Ved Gunnar Mikkelsens begravelse 19

I kirken takkede Irmas svoger, Jørgen, på Irmas
vegne præsten og de fremmødte.

Matt 6,25-34

Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage. Amen.

Det er ikke så let,-at slippe bekymringerne og lægge sit liv i Guds hånd, kræver lang tids øvelse.. og selv om man har øvet sig grundigt, så er det ikke helt sikkert, at det lykkes alligevel.. i hvert fald ikke hele tiden.

Da jeg forleden dag havde en god snak med Irma, Gudmund, Jytte og Jørgen, gik det op for mig, at Gunnar tog det store skridt i forhold til at lægge bekymringerne væk, da han for næsten 70 år siden befandt sig i en situation, hvor tilfældigheder kunne afgøre, om et menneske var i live eller død.. Gunnar oplevede og fornemmede, at det var, som om der var et skjold omkring ham, som beskyttede ham.. og han kunne lægge frygten fra sig.

I Gunnars barndom i den hollandske husbåd nær Odense, havde der egentlig været så rigeligt at bekymre sig om.. og den lille dreng måtte nogen gange selv.. eller se sin mormor.. tage sagen i egen hånd, bare for at få mad eller tøj på kroppen. Der var rigeligt for et lille barn at føle sig utryg ved..

Meget bedre blev det ikke i de første ungdomsår, hvor han pludselig befandt sig på en krigsscene i et fremmed land.. og her måtte træffe et valg, som en del havde svært ved at forstå. Igen sørgede Gunner for tøj på kroppen og mad i maven.. Han traf svære valg, som fik konsekvenser for ham.. og kendetegnende for hele Gunnars tilværelse var det vel nok, at han sjældent valgte det nemme, det enkle.. det almindeligt accepterede.

Først ved Irmas opdukken i hans liv kom der få elementer af, hvad man kan kalde borgerlige dyder og tradition på banen..og Gunnar kom til at holde af det,- såsom at fejre jul med familien, men på trods af det, holdt Gunnar fast i sine principper,- bl.a. hans afståen fra at spise kød, som hans ophold på en blodig hvalfangerbåd havde givet ham stor væmmelse ved..

At Gunnar ikke fulgte den slagne vej, men ofte afsøgte de små sideveje.. og i hvert fald ikke var indstillet på at gå i takt.. har I hørt mange gode historier om og sikkert også selv oplevet..

Hans udadvendthed og evne til at få mennesker i tale.. både høj og lav.. førte til mange gode møder og samtaler.. både om kunst, for Gunnar var jo kunsthandler.. og måske især kunstsamler.. og åndelige spørgsmål, hvor Gunnar var åben og nysgerrig, men så sandelig også i stand til at tænke sine egne tanker og danne sig sine egne meninger. De egne meninger var mange..

F.eks. syntes Gunnar, at gummistøvler var glimrende dansesko for Irma,- og at 13 da helt bestemt måtte være et heldigt tal.. for når nu Vorherre selv var den trettende omgivet af 12 disciple, så kunne det jo kun være et særligt godt tal at have som lykketal.

Gunnar tænkte ret paradoksalt, og stødte også på mange paradokser i sin tilværelse..hvorfor var der eksempelvis ikke en kunstretning inden for billedkunsten, der hed ovalismen?

Gunnar forlod nu hurtigt vejen som skabende billedkunstner,- men vandt i fine øjeblikke både opmærksomhed og anerkendelse i kunstkredse,- og også på de skrå brædder, hvor han i mange år var statist på Det kgl. Teater,- en karakter-statist, som tiltrak publikums opmærksomhed som en super-magnet. Det vakte ikke altid skuespillernes begejstring, men det førte mange gode oplevelser med sig, også i film var Gunnar,- eller hans billeder med- og han opnåede bl.a. også en rejse med balletten til USA.

Gunnar rejste også til Bahamas med Irma og Gudmund. De skulle på et eksotisk krydstogt.. igen en stort paradoks.. for Gunnar omgikkes penge på en ganske særlig måde. I nogen sammenhænge kunne han være gavmild, ja ligefrem ødsel.. og smide tusindvis af kroner ind gennem en brevsprække..og i det daglige kunne han være meget påholdende. Tøj var ikke noget, man skulle give penge for,- det kunne man altid finde kasseret.. og det samme gjorde sig lidt gældende, da turen gik til Bahamas,- for ud over det luksuriøse krydstogt, så indeholdt rejsen også en uges ophold på et meget billigt hotel, hvor der ikke engang var et bord, og her stod menuen hver dag på peanutbutter-madder indtaget siddende på gulvet.. men Gunnar og Gudmund tog revanche for den asketiske kost, da de kastede sig over pandekagerne og de andre lækkerier ved morgenmadsbuffetten på krydstogtskibet.

Irma og Gunnar giftede sig i 2003,- men den egentlige lykke ved det, gik vist først for alvor op for Gunnar, da de fejrede deres 1 års bryllupsdag i Agger omgivet af Gudmund, Irmas familie og i forbindelse med Irmas mors fødselsdag og med Jytte på sækkepibe. Gunnar lagde ikke skjul på sin kærlighed til Irma.. og udtrykte den åbent og ærligt overfor familien.

Stor varme, stor følsomhed, - og ind i mellem mørke og angst.. Gunnar rummede det hele ,- også stor humor, som han heller ikke undlod at demonstrere i månederne på Dagmargården, hvor det ofte var Dorthe, der måtte stå for skud..

Gunnar var uden tvivl eller konkurrence den beboer, der havde flest malerier i sin bolig på plejehjemmet.. Altså ud over de 1100 i lejligheden på Nørrebrogade..

Når man trådte ind i Gunnars stue og stod stille og betragtede hans malerier, så Gunnar ud, som om man gav ham et kærtegn. Han smilede og hans øjne lyste.. han forstod, at farver og former kan udtrykke så meget, at ord bliver fattige sammenlignet med et billede..

Skulle man nævne et lyspunkt ved at Gunnar måtte ende sit liv på Bispebjerghjemmet, så må det være, at her kunne han have endnu flere billeder ophængt..ellers er det en forfærdelig sag, som jeg vil forbigå i tavshed, selv om personalet på Bispebjerghjemmet viste omsorg og sørgede for god pleje..i de sidste dage og nætter, hvor Gunnar levede..

En mand med stor selvopholdelsesdrift og vilje til at overleve,- for hvem ord som ”kan, vil og skal” ofte blev brugt, ganske som i Brorson-salmen, som vi sang for lidt siden. Gunnar kæmpede sine kampe,- men nu er striden forsvundet og han kan hvile sig i rosensale..

Gunnar frygtede ikke døden,- men han holdt også meget af livet.. Gunnar døde med store lysende øjne.. fyldt af kærlighed.. Han håbede og troede, at han ville blive hentet fra livet her på jord.. og var til sidst også opfyldt af længslen efter at se Gud.. at være hos Gud..

Der var så mange venner og spændende mennesker og gode billeder i Gunnars liv.. og hans rejse blev bestemt ikke kedelig hverken for ham eller hans rejsefæller.. Gunnar efterlader sig sin elskede Irma, to sønner og svigerdøtre.. og to børnebørn: Randi og Odin.. og så efterlader han sig minder, som ikke kan rummes i en tale.. men altid vil bo i jeres hjerter. Gunnar var en gave og opgave fra Gud til sine nærmeste.. ligesom I var gode gaver og støtter for Gunnar.. I stod ved hans side, når der skulle kæmpes.. og I holdt hans hænder, da tiden kom, hvor kampen var til ende.

På Gunnar gravsten skal der stå: ENDE-LIG.. her tages dødens afsked alvorligt.. og her foldes håbet om opstandelse og evigt liv ud.. endnu et paradoks.. afsked og ny begyndelse i et lille ord.. med tankestregen sat på plads af Gunnar.

Lad os alle bede:
Far i himlen,
de hjælpeløses hjælper,
fortabtes frelser,
alles nådige dommer,
dig beder vi:
Giv os din Helligånd, og skænk os din fred.
Hjælp os med at fylde tomrummet efter vore døde.
Hold vort håb i live, så vi ikke fortvivler.
Hold vor tro i live, så vi ikke går tabt for dig og os selv,
Og hold vor kærlighed i live, så vi ikke går tabt for hinanden, men lever så godt, vi forstår det, indtil du samler os hos dig, genskabte ved Jesus Kristus, vor Herre.
Guds fred være med Gunnar Mikkelsen.
Guds fred være med os alle. Amen.

Irma havde samlet en række erindringer
om Gunnar, muntre og alvorlige. En flot tale.

Præsten, sympatiske Susanne Voss Pedersen, holdt en meget smuk tale, gengivet i venstre spalte. Velformuleret, humoristisk og heldigvis i en kirke med god akustik. Hvad kirker ikke altid har. Her fotograferet ved kaffebordet efter begravelsen.

Gunnar blev båret ud fra kirken af Irma og hendes søster Jytte samt Irmas fire nevøer.
Forrest er det til venstre Jens og til højre Jesper. Bagest til venstre Knud, til højre Søren. Herover i baggrunden med hat skimtes den alternative behandler, Bengt, som ofte havde Gunnar under behandling, og hans kone. Helt til højre vennen Mogens Lund. Herunder, i baggrunden bag Irma, skimtes Irmas søster, Tove.

Fra Anna Kirke gik det nedad Bjelkes Allé til Assistens Kirkegård, en kort spadseretur på 300-400 meter.

Fra det vestjyske var Danmarks førende
kunstekspert, Frank Nikolajsen, ankommet.
Her gående på Jagtvej sammen med min
kone, Lotte Seeger. Se hele følget nederst.

Gunnar Mikkelsen havde ønsket en rigtig begravelse. Fra rustvognen blev kisten båret hen til graven af Irmas veninde Eva, min kone Lotte, Gunnars to sønner, Kenneth, tv. og Gudmund, th. samt undertegnede, med hue, og Mogens Lund. De to piger bar i midten og var ikke med til at sænke kisten.

Irma til højre sammen med sine to søstre, Tove og Bente, svogeren Ernst, Gunnars søn Gudmund og til venstre Jytte og Jørgens søn Knud tager det den sidste afsked med Gunnar.

Jeg selv, min kone Lotte, Gudmund og Irma kaster roser ned i graven.

Irma og Gunnar var vegetarer, og han fortalte altid, at han kunne nøjes med en gulerod og et glas vand. Så meget naturligt var der en skål gulerødder ved det efterfølgende kaffebord. Her guffer Thomas Løve Haaning, hans kone Mie og Anders Secher gulerødder i sig. Anders' kone Alice måtte blive hjemme, da deres datter holdt fastelavnsfest.

Gunnars søn Gudmund, th., bor til daglig i Barcelona med sin spanske kone Vicky og deres to børn, Randi og Odin. De blev hjemme. Her er Gudmund sammen med barndomsvennen Kristoffer.

60-70 mennesker deltog i begravelsen. Her fra kaffebordet i kirken efter begravelsen, hvor alle lige kunne være der i tre lange rækker. Det er Sascha til venstre.

Det er en god ordning kirken her har. Ofte skal man efter en begravelse gå eller køre langt. Her var et stort lokale til det samme. Jeg tror, det er samme lokale, hvor jeg som FDFer i K9 som dreng så filmen »Sorte Maske« og andre film.

Jagtvej på Nørrebro er normalt meget trafikeret. Men det var ikke så galt denne lørdag.

På kirkegården blev »Altid frejdig« sunget. En højtidelig afslutning.

Blomsterne fra kirken på gravstedet.

Tekst og fotos:
Preben Juul Madsen
kunstnyt.dk
20. marts 2011