Picassos le fou - John Hunov

Pablo Picasso: »Le Fou«, Narren. Patineret bronze. Udført i voks i 1905 og ifølge Claude Picasso mellem 1905-09 støbt i bronze i et antal af seks, hvoraf denne er en af disse. I 60erne støbt i yderligere seks-syv eksemplarer. Solgt for 50.000 kr. hos Bruun Rasmussen, Kbh., som kopi efter Picasso. Højde iflg. kataloget 41 cm, men korrekte mål er 40 cm. Bagpå sign. Picasso, indeni udstillingsetiket fra Galerie Louise Leiris, Paris, toldstempel fra Milano samt politiets indridsede sagsnr. 448/83. Deponeret på et dansk museum.

I 1985 blev en dansk kunsthandler idømt to et halvt års fængsel for bl.a. at have kopieret en ægte Picasso-akvarel og leveret kopien tilbage til den polskfødte, internationalt anerkendte koreograf og balletmester, Albert Gaubier (1908-91), af hvem han havde lånt den originale med henblik på salg.

Kunsthandlerens falskneri blev imidlertid afsløret, da den originale akvarel pludselig dukkede op på en auktion hos Christie’s i New York samtidig med, den skulle ligge i bankboks i København. Hvad den ikke gjorde. Det var den falske, viste det sig.

I sagen mod kunsthandleren indgik tillige en skulptur af Picasso, Le Fou, Narren, som kunsthandleren sammen med den originale akvarel havde fået i kommission, men også leveret tilbage. Gaubier, der var et kendt ansigt i den danske kunstverden, påstod nu, at også skulpturen var en forfalskning, da han fastholdt, den ikke havde samme højde, som den han havde lånt ud. Under efterforskningen rejste politiet imidlertid med skulpturen til Paris, hvor Picassos søn, Claude, ifølge politirapporten ikke alene sagde god for den, men tidsfæstede den til at være støbt mellem 1905, det år Picasso udførte den i voks, og 1909, og i alt fremstillet i bronze i seks eksemplarer. Forinden havde den været forevist på Glyptoteket og Nationalmuseet uden dog at blive undersøgt nøjere. På intet tidspunkt fandt politiet en skulptur nr. to, som det var tilfældet med en akvarel nr. to.

18 år senere hos Bruun Rasmussen
Den 18. juni 2003 dukkede samme skulptur op hos Bruun Rasmussen, Kbh., vurderet til mellem 10.000 og 15.000 kr. og omtalt i kataloget som kopi efter Picasso. Den lave vurdering antydede, at Bruun Rasmussen ikke troede på ægtheden, hvilket nok skyldes, at huset et helt år forinden, af to omgange, havde haft skulpturen til undersøgelse i Paris, her bl.a. forevist Musée Picasso, hvor Picassos datter, Maya, først anden gang afviste den, hovedsagelig på grund af vægtforskel, hvilket er et usagligt argument, da de enkelte afstøbninger efter samme form altid har forskellig vægt, mens ydre mål altid er de samme.

Skulpturen, af meget høj kvalitet, erhverves af den kendte samler og kurator, John Hunov, der får hammerslag på 50.000 kr. og straks går i gang med grundige undersøgelser. Han henvender sig til det anerkendte bronzestøberfirma Leif Jensen, der oplyser, at bronzens farve og patinering er typisk for italienske afstøbninger op til 1950erne, indikerende, det er en ældre skulptur. Endvidere, at færdiggørelsen og ciseleringen er foretaget med mejsler og punsler, hvilket vil sige håndværktøjer. Leif Jensen finder også en støbefejl ved næsen i forhovedet, hvori der stadig er rester af formmateriale, som afslører, der er tale om en afstøbning før 1960erne. Sluttelig kan Leif Jensen oplyse, at intet tyder på, skulpturen er lavet som en kopi efter en allerede eksisterende bronzeafstøbning, idet der kun ses én samlingslinje efter de fire formdele, den er støbt efter. På en kopi ville forekomme en ny samlingslinje, og en kopiafstøbning ville også blive mindre, under 40 cm. Altså ingen tegn på en forfalskning, da den aktuelle skulptur måler 40 cm, samme højde som Picassos eget private eksemplar.

Finansmanden og storsamleren Rolf Stenersen
Rolf Stenersen (1899-1978), norsk finansmand, kunstsamler og forfatter, der ikke var en hvem som helst (har bl.a. doneret omkring 1.000 kunstværker, heriblandt et par hundrede af Edvard Munch, til museer i Oslo og Bergen), udstiller som ejer af Le Fou denne første gang i 1958 i Kunstnernes Hus i Oslo, og det vides med sikkerhed, at Gaubier har erhvervet skulpturen fra Rolf Stenersen umiddelbart efter, at den i 1968 havde været udstillet på Louisianas Picasso-udstilling, hvor Stenersen stadig står som ejer. Her er højden sat til 44 cm, hvilket skyldes forkert opmåling. Da Gaubier i nov. 83 anmelder kunsthandleren for at have kopieret skulpturen, opgiver han målet på den »originale« til at være 41 cm, men den han har fået retur, som han tror er en anden, til kun at være 39 cm. De mange forskellige mål på samme skulptur virker forvirrende, men den korrekte højde ifølge Hunov er 40 cm, hvilket svarer til Picassos eget eksemplar, udstillet på Louisiana 1981 som et af de kunstværker, Picasso-familien, nødtvunget pga. truende arveafgifter, havde foræret den franske stat, og som i dag står på Musée Picasso i Paris.

Kunsthandleren Ambroise Vollard
I kunstlitteraturen henvises altid til den franske kunsthandler Ambroise Vollard (1868-1939) i forbindelse med Le Fou. Det er påviseligt Vollard, der først får lavet seks bronzeafstøbninger af Picassos originale værk, som denne i 1905 fremstillede i voks. Et toldstempel inden i skulpturen viser, den er kommet fra Milano, hvilket kunne tyde på, at Vollard har fået udført afstøbningerne i Italien, som dengang (og stadig) havde billigere støberier. Det er ikke almindeligt at sætte toldstempler i kunstværker, blot de udstilles i et andet land.

Hvor meget er skulpturen værd?
Ifølge en original, af Musée Picasso godkendt gallerimærkat påsat indvendigt i skulpturen, har den været udstillet i Paris, i Galerie Louise Leiris, rue d’Astorg, en adresse galleriet fraflyttede i okt. 1957 til den nuværende i rue de Monceau, hvor galleriet i dag føres videre af et barnebarn. Picassos kunsthandler siden 1907, H.D. Kahnweiler (1884-1979), måtte som tysker tidligt i 1940 forlade Frankrig og overlade sit Galerie Simon til svigerinden Louise Leiris, ellers var galleriet, som fik hendes navn, blevet konfiskeret. Le Fou har altså været solgt i galleriet mellem april 1940 og okt. 1957, mest sandsynligt i begyndelsen af perioden, da mærkaten har overstreget Galerie Simon.

Ingen detaljer peger på, at skulpturen er en forfalskning. Tværtimod. Den er ifølge Claude Picasso, i 1983 den mest kompetente i vurdering af Picasso-værker, en af de seks, som Vollard 1905-09 lod støbe. Senere, engang i 60erne, gav Picasso tilladelse til støbning af yderligere 6-7, så det samlede antal er 12-13, flere af dem på amerikanske og europæiske museer. Et dansk museum opbevarer indtil videre Hunovs skulptur med henblik på selv at undersøge sagen.

Eksemplarer af Le Fou har, forud for salget hos Bruun Rasmussen, siden 1990 været under hammeren fem gange (nogle af gangene muligvis samme skulptur), senest juni 2000 i Galerie Kornfeld i Bern, hvor et eksemplar fik hammerslag på godt 4,1 mio. kr., med salær og afgift rundt regnet 5 mio. Den 6. november 2002 indkasserede Christie’s i New York imidlertid 45,5 mio. kr. (med salær 50 mio.) for Picassos bronzeskulptur fra 1951, La guenon et son petit, forestillende en abe holdende sin unge, 54 cm høj og ny verdensrekord for en Picasso-skulptur (side 36), et salg der uden tvivl trækker andre Picasso-skulpturer op i værdi. Så en pris på 15 mio. kr. for Le Fou, som Hunov vil have den forsikret for, er måske i underkanten af dagsprisen.

Men hvad siger skulpturens tidligere ejer? Er vedkommende tilfreds med kun at have fået 42.000 kr. (50.000 minus salær) for at have solgt en ægte Picasso-skulptur til en værdi af måske 15 mio. kr.?