Af Niels Lyksted

På kanten af 1900-tallet kastede en række eksperimenterende europæiske kunstnere sig over fotografiet både som medie og som inspirationskilde. Det gjaldt fx Edvard Munch og udstillingsaktuelle Ernst Ludwig Kirchner (SMK). Men det gjaldt i høj grad også Vilhelm Hammershøi. Denne interesse var imidlertid nærmest ukendt i den store offentlighed indtil for et par år siden. Men så kom Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidts anmelderroste bog Vilhelm Hammershøi. På sporet af det åbne billede fra 2018. Den skabte stor opmærksomhed for dette aspekt ved Hammershøis virke, og Den Hirschprungske Samlings nye udstilling kan derfor ses som en naturlig videreførelse af denne udgivelse.

Udstillingen har har fået titlen FREMKALDELSER. Vilhelm Hammershøi, Valdemar Schønheyder Møller og fotografiet. Det skyldes, at Vilhelm Hammershøis interesse for fotografiet udvikledes i nært samarbejde med kunstnervennen Valdemar Schønheyder Møller. De havde begge P.S. Krøyer som lærer på Kunstnernes frie Studieskoler, og begge beskæftigede sig med både malerkunst og fotografi.

Vilhelm Hammershøi var ikke alene om interessen for fotografiet i familien. Alle fire søskende og hustruen Ida var ivrige fotografer. Familien Hammershøi var derfor en af de mest fotograferende og fotograferede familier fra slutningen af det 19. århundrede. Selv om mange fotos i tidens løb er gået tabt, findes der i dag omkring 250 fotos af og med familien Hammershøi.

Allerede som ung var Hammershøi særdeles optaget af fotografiet som visuelt og æstetisk udtryk. Han købte og samlede på fotos fx fra det gamle København. Hertil kom fotos af kunstværker, som det ikke var let at få adgang til dengang uden Google og flyrejser. Men han fotograferede også selv i hjemmet og ikke mindst på bryllupsrejsen til Paris. Det erfarede vi allerede i den omtalte bog. Men hvordan han konkret arbejdede med fotografiet, og hvordan det fik indflydelse på hans maleri, får vi nu for alvor belyst på den aktuelle udstilling. Det sker måske bedst ved præsentationen af Vilhelm Hammershøis malede, sanselige close-up portrætter af søsteren Anna. Det sker i dialog med Valdemar Schønheyder Møllers fotografier af hende fra midt i 1880erne. Udstillingens først rum er viet til denne fascinerende suite af billeder.

Fremkaldelse af en forelskelse

I det følgende rum fremkaldes en forelskelse, idet fokus her er på Hammershøis kommende hustru, Ida Hammershøi. Her finder vi en klar kobling mellem maleri og fotografi, da forlovelsesportrættet af Ida er baseret på et fotografi. Et grid på fotografiet angiver, at det er brugt til overførsel til lærredet. Måske skyldes det, at modellen ikke var tilgængelig under hele skabelsesprocessen. Ida boede nemlig på det tidspunkt i Stubbekøbing. Bortset fra dette tilfælde er det ikke altid muligt at afgøre, hvad der kom først: fotografiet eller maleriet. 

I udstillingens tredje rum er temaet “Lys og mørke”. De lyse motiver er samlet på en væg, mens de mørke er samlet på den modstående væg. Hammershøi må være den hvide farves mester, da næppe nogen anden kunstner har skabt så mange nuancer af hvid som han. Og med stor effekt. På to af billederne er det ligefrem lykkedes ham at gøre en hvid borddug til hovedmotivet. På den modsatte side er den store overraskelse, hvor klart “Job” fremstår på Hammershøis monumentale billede. Det skyldes museets nye belysning af kunstværkerne.

I det følgende rum er temaet “Forgreninger og modlys”. Både Hammershøi og Schønheyder satte stor pris på at male i naturen. Særligt træer i modlys blev valgt som motiver. Schønheyder gik dog mere radikalt til værks, idet han lagde særlig vægt på de farver, der opstår på øjets nethinde umiddelbart efter, at man har kigget lige op mod solen.

Hammershøis billedsprog

“Fixeringer” er temaet for de følgende rum. Her udfoldes Hammershøis nye, markante billedsprog for alvor i såvel interiører som portrætter. Han arbejder med dæmpede farver i en begrænset farveskala, markant sidelys, sort/hvide kontraster og uskarp baggrund. Hertil kommer markante perspektiver og beskæringer.

Udstillingen afsluttes med temaet “Tilsynekomster”. Hermed tænker man måske først og fremmest på motiverne, der dukker op på papiret i fremkaldervæsken. Men det gælder også med hensyn til et formentlig ufuldendt værk af Hammershøi med titlen “Interiør med bord, skab og windsorstol, Strandgade 25”, (1913). Her får vi indblik i et maleris skabelse. Dele af maleriet kommer først til syne, når vi betragter det fra bestemte vinkler. Bevæger vi os foran værket, toner motivet frem som et fotografi, der opstår i mørkekammerets fremkaldende bad.

Ud over udstillingens fokus på fotografiet kan vi glæde os over et gensyn med en række værker fra danske og udenlandske museer samt værker fra privateje. Nogle af malerierne har kun sjældent været vist her i landet.

Udstillingen er ikke til at komme uden om, hvis man har blot den mindste interesse for Hammershøi!

Den Hirschprungske Samling: “FREMKALDELSER. Vilhelm Hammershøi, Valdemar Schønheyder Møller og fotografiet”  er kurateret af Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidt. Udstillingen vises fra den 21. april - 22. august 2021. Til udstillingen er tilknyttet en formidlingsfilm samt et spændende katalog, der bringer seneste nyt inden for Hammershøi-forskningen.

Niels Lyksteds anmeldelse af Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidts bog Vilhelm Hammershøi. På sporet af det åbne billede fra 2018 kan læses her: http://kunstnyt.dk/hammershoi-lyksted-bog.html