2006, 36 mio. kr. Det fik den fhv. direktørs advokat, Jan Erik Kornerup, til at protestere og bemærke, at det var »en voldsom udvidelse af erstatnings- kravet i henhold til det tidligere fremsatte«.

Den fhv. direktør forklarede, at han var blevet kontaktet af fru Meyer, som ville sælge forskellige ting på grund af flytning. Et af malerierne vakte hans interesse, et usigneret landskab med navnet Derain skrevet bagpå med blokbogstaver. Fru Meyer viste ham et sort/hvidt foto af maleriet, hvor Derain-eksperten Michel Kellermann bagpå havde skrevet, at det ikke kunne blive opført i hans supplementsbind til hans store trebindsværk over Derain-malerier. Det havde også været vurderet hos Jens Thygesen i Kunsthallen, hvor det var erklæret for uægte. Direktøren vurderede det til 400.000 til 650.000 kr. Ved næste besøg meddelte direktøren imidlertid fru Meyer, at hans første vurdering var for høj. Fru Meyer gjorde nu klart, at hun ikke ville sælge det for under 200.000 kr.

Direktøren fortalte fru Meyer, at han ville vise det til prins Henrik, som efter at have set det i auktionshuset sammen med modemanden Erik Brandt havde tilbudt at købe det for 125.000 kr. Men fru Meyer insisterede på at få mindst 200.000 kr., ellers ville hun ikke sælge. Er dette rigtigt, gik prins Henrik glip af en formueforøgelse på over 30 mio. kr. Direktøren fortalte hende, at Derains priser for tilsvarende malerier, signerede, i henhold til prisdatabasen Artprice lå mellem 5.000 og 50.000 dollars.
[Forud for salget i 2006 til $6,1 mio., 36 mio. kr., var i 1990 solgt et andet Derain-maleri for $8 mio. og en hel del omkring 500.000 dollars samt et par stykker over 1 og 2 mio. (pjm)]

Under hele afhøringen fastholdt direktøren, at billedet var falsk, måske lavet af en elev. »Det kunne minde om Olaf Rudes malerier«, sagde han.
[Som bekendt har Rude, ifølge Sotheby's, ejet Derain-maleriet (pjm)].

På anklagerens forespørgsel, hvorfor han ikke havde undersøgt maleriet grundigere, fx vist det til Kellermann, da han alligevel var i Paris, svarede direktøren, at det fandt han overflødigt, da Kellermann jo allerede havde erklæret det for uægte. »Og hvordan skulle jeg lille mand kunne sætte mig op imod verdens største Derain-ekspert«, sagde han. »Også Christie's havde erklæret det for uægte«. Direktøren bliver også spurgt om han har henvendt sig til Statens Museum for Kunst, hvortil han forklarer, at han har talt i telefonen med museumsinspektør Rikke Warming. »Hvad gik den samtale ud på«, spurgte dommeren. »Det var i forbindelse med den forestående Derain-udstilling, som hun arrangerede«, svarede direktøren, hvorefter dommeren ikke fulgte spørgsmålet op. Det havde ellers været interessant at vide, hvad samtalen konkret handlede om.

Anklageren viser nu direktøren en original ægthedserklæring fra Kellermann, underskrevet den 28. oktober 2005, som fortæller at maleriet er ægte. »Kender du den erklæring?«, spørger anklageren. »Nej«, svarer direktøren. En lille trumf for anklageren, der imidlertid afvises af direktøren, som finder det forkasteligt, at en så stor ekspert har ændret forklaring.

Efter at direktøren har købt billedet af fru Meyer og betaler hende 200.000 kr. sælger han det til sin samlever. »Hvorfor gør du det?«, spurgte anklageren. »Hun kunne lide det på grund af farverne, og ville beholde det til sig selv«, svarede direktøren.

Direktøren og samleveren kører så efterfølgende til Paris med maleriet af Derain og et andet af Kandinsky i bagagerummet. I Paris vises det på ny til Bailly (han havde tidligere set det i København, hvor han sagde det var uægte), som efter at have lånt det nogle dage, pludselig tilbyder at betale 5 mio. kr. for det. »Hvorfor gør han det?«, spørger anklageren. »Da han så det i København, erklærede han det for at være uægte«. »Så'n er Bailly. Han kan finde på at betale de mest vanvittige priser, hvis han vil have noget«, svarede direktøren.

Maleriet købes af Galerie Bailly, fakturaen lyder på »Fransk impressionistisk maleri« efter ønske fra Bailly, og de 5 mio. kr. betales, viser det sig, i fællesskab med Stoppenbach & Delestre, som åbenbart havde slået halv skade om maleriet. Direktøren og hans samlever beder nu deres revisor om straks at oprette et selskab i Luxembourg, »European Fine Art & and Antiques«. »Hvorfor skulle dette selskab oprettes så hurtigt og hvorfor i Luxembourg?«, spurgte anklageren. »Fordi de 5 mio. kr. skulle placeres i selskabet og fordi Luxembourg havde en god placering for international kunsthandel«, svarede direktøren, som også forklarede, at han og samleveren efterfølgende havde delt beløbet, 2½ mio. kr. til hver.

1. dags retsmøde sluttede ved 14:30-tiden. Torsdag afhøres direktøren af sin advokat, derefter samleveren af anklageren, Janne Mortensen.

2. retsdag. Torsdag den 19. marts 2009

På et tidspunkt under dagens retsmøde blev det pludselig afbrudt ved at den ene forsvarsadvokat, Jakob Lund Poulsen, lidt dramatisk pludselig rejste sig, pegede på tilhørerpladserne og spurgte om det var en mobiltelefon eller en diktafon, der lå på bænken.

Det viste sig, at to i salen havde tændte diktafoner liggende, hvilket ikke er tilladt. Den ene tilhørte Politikens Camilla Stockmann, den anden er herre. Begge diktafoner blev »beslaglagt« af dommeren. De fik dem dog igen med ordrer om at holde dem slukket. Camilla undskyldte sig med, at det var for at få alle detaljer med i forklaringerne. En anden ting er, at det burde være tilladt, da erfaringerne viser, at det kan være svært at bevise noget, som er sagt, men ikke noteret.

Dagen startede med, at direktøren afhørtes af sin advokat. Det blev i store træk en gentagelse af anklagerens afhøring dagen i forvejen. Direktøren forklarede, at han ikke var uddannet inden for kunst, men, som han sagde, var autodidakt, og havde sin viden fra besøg på auktioner og udstillinger. [Hvilket også er den bedste uddannelse, man kan få inden for branchen, bedre end nogen anden (pjm)].

Direktøren gentog, at maleriet af Derain var blevet afvist i det nu lukkede auktionshus Kunsthallen, hvor Jens Thygesen havde kontaktet »verdens største Derain-ekspert«, som direktøren hele tiden har omtalt Michel Kellermann, der havde sagt nej til ægtheden. Fru Meyer havde også fortalt, at hun ikke kunne få det godkendt på Statens Museum for Kunst. Forholdet med prins Henriks tilbud på 125.000 kr. blev gentaget, ligesom mødet i Parisi Galerie Bailley, hvor det solgtes for 5 mio. kr.

Direktøren vidste ikke, det efterfølgende blev solgt hos Sotheby's i New York, før han taler med Rikke Warming fra Statens Museum for Kunst som vil låne maleriet til den kommende Derain-udstilling. Han ringer til Bailly i Paris, hvor han blot får at vide, det er solgt til en amerikaner på auktionen.

Næste punkt på dagsordenen er afhøring af direktørens samlever, som købte maleriet af direktøren. Hun forklarer, hun er bankuddannet, har sit eget firma og ikke været ansat i direktørens auktionshus siden 2002. På anklagerens spørgsmål om, hvad hun havde lavet i auktionshuset, sagde hun: »Alt muligt, vaske gulv, passe telefon og tale med kunder«.

Hun forklarer også, at hun havde set et foto af billedet med Kellermanns afvisning bag på, men var ligeglad med, hvem der havde malet billedet, hun købte det, fordi hun kunne lide de glade farver. Hun havde aldrig spurgt direktøren, hvor billedet kom fra, det havde han ikke fortalt hende, hun købte det til sig selv til sin egen væg. På grund af flytterod kom det dog aldrig op at hænge, men stod i et par måneder op ad en væg, indtil det blev bragt til Paris i september 2004. Det var hende, der solgte det til Bailly, hendes samlever, direktøren, var slet ikke til stede i galleriet, sagde hun. Bailly var en meget afvisende, stresset og anstrengt person, der hele tiden farede rundt i galleriet. Ikke noget varmt menneske, som kun ville tale fransk, som hun ikke forstod. Hun undersøgte ikke, hvorfor det pludselig var steget til 5 mio. kr. og undrede sig heller ikke over, at Bailly pludselig ville give så meget, når han i København nogle måneder forinden ikke ville give 200.000 kr. Bailly nævnte ikke, om han inden købet havde været i kontakt med Kellermann, der i øvrigt døde i marts 2006. Så han er udelukket som vidne i sagen.

Anklageren spurgte hende, om hun ikke syntes de 5 mio. kr. Bailly tilbød, var en høj pris, hvortil hun svarede, at både hun og direktøren var overrraskede over tilbuddet, men at det store beløb ville være en god startkapital for hendes nyoprettede selskab i Luxembourg, som blev oprettet umiddelbart efter salget af maleriet. De 5 mio. kr. delte hun med direktøren, mens hun lod sin del stå på kontoen i Luxembourg, hvor de stod, lige indtil banken for nyligt krakkede. Hun vidste ikke, der var to købere, troede hun havde solgt til Bailly alene, at Stoppenbach & Delestre var en bank, og undersøgte det ikke på noget tidspunkt. Fik først dette at vide ved retssagens start.
[Stoppenbach & Delestre er et af Londons mest berømte gallerier og internationalt kendt. Det tager kun et enkelt klik på Google at få det konstateret (pjm)]

Slut på 2. dagen. Fredag afhøres vidner.

3. retsdag. Fredag den 20. marts 2009

Det blev en kort dag i retten. Kun et enkelt vidne, anklagerens, var det lykkedes at få til at stille op. Det var fotografen Semko Balcerski, som nogle år havde fotograferet til direktørens auktionshus til brug for katalogerne.

Anklageren spurgte om han havde taget fotoet af Derain-maleriet, hvilket han bekræftede efter at være blevet konfronteret med sin egen optagelse. Men han havde fotograferet flere tusinde billeder, så han huskede ikke specielt dette. De sidste 4-5 år inden auktionshuset lukkede, havde han fotografetet for firmaet, enten i auktionshusets kælder eller på en adresse i Nordsjælland, hvor der begge steder var indrettet fotografisk atelier. Billederne fremsendte han digitalt enten pr. e-mail eller gennem FTP.
»Hvad er det?«, spurgte dommeren om FTP. »Jeg husker ikke hvad det er forkortelse for, men det er bare FTP«, sagde Balcerski. Og det noterede dommeren så.
[FTP er en forkortelse for File Transfer Protocol og bruges til at videresende materiale fra ens egen harddisk til en anden. Det bruges også til at overføre materiale fra ens egen harddisk til nettet og på den måde uploade en hjemmeside. Det er fx på den måde Kunstnyt.dk bringes ud til omverdenen (pjm)]

Balcerski fortalte, at han den 29. juli 2007 var blevet afhørt af to politifolk, der mest af alt mindede ham om hemmelige (FBI) agenter, som han sagde. Han fandt aldrig rigtigt ud af, hvad politiafhøringen skulle bruges til. Han huskede ikke, hvem der havde bedt ham fotografere Derain-maleriet, men regningen blev sendt til direktørens samlevers firma.

Der synes ikke at komme noget for anklagemyndigheden brugbart frem i afhøringen, heller ikke fra forsvarets side, hvor advokat Jakob Lund Poulsen dog kritiserede politiets afhøring, der efter hans mening ikke foregik objektivt. At direktørens samlever tidligere havde udtalt, at hun ikke kendte navnet Derain, men at det nu forekom på den regning, fotografen havde sendt til hende, kan umiddelbart virke mærkeligt. Også den kendsgerning, at der hele tiden bag på billedet har stået navnet Derain. Men hvor meget betydning retten tillægger disse detaljer er svært at sige.

Efter endt afhøring sagde dommeren til Balcerski, at han kunne få vidnegodtgørelse. »Jeg troede jeg skulle betale«, sagde han med et glimt i øjet.

Dagen sluttede med anklagerens gennemgang af kommende vidner. Næste i rækken bliver fru Meyers søn onsdag den 25. marts. Kunsthallens tidligere ejer, Jens Thygesen, kunne ikke møde i dag, men er så tilsagt til engang i maj. Kommende vidner bliver bl.a. to fra Statens Museum for Kunst, auktionshusets regnskabsfører Hassing, modemanden Erik Brandt samt de to, som købte Derain-maleriet og solgte det for 36 mio. kr.

4. retsdag. Onsdag den 25. marts 2009
Dagens program var afhøring af fru Meyers datter og søn. Det blev i store træk en gentagelse af direktørens forklaring. Dog afviste begge vidner kendskabet til to håndskrevne breve, som direktøren tidligere havde forklaret var sendt til fru Meyer i maj-juni 2004. Datteren fortalte, at hun på det tidspunkt dagligt åbnede moderens post og aldrig havde set dem og mente det fuldstændigt usandsynligt, at moderen havde modtaget dem. På forsvarsadvokatens spørgsmål, hvorfor datteren og sønnen aldrig havde bedt direktøren oplyse, hvilken ekspert, der havde undersøgt maleriet, som direktøren havde sagt var sket, fortalte de begge, at de havde fuld tillid til direktøren. Sønnen havde endda efter salget solgt flere af sine egne ting i direktørens auktionshus.

Det kom frem, at Christie's danske repræsentant, Birgitta Hillingsø, engang omkring 1990 havde set maleriet, men at hun besøgte fru Meyer i anden anledning, i forbindelse med salg af et litografi af Edvard Munch's »Madonna«. Det var ikke Derain-maleriet, der var emnet dengang. En englænder fra Christie's havde også set det på det tidspunkt, men uden at fatte større interesse for det. Endvidere en Judith Freeman? fra et amerikansk museum, som ifølge datteren på et tidspunkt også havde set det.

Begge vidner virkede troværdige, selv om der var lidt uoverensstemmelser mellem det de sagde i retten og det de havde sagt ved den tidligere politiafhøring, selv om de begge havde underskrevet politirapporterne. Datteren mente, politiet havde citeret hende for noget, Kunstmuseets Rikke Warming havde fortalt. Men den købte forsvaret ikke.

Næste retsmøde blev aftalt til onsdag den 15. april.

Kunstnyt har lavet en gennemgang af billedets tidligere ejerforhold, såkaldt proveniens, som kan ses her

5. retsdag. Onsdag den 15. april 2009
Tre vidner var indkaldt. Kunsthistorikeren Inge Vibeke Raaschou-Nielsen, auktionshusejer Jesper Bruun Rasmussen samt modemanden Erik Brandt.

Forsvarsadvokaten Jakob Lund Poulsen afhørte Raaschou-Nielsen, som fortalte, hun havde været museumsinspektør på Statens Museum for Kunst 1986-97, og at hun i april 1991 stiftede bekendtskab med Derain-maleriet, som af fru Meyer var indleveret til undersøgelse på museet. Raaschou-Nielsen fortalte, hun i den forbindelse havde været i kontakt med Jens Thygesen fra Kunsthallen, som havde talt med Michel Kellermann, der havde afvist, at billedet var ægte og at stemplerne bagpå var falske. Det er en kopi, skulle Kellermann have sagt. Hvor er så det orginale? Hvis Kellermann har sagt det, må han nødvendigvis på det tidspunkt i 1990 have kendt til det originale. Men det er ikke omtalt i hans store værk om Derain, bind 1, som dækker perioden 1895-1914 og som blev udgivet i 1992. Det er heller ikke omtalt i bind 2, som udkom i 1996 og ganske vist dækkede årene 1915-1934. For slet ikke at tale om sidste bind 3 fra 1999 med supplement. Har Kellermann udtalt sig som citeret, så kan han ikke bruges som sandhedsvidne. Så må man sætte spørgsmåltegn ved hans senere skriftlige ægthederklæring fra 2005.

Raaschou-Nielsen satte sig selv i forbindelse med Kellermann, og efter flere telefonsamtaler rejste hun 30. november 1991 til Paris, hvor hun mødte ham i hans privatbolig. Hun havde farvegengivelser med af maleriet, fotograferet af en fastansat fotograf på museet, som hun sagde [må have været Hans Petersen, pjm]. Mødet varede højst 10 minutter, og Kellermann havde peget på et bestemt sted på fotoet og sagt, at det kunne ikke være malet af Derain. Stemplerne og påskrifterne på billedets bagside havde overhovedet ikke interesseret ham, sagde Raaschou-Nielsen, der betegnede ham som »på grænsen til at være flabet«.

Da hun kom ned på gaden, blev hun enig med sig selv om, at det udelukkende handlede om penge. Men Kellermann havde dog ikke nævnt noget om honorar, det var bare en fornemmelse, hun havde.

Raaschou-Nielsen tog imidlertid ikke Kellermanns afvisning for gode varer, da hun af en medarbejder på Los Angeles Country Museum of Art, Judi Freemann, havde fået fortalt, at Kellermann ikke altid havde ret i sine afgørelser. Raaschou-Nielsens fortsatte undersøgelser af maleriet førte ikke til nogen klarhed om ægthed. På et tidspunkt havde hun kontaktet en leder på museet Orangeriet i Paris, som havde skrevet om parisiske galleriejere, heriblandt Paul Guillaume, for på den måde måske finde frem til en udstilling med Derain-maleriet. Men det kom der ikke noget ud af. I en intern arkivoptegnelse på museet havde Raaschou-Nielsen om maleriet noteret: »Tilskrevet Derain. 1905/6«. Advokat Kornerup spurgte hende, hvorfor hun havde skrevet 1905/6, når hun i sin tidligere henvendelse til Kellermann havde oplyst, at der stod 1910 bagpå. Det var en fejl, at der stod 1910, sagde hun. Sådan malede Derain ikke på det tidspunkt, men hun betragtede sig ikke som Derain-ekspert. Hun mente dog, at Kellermann selv burde kende så meget til, at der findes mange unøjagtigheder på blændrammer. På advokat Kornerups spørgsmål, om det kunne være forkert, at der stod André Derain bag på maleriet, svarede Raaschou-Nielsen: »Ikke i dette tilfælde«. Hvorfor det ikke kunne være forkert i dette tilfælde, uddybede hun ikke.

Raaschou-Nielsen oplyste, at hun havde fortalt fru Meyer, hvad Kellermann mente om maleriet, hvilket stemmer overens med tidligere vidneudsagn, og ved hendes fratrædelse i 1997 var der ikke afklaret noget om billedets ægthed.
[Man kan undre sig over, at Raaschou-Nielsen udelukkende havde taget farvebilleder med af maleriet til Paris og ikke selve maleriet]

Næste vidne var auktionshusejer Jesper Bruun Rasmussen, der fortalte, at Bruun Rasmussen hidtil ikke havde været så heldig at få malerier af Derains kaliber til salg. Han kendte kun Kellermanns navn fra aviserne. Kornerup stillede spørgsmålet: »Kunstvurdering er ikke nogen eksakt videnskab?«, hvilket Bruun Ramussen besvarede med, at man ikke havde nogen maskine, man kunne putte et maleri ind i og at resultatet så kommer ud. Men man gør det så godt som muligt. Det beror ofte på et skøn, hvis man ikke har en klar proveniens og derved kan føre maleriet tilbage til tidligere ejere. Han havde kun set Derain-maleriet på en udstilling.

Advokat Kornerup kom så ind på skulpturen Narren af Picasso, som Bruun Rasmussen havde solgt for nogle år siden med spørgsmålstegn ved, altså ikke solgt som ægte. Det skyldtes, at Maya, Picassos datter sammen med »de rigtige mennesker«, som Bruun Rasmussen udtrykte det, havde vendt tommelfingeren ned ad.
[Læs artiklen fra Kunst under hammeren om salget af Picassos skulptur her. Den købtes dengang af storsamleren John Hunov]

Dagens sidste vidne var modemanden Erik Brandt.
»Kender De direktørens auktionshus«, spurgte advokat Kornerup? »Ja«, svarede Brandt. »Og De har relationer til kongehuset?«. Også det svarede Brandt ja til, og forklarede, at han gik til eftersyn med Hans Kongelige Højhed, som han 20-30 gange omtalte prins Henrik. Han bekræftede også, at han havde set Derain-maleriet i direktørens auktionshus og at Hans Kongelige Højhed havde fået oplyst en pris på 180.000 kr., måske 200.000 kr. En pris på 130.000-140.000 kr. blev nævnt, som et et beløb Hans Kongelige Højhed eventuelt ville betale. Men der kom ikke noget ud af det.
Da Kornerup stillede det efter Erik Brands mening samme spørgsmål flere gange, reagerede han kraftigt: »Hvis De bliver ved med det spørgsmål, går jeg«.
Det gjorde Barndt dog ikke, men hans irritation gentog sig, da anklageren Janne Mortensen stillede spørgsmaålet: »Mistede han (sagde ikke Hans Kongelige Højhed) interessen for billedet?«. »Ja«, sagde Brandt. »Det har jeg forklaret«. Så turde ingen spørge Brandt om mere, og da han forlod vidneskranken sagde han tak for god behandling...og vand (han havde fået et glas vand) og »Var det det hele?«.
På vej ud stoppede han ved tegneren Roald Als, som havde tegnet dagens vidner. »Kan du ikke gøre mig lidt tyndere? Er jeg så gammel?«.

Næste retsmøde blev sat til den 20. april, hvor blandt andre Raaschou- Nielsen skal afhøres igen.

6. retsdag. Mandag den 20. april 2009
Første indkaldte vidne ved dagens retsmøde var fru Meyers arvingers advokat, Gangsted-Rasmussen, der satte sig til rette blot for at meddele, at han iht til sin tavshedspligt ikke ville vidne. Det protesterede forsvaret mod, mens anklageren forsøgte at få »dørene lukket«. Det tog dommeren ikke stilling til med det samme, men vil ved næste retmøde 4. maj komme med en afgørelse, om hvorvidt advokaten kan pålægges at vidne. Mens advokaten sad i vidneskranken blandede en tilhører sig pludselig. »Hvad hedder De«, spurgte dommeren. Jeg hedder Gitte Juul Jensen og jeg er Gangsted- Rasmussens advokat«. Forsvarsadvokat Jakob Lund Poulsen læste op af aviser, hvortil Gangsted-Rasmussen havde udtalt sig. Man kunne ikke både udtale sig til pressen og så nægte at vidne, sagde Lund Poulsen, der virker til at have rigtig godt styr på sagens detaljer. Da han var færdig, spurgte dommeren den anden forsvarsadvokat, Jan Erik Kornerup, om han havde noget at tilføje. Det havde han ikke og sagde: »Det kan ikke gøres bedre!«

Næste vidne var Michael Hatting, der i direktørens auktionshus fra 2003 til 2006 havde stået for administration og regnskaber. Han blev spurgt om han kunne huske, om prins Henrik havde set det omtalte maleri. Det kunne han, sagde han, og kunne fortælle, at det var ham der havde taget det ud af et vitrineskab i auktionslokalet og bragt det til et andet lokale, hvor prinsen og Erik Brandt havde studeret det. Altså helt i overensstemmelse med tidligere vidners forklaringer. Han havde også overhørt en telefonsamtale mellem fru Meyer og direktøren, hvor denne sagde til fru Meyer, at han nok skulle sende hende en skriftlig bekræftelse på, at billedet var afvist. Hatting forklarede også, at det var ham, der havde afregnet med fru Meyer den 9. august 2004 og samme dag havde skrevet en faktura til direktørens samlever for hendes køb af billedet, 200.000 kr. Hvad der efterfølgende skete med maleriet, vidste han ikke, og hørte først om det, da sagen kom frem i pressen. Han blev også spurgt om de to håndskrevne breve, som direktøren skulle have sendt til fru Meyer, men som arvingerne har påstået, moderen aldrig har modtaget. Hatting havde ikke set brevene, men kunne bekræfte det var direktørens håndskrift. »Direktøren kan ikke åbne en computer«, sagde han, »han skrev altid i hånden«.

Måske kan man undre sig over, at Hatting ikke tidligere havde set de to håndskrevne breve, da han til dagligt tog sig af regnskaber og administration. Man skulle næsten tro, han på et eller andet tidspunkt havde arkiveret brevene. Nå, det blev der ikke vadet i fra forsvarets side. Dommeren førte heller ikke Hattings oplysning om de to håndskrevne breve til protokols, breve som der har stået meget tvivl om.

På anklageren Janne Mortensens spørgsmål, om Hatting havde set et stykke papir med et sort-hvidt foto af Derain-maleriet og Kellermanns afvisning skrevet bagpå, sagde han nej. Dette stykke papir får vi mere at vide om, når Kunsthallens tidligere ejer, Jens Thygesen, afhøres den 15. maj. Ved sidste retsmøde gik der i øvrigt rygter om, at Thygesen var død. Men det ser heldigvis ud til at være usandt. Sidste: Det var desværre sandt. Jens Thygesen døde den 20. april 2009, 64 år gammel.

Efter to timers pause fortsattes med Vibeke Raaschou-Nielsen som vidne, da hun ikke blev færdigafhørt ved sidste retsmøde. Det blev en meget grundig afhøring, som tog næsten to timer, hvor Lund Poulsen gik i kødet på den forhenværende museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst.

Men hvorfor afhøre hende så grundigt, hun stoppede som bekendt med at have noget med billedet at gøre helt tilbage i 1993, og den aktuelle sag starter først i 2004? Det hænger naturligvis sammen med, at Raaschou- Nielsen er den eneste person på museet, der har forsket i billedet. Og selv om hun i dag påstår, hun hele tiden har været overbevist om, at maleriet er en ægte Derain, men også fortalt, at hun ikke er Derain-ekspert, så har hun ved sine vidneudsagn måttet indrømme, at hendes undersøgelser aldrig har ført til, at nogen ekspert har godkendt det som ægte. Den største Derain- ekspert, Michel Kellermann, var meget arrogant over for hende, da hun i 1991 besøgte ham i Paris, hvor han fortalte hende, at det ikke var malet af Derain og at stemplerne bagpå var falske. Altså en klar udmelding fra eksperten, at billedet var falsk. At han så senere, i 2005, har afgivet en skriftlig erklæring om, at det er ægte, er lidt svært at forholde sig til. Og det er ingen belastning for de to anklagede, da de solgte det før Kellermanns erklæring.

Afhøringen af Raaschou-Nielsen blev pludselig afbrudt, da et grønt bud bankede på og kom ind med et brev til en af forsvarsadvokaterne, så det ud til. »Hvad foregår her?«, spurgte dommeren. Godt spørgsmål, men det grønne bud gik, så snart han havde fået en kvittering. Lidt komisk og lettere forstyrrende!

Der har været tale om, at Derain-maleriet på et tidspunkt skulle have tilhørt Tetzen-Lund, men selv om han havde adskillige af Derain, så er det aldrig blevet fastslået, om det omtalte var et af dem. Raaschou-Nielsen havde under sin research været i kontakt med flere parisiske museumsfolk og gallerier, blandt andre Madame Giraudon på Musée de L'Orangerie, Madame Pagé fra Musée d'Art Moderne og, så vidt vi hørte, Galerie Leiris, Picassos personlige galleri, men uden at få eksakt viden om det omtalte Derain-maleri. Raaschou-Nielsen fik at vide, at Tetzen-Lund ikke var så kendt i Paris, og i Kellermanns store 3-binds værk om Derain er der heller ingen proveniens til ham. Det er der derimod til Johannes Rump, mens der i bogen er over 600 provenienser til Galerie Paul Guillaume, der skulle have ejet det omtalte Derain-maleri. Men det er ikke omtalt i 3-bindsværket. Andre provenienser i Kellermanns store værk går til galleriejerne Daniel-Henry Kahnweiler (1884-1979) og Ambroise Vollard (1866-1939), som var den første, der så Derains geni. Der er i øvrigt lige udkommet et stort værk om Vollard, en af de mest berømte kunsthandlere i Paris, hidtil kendt for sin selvbiografi »En Kunsthandlers Erindringer«, udsendt på dansk i 1946.

Raaschou-Nielsen fortalte, at Madame Giraudon kunne bekræfte, at adressen på stemplet bagpå Derain-maleriet var god nok, og at Paul Guillaume (1891–1934) brugte samme stempel, efter han var flyttet til nye lokaler. I øvrigt findes et fremragende portræt af Guillaume, malet 1919-20 af Derain, som i dag hænger på omtalte Musée de L'Orangerie. Også Modigliani har portrætteret Guillaume.

Afhøringen af Raaschou-Nielsen sluttede med, at hun sagde, at hun ikke havde haft kontalt til kollegaen på Statens Museum for Kunst efter 2005. Rikke Warming, som var den sidste i museumsregi, der havde kontakt med fru Meyer, skal senere afhøres. Men så vidt vides har hverken hun eller andre på museet forsket videre i Derain-maleriet siden Raaschou-Nielsen sluttede i 1993.

Så kom det frem, at Derain-maleriets titel skulle være ændret i 1958 i forbindelse med en udstilling, hvilket skulle fremgå af internettet. Men maleriet har ikke været udstillet omkring 1958. Og hvor på nettet skulle det findes? Raaschou-Nielsen, som er overbevist om billedets ægthed, fortalte, at skulle det være en kopi, skulle den være malet i perioden 1906-18. Her henviser hun til, at Tetzen-Lund skulle have ejet det. Først i 1934 kommer det i fru Meyers eje. Dengang var der ikke interesse for Derains fauvistiske malerier, sagde Raaschou-Nielsen. Så hun mente, det var udelukket, at billedet var en kopi. Og Derain havde ikke elever, sagde hun. Jakob Lund Poulsen spurgte hende så, om Matisse havde elever, og om man havde kendskab til, at elevarbejder var tilskrevet Matisse, hvilket Raaschou- Nielsen svarede nej til. »Matisse malede helt anderledes«, sagde hun. Det er i store træk rigtigt, men både Braque og Matisse har malet billeder i motiv og farvevalg meget tæt på Derains landskaber fra l'Estaque ved bugten omkring Marseille.

Afhøringen fortalte, at Raaschou-Nielsen var overbevist om, at billedet var ægte. Men hun havde ikke formået gennem sin research at få nogen ekspert til at bakke hende op.

Den 4. maj afhøres galleriejer Charles Bailly, som købte maleriet af direktørens samlever for 5 mio. kr. Har han gemt noget oppe i ærmet til anklager Janne Mortensen?

7. retsdag. Den 4. maj 2009
Klokken 9:30 satte kunsthandler Charles Bailly fra Paris sig i vidneskranken side om side med den indkaldte tolk, hvis navn ikke må oplyses. Først klokken 15 var afhøringen overstået, kun afbrudt af en times frokost og 15 minutters pause.

Bailly fortalte, at han havde over 30 års erfaring i kunstens verden og solgte omkring 4.000 malerier om året. »Jeg er den største grossist i verden«, sagde han. Han sagde også, at han besøgte alle museer og aldrig gik glip af en auktion i Europa inklusiv København og Stockholm, og havde haft kontakt til den anklagede direktør.

På spørgsmålet, om han havde været i København i juni 2004 svarede han ja. »Jeg kommer altid til eftersyn«, fortalte han.
Apropos det aktuelle Derain-maleri kunne han bekræfte at have set det i København og taget flere fotografier af det. Det gjorde han altid, når han var interesseret i et maleri. Formålet i det aktuelle tilfælde var at undersøge det nærmere, når han kom hjem. Direktøren havde fortalt ham, at det ikke var anerkendt som ægte Derain. Bailly oplyste, at der var mange Derain-forfalskninger, kendte selv 100 [senere sagde han, der var flere falske end ægte, pjm], og at der kun var én Derain-ekspert i hele verden, Michal Kellermann. Han nævnte også, at Derain-malerierne var lette at efterligne, det var mere farver end komposition.

I september 2004 ankom direktøren og hans samlever til Paris med Derain-maleriet, som de foreviste i Baillys galleri. Han havde fået at vide, at det var solgt til samleveren, som bare ville havde det undersøgt, men Bailly sagde, at man godt kunne spare sig at kontakte Kellermann. Han fik dog overtalt sin medejer til at ringe til Kellermann, som fortsat nægtede at se selve maleriet, ville kun se fotografier. Kellermann fortalte, at han havde afvist det flere gange, og, uden tøven, at det var falsk og stemplerne bagpå var falske. Kellermann var en meget stædig person, havde han sagt nej, så var han for stolt til at ændre mening, sagde Bailly.

Bailly fortalte videre, at der findes en bog med omtale af den parisiske kunsthandler Paul Guillaume, Paris, hvoraf det fremgår, at Guillaume havde haft fem forskellige adresser i Paris, en af dem i »Rue St. Honoré«, som stemplet bagpå fortæller, i perioden 1917-19. Det var et af de stempler, Kellermann påstod var falsk. Bailly bekræftede også, at Kunsthallens nu afdøde Jens Thygesen, som han kendte, havde været i kontakt med Kellermann, som havde et brev af 12. marts 1990 liggende fra Thygesen med en påtegning om, at det var falsk. Det havde Kellermann telefonisk meddelt Thygesen.

Kellermanns svigersøn er den engelske kunsthandler Robert Stoppenbach, som Bailly fik overtalt til endnu et forsøg på at få Kellermann til at udtale sig om maleriet. Bailly havde lånt maleriet af direktørens samlever, et par dage, og Stoppenbach fik nu overtalt sin svigerfar til endelig at se på selve maleriet og gav ham samtidig oplysningerne om, at adressen på stemplet var korrekt. Det fik nu Kellermann til at ændre mening, hvorefter han mundtligt erklærede det for ægte.
[Meget tyder på ifølge Baillys forklaring, at det alene var stemplet, der fik Kellermann til at ændre mening. Det kan tolkes derhen, at han selv var usikker, men på grund af stemplets ægthed ikke turde gå imod Guillaume, der måske var en endnu større Derain-ekspert end han selv. Hvis denne formodning er korrekt, så er det svært at tage Kellermanns ekspertice alvorligt. Et yderligere knæk får eksperticen, da Kellermann ikke ville give en skriftlig erklæring, før maleriet var renset og restaureret. Det viste sig, at der i øverste højre hjørne manglede en lille stump lærred. Det gjorde Bailly et stort nummer ud af og fremviste for dommeren fotografier taget før og efter restaureringen. Nu er en lille stump manglende lærred uden betydning for en vurdering af maleriet, om det er ægte eller ikke ægte. Det bliver ikke mere ægte af, at der sættes en lille stump nyt lærred oppe i højre hjørne, malet af en fremmed hånd. pjm].

At Kellermann nu havde erklæret maleriet ægte, viderebragte Bailly til direktøren og hans samlever, sagde han, hvilket de begge tidligere har nægtet. Det var hendes maleri, og hun fik nu et tilbud af Bailly på 5 mio. kr., som hun tog imod. Havde Kellermann ikke erklæret det ægte, havde han ikke købt det. Uden en ægthedserklæring fra Kellermann, var det ikke muligt at sælge det som ægte, og så var det ikke mere end 15.000 Euro værd, sagde Bailly. Han havde før givet 15.000-20.000 Euro for »falske« malerier. »Vi betaler de mange penge, fordi vi tror, det er ægte«, sagde Bailly til direktøren og dennes samlever. Maleriet købte Bailly og Stoppenbach den 19. september 2004, men først den 28. april 2005 foreligger Kellermanns skriftlige erklæring.

Bailly fortalte, at han havde købt maleriet sammen med Stoppenbach og ejede en fjerdedel, da han altid delte med sin medejer af galleriet. Af hensyn til risikoen købte han ofte de dyre malerier sammen med andre kunsthandlere, og Stoppenbach er specialist i Derain, og har kunderne til malerier af denne. [Bailly havde kort forinden sagt, at der kun var en Derain-ekspert, nemlig Kellermann. Nu var Stoppenbach pludselig også ekspert i maleren. pjm]. Bailly fortalte også, at usignerede maleriers pris var en tredjedel under de signeredes. [Det er noget sludder. Mange berømte malerier er ikke signerede, hvilket ikke har forringet prisen. Fx er hovedparten af Hammershøis malerier ikke signerede. Kan det 100 procent fastslås, at et maleri er ægte, så er det ligegyldigt, om det er signeret eller ej. Det aktuelle maleri havde næppe indbragt en tredjedel mere, 2 mio. dollars, havde det være signeret. I øvrigt er det ekstremt sjældent, at Derain-malerier ikke er signeret. pjm].

Efter købet havde maleriet været udstillet to gange, hos Stoppenbach & Delestre i London og senere på Maastricht Messen, hvor en amerikaner viste interesse for det. Han købte det dog ikke ved den lejlighed, men det var ham, der senere købte det hos Sotheby's i New York, sagde Bailly.

Begge forsvarsadvokater afhørte Bailly og sluttede med at takke ham, fordi han kom.

Anklageren Janne Mortensen nåede ikke at spørge Bailly om ret meget. Et kvarter i tre meddelte dommeren, at afhøringen skulle slutte kl 15, da Bailly skulle nå at have afregnet inden det tidspunkt. Men det meste var også kommet frem under forsvarernes afhøring.

Dagen sluttede med, at retten pålagde arvingernes advokat Gangsted- Rasmussen at afgive forklaring som vidne.
Næste retsmøder 11., 15. og 18. maj.

8. retsdag. Mandag den 11. maj 2009
Der blev kun afhørt ét vidne i dag, den engelske galleriejer Robert Stoppenbach fra Stoppenbach & Delestre i London. Han forklarede, at han havde studeret kunsthistorie i Paris i 70erne, og i 1982 var medstifter af galleriet Stoppendach & Delestre i London. Forinden havde han arbejdet i andre gallerier. Han har kendt Bailly siden 80erne, men kun som kollega. Så fortalte han, at Michel Kellermann var hans stedfar, altså ikke som det hele tiden indtil i dag har været oplyst (også af Bailly), hans svigersøn. Misforståelsen skyldtes sikkert en oversættelsesfejl tidligt i sagsforløbet, mente forsvarsadvokat Kornerup. Stoppenbachs mor, som stadig levede, var gift med Kellermann, fortalte han. Han havde ikke kendt Derain personligt, sagde han (det kunne han aldersmæssigt næppe heller), men hans bedstefar, både på moderens og faderens side, havde kendt ham.

Stoppenbach fortalte, at han i stedfaderens papirer havde fundet det tidligere omtalte brev af 12. marts 1990 fra Kunsthallens nu afdøde Jens Thygesen med Kellermans afvisning af billedet som ægte skrevet bagpå et foto af det aktuelle Derain-maleri. Han vidste ikke, hvad Kellermann og Thygesen efterfølgende havde talt om i telefonen. Men oplysningen stemmer overens med direktørens udsagn om, at fru Meyer havde kendskab til dette brev.

Stoppendach, som svarede troværdigt på alle spørgsmål, forklarede, at han på et tidspunkt blev kontaktet af Bailly, som ville vise ham det omtalte Derain-maleri. Stoppenbach gentog her, hvad alle vidner tidligere har fortalt, at Kellermann i starten er negativ overfor maleriet, men senere får det til gennemsyn, afleveret af Bailly eller dennes søn, og at Stoppenbach og hans stedfar, som alle betragter som den eneste virkelige Derain-ekspert, drøfter billedet.

De studerer det et par dage, sagde Stoppenbach, og da Kellermann samti- dig har fået konstateret, at stemplet bagpå fra Galerie Paul Guillaume med dennes adresse er korrekt, bliver han mere positiv, og det ender med, han mundligt erklærer billedet for en ægte Derain. Han vil dog ikke udstede en skriftlig erklæring, før maleriet er blevet renset og restaureret. Der kan under en restaurering komme noget frem, som kan ændre vurderingen, forklarede Stoppenbach, og fortalte, at det var meget snavset og manglede maling på en stump lærred i øverste højre hjørne. Stoppenbach viste retten fotos af billedet taget før og efter restaureringen, to billeder som nøje undersøgtes af forsvarsadvokaten Kornerup. Det var samme fotos, som Bailly havde fremvist, da han afhørtes. Da Kellermann senere så maleriet efter restaure- ringen, var han mere positiv, sagde Stoppenbach, og fortalte, at restaurerin- gen havde taget to-tre måneder og først var færdig i december 2004.

Det omtalte stempel bagpå havde Kellermann flere gange omtalt som falsk, men Stoppenbach oplyste, at Kellerman i sit bibliotek havde en bog om Paul Guillaume, hvor adressen på stemplet stod.
[Denne bog har Kellermann uden tvivl også haft tilbage i 1991, hvor Raaschou-Nielsen fra Statens Museum for Kunst under sit besøg i Paris viste ham et foto af billedets bagside, men hvor han dengang afviste stemplet som falsk. En amatøragtig måde at efterforske et maleri, og i særlig grad af en ekspert i Derain, som har lavet det største værk om Derain, i tre store bind. Havde Kellermann levet i dag, ville han have været selvskreven som vurderingsdirektør hos Lauritz.com (pjm)].

Stoppenbach fortalte, at han i september 2004 hos Bailly havde mødt direktøren, men ikke dennes samlever, hvilket stemte overens med samleve- rens tidligere forklaring. Det var Stoppenbach, der i fællesskab med Bailly, havde tilbudt at købe billedet for 5 mio. kr., hvilket ifølge Stoppenbach var markedsværdien for et ægte maleri af Derain, som han havde undersøgt ud fra tidligere opnåede priser. På anklagerens spørgsmål om billedets værdi uden Kellermanns ægthedserklæring nævnte han et beløb på 10.000 til 20.000 Euro, samme beløb, Bailly havde sagt ved afhøringen, og ikke langt fra det beløb på 200.000 kr., direktøren havde betalt fru Meyer. Det var Sotheby's, som havde vurderet billedet forud for salget i New York 3. maj 2006, sat til mellem 3 og 5 mio. dollars, men som bekendt solgt for 6,1 mio. dollars i hammerslag.

Forevist Kellermanns ægthedserklæring af 28. oktober 2005 bekræftede Stoppenbach, at det var Kellermanns håndskrift og underskrift. Han skrev altid den slags i hånden, fortalte Stoppenbach. For en almindelig erklæring forlangte Kellermann 1.000 franc, det dobbelte, hvis det var et maleri af Derain fra omkring 1906. [Det lyder billigt, men undertegnede kan have hørt forkert. Akustikken i retslokalet er elendig, det er som at være på en banegård]. Hvorfor beløbet blev nævnt i franc, spurgte ingen om. Det var Kellermann selv, som havde givet maleriet den ny titel, Paysage à l'Estaque.

Stoppenbach fortalte, at Derain-maleriet inden salget hos Sotheby's havde været udstillet tre gange. Først i hans eget galleri i London, derpå på Maastricht Messen og sidst på en messe i New York marts 2005. På et tidspunkt var maleriet reserveret, men blev ikke solgt til denne. På grund af den manglende ægthedserklæring kunne billedet ikke sælges, sagde Stop- penbach, denne erklæring kom først 28. oktober 2005. Bailly og Stoppen- bach besluttede nu at sælge det hos Sotheby's. Forespurgt om billedets proviniens, sagde Stoppenbach, at han kun havde kendskab til to tidligere ejere, Paul Guillaume og maleren Olaf Rude. Disse oplysninger havde han fra Statens Museum for Kunst. Men det er senere konstateret, at Rude ikke har ejet det. Det er dog uden betydning for sagen som sådan.

Forespurgt af anklageren, om der havde været nogen henvendelse fra Statens Museum for Kunst om at måtte låne maleriet i forbindelse med museets store Derain-udstilling, sagde Stoppenbach i første omgang nej. Der forelå en skriftlig forespørgsel om to andre Derain-malerier, som museet lånte, sagde han. Lidt senere kom han i tanke om, at der måske havde været en uformel henvendelse om det aktuelle Derain-maleri, men det førte ikke til noget, da maleriet på det tidspunkt var på vej til Sotheby's i New York.

Klokken 12:15 var afhøringen slut. Dagen bragte ikke belastende nyt frem, og det bliver mere og mere svært at se, hvordan de to anklagede kan blive dømt. Tilbage er nu kun afhøring af tre vidner, direktørens revisor, arvingernes advokat, Gangsted-Rasmussen samt museumsinspektør Rikke Warming, som på Statens Museum for Kunst var med til at arrangere den store Derain-udstilling februar-maj 2007. Hun har sandsynligvis aldrig set maleriet, så hun kan næppe bringe belastende nyt.
De to sidste retsmøder bliver den 15. og 18. maj. Den 10. juni er det procedure, og formentlig når retten at afsige dom inden sommerferien.

9. retsdag. Fredag den 15. maj 2009
Kunsthistorikeren Rikke Warming var indkaldt som anklagerens vidne, da hun havde været med til at arrangere Derain-udstillingen på Statens Museum for Kunst i 2007. Noget afgørende kunne hun ikke fremkomme med. Hun havde været ansat på museet fra 2004- 2007, og gik i gang med forberedel- serne til Derain-udstillingen april 2005. Der var skrevet meget lidt om Derain, han faldt på et tidspunkt ud af historien, sagde hun, men museet havde flere af maleren, og man havde kendskab til danske samlere, som havde købt værker af Derain. Hun kiggede endvidere i gamle auktionskata- loger. På museet lå en mappe med oplysninger om det aktuelle Derain-male- ri, foretaget i 1990erne af Raaschou-Nielsen, og da hun så et farvedias i mappen, sagde hun til sig selv: »Hold da helt op! Det er et fantastisk godt maleri«. Mappens indhold gik meget på proveniens, og hun kunne se, at billedet havde været i Tetzen-Lunds samling, hvor der var meget kvalitet, som hun sagde. Han havde købt det omkring 1917, sagde hun, og havde haft det til 1927-28. Det var fotograferet til Kunstakademiets billedsamling.
[Det kom ikke frem, hvor Rikke Warming havde oplysningerne fra, at det havde været i Tetzen-Lunds samling. Det foreligger der ingen konkrete beviser for. Man kan kun formode det, da han har ejet et stort antal Derain-arbejder. Men eksakt viden om hvorvidt han har haft det aktuelle Derain-maleri, har man ikke. Så det er altså gætteri. På Tetzen-Lunds auktion i 1925 på Den Frie i København, solgtes 17 arbejder af Derain, men ikke det aktuelle. Da Meyer køber det på Jacobæus-auktionen hos Winkel & Magnussen i 1934 har to af de syv Derain-arbejder proveniens til Tetzen-Lund, men ikke det aktuelle. Hvor Jacobæus har det erhvervet det, vides ikke (pjm)]

Derain-maleriet havde været udstillet i Stockholm i 1931, sagde Warming, hvor det ejedes af Jacobæus. Det var en vandreudstilling, som også havde været vist i København, på Den Frie, men det nævnte Warming ikke.

I mappen lå Raaschou-Nielsens undersøgelser af maleriet, også om hendes besøg hos Kellermann i Paris, hvoraf det fremgik, at han havde afvist det som ægte samt hendes kontakt med fru Meyer. Men hun havde ikke set noget brev fra Jens Thygesen til Kellermann, sagde hun.Warming kontakte- de nu fru Meyer (talte i første omgang med sønnen), med henblik på at låne maleriet til udstillingen. Men fru Meyer kunne kun fortælle, at hun havde solgt det til direktøren i auktionshuset for 200.000 kr., som havde solgt det videre til en amerikaner. Det havde den anklagede direktør fortalt hende. Men igen fortæller fru Meyer, at maleriet er erklæret falsk, men at man i familien hele tiden har ment, det var ægte. Rikke Warming fortæller fru Meyer, at er maleriet falsk, så er 200.000 kr. for meget, og er det ægte, så er det for lidt, der er i så fald tale om millioner. Vi fik så gentaget de oplysninger, vi flere gange havde hørt, om tidligere ejerforhold, direktørens køb af billedet og prins Henriks interesse, som ikke blev til noget. Der var også oplysninger om, at en ekspert fra Christie's havde set maleriet, men var usikker på ægtheden. Han havde kradset lidt i malingen.
[En kunstekspert der kradser i malingen lyder ikke rart (pjm)]

Rikke Warming henvendte sig derpå til direktøren, som ikke kunne oplyse, hvor maleriet var, men ville forsøge at finde ud af det og så vende tilbage. Det gjorde han imidlertid ikke, sagde Warming, men hun gjorde det heller ikke selv. »Jeg havde ikke været vedholdende nok«, sagde hun. Hun spurgte sig for på forskellige museer, men ingen vidste noget om billedet. I slutningen af april 2006 ser hun så maleriet til salg hos Sotheby's i New York og retter henvendelse til auktionshuset, men det kom der ikke noget ud af. Et forsøg på at få salget stoppet og erklæret det for ulovligt udført, kom der heller ikke noget ud af. Hun gjorde dog opmærksom på over for Sotheby's, at proveni- ensen i kataloget var forkert, fx havde Olaf Rude ikke ejet maleriet. Hvor den oplysning kommer fra, er ikke kommet frem under afhøringerne, men er sikkert en misforståelse opstået på grund af, at Rude har malet Jacobæus siddende i sin stue med Derain-maleriet hængende på væggen bagved (Se øverst). Men for sagen som sådan er det uvæsentligt, om Rude har ejet det eller ikke.

Selv om Kellermann flere gange havde afvist maleriet som ægte, så sagde Warming, at hun ikke selv var i tvivl om ægtheden. [Hvordan kan hun så skråsikkert påstå det?]. Forespurgt af forsvaret, hvilken effekt det havde, når Kellermann i første omgang ikke ville optage det i sit supplementsbind, svarede Rikke Warming: »En negativ effekt«. Hun forklarede også, at Kellermanns tre-bindsværk om Derain ikke var et kunsthistorisk værk, men en præsentation af billederne. På spørgsmålet, om hun vidste, om der havde været et van Gogh-maleri i Tetzen-Lund-samlingen, svarede hun nej.
[Dem var der flere af, endda et falsk (pjm)]

Afhøringen gav ingen yderligere klarhed over Statens Museum for Kunsts rolle vedrørende Derain-maleriet. Raaschou-Nielsen, som Warming ikke personligt kendte, havde ikke vist større interesse, da hun var blevet kontaktet i forbindelse med museets Derain-udstilling, sagde Warming.
Konklusionen er derfor, at Statens Museum for Kunst ikke forud for direktørens køb af maleriet kan bevise, at maleriet er ægte. Raaschou-Niel- sen har set maleriet, men har ikke kunnet erklæret det for ægte. Warming har ikke set det, og har heller ikke kunnet bevise ægtheden. Og hun fortalte, at Statens Museum for Kunst ikke giver ægthedserklæringer.

Så der er kun Kellermann tilbage som ægthedserklærer, og han har flere gange erklæret det for uægte. At han efter pres fra sin stedsøn, Robert Stoppenbach, får ham til at afgive en skriftlig ægthedserklæring over et halvt efter, at direktørens samlever har solgt det til Bailly og Stoppenbach, er sagen uvedkommende.

Men alligevel kan man ikke lade være med at græde over fru Meyers og hendes arvingers tab, over 30 mio. kr. Deres værdier. En tragisk sag. Det er ikke retfærdigt.

Selv om mange gerne ser det ske, direktøren er ikke populær rundt om, er det på nuværende tidspunkt meget, meget svært at se, at han og hans samlever kan blive dømt i sagen. Der er ikke ført et eneste bevis for, at de har handlet i ond tro og snydt fru Meyer for et større millionbeløb. Er det sket, så skal det have fundet sted før det købes for 200.000 kr. Og det er der ikke ført bevis for. Fra sagens start har offentligheden og pressen, inklusive undertegnede, haft det klare indtryk, at Statens Museum for Kunst stod som garant for billedets ægthed. Men det har ikke været tilfældet.

10. retsdag. Mandag den 18. maj 2009
To vidner afhørtes i dag, først direktørens samlevers revisor, Bent Nikolajsen, dernæst arvingernes advokat, Gangsted-Rasmussen, som vi tager først.

Nærmest i overtid sprang bomben i sagen. Og det med et ordentligt brag.
Arvingernes advokat, Christian Gangsted-Rasmussen, havde tidligere nægtet at lade sig afhøre, men det blev ham pålagt af retten. Kl. 11:45 startede forsvarsadvokat Lund Poulsen afhøringen, hvor det blev bekræftet endnu en gang, at Gangsted-Rasmussen var indgift i arvingernes familie. Han blev spurgt, om moderen, fru Meyer, med sine børn havde drøftet mødet med museumsinspektør Rikke Warming, hvortil han svarede, at det vidste han ikke.

Det var Gangsted-Rasmussen på arvingernes vegne, der anmeldte auktionsdirektøren og hans samlever til politiet, da han gennem arvingerne opdagede, at Derain-maleriet var sat til salg hos Sotheby's i London i slutningen af april 2006. Han korresponderer med Bailly i Paris, og får en aftale i stand om, at salgsbeløbet skal deponeres i 18 måneder og udbetales til arvingerne, hvis det kan bevises, at Bailly skulle havde solgt det i ond tro. Men da hverken Bailly eller Stoppenbach på noget tidspunkt blev sigtet, løb aftalen om de 18 måneder ud i sandet.

Der var lidt snak frem og tilbage om, hvorvidt Gangsted-Rasmussen forud for hendes vidneudsagn i retten, havde instrueret Rikke Warming i, hvad hun skulle sige i retten. Men det havde han ikke, sagde han.

På et tidspunkt, da alle troede, at afhøringen var forbi, og man undrede sig over, hvorfor Gangsted-Rasmussen tidligere havde bedt sig fritaget for at vidne, og dommeren spurgte: »Er vi færdige«?, sagde forsvarsadvokat Kornerup: »Ikke helt!«

Kornerup refererer så til Politiken søndag den 15. marts 2009, hvor der står, at avisen er i besiddelse af kopier af to håndskrevne breve fra den tiltalte auktionsdirektør til fru Meyer, hvori han gør opmærksom på, at maleriet ikke er ægte.

Kornerup spørger Gangsted-Rasmussen: »Har De udleveret disse breve til Politiken?« Spørgsmålet volder Gangsted-Rasmussen store problemer, og han snakker lidt udenom. »Det må være let at svare på«, siger Kornerup. »Det kan besvares med et ja eller nej«.
Men Gangsted-Rasmussen vil ikke svare. Havde han gjort noget forkert, ville han anklage sig selv, sagde han. Men det at han nægtede at svare, kan kun betyde, at det var ham, der havde udleveret brevene til Politiken. Ellers havde han vel bare sagt nej.

Det kan blive en alvorlig sag for både Gangsted-Rasmussen og fru Meyers afhørte børn, da det fra børnenes side ligner falsk forklaring for retten. De har under ed forklaret, at de ikke kender noget til de to breve (se retsdag 4), at de altid drøftede moderens breve med hende. Men Gangsted-Ras- mussen kan ikke komme i besiddelse af de to breve, uden at have fået dem fra en i familien. Så her lyver nogen.

Det virker besynderligt, at Politiken kan være i besiddelse af to breve, som kun kan komme fra enten de to tiltalte, hvad de ikke gør, eller fra familien Meyer, og at en søn og en datter påstår ikke at have set dem. Men de er allligevel udleveret til Politiken af Gangsted-Rasmussen (andet er svært at forestille sig). Hvordan kan en søn og en datter den 25. marts 2009 påstå, at de aldrig har set de to breve, når Politiken allerede den 15. marts, 10 dage tidligere og tre dage før retsdagen startede, har omtalt dem? Det kan kun være en af de to, som har videregivet dem til Gangsted-Rasmussen. Men alligevel har de under vidneansvar forklaret, at de aldrig har set brevene.

Sidste ord ved dagens retsmøde fik forsvarsadvokat Lund Poulsen, der læste op af politiets afhøring af nu afdøde Jens Thygesen, hvor det gentoges, at Thygesen havde rettet skriflig henvendelse til Kellermann i 1990 og fået tilbage, at maleriet ikke kunne optages i hans supplementsfortegnelse til værkfortegnelsen over Derain.

Forinden afhøringen af Gangsted-Rasmussen var direktørens samlevers revisor, Bent Nikolajsen, i vidneskranken. Det kørte meget på oprettelsen af samleverens oprettelse af et selskab i Luxembourg og et momsnummer, som Bailly krævede inden han udbetalte pengene, de 5 mio. kr.
Forespurgt af anklageren, om han havde kendskab til selve salget, forklarede han først, at direktøren havde fået en ægtehedserklæring, før salget. Det ændrede han senere til, at det nok var noget han selv havde forestillet sig, var sket, men han havde ikke set erklæringen. Revisoren forklarede også, at direktøren havde betalt et større beløb for ægthedser- klæringen, men da han aldrig havde set noget papir på dette, betragtede han det som en overdrivelse fra direktørens side.

Revisoren fortalte også, at der var lavet en fremadrettet samarbejdsaftale mellem direktøren og hans samlever. Han var stadig revisor for samleveren, fortalte han.

Til slut forklarede han, at i Luxembourg havde de meget restriktive regler omkring hvidvaskning, og havde undret sig over den store forskel i indkøbsprisen (200.000 kr.) og salgsprisen (5 mio. kr.), men det blev forklaret med, at det var købt som en kopi og solgt som ægte.

Hermed er alle afhøringer slut. Næste retsmøde er den 10. juni, hvor det handler om procedure.

11. retsdag. Onsdag den 10. juni 2009
Anklageren Janne Mortensen krævede 2½ års fængsel til begge de tiltalte, begrundet med at de forsætligt havde forsøgt at bedrage fru Meyer, og strafudmålingen baserede hun på de 5 mio. kr., som billedet solgtes for i Paris minus det beløb, fru Meyer fik for det.

Selv om man ikke kan have andet end stor medfølelse med afdøde fru Meyer og hendes arvinger, som gik glip af over 30 mio. kr., så er sagen ikke så ligetil, som den forekom forud for retssagen. De mange retsmøder har vendt op og ned på mange ting, og det der lignede uangribelige kendsger- ninger ved retsmødernes start, har undervejs vist sig at være kendsgerninger med visse modifikationer. Vi tror ikke, de 2½ år holder i byretten, tror slet ikke de anklagede kan dømmes, men venter med at begrunde det til efter 17. juni, hvor forsvaret procederer. I dag var det kun procedure fra anklageren, så der kommer altså endnu et retsmøde. Proceduren var, som procedurer er, et sammendrag af sagens forløb, og anklageren fremkom ikke med noget nyt, som ikke tidligere var hørt. De anklagede har hele tiden nægtet sig skyldige, og, som Janne Mortensen meget rigtigt sagde, »Vi kan ikke se ind i hovedet på de anklagede, hvad de tænker«.

På Kunstnyt.dk tror vi ikke, sagen ender, som de fleste troede og sikkert håbede på fra starten, da sympatien hele tiden har været med fru Meyer og arvingerne. De første 10 retsmøder har imidlertid givet et noget andet billede af sagen end forventet. Og, som Janne Mortensen også nævnte, så har der været tale om en ganske enestående sag, hvor der ikke findes tidligere domme at sammenligne med. Janne Mortensen henviste til en om falske femhundredkronesedler og om en med fiktive regninger, ikke helt gode sammenlignelige eksempler, men som begge handlede om forsætligt bedrageri.

12. retsdag. Mandag den 15. juni 2009
Forsvarsadvokaterne Kornerup Jensen og Lund Poulsen krævede begge frifindelse. Og efter at have indledt med »høje domsmandsret« brugte de hhv. 1 time og 45 minutter og 1 time, meget overensstemmende sagt af Kornerup, som derfor ikke behøvede en gentagelse..

Begge påstod, at anklagemyndigheden på ingen måde havde ført bevis for billedets ægthed, og det var det centrale punkt i sagen. Hele tre gange havde »Verdens største Derain-ekspert«, Michel Kellermann, afvist maleriet som ægte, og selv om flere museumsfolk mente, det var ægte, så kommer det endegyldige »bevis« først ved Kellermanns skriftlige ægthedserklæring et helt år efter, at direkørens samlever sælger det til Bailly og Stoppenbach for 5 mio. kr.

Kornerup kaldte sagen dybt tragisk, men langede i lighed med Lund Poulsen flere gange ud mod anklagemyndigheden og flere af vidnerne, bl.a. fru Meyers børn samt kunsthistorikerne Vibeke Raaschou-Nielsen og Rikke Warming, som de mente ikke havde fulgt undersøgelserne af billedet op. Lund Poulsen sluttede af med at gøre gældende, at anklagemyndigheden på ingen måde havde løftet bevisbyrden, som påhviler anklagemyndigheden, og afviste at de anklagede i forening havde begået bedrageri.

Anklageren Janne Mortensen havde i sin korte replik kun enkelte bemærkninger til proceduren, hvor hun gentog, at bedrageriet bestod i, at de to anklagede i samarbejde havde planlagt det hele, og at de havde solgt maleriet som ægte.

Forsvarsadvokaterne bad derefter om 1 minut udenfor til en snak sammen. Da de kom ind igen, fortalte de retten, at de ikke have nogen kommentarer til ankalgens replik, hvorefter dommeren Sanne Bager erklærede retsmødet for hævet og bekendtgjorde, at dommen ville blive afsagt den 30. juni kl. 13.

Tirsdag den 16. juni redegør undertegnede for sagens forløb og giver et bud på dommen.

---

Undertegnedes kommentar efter 7. retsmøde
Og hvad kunne man så udlede af dette seneste retsmøde? Det afhænger naturligvis af, med hvilke øjne man ser på sagen.

Det konstateredes, at der var uoverenstemmelser mellem de to anklagedes forklaringer og Baillys. De anklagede havde tidligere fortalt, at de ikke vidste, at Kellermann havde godkendt maleriet før Bailly og Stoppenbach købte det. Det stred direkte mod Baillys forklaring. Disse undersøgelser burde direktøren måske have foretaget før, han solgte billedet til sin samlever og videregivet oplysningerne til fru Meyer, som så måske ikke havde solgt til 200.000 kr. Men kunne han det? Det var kun fordi Kellermanns svigersøn kom ind i billedet, at det endelig lykkedes at få den næsten 90-årige Kellermann til at erklære det ægte. Det havde direktøren næppe fået ham overtalt til. Moralsk set burde de to anklagede måske have kontaktet fru Meyer og tilbudt at returnere maleriet eller dele nogle af de 5 mio. kr. med hende.

Måske er den største skurk i hele sagen »Verdens største Derain-ekspert«, Michel Kellermann, der flere gange over for Jens Thygesen, Raaschou- Nielsen og i starten Bailly har erklæret det falsk, men over for sin svigersøn, Robert Stoppenbach, til sidst erklærer det ægte. Denne ægthed ser ud til udelukkende at bygge på den kendsgerning, at hans egen svigersøn kunne dokumentere, at stemplet bagpå ikke var falsk, som Kellermann hele tiden har påstået. Havde Kellermann fra startet undersøgt billedet professionelt, så havde de 36 mio. kr. måske tilhørt den rette, nemlig fru Meyer. Det er et utilgiveligt dårligt stykke vurderingsarbejde denne Kellermann har udført, og man kan ikke sige sig helt fri for tanken, at hans ægthedserklæring måske ikke er helt »ægte«, forstået på den måde, at han måske har villet give sin svigersøn en pæn »gave«. Som Bailly fortalte, var maleriet kun 15.000 Euro værd uden Kellermanns erklæring, og da maleriet, skulle det vise sig at være falsk, er så tæt på et Derain-maleri, at Kellermann sagtens kunne slippe godt fra at erklære det ægte. Hans ord alene var lov.

Undertegnede tøver ikke med at erklære »Verdens største Derain-ekspert« for »Verdens dårligste Derain-ekspert«. Det er alene Michel Kellermanns elendige og uprofessionelle håndtering gennem 15 år, fra 1990 til 2004/2005, der har forhindret maleriets rette ejer, fru Meyer, i at indkassere billedets reelle værdi.
Hvis det ellers er ægte, og Kellermanns ægthedserklæring ikke har haft et helt andet formål. Men hans erklæring gør det ægte, da ingen anden, ifølge Bailly, har kunnet afgøre det. Så er det falsk, vil det »til evig tid« fremstå som ægte.

Kunstnyt.dk's konklusion efter seks retsmøder
Og hvordan ser situationen så ud efter de første seks retsmøder. Kan der på nuværende tidspunkt spås om udfaldet, om det bliver pure frifindelse eller nogen tid bag tremmer? Undertegnede vover sig ud med en foreløbig stilling.
Hidtil er der ikke ført beviser for, at de anklagede har gjort sig skyldige i bedrageri. Men der er stadig flere vidner tilbage.

Begge tiltalte har optrådt troværdigt. Det er svært at se, de på noget tidspunkt er fanget i selvmodsigelser eller belastende udtalelser. Roligt og stilfærdigt har de svaret på alle spørgsmål. Kun direktøren havde svært ved at godkende visse passager i en politirapport, hvor han i bedste Erhard Jacobsen-stil forklarede, at »det har jeg aldrig sagt«. Men erfaringen viser, at dommere ikke tager politirappporter særligt alvorligt, og afhøringen foregik i selve auktionslokalet, hvor der var kunder til stede, hvilket er en uheldig, stressende måde at blive afhørt på. At hans samlever ikke kendte navnet Derain, men havde fået en regning for fotooptagelsen med navnet, er måske lidt uheldigt.

Situationen var den, efter 4 retsmøder, at »Verdens største Derain-ekspert«, som direktøren omtaler Michel Kellermann, ifølge foreløbige udtalelser i retten, har afgivet to afvigende erklæringer om maleriet. Første gang hos Jens Thygesen i Kunsthallen, hvor det blev erklæret uægte, anden gang i Paris, hvor det så pludselig var ægte. Ved retsmødet den 15. april kom der en tredje forklaring vedrørende Kellermann, som Raaschou-Nielsen havde besøgt i Paris, hvor hun ikke fik nogen ægthedserklæring. Hvad kan man bruge det til? Hvoran påvirker de to erklæringer fra Kellermann og hans udtalelse til Raaschou-Nielsen dommeren og de to domsmænd? Og kan det bruges til noget, at Kellermanns seneste, skriftlige ægtehedserklæring fremkommer et helt år efter, at direktørens samlever har solgt maleriet?

Et stort problem for anklagemyndigheden er også, at maleriet ikke vil møde op som »vidne« i retten, da det officielt ikke vides, hvor det er. Og hvem er efter Kellermanns død Derain-ekspert i dag? Er der overhovedet nogen? Og er der, tør de så udtale sig om et maleri, de muligvis aldrig har set og ikke får mulighed for? Og kommer det overhovedet sagen ved, hvad man i dag mener om billedets ægthed.

Det er naturligvis svært at spå om udfaldet på nuværende tidspunkt, da det er svært at se, hvilke »afsløringer« resterende vidner kan bidrage med. Men er der overhovedet noget vidne tilbage, der kan smide en bombe ind i sagen? Charles Bailly måske?

Det er også svært at vide, hvordan dommeren og de to domsmænd ser på det forhold, at de tiltalte har købt et efter deres egen udtalelse uægte maleri for 200.000 kr., som man normalt ikke giver for et »falskneri«, og solgt det for 5 mio. kr. Om de finder det bevist, at hele forløbet er en bevidst handling for egen vindings skyld, at de tiltalte hele tiden har vidst, hvad det var.
Hvis det ellers er en ægte Derain.

Der afsiges først dom engang i juni, så det varer lidt endnu.

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
26. marts 2009

1. retsdag

2. retsdag

3. retsdag

4. retsdag

5. retsdag

6. retsdag

7. retsdag

8. retsdag

9. retsdag

10 .retsdag

11. retsdag