Bornholm Bornholm Bornholm

ICH BIN EIN BORNHOLMER – gutemensch
Det forlyder ikke, at J.F. Kennedy har gæstet Bornholm.
Hvert år udgiver Bornholms Kunstmuseum en bog til medlemmerne, en bog som også kan købes af ikke-medlemmer. 2015-udgaven handler om museets skulptursamling, som er ret omfattende.

Teksten står museets direktør, Lars Kærulf Møller, for, og den er så informativ og dækkende, som den skal være. 34 billedhuggere er omtalt, af hvilke kan nævnes Ejler Bille, Peter Bonnén, Sonja Ferlov Mancoba, Ib Geertsen, Hein Heinsen, Jun-Ichi Inoue, Jais Nielsen, Erik Ortvad, Axel Salto, Erik Thommesen samt Jørgen Haugen Sørensen, som er mester for den skrækkelige gris på bogens forside. Det er en bog på kun 102 sider, men med fin  information om de enkelte kunstnere.

I forordet skriver formanden for Bornholms Museumsforening, Christina Dideriksen: "Bornholms Kunstmuseums samlinger kan nærmest lignes med et isbjerg. Kun en lille del af samlingen er fremme til beskuelse for publikum, mens langt størsteparten gemmer sig dybt nede i museets kældre".

Museet er absolut et besøg værd. Også om vinteren.


Museet ligger tæt på vandet, men så skal man om på den anden side for at få havudsigt.


Jørgen Haugen Sørensens "skrækkelige" skulptur fra 2006 har den let forståelige titel: Et selvforskyldt mirakel venter på et nyt. Om de unge mennesker venter på miraklet, vides ikke. Skulpturen måler 136 x 270x 185 cm. og er lavet af hvidglaseret brændt ler med påmonteret sølvglaserede tårer.


Bornholms Kunstmuseum har store samlinger af moderne og ældre kunst, og meget naturligt med
relation til øen. Herover er det A.E. Kieldrup (1827-69), som i 1849 har malet Hammershus.


Forfatteren Martin Andersen Nexø er en af de berømte bornholmere.
Her portrætteret af Michael Ancher omkring 1910.



Det er let at finde steder som her. Har man nydt bare en kop kaffe
med havudsigt og fået sand i skoene, har man energi til resten af dagen.



Den unge dame havde stor lyst til at vise sine færdigheder for publikum foran Hammershus. Gratis.
Det minder lidt om en af de øvelser, redaktøren og hans kone laver til onsdagsgymnastikken.


Bornholm har nogle fine strande. Efter strandløver og løvinders mening er Balka-stranden den bedste.
Her er vi i slutningen af august, så der var til at komme til.

Bornholms Kunstmuseum har en hjemmeside.

Har du lyst til mere Bornholm, så tag med redaktøren på en nostalgisk tur til Rokkestenen. I 1983.

Kunstnyt.dk
21. december 2015
Fotografierne er alle taget i slutningen af august 2015