Af Niels Lyksted
Nivaagaard Malerisamling fik i 1908 overdraget et familieportræt
fra renæssancen. Det forestiller kunstnerens far, hendes
søster og bror. Jo, det er ganske vist: kunstneren var en kvinde
- noget ganske usædvanligt på den tid. Og lige som mange andre
kvindelige kunstnere blev Sofonisba siden udskrevet af
kunsthistorien og glemt. I de senere år har hun imidlertid fået
sin egen renæssance og er i dag kendt i kunstkredse som den
første berømte og anerkendte kvindelige kunstner i historien.
Kunstnerens navn er Sofonisba Anguissola (1532-1625, Cremona,
Italien).
I de senere år er der udkommet en række bøger om den glemte
verdensstjerne, og Sofonisbas værker har fået deres velfortjente
plads på førende museer. Nivaagaards familieportræt er således
blevet vist på Museo del Prado i Madrid i 2019/20 som et af
udstillingens hovedværker efter en restaurering på det spanske
museum.
Familieportræt
Netop nu viser Nivaagaard familiebilledet på udstillingen
Sofonisba - historiens glemte mirakel sammen med omkring 20
andre af hendes værker udlånt fra førende museer og private
samlinger.
Portrætgruppe med kunstnerens fader Amilcare Anguissola og
hendes søskende Minerva og Astrubale blev
erhvervet af malerisamlingens stifter Johannes Hage fra
guldaldermaleren Wilhelm Marstrands dødsboauktion i 1873.
Billedet, der måler 157 x 122 cm, blev malet med oliemaling på
lærred omkring 1559. Der er tale om et nært og personligt
familieportræt. Alle er fornemt klædt, og der er et draperi i
baggrunden.
Ser man nærmere efter, kan man konstatere, at Sofonisba har
forladt værket ufærdigt i nederste venstre hjørne. Det skyldes
formentlig, at hun måtte rejse fra barndomshjemmet i Cremona med
kort varsel, da Kong Filip II af Spanien tilbød hende en
stilling som hofdame for sin nye, unge dronning.
Sofonisba arbejdede herpå i de næste tyve år som hofdame ved det
spanske hof, hvor hun også fungerede som tegnelærer og
portrætmaler.
Privatundervisning
Men hvordan skulle det komme så vidt? Kvindelige kunstnere
udgjorde dengang et ubetydeligt mindretal. At male billeder var
på det tidspunkt primært et håndværk, og talentfulde unge mænd
gik i mesterlære for at lære faget. Som adelsfrøken var det
ganske utænkeligt, at Sofonisba skulle gå den vej.
Sofonisbas far, adelsmanden Amilcare Anguissola, havde en
børneflok på seks døtre og en enkel søn. For en mindre
velstillet adelsmand som ham var det økonomisk noget af en byrde
at skulle stille med en betydelig medgift for hver af døtrene.
Derfor ville det være af stor betydning, hvis nogle eller alle
børnene blev selvforsørgende. Det var altså vigtigt, at børnene
fik en uddannelse. I Sofonisbas tilfælde blev det til
undervisning ved privatlærer i latin, musik og billedkunst.
Sofonisbas vigtigste privatlærer var Bernardino Campi
(1522–1591) fra Cremona. Hun har endda udført et maleri af ham,
mens han malede hende sidst i 1550erne. Siden modtog Sofonisba
undervisning af selveste Michelangelo. Han påtog sig rollen som
langdistancelærer via en brevkorrespondence over en årrække. Han
havde nemlig anerkendt den unge kvindes betydelige talent på
baggrund af en række tegninger.
Det spanske hof
Som nævnt tilbød den spanske konge Sofonisba en stilling som
hofdame og tegnelærer for sin unge dronning, Elizabeth af
Valois. Det resulterede i et tæt personligt forhold samt i en
lang række malerier af stort set hele kongefamilien.
Som hofdame kunne Sofonisba ikke gifte sig. Efter dronningens
tidlige død sørgede Kong Filip II imidlertid for, at Sofonisba
fik et
passende parti, medgift og fast løn. Sofonisba blev således gift
med en adelsmand på Sicilien. Ægtemanden druknede siden under et
piratangreb, og da Sofonisba ikke kunne leve alene som kvinde,
satte hun kursen mod barndomshjemmet. Undervejs forelskede hun
sig i skibets kaptajn, som hun nu giftede sig med – uden
familiens eller kongens tilladelse. Parret bosatte sig først i
Genova og siden igen på Sicilien, hvor Sofonisba levede og
malede frem til sin død.
Van Dyck
Få år inden sin død mødte Sofonisba den unge flamske maler
Anthony van Dyck, som hun fandt meget talentfuld. Hun besluttede
derfor at undervise ham i portrætmaling, lige som Michelangelo
havde undervist hende i sin tid. Van Dyck skrev alle Sofonisbas
råd ned i en notesbog. Desuden malede ham et intimt portræt af
hende, da hun var 92 år gammel.
Litteraturen
Der er således en særdeles spændende historie bag Sofonisba. Så
spændende, at Donna Digiuseppe ligefrem har skrevet en roman om
hende: Lady in Ermine. Bogen er uden større litterære
kvaliteter, men kan sammenlignes med tv-serien The Crown. Her
flytter man lidt rundt på begivenhederne og digter lidt til, for
at fortællingen kan få den nødvendige fremdrift.
Vigtigere er bogen Sofonisbas Lesson, som er skrevet af
kunsthistorikeren Michael W. Cole.
Har man læst disse bøger, skulle man tro, at der ikke var
yderligere at tilføje. Men da tog jeg fejl. Museets katalog
bidrager nemlig med yderlige interessante oplysninger. Hermed
tænker jeg primært på kapitlet Øjne der ser skrevet af
Søren Thorlak Madsen - en tidligere studentermedarbejder på
malerisamlingen. Han havde således mulighed for ar studere
Sofanisbas familieportræt hver dag i tre år og reflektere om
billedets indhold. Det er der kommt mange spændende overvejelser
ud af. Siden har han ligefrem skrevet en ph.d. om kunstneren.
Overmalinger
Særligt interessant er det at få kendskab til Wilhelm
Marstrands overmalinger af Sofonisbas ufuldendte maleri.
Marstrand havde åbenbart i højere grad fået øje på billedets
mangler end på dets kvaliteter. Han bidrog således med ikke
mindre end 16 “forbedringer”. De er heldigvis blevet fjernet
siden, så maleriet nu for første gang i halvandet hundrede år
fremstår, som da Sofonisba forlod det.
Traditionelt læser man Skakspillet som Lucias triumf over
lillesøster Minerva. Men den skakkyndige beskuer af maleriet
ved, at når en bonde rejser på tværs af brættets otte felter,
bliver den selv til en dronning. Spillet er ikke ovre endnu.
Kvinder er selvstændigt tænkende væsener!
En enkelt oplysning mere: moderen Bianca er ikke med i de to
mest berømte malerier Familieportrættet og Skakspillet.
Og dog! Ser man nærmere på de smykker, pigerne har på, og
sammenligner med smykkerne, som Bianca bærer på
Berlin-portrættet, er der tydelige ligheder. Moderen er altså
indirekte med på billederne af børnene.
Vurdering
Det er en bedrift uden lige, at det er lykkedes at samle hele 20
malerier af Sofonisba. Malerierne er skrøbelige og lånes ikke ud
til hvem som helst. Men Malerisamlingen har et godt kort på
hånden: familiebilledet. Det er helt centralt i Sofonisbas
oeuvre og dermed et godt bytteobjekt, hvis man forstår at spille
sine kort godt. Og det har man gjort på Nivaagaard. Udlån til
Prado i Madrid og Gemäldegalleri i Berlin har sikret tilsvarende
vægtige lån til den aktuelle udstilling. Og godt begyndt er
halvt fuldendt. Andre museer og private samlere har fulgt trop.
Det er bestemt ikke hver dag, at man kan få så fornemt et udvalg
af malerier fra renæssancen at se på en gang. Sofonisba -
historiens glemte mirakel er kort sagt ikke til at komme
uden om.
Benyt endelig lejligheden til at aflægge Nivaagaard
Malerisamling et besøg!
Udstillingen vises frem til den 15. januar 2023.
|