Politikens tre gimper, Lea Wind-Friis, Camilla Stockmann og Sandra Brovall, har haft store problemer med at fortælle læserne sandheden. Lea Wind-Friis i sagen om det ulovligt udførte Tuxen-maleri, hvor en 100 procent uskyldig blev gjort til forbryder. Camilla Stockmann i måske Danmarkshistoriens største retsskandale, Derain-sagen, som ikke mange forstår, fordi de ikke gider sætte sig ind i sagen. Her slog fru Stockmann fast med syvtommersøm, at nu var det endelig bevist, at en ældre dame var blevet bedraget. Gu' var hun ej. Der var ikke skygge af bedrageri i sagen.
Og nu sidst Sandra Brovall, som har dækket Rodin-sagen, tydeligvis ved mere at gå efter manden end bolden. Vi får at vide, hvad de anklagede har på af tøj, og hvordan de reagerer, når der siges noget bestemt. To helt uvedkommende ting, som vi kender det fra Ekstra Bladet. Og som i øvrigt også fru Stockmann i Derain-sagen morede sig med.

Lad os her holde os til Rodin-sagen, som klart og tydeligt har vist sig ikke at være nogen sag. Men som Sandra Brovall har pumpet op stort set på anklagemyndighedens anklager. Og det har virket meget dumt.

Rodin-skulpturen er i 1996 købt som ægte hos verdens største auktionshus, Christie's i New York. Hammerslag plus salær over 1,5 mio. kr. Brovall taler om 1 mio., men det har jo længe været kendt, at en del på Politiken er talblinde.

Og hvad er de tre mænd så anklaget for: De er anklaget for at have købt en ægte Rodin-skulptur og forsøgt at sælge den som ægte. Det lyder morsomt. Men en dag erklærer en selvlært Rodin-ekspert, Jérome le Blay, skulpturen for falsk, selv om den er støbt i en original Rodin-form. Af den grund kan den ikke være falsk. Er den det, så er samtlige anerkendte Rodin-skulpturer støbt efter Rodins død i 1917 at betragte som falske. Så er det på plads!

For at gøre sagen mere komisk, går anklagen alene på, at de tre har forsøgt at sælge den som ægte, selv om de vidste, den var erklæret falsk. Og for at presse Christie's til at sælge den. Det ubehagelige for anklagemyndigheden er, at det kan anklagemyndigheden ikke bevise, idet det klart og tydeligt er afvist af Christie's. Og så er der naturligvis ingen sag.

Anklager Per Justesen har under alle retsmøder fyret den ene e-mail af efter den anden, skrevet af de anklagede. Det var imidlertid meget svært at se, hvad de havde med sagen at gøre.

Anklagemyndigheden led for et par siden et stort nederlag i samme sag, da dommeren løslod alle tre fra varetægtsfængslingen. Der var nul beviser. Da der ikke er dukket nyt op i sagen, er det svært at forstå, hvorfor der nu skal køre en ny retssag.

Lidt praktisk viden:
For at en skulptur skal være falsk, skal den være støbt i en falsk støbeform. I dette tilfælde er støbeformen original og fra Rodins tid. Den kan være beskadiget og repareret, eller støbt uden tilladelse, og den kan være falsk signeret, men intet af dette gør den falsk.

Men der har altid været slagsmål om, hvorvidt støbninger efter kunstnerens død er at betragte som originale. For en del år siden var der stort ståhej i pressen, da familien til afdøde Sonja Ferlov Mancoba ville støbe nye skulpturer fra originale forme. Billedhuggeren Peter Bonnén protesterede imod det. "Det er kunstnerisk umoralsk", udtalte han, da kunstneren ikke selv har godkendt dem. Men de blev støbt.

Undertegnede har spurgt Musée Rodin om deres forhold til at støbe i originale forme efter hans død. Det har de ikke svaret på.

Maleren Egill Jacobsen brændte de af sine malerier, han ikke var tilfreds med. Måske handler denne sag om at destruere Rodin-skulpturer med fejl på vegne af afdøde Rodin.

I 1996 solgtes kun fire af Rodins Grubleren i størrelsen 37 cm. på auktionerne samt den omtalte, der fik højest hammerslag af de fem. Hele tiden var Jérome le Blay ansat på Musée Rodin som Rodin-ekspert. Det virker helt usandsynligt, at han ikke hele tiden har haft kendskab til den aktuelle skulptur, men først får det i 2012. Han samler sammen til en bog om Rodins værker og må af den årsag have haft kendskab til den omtalte. Men hvordan har han registereret den?

Verden er fuld af kunsteksperter, men ikke alle lige troværdige. Tre gange nåede Michel Kellermann at erklære et Derain-maleri for en forfalskning, først da hans papsøn ville købe det, gjorde han det ægte.