Af Niels Lyksted

 “Ved nytårstid i 1917 må beboerne i Palægade i det indre København have undret sig. Den nydelige, pensionerede forretningsmand i nummer 6 var stadig nytilflyttet fra provinsen, men siden han var rykket ind et halvt år for­ inden, var der ankommet en stadig strøm af pakkasser fulde af malerier. Nu åbnede han sine døre for offentligheden en dag om ugen – lejligheden var blevet et museum for moder­ne kunst. På væggene hang allerede malerier af Renoir, Seurat, Toulouse­ Lautrec, van Gogh, Gauguin, Picasso, Braque, Matisse og mange andre. Og han var kun lige begyndt.”

Suspense! 

Så medrivende indleder kunsthistoriker Jesper Svenningsen sin uhyre velskrevne bog “Tetzen-Lunds kunstsamling - 400 moderne mesterværker spredt for alle vinde”. Herpå går historien om de utallige kunstindkøb over stok og sten i et hæsblæsende tempo. Kan det virkelig blive ved? Ja, i hvert fald gennem en længere årrække.

En vidende kunstsamler
Trods det høje indkøbstempo blev Christian Tetzen-­Lunds (1852-1936) samling ikke til gennem vilkårlige indkøb. Tværtimod blev den nøje kurateret af den vidende kunstsamler. Ofte søgte han indbyrdes parallelle eller kontrasterende kunstværker. Fx hang et herreportræt af Monet ved siden af et Van Gogh-billede. Ophængningen skulle nemlig lægge op til debat blandt de besøgende. Og debatteret det blev der. Alting var nyt og spændende.

Guldgraverstemning
Der var kamp om de gode tilbud på franske kunstmarked. Man kan måske bedst beskrive det som guldgraverstemning, da Tetzen-Lund begyndte som kunstsamler. Hvem opsporer først et potentielt salg. Hvordan skubber man konkurrenterne væk. Hvordan køber man ind til fordelagtige priser? Og hvad med provisioner? Jo, der var tvivlsomme mellemhandlere, der ønskede at realisere en pæn profit, når de handlede på Tetzen-Lunds vegne.

Læg hertil, at man nærmest måtte købe ind i blinde sammenlignet med i dag, hvor vi på forhånd kan orientere os på internettet, studere kataloger og se kunstværkerne gengivet i farver.

Dengang måtte man holde sig godt orienteret gennem personlige forbindelser om eventuelle kommende salg og undertiden træffe beslutning om køb på baggrund af s/h fotografier suppleret med skriftlige redegørelser for de benyttede farver. 

Trods disse betydelige forhindringer lykkedes det Tetzen-Lund at perfektionere denne indkøbsmetode, så han var i stand til at træffe forbløffende sikre valg. Det skal dog understreges, at han tillige var en flittig gæst i Paris, Berlin og München for selv at kunne tage billederne i øjesyn. Allerede dengang var forfalskninger langt fra sjældne. Tetzen-Lund fik fx brændt fingrene ved køb af værker af van Gogh.

Handelstalent 
Privat støttede Tetzen-Lund gerne trængende, unge kunstnere. Alligevel holdt han sig ikke tilbage for at forhandle om prisen på deres udstillede værker. Han var trods alt handelsmand. Det viste sig også, når han udnytte valutakursernes undertiden store udsving. Ved at udskyde betalingen i et tilfælde fik han malerierne 25% billigere. Men det kan også gå den anden vej, hvilket Tetzen-Lund også fik at mærke.

Da Tetzen-­Lund i 1917 forsøgte at overtale Edvard Munch til at sælge hans “To piger” for 8.000 kr. gik det galt. Maleriet var prissat til 12.000 kr. Tetzen-­Lunds begrundelse var, at han ingen forretning havde og kun få renteindtægter. Munch faldt imidlertid ikke for dette klagende tilbud. Man kan også smøre for tykt på!

Konkurrenter slutter fred
Tetzen-­Lund konkurrerede oprindeligt med to af tidens store samlere af fransk kunst herhjemme: Helge Jacobsen og Wilhelm Hansen. Efterhånden opstod dog en naturlig fordeling af genrerne. Helge Jacobsen fik en slags eneret på at samle Gauguins værker, mens Wilhelm Hansen tog sig af de impressionistiske malerier. 

Tetzen-­Lund valgte fremover at koncentrere sig om kunstnere som Van Gogh, Picasso, Matisse, Derain og Henri Rouseau. Med stor succes. Han endte faktisk med at få verdens bedste Matisse-samling.

Et mysterium
At Tetzen-­Lund ikke fik sin egen kunstssamling på et museum i lighed med samlere som Helge Jacobsen (Glyptoteket), Wilhelm Hansen (Ordrupgaard) og Heinrich Hirschprung (Den Hirschprungske Samling) er et af de største mysterier i dansk kunsthistorie og et af de største tab for den danske museumsverden. Jesper Svenningsen henviser blandt andet til Tetzen-­Lunds noget særprægede personlighed, og at der ikke rigtig var nogle personer i museumskredse, som forstod at kommunikere hensigtsmæssigt med ham. I hvert fald blev et storslået tilbud om at donere en række hovedværker til Statens Museum for Kunst endeligt taget af bordet i efteråret 1922. 

Hensynet til arvingerne
I vinteren 1923-1924 blev Tetzen-­Lund ramt af et apoplektisk anfald, der lod han lammet i sengen i flere uger. Han følte sig gammel, træt og syg. Og hvad nu med arvingerne? Det ville uden tvivl være en bedre idé at lade dem arve en formue end en kunstsamling, som de måske ikke havde den store interesse i. 

Tetzen-­Lund besluttede derfor at sælge ud. Først på det danske marked uden større held. Herpå satsede han på det internationale marked. Det hjalp. I juni 1927 var samlingen, der engang bestod af 180 franske værker nedbragt til blot 32. De resterende blev solgt i de følgende år. Mange af værkerne er siden indgået i betydelige museumssamlinger i Europa samt i USA.

Ved salget af den nordiske samling høstede Tetzen-Lund stor anerkendelse for sin fremsynethed i forbindelse med den nye danske kunst. Auktionen bød nemlig på opsigtsvækkende prisrekorder for både Harald Giersing og Olaf Rude.

Samlingens betydning
Ved salget af Tetzen-Lunds kunstsamling blev 400 moderne mesterværker spredt for alle vinde. Alligevel har samlingen sat sig markante spor i det danske kunstliv. Det skyldtes blandt andet, at banebrydende malerier af Picasso og Braque ankom til Tetzen-Lunds lejlighed, umiddelbart efter at de var blevet skabt. 

Samlingen gav derfor de mange skandinaviske kunstnere, som aflagde lejligheden i Palægade hyppige besøg, en enestående mulighed for at følge med i den kunstneriske udvikling i Paris. Det var fx her, at man første gang blev introduceret for kubismen. Særlig indflydelse fik det for Olaf Rude, William Scharff og Vilhelm Lundstrøm.

Vurdering
Selv om Tetzen-Lund var en fremragende forretningsmand, var det så som så med at få registreret samtlige værker. Kilderne er få og spredte, og en af de væsentligste kilder er gået tabt. Det gælder Tetzen-Lunds egne fotografier af de franske kunstværker. Hertil kommer, at hans søstre sørgede for at tilintetgøre hans notater og korrespondence. Alligevel var der tilstrækkeligt med materiale til at historien om kunstsamlingen og dens ejer kunne stykkes sammen. Et imponerende detektivarbejde.

At redegøre for 400 maleriers skæbne kunne let resultere i uendelige opremsninger. Men sådan føles det slet ikke at læse bogen. Jesper Svenningsen er uhyre vidende og formår at bygge en spænding op, så man absolut må læse videre. Hertil kommer de mange fornemme illustrationer - som oftest i stort format. Man får derfor umiddelbart lyst til at blade frem i bogen.

Et enestående dokument om en fantastisk malerisamling. I tilgift får vi interessante fortællinger om op- og nedture på kunstmarkedet i begyndelsen af 1900-tallet. Hvad mere kan man forlange?

Kan absolut anbefales!

“Tetzen-Lunds kunstsamling - 400 moderne mesterværker spredt for alle vinde” af Jesper Svenningsen. 272 sider, rigt illustreret. Pris: 399,95 kr. Udgivet af Strandberg Publishing.