|
Det var sol og sommer og tæt på
hedebølge. Det var sidst i juli, og de gule kornmarker bølgede over
dejlige Bornholm. Vi havde indlogeret os på pension Stammers i
Stammershalle, hvor vi var omgivet af næsten udelukkende tyskere.
Men det gjorde ikke noget. Vi har hverken noget mod tyskere,
svenskere eller de fleste danskere.
Med et par dage tilbage havde vi set det meste af det, man skal se:
udsigterne over Gudhjem, Rø Plantage, Østerlars' Rundkirke, Ellas
Konditori i Sandvig, spadsereturen rundt om øens nordspids til
Hammershus, den pragtfulde strand på Dueodde og alt det andet. Kun
én seværdighed manglede vi.
Fra parkeringspladsen tog det ca.
20 minutters spadseretur og en lettere klatren at nå frem. Op og ned
gik det, på stier i en pragtfuld tæt bevokset natur, skiftevis på
flade og spidse granitblokke og med tusindvis af blottede trærødder
bugtende på kryds og tværs, lige til at snuble over, hvis ikke man
så sig godt for.
De sidste 100 meter var stien helt flad i en meters bredde, belagt
med løse småsten og holdt på plads i siderne af tynde brætter sat på
højkant ned i jorden. En lille afsluttende allé, og vi var fremme
ved Rokkestenen i Paradisbakkerne på Bornholm.
Undervejs blev der trænet i at rokke
forskellige sten. Denne var meget svær.
Men det var
heller ikke en rokkesten. Det var bare en amtmandssten
Rokkestenen har stået midt i skoven de sidste 10.000 år. Menes det.
Som det har været tilfældet i årtier, så er den stadig et yndet
udflugtsmål og en af de kendteste turistattraktioner på Bornholm.
Det var midt i sommerferien med masser af turister, og der kom hele
tiden folk hen til stien det sidste stykke vej. Vi gik lige i hælene
på en far og mor med deres datter og søn, 10-12 år gamle. Børnene
styrtede straks hen til og begyndte at skubbe til stenen, som var et
par meter høj og på det nærmeste tre meter lang.
Den rørte sig ikke ud af stedet.
I de næste minutter rendte familien rundt om stenen og skubbede det
bedste, de havde lært. Stenen bevægede sig ikke en millimeter.
I den ene ende af stenen, skubbet lidt ind under, lå et par løse,
noget mindre sten. Og ved siden af disse en to-tre meter lang
træstamme, 15-20 cm i diameter. Om den var lagt der af øens
turister, vidste ingen. Faren tog træstammen og lagde den i spænd
mellem en af de løse sten og Rokkestenen for på den måde at få den
til at rokke. Børnene satte sig oven på. Det eneste der skete var,
at faren blev helt blå i hovedet af overanstrengelse. Rokkestenen
rokkede sig ikke ud af flækken.
Rokkestenen ville ikke rokke. Her samler redaktøren mod til sig.
Men fortrød efter at have set børnene og deres far opgive
Der havde efterhånden samlet sig 8-10 mennesker og alle kom med gode
råd. En enkelt mente, han kunne se stenen rokke sig, men han var
helt alene om at kunne se det.
Til sidst blev drengen sur. »Jeg gider altså ikke se mere«, sagde
han. »Der er ikke noget af det der passer. I sagde, den ku' rokke«,
sagde han bebrejdende til moren og faren og gik skuffet bort fra
stenen. Hvad det andet var, der ikke passede, fik vi ikke at vide.
Måske havde det været Danmarks største vandfald i Dønsdale, hvor det
kan være svært at få øje på vandet.
Moren, der var omkring de fyrre, mente de havde gjort noget forkert.
Hun kunne huske, sagde hun henvendt til alle omkringstående, at hun
som barn havde været på Bornholm og dengang havde rokket med stenen.
Familien opgav, men nye kom til. En ældre dame sprang forskrækket
tilbage, da hendes mand skubbede til stenen i den retning, hun stod.
»Pas dog på, Ewald!«, råbte hun højt. »Du kan vælte den!«. Men
rokkestenen væltede ikke. Den rokkede sig ikke ud af stedet.
Ved siden af Rokkestenen ligger en lidt mindre sten. Den kunne
heller ikke rokke.
Men som enhver kan se, løfter den gamle redaktør stenen
et godt stykke i vejret.
Det er bare en bestemt teknik, der skal til.
Se, hvor det går. Let og ubesværet.
Et tysk rejseselskab på et halvt hundrede mennesker var nu ankommet,
og guiden holdt et par minutters orientering, hvor hun fortalte, at
blot et mindre skub med hånden var nok til at få stenen til at
rokke.
De fleste af selskabet gik nu til angreb på stenen og puffede og
skubbede som gale. Men ikke om den rokkede sig ud af stedet. Guiden
kunne ikke forstå et kuk af det hele, kiggede igen i sine bøger og
henvendte sig til nogle danskere, som blot kunne meddele hende, at
de heller ikke kunne få den til at rokke. Tyskerne tog det meget
pænt, og flere morede sig højlydt. Et par stykker syntes, det var
alletiders at komme helt fra München for at se en stor sten inde i
en skov.
Da tyskerne var gået, kom en far og mor med deres 10-årige datter.
Flere af os havde sat sig op på de primitive bænke, som stod på
skråningen ved stenen for her bedre at kunne iagttage de
interessante
begivenheder. Faren satte en taske fra sig og gik hen til stenen og
skubbede. Først nonchalent i oprejst stilling, derpå mere
kraftbetonet ned i knæene.
»Den bevæger sig ikke en skid«, sagde han. Så tog han Politikens
Danmark Rundt op fra tasken, bladede lidt, og begyndte at læse op,
foredragsmæssigt og i en ironisk tone. »Paradisbakkerne«, sagde han
og holdt en lille pause. »Særlig seværdig er den 25 tons tunge
Rokkesten, der kan rokkes med hånden«. Så fik han fat i en anden
bog, som han også læste op af. Her stod, at der på Bornholm findes
to rokkestene: én i Paradisbakkerne, den kan stadig rokke, og én i
Almindingen, den kan ikke rokke mere. »Hvem fanden skriver de
åndssvage rejsebøger«, sagde han og rystede på hovedet. »Vi kommer
lige fra Almindingen, og stenen der rokker perfekt«. Så hjalp han
sin datter op på Rokkestenen, tog sit fotografiapparat frem og bad
datteren rokke lidt med ørerne. Det morede alle sig meget over.
For et øjeblik blev opmærksomheden henledt på en anden begivenhed:
Et højt kvindeskrig! Det var samme mands kone, der skreg: »Lige på
patten«, råbte hun, mens alle kiggede på hende og hun jamrende
begyndte at krænge kjoleoverdelen ned. Det viste sig, at en hveps
havde stukket hende i siden på det ene bryst. Det gjorde forbandet
ondt, kunne man se, selv om hendes datter påstod, at moren skreg op,
bare hun så en frø.
Frem af mængden trådte nu en lille mand med bar overkrop iført
sandaler, rødstribede bermudashorts og en hvid lærredshue med den
svenske tekst »Jag år i hatten« (som betyder: Jeg har fået for meget
ind under vesten). Omkring 60, var han vel. »Øh…undskyld«, sagde han
på flydende dansk. »Ku' jeg få overdraget talerstolen for en kort
bemærkning?«. Det fik han naturligvis lov til. Ingen havde noget
imod det. Alle var i feriestemning.
I hånden havde han den aflange annonceavis, Bornholm Rundt 1983.
»Side 25«, begyndte han. »Der står at læse: I Rutsker Høilyng findes
den mystiske stensamling, Stenrøret, hvis oprindelse fortaber sig i
det uvisse, samt – og her kommer det morsomme – en stor rokkesten,
der endnu kan rokke«. »Ak ja, ak ja«, sagde han. (Man kunne høre,
han var vant til at tale for en større forsamling og fortsatte).
»Hvis nogen kan få den sten til at rokke, så gi'r jeg champagne på
byens fineste hotel. I går stod jeg en halv time og kikkede på
mindst 25, der forsøgte«.
Hvad det var for et hotel, fik vi ikke at vide. Men det blev nu
heller ikke aktuelt, da vi ved selvsyn dagen efter konstaterede, at
stenen ikke kunne rokke.
Vi havde kun hørt om én rokkesten, før vi kom til Bornholm. Men nu
havde vi pludselig fået kendskab til tre. Måske var der endnu flere.
Men det fik vi ikke tid til at undersøge denne gang.
Men hvorom alting er, og så'n noget, så kan der i hvert fald ikke
rokkes ved den kendsgerning, at der er dejligt på Bornholm. Og det
svedne græs er skønt at slappe af i.
|
