Ved Gunnar
Mikkelsens begravelse 19. marts 2011 |
Vær
ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke,
eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end
maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår
ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader
giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af
jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og
hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens
liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger
jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder
Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen,
hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså
ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og
drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger
hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til
alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så
skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede
for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører
den til. Hver dag har nok i sin plage. Amen. Det
er ikke så let,-at slippe bekymringerne og lægge sit liv i Guds hånd,
kræver lang tids øvelse.. og selv om man har øvet sig grundigt, så
er det ikke helt sikkert, at det lykkes alligevel.. i hvert fald ikke
hele tiden. I
Gunnars barndom i den hollandske husbåd nær Odense, havde der egentlig
været så rigeligt at bekymre sig om.. og den lille dreng måtte nogen
gange selv.. eller se sin mormor.. tage sagen i egen hånd, bare for at
få mad eller tøj på kroppen. Der var rigeligt for et lille barn at føle
sig utryg ved.. Meget
bedre blev det ikke i de første ungdomsår, hvor han pludselig befandt
sig på en krigsscene i et fremmed land.. og her måtte træffe et valg,
som en del havde svært ved at forstå. Igen sørgede Gunner for tøj på
kroppen og mad i maven.. Han traf svære valg, som fik konsekvenser for
ham.. og kendetegnende for hele Gunnars tilværelse var det vel nok, at
han sjældent valgte det nemme, det enkle.. det almindeligt accepterede.
Først
ved Irmas opdukken i hans liv kom der få elementer af, hvad man kan
kalde borgerlige dyder og tradition på banen..og Gunnar kom til at
holde af det,- såsom at fejre jul med familien, men på trods af det,
holdt Gunnar fast i sine principper,- bl.a. hans afståen fra at spise kød,
som hans ophold på en blodig hvalfangerbåd havde givet ham stor væmmelse
ved.. At
Gunnar ikke fulgte den slagne vej, men ofte afsøgte de små sideveje..
og i hvert fald ikke var indstillet på at gå i takt.. har I hørt
mange gode historier om og sikkert også selv oplevet.. Hans
udadvendthed og evne til at få mennesker i tale.. både høj og lav.. førte
til mange gode møder og samtaler.. både om kunst, for Gunnar var jo
kunsthandler.. og måske især kunstsamler.. og åndelige spørgsmål,
hvor Gunnar var åben og nysgerrig, men så sandelig også i stand til
at tænke sine egne tanker og danne sig sine egne meninger. De egne
meninger var mange.. F.eks.
syntes Gunnar, at gummistøvler var glimrende dansesko for Irma,- og at
13 da helt bestemt måtte være et heldigt tal.. for når nu Vorherre
selv var den trettende omgivet af 12 disciple, så kunne det jo kun være
et særligt godt tal at have som lykketal. Gunnar
tænkte ret paradoksalt, og stødte også på mange paradokser i sin
tilværelse..hvorfor var der eksempelvis ikke en kunstretning inden for
billedkunsten, der hed ovalismen? Gunnar
forlod nu hurtigt vejen som skabende billedkunstner,- men vandt i fine
øjeblikke både opmærksomhed og anerkendelse i kunstkredse,- og også
på de skrå brædder, hvor han i mange år var statist på Det kgl.
Teater,- en karakter-statist, som tiltrak publikums opmærksomhed som en
super-magnet. Det vakte ikke altid skuespillernes begejstring, men det førte
mange gode oplevelser med sig, også i film var Gunnar,- eller hans
billeder med- og han opnåede
bl.a. også en rejse med balletten til USA. Gunnar
rejste også til Bahamas med Irma og Gudmund. De skulle på et eksotisk
krydstogt.. igen en stort paradoks.. for Gunnar omgikkes penge på en
ganske særlig måde. I nogen sammenhænge kunne han være gavmild, ja
ligefrem ødsel.. og smide tusindvis af kroner ind gennem en brevsprække..og
i det daglige kunne han være meget påholdende. Tøj var ikke noget,
man skulle give penge for,- det kunne man altid finde kasseret.. og det
samme gjorde sig lidt gældende, da turen gik til Bahamas,- for ud over
det luksuriøse krydstogt, så indeholdt rejsen også en uges ophold på
et meget billigt hotel, hvor der ikke engang var et bord, og her stod
menuen hver dag på peanutbutter-madder indtaget siddende på gulvet..
men Gunnar og Gudmund tog revanche for den asketiske kost, da de kastede
sig over pandekagerne og de andre lækkerier ved morgenmadsbuffetten på
krydstogtskibet. Irma
og Gunnar giftede sig i 2003,- men den egentlige lykke ved det, gik vist
først for alvor op for Gunnar, da de fejrede deres 1 års bryllupsdag i
Agger omgivet af Gudmund,
Irmas familie og i forbindelse med Irmas mors fødselsdag og med Jytte på
sækkepibe. Gunnar lagde
ikke skjul på sin kærlighed til Irma.. og udtrykte den åbent og ærligt
overfor familien. Stor
varme, stor følsomhed, - og ind i mellem mørke og angst.. Gunnar
rummede det hele ,- også stor humor, som han heller ikke undlod at
demonstrere i månederne på Dagmargården, hvor det ofte var Dorthe,
der måtte stå for skud.. Gunnar
var uden tvivl eller konkurrence den beboer, der havde flest malerier i
sin bolig på plejehjemmet.. Altså ud over de 1100 i lejligheden på Nørrebrogade.. Når
man trådte ind i Gunnars stue og stod stille og betragtede hans
malerier, så Gunnar ud, som om man gav ham et kærtegn. Han smilede og
hans øjne lyste.. han forstod, at farver og former kan udtrykke så
meget, at ord bliver fattige sammenlignet med et billede.. Skulle
man nævne et lyspunkt ved at Gunnar måtte ende sit liv på
Bispebjerghjemmet, så må det være, at her kunne han have endnu flere
billeder ophængt..ellers er det en forfærdelig sag, som jeg vil forbigå
i tavshed, selv om personalet på Bispebjerghjemmet viste omsorg og sørgede
for god pleje..i de sidste dage og nætter, hvor Gunnar levede.. En
mand med stor selvopholdelsesdrift og vilje til at overleve,- for hvem
ord som ”kan, vil og skal” ofte blev brugt, ganske som i
Brorson-salmen, som vi sang for lidt siden. Gunnar kæmpede sine kampe,-
men nu er striden forsvundet og han kan hvile sig i rosensale.. Gunnar
frygtede ikke døden,- men han holdt også meget af livet.. Gunnar døde
med store lysende øjne.. fyldt af kærlighed.. Han håbede og troede,
at han ville blive hentet fra livet her på jord.. og var til sidst også
opfyldt af længslen efter at se Gud.. at være hos Gud.. Der
var så mange venner og spændende mennesker og gode billeder i Gunnars
liv.. og hans rejse blev bestemt ikke kedelig hverken for ham eller hans
rejsefæller.. Gunnar efterlader sig sin elskede Irma, to sønner og
svigerdøtre.. og to børnebørn: Randi og Odin.. og så efterlader han
sig minder, som ikke kan rummes i en tale.. men altid vil bo i jeres
hjerter. Gunnar var en gave og opgave fra Gud til sine nærmeste..
ligesom I var gode gaver og støtter for Gunnar.. I stod ved hans side,
når der skulle kæmpes.. og I holdt hans hænder, da tiden kom, hvor
kampen var til ende. På
Gunnar gravsten skal der stå: ENDE-LIG.. her tages dødens afsked
alvorligt.. og her foldes håbet om opstandelse og evigt liv ud.. endnu
et paradoks.. afsked og ny begyndelse i et lille ord.. med tankestregen
sat på plads af Gunnar. Lad
os alle bede:
|
Præsten, sympatiske Susanne Voss Pedersen, holdt en meget smuk tale, gengivet i venstre spalte. Velformuleret, humoristisk og heldigvis i en kirke med god akustik. Hvad kirker ikke altid har. Her fotograferet ved kaffebordet efter begravelsen.
|
|