Af Niels Lyksted

Nivaagaard Malerisamling fik i 1908 overdraget et familieportræt fra renæssancen. Det forestiller kunstnerens far, hendes søster og bror. Jo, det er ganske vist: kunstneren var en kvinde - noget ganske usædvanligt på den tid. Og lige som mange andre kvindelige kunstnere blev Sofonisba siden udskrevet af kunsthistorien og glemt. I de senere år har hun imidlertid fået sin egen renæssance og er i dag kendt i kunstkredse som den første berømte og anerkendte kvindelige kunstner i historien.

Kunstnerens navn er Sofonisba Anguissola (1532-1625, Cremona, Italien).

I de senere år er der udkommet en række bøger om den glemte verdensstjerne, og Sofonisbas værker har fået deres velfortjente plads på førende museer. Nivaagaards familieportræt er således blevet vist på Museo del Prado i Madrid i 2019/20 som et af udstillingens hovedværker efter en restaurering på det spanske museum.

Familieportræt

Netop nu viser Nivaagaard familiebilledet på udstillingen Sofonisba - historiens glemte mirakel sammen med omkring 20 andre af hendes værker udlånt fra førende museer og private samlinger. 

Portrætgruppe med kunstnerens fader Amilcare Anguissola og hendes søskende Minerva og Astrubale blev erhvervet af malerisamlingens stifter Johannes Hage fra guldaldermaleren Wilhelm Marstrands dødsboauktion i 1873. Billedet, der måler 157 x 122 cm, blev malet med oliemaling på lærred omkring 1559. Der er tale om et nært og personligt familieportræt. Alle er fornemt klædt, og der er et draperi i baggrunden. 

Ser man nærmere efter, kan man konstatere, at Sofonisba har forladt værket ufærdigt i nederste venstre hjørne. Det skyldes formentlig, at hun måtte rejse fra barndomshjemmet i Cremona med kort varsel, da Kong Filip II af Spanien tilbød hende en stilling som hofdame for sin nye, unge dronning. 

Sofonisba arbejdede herpå i de næste tyve år som hofdame ved det spanske hof, hvor hun også fungerede som tegnelærer og portrætmaler.

Privatundervisning

Men hvordan skulle det komme så vidt? Kvindelige kunstnere udgjorde dengang et ubetydeligt mindretal. At male billeder var på det tidspunkt primært et håndværk, og talentfulde unge mænd gik i mesterlære for at lære faget. Som adelsfrøken var det ganske utænkeligt, at Sofonisba skulle gå den vej.

Sofonisbas far, adelsmanden Amilcare Anguissola, havde en børneflok på seks døtre og en enkel søn. For en mindre velstillet adelsmand som ham var det økonomisk noget af en byrde at skulle stille med en betydelig medgift for hver af døtrene. Derfor ville det være af stor betydning, hvis nogle eller alle børnene blev selvforsørgende. Det var altså vigtigt, at børnene fik en uddannelse. I Sofonisbas tilfælde blev det til undervisning ved privatlærer i latin, musik og billedkunst. 

Sofonisbas vigtigste privatlærer var Bernardino Campi (1522–1591) fra Cremona. Hun har endda udført et maleri af ham, mens han malede hende sidst i 1550erne. Siden modtog Sofonisba undervisning af selveste Michelangelo. Han påtog sig rollen som langdistancelærer via en brevkorrespondence over en årrække. Han havde nemlig anerkendt den unge kvindes betydelige talent på baggrund af en række tegninger.

Det spanske hof

Som nævnt tilbød den spanske konge Sofonisba en stilling som hofdame og tegnelærer for sin unge dronning, Elizabeth af Valois. Det resulterede i et tæt personligt forhold samt i en lang række malerier af stort set hele kongefamilien.

Som hofdame kunne Sofonisba ikke gifte sig. Efter dronningens tidlige død sørgede Kong Filip II imidlertid for, at Sofonisba fik et passende parti, medgift og fast løn. Sofonisba blev således gift med en adelsmand på Sicilien. Ægtemanden druknede siden under et piratangreb, og da Sofonisba ikke kunne leve alene som kvinde, satte hun kursen mod barndomshjemmet. Undervejs forelskede hun sig i skibets kaptajn, som hun nu giftede sig med – uden familiens eller kongens tilladelse. Parret bosatte sig først i Genova og siden igen på Sicilien, hvor Sofonisba levede og malede frem til sin død.

Van Dyck

Få år inden sin død mødte Sofonisba den unge flamske maler Anthony van Dyck, som hun fandt meget talentfuld. Hun besluttede derfor at undervise ham i portrætmaling, lige som Michelangelo havde undervist hende i sin tid. Van Dyck skrev alle Sofonisbas råd ned i en notesbog. Desuden malede ham et intimt portræt af hende, da hun var 92 år gammel.

Litteraturen

Der er således en særdeles spændende historie bag Sofonisba. Så spændende, at Donna Digiuseppe ligefrem har skrevet en roman om hende: Lady in Ermine. Bogen er uden større litterære kvaliteter, men kan sammenlignes med tv-serien The Crown. Her flytter man lidt rundt på begivenhederne og digter lidt til, for at fortællingen kan få den nødvendige fremdrift.

Vigtigere er bogen Sofonisbas Lesson, som er skrevet af kunsthistorikeren Michael W. Cole. 

Har man læst disse bøger, skulle man tro, at der ikke var yderligere at tilføje. Men da tog jeg fejl. Museets katalog bidrager nemlig med yderlige interessante oplysninger. Hermed tænker jeg primært på kapitlet Øjne der ser skrevet af Søren Thorlak Madsen - en tidligere studentermedarbejder på malerisamlingen. Han havde således mulighed for ar studere Sofanisbas familieportræt hver dag i tre år og reflektere om billedets indhold. Det er der kommt mange spændende overvejelser ud af. Siden har han ligefrem skrevet en ph.d. om kunstneren.

Overmalinger

Særligt interessant er det at få kendskab til  Wilhelm Marstrands overmalinger af Sofonisbas ufuldendte maleri. Marstrand havde åbenbart i højere grad fået øje på billedets mangler end på dets kvaliteter. Han bidrog således med ikke mindre end 16 “forbedringer”. De er heldigvis blevet fjernet siden, så maleriet nu for første gang i halvandet hundrede år fremstår, som da Sofonisba forlod det.

Traditionelt læser man Skakspillet som Lucias triumf over lillesøster Minerva. Men den skakkyndige beskuer af maleriet ved, at når en bonde rejser på tværs af brættets otte felter, bliver den selv til en dronning. Spillet er ikke ovre endnu. Kvinder er selvstændigt tænkende væsener!

En enkelt oplysning mere: moderen Bianca er ikke med i de to mest berømte malerier Familieportrættet og Skakspillet. Og dog! Ser man nærmere på de smykker, pigerne har på, og sammenligner med smykkerne, som Bianca bærer på Berlin-portrættet, er der tydelige ligheder. Moderen er altså indirekte med på billederne af børnene. 

Vurdering

Det er en bedrift uden lige, at det er lykkedes at samle hele 20 malerier af Sofonisba. Malerierne er skrøbelige og lånes ikke ud til hvem som helst. Men Malerisamlingen har et godt kort på hånden: familiebilledet. Det er helt centralt i Sofonisbas oeuvre og dermed et godt bytteobjekt, hvis man forstår at spille sine kort godt. Og det har man gjort på Nivaagaard. Udlån til Prado i Madrid og Gemäldegalleri i Berlin har sikret tilsvarende vægtige lån til den aktuelle udstilling. Og godt begyndt er halvt fuldendt. Andre museer og private samlere har fulgt trop.

Det er bestemt ikke hver dag, at man kan få så fornemt et udvalg af malerier fra renæssancen at se på en gang. Sofonisba - historiens glemte mirakel er kort sagt ikke til at komme uden om.

Benyt endelig lejligheden til at aflægge Nivaagaard Malerisamling et besøg!

Udstillingen vises frem til den 15. januar 2023.