Fotografiet som prisme

 At se Hammershøis værk i lyset af fotografiet er ikke noget nyt. Poul Vad kom i 1988 ind på det i biografien “Hammershøi. Værk og liv” – en milepæl i Hammershøi-litteraturen. Dengang skrev han blandt andet:

 “Hammershøi benyttede ikke fotografiet for at opnå billedmæssige virkninger, som kun fotografiet kan formidle, men betjente sig af det som en nødløsning; og dog er der en korrespondance mellem Hammershøis kunst og det fotografiske billede.”

Poul Vad fraskriver således Hammershøi en interesse i fotografiet. Og alligevel insisterer han på, at der må være en sammenhæng mellem Hammershøis værk og fotografiet.

Det er netop her de to forfattere tager tråden op. Begge har tidligere beskæftiget sig med krydsfeltet mellem billedkunst og fotografi. Annette Rosenvold Hvidt var endda kurator på Ordrupgaards udstilling “Hammershøi – Dreyer. Billedmagi” i 2006.

Den Hirschprungske Samling er formentlig den væsentligste kilde til information om Hammershøi. De to forfattere har imidlertid også inddraget Det Kongelige Biblioteks samlinger, der tillige rummer fotografier af alle fire Hammershøi-søskende – fotograferet hver for sig eller i forskellige konstallationer med de øvrige medlemmer af familien. Billederne er i mange tilfælde taget af samtidens førende fotografer, som der var mange af dengang.

Beskæring

Karakteristisk for Hammershøis interiørmalerier er den stramme fotografiske beskæring. Det samme gælder gårdmiljøerne på Christianshavn. I mange tilfælde har han malet et større parti af motivet og derefter ved brug af en flytbar kartonramme beskåret sig ind til billedet, indtil han ramte det – ofte trange – rum, han ville have. Derefter bukkede han resten af lærredet om bag rammen eller skar det væk. Gennem beskæring kunne Hammershøi gøre selv et ubetydeligt motiv interessant. Det gælder fx “Et gammelt pakhus, Brogade, Christianshavn”, der pirrer ens nysgerrighed takket være de lodrette master i venstre side af billedet.

Forfatterne konkluderer i deres omfattende analyse, som kun kort er gengivet her, at Hammershøis billedunivers ofte opfattes som handlingstomt og uforståeligt, men som samtidig er yderst fascinerende eller gådefuldt. Værkerne refererer til virkeligheden og viser velkendte motiver, men måden, det gøres på, forskyder og forstørrer det kendte og gør opmærksom på alt det fænomenale, lyset og mørket og mellemrummene, der ikke kan styres og fastholdes, men som altid holder billedet åbent for nye måder at se og mærke det på.

Nu er det op til os læsere med fotografiet som prisme at åbne Hammershøis værker for nye betydninger og muligheder.

En fornemt skrevet, illustreret og layoutet bog i det helt store format. Den er sin vægt værd i guld, men fås for mindre.

“Hammershøi – på sporet af det åbne billede” af Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner, Lindhardt og Ringhof 2018. Fås billigst hos Saxo for 420 kr. incl. levering.