Dansk Journalistforbund
10-året for Muhammed-tegningerne
markeret på Borups Højskole


Udenfor Borups Højskole i Frederiksholms Kanal stod en politibil og lige indenfor tre betjente og
tre længere inde. Selv om ingen Muhammed-tegnere deltog, blev mødet alligevel betragtet som højrisiko.
Men ikke mere højrisiko end at politiet ikke var udstyret med maskinpistoler, kun almindelige håndvåben. Der var dog ikke optakt til noget. Vi fik lov til at fotografere de to betjente, men den kvindelige vendte ryggen til. Det har vi stor forståelse for.


På forreste række sad formanden for Journalistforbundet, Lars Werge,
kulturminister m.m., Bertel Haarder, og journalisten Anja Bo.


Mødet startede med korsang, Nytårsballonen, hed den. Meget smukt. Bagefter var der fællessang fra Højskolebogen, som lå på pladserne. Det lysner over agres felt, sang vi. Vi var jo på en højskole.


Lars Werge introducerede Bertel Haarder. Kulturminister og kirkeminister, sagde han, mens Haarder på første række tilføjede: ... og højskoleminister. Haarder talte udfra emnet: Det er pressefrihed for mig, og fortalte, at han ikke havde lagt mærke til tegningerne, da de første gang blev vist i pressen. Men det havde han så siden hen. Han tog naturligvis stærk afstand fra de efterfølgende terrorhandlinger, og mente, at terroristerne fra Krudttønden handlede iht Jyske Lov fra 1683, hvor det blandt andet hedder: Hvem som overbeviises at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendes af hans Mund udskæres, dernæst hans Hoved afslaaes, og tilligemed Tungen sættes paa en Stage". Haarder mente ikke, at "Puplic Service" dækkede, hvad det handlede om, og havde udlovet en kasse øl, til de, der kunne finde bedre ord. Hidtil var det bedste bud "Fælles forening", men det mente Haarder ikke fængede nok. Og det havde han sikkert ret i.















Professor Erik Albæk omtalte en undersøgelse: "Hvad presser medierne". Slutfacit blev, at de fleste
 journalister følte sig godt tilpas på deres arbejdspladser. Kun i sjældne tilfælde følte de, at
chefredaktørerne blandede sig. Det var der imidlertid efterfølgende stor uenighed om.


Panelet bestod af forfatteren Peter Øvig, journalisterne Anja Bo og Henrik Kaufholz.
Øvig havde emnet: "Mine erfaringer med selvcensur", som han måtte ty til efter at have mærket censur på Facebook, hvor en af hans bøger om hippier med mange nøgenbilleder var blevet bortcensureret. Som bekendt tillader Facebook ikke nøgenbilleder, hvilket adskillige har oplevet. Men Facebook har ikke noget imod tvivlsomme russiske datingannoncer. Det rene hykleri. Al den censur havde imidlertid gjort Øvig bange, sagde han, og da han af en af de kendte Muhammedtegnere blev opfordret til at medvirke ved en offentlig debat, sagde han nej. Men grunden han havde brugt, var sønnens fødselsdag samme dag. Øvig var glad for al den støtte, han havde fået i Facebook-sagen, men mente, at Salman Rushdie i forbindelse med "De sataniske vers" ikke havde fået samme opbakning i dag, som han fik dengang.
Anja Bo havde ikke bemærket mikrofonen foran sig, hvorfor hendes tale var at sammenligne med DRs mumlerier i TV-serierne. Men på et tidspunkt sagde hun, at hun var bekymret, når chefredaktører udtrykte sig med "Det her taler vi ikke om". Og det er vist noget, der sker altfor ofte.
Henrik Kaufholz fra Politiken fortalte, hvor godt beskyttede de var på avisen. En dag kiggede han ud ad vinduet, da en bil stoppede lige overfor avisen og en dame forlod den. Et øjeblik efter kom en politibil og en kranvogn, som kørte vognen væk. Vi fik ikke at vide, hvorfor bilen blev fjernet. Det er forståeligt, der skal passes på på Politiken, men man kan også blive for hysteriske. Fx har undertegnede skriftligt fra Politiken, at jeg er en sikkerhedsrisiko for avisen, fordi jeg ved en kunstudstilling i forhallen havde fotograferet billedet herunder: Læs om den tragikomiske sag.

Kaufholz fortalte, at han blev noget overrasket over dagens avis, da han så Muhammed-tegningerne var erstattet med et hvidt stykke. Noget alle aviser i øvrigt var enige i.



Her er højt humør. Husker desværre ikke navnet på den velfriserede herre til venstre. Men til højre er det Journalistens ansvarshavende redaktør, Øjvind Hesselager, og i midten Journalistforbundets nyligt afgåede formand, Mogens Blicher Bjerregård. Årsagen til morskaben er den, at Hesselager fortæller historien om en hest. For at kunne skrive indlæg på Journalisten, skulle man engang gætte første bogstav i ordet hest. Det synes overkommeligt. Men ikke for alle. En af dem var undertegnede, som hver gang jeg skrev h, fik at vide, at det var forkert. Det kørte i flere år. Henvendelser til alle ansvarlige blev besvaret med total tavshed. Det er den historie, Hesselager her fortæller og som får de tre til at flække af grin. Morsomt er det også. Hvordan det lykkedes at holde en enkelt ude af debatten, har Hesselager aldrig afsløret. Men det kunne kun lade sig gøre ved at sætte en kode ind. Journalistforbundet kæmper uafbrudt for retten til at ytre sig. Det er dog mest deres egen ret, andres er de ligeglade med.


Preben Wilhjelm, mangeårigt medlem af Folketinget m.m., får sig en snak
med den kendte journalist og filmmand, Ulrik Holmstrup.


Bladtegnernes formand, Lars Refn, tegnede undervejs satiriske kommentarer til talerne.
Og de er bestemt ikke uden humor. Lad dem tale for sig selv.






Journalistforbundets forholdsvis nye formand, Lars Werge, styrede mødet.
Og det gjorde han på bedste vis.

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
30. september 2015