Scully i dialog med Thorvaldsen

Pladsen foran Thorvaldsens Museum vil i det kommende halve år være prydet af en skulptur, som den verdensberømte kunstner
Sean Scully har skabt specielt til udstillingen “Sean Scully Material World”. Skulpturen består bl.a. af flere hundrede år gammelt egetræ, som stammer fra Papirøen. Skulpturens farvetone spiller fint sammen med bygningens facade. Sean Scully: “Oak Stacks”, 2022. Træ. Hver stak 6,6 x 3,3 x 3,3 m.

 

Af Niels Lyksted

 

Den verdensberømte kunstner Sean Scully (f. 1945, Irland) er formentlig bedst kendt for sine ofte monumentale, farverige og abstrakte malerier, men han er også en betydelig skulptør. Det sidste har utvivlsomt været af afgørende betydning, da Thorvaldsens Museum valgte at inkludere ham i serien Thorvaldsen i Tiden. Til den aktuelle udstilling har Scully nemlig fået til opgave at skabe tre nye skulpturer, der fra den 2. september skal spille sammen med Thorvaldsens værker i den farvestrålende bygning i de næste seks måneder.

 

Malerier

Skulpturerne står i centrum i udstillingen, som derfor har fået titlen Sean Scully Material World. Men vi bliver heldigvis ikke snydt for at stifte bekendtskab med Scullys markante og let genkendelige malerier og værker på papir. 

 

Da Sean Scullys værker ikke tidligere har været udstillet i Danmark, er det formentlig en god idé at indlede med en introduktion til Scullys oeuvre.

 

Scullys malerier består typisk af lodrette og vandrette strukturer med farver, som spiller op mod hinanden - ikke sjældent med en ekstraordinær farveintensitet. Inspirationen hertil fik han på en rejse i Marokko (1970), hvor han begejstredes for de farvede striber stof, som marokkanerne syede sammen til tæpper og telte. 

 

Scully inddrog snart striberne i sine malerier horisontalt såvel som vertikalt, så de dannede såkaldte grids. Disse simple grundelementer har kunstneren på forbløffende vis skabt utallige variationer over lige siden.

 

Insets

Scully har fx sat flere lærreder af varierende størrelse sammen - undertiden forskudt i dybden - så de nærmest får reliefagtig karakter. En ny variation opstod, da han skar firkantede felter ud af lærrederne og indsatte nye malerier (insets) i de udskårne felter.

 

Undertiden antager værkerne med insets ligefrem menneskelig karakter, da de nu får en slags ansigt og derved inviterer til kommunikation med beskueren. 

 

Scullys værker rummer altså mere end blot geometri og abstraktion. Inspiration til malerierne med insets har Scully fået fra Matisse, der ofte inkluderede et malet vindue i sine billeder. I Scullys verden er “vinduerne” imidlertid reelle. Senest har Scully inspireret af corona-pandemien indsat sorte firkanter i sine malerier. De skal markere, at vi ser ud mod en dyster fremtid.

 

Landlines og portrætter

I de senere år har Scully holdt pause med sine grids og i stedet udført serier af malerier udelukkende med horisontale linjer - de såkaldte landlines. Der er ikke tale om landskaber, men abstraktioner over landskabsmotiver. Disse værker har en mere romantisk karakter. 

 

I landline serien glider de vandrette striber over i hinanden og symboliserer landskab, vand og himmel. Landline Star fra 2017, der kan ses på udstillingen, er  inspireret af William Turners berømte The Evening Star, 1830. Begge malerier blev udstillet sammen på The National Gallery i London for tre år siden.

 

I 2016 skabte Scully undtagelsesvis en serie særdeles farvestærke figurative malerier, som portrætterer Scullys hustru og søn ved stranden. Et af dem rummer endda såvel personer som striber.

Mondrian og Rothko

For at variere farvernes udtryk maler Scully på forskellige overflader som fx lærred, linned og metal. Som det fremgår af udstillingen udtrykker han sig desuden i akvareller, pasteller og tryk.

 

Skal man forsøge at beskrive Scullys malestil, kan man overordnet set genfinde Piet Mondrians strukturer og Mark Rothkos mediterende farvepoesi i hans billeder. Visse kunsthistorikere læser tillige en menneskelig dimension ind i farveblokkene.

 

Oak Stacks

Mange af Scullys skulpturer har de horisontale og vertikale strukturer til fælles med malerierne. Inspirationen hertil har han fået i Irland og Skotland, hvor man i landdistrikter gennem århundreder har opført hegn af flade sten, som findes i landskabet. 

 

Bertel Thorvaldsens Plads finder man det første eksempel på den kategori af skulpturer, Scully kalder stacks, stacked frames og towers. Skulpturen Oak Stacks, 2022, består bl.a. af to hundrede år gammelt egetømmer, som stammer fra Papirøen. Skulpturen refererer til Thorvaldsens hjemkomst til København, hvor han blev mødt af en hel flotille af træskibe med danskere, der ønskede at byde ham velkommen hjem efter årtiers ophold i Rom. 

 

Opulent Ascension North

Når man træder ind i museets store forhal, der rummer nogle af Thorvaldsens allerstørste skulpturer, finder vi centralt i rummet et ti meter højt tårn opført i træ beklædt med filt. Naturligvis i nøje afstemte farver - også i forhold til rummets farver. Man kan endda gå ind i skulpturen, der har titlen Opulent Ascension North og kigge op. Her ser man et udsnit af det smukke loft. Det giver en særlig oplevelse, at rummet er lyddødt som i et studie - i modsætning akustikken i den enorme sal, der har en betydelig efterklang.

 

Scully udfører også skulpturer i andre materialer. I museets gård finder vi således en fire meter høj skulptur af sort marmor fra Carrara i Italien. Den er specielt skabt til lejligheden. Og i et af de større rum i stueetagen finder vi skulpturen Glass Stack 2, 2020, fint afstemt efter rummets farver.

Begiver man sig op ad trappen mod første etage finder man skulpturen Zinc Block Tall, 2021. Den er fremstillet af galvanisrede vandtanke. Sidste skulptur finder vi på gangen, der fører ind til de todimensionale værker. Vinyl Stack, 2021, består af stablede trærammer beklædt med kunstlæder.

 

Malerier og tryk

Som nævnt rummer udstillingen også malerier og arbejder på papir. Disse finder vi i de små rum på første sal. Arbejderne er udstillet i omvendt kronologisk rækkefølge begyndende med de seneste værker.

 

Det første, man får øje på, er en hel vægt med mange, mindre værker. De et udført på en iPad og siden trykt på kraftigt papir. Den teknik genkender vi fra den britiske maler David Hockney, da han for nogle år siden udstillede på Louisiana.

 

Scullys malerier er oftest enormt store, og undertiden indgår der måske op til fire kæmpelærreder i et enkelt værk. Det er der naturligvis ikke plads til i de små rum på Thorvaldsens Museum, men vi får alligevel et godt indblik i Scullys måde at male på med grids og landlines. Bemærk: han er ikke detaljens mand. Oliemalingen smøres på lærred eller kobberplader med store pensler i et rask tempo. Det skaber mange smukke overgange, hvor flere lag af maling lapper over hinanden. Zoomer man kraftigt ind på detaljer, finder man ofte små kunstværker i sig selv.

 

Og så skal det selvfølgelig også fremhæves, at Scully arbejder særdeles minutiøst, når det gælder akvareller og pasteller.

 

Vurdering

Sean Scully Material World er en imponerende udstilling - ikke blot størrelsesmæssigt, men også kvalitativt. Hvem havde umiddelbart tænkt på at bringe to så forskellige kunstnere sammen på tværs af århundreder og alligevel få en sammenhængende udstilling, hvor alt spiller fornemt sammen? Alene de smukke farvekombinationer er en enestående oplevelse.

 

En anden grund til det vellykkede resultat er, at både Scully og Thorvaldsen stræber efter at udtrykke grundlæggende menneskelige følelser i et universelt billedsprog. Hertil kommer, at de begge er inspireret af antikken, men fortolker den med udgangspunkt i hver deres samtid. 

 

Godt tænkt og fremragende udført!

 

Udstillingen fortjener at blive en kæmpe succes!

 

Thorvaldsens Museums udstilling “SEAN SCULLY MATERIAL WORLD” er en del af museets program “Thorvaldsen i Tiden”. Udstillingen er kurateret af Per Haubro Jensen i samarbejde med Thorvaldsens Museum, herunder direktør Annette Johansen og udstillingsleder Siri Buric. Den kan opleves til og med den 5. marts 2023. Der vil blive udgivet et katalog med fotos fra udstillingen.

 


Sean Scully: “Opulent Ascension North”, 2022. Filt på træ, 10,2 x 3,6 x 3,6 m.
Man kan gå ind i skulpturen og få et kig op til et udsnit af hallens smukke loft.

I museets gård finder man Sean Scullys marmorskulptur “Black and Gold”, 2021, Portoro extra marble.
375 x 100 cm. Bemærk spejlingen af bygningen i skulpturens blanke overflade.


Sean Scully: “Glass Stack 2”, 2020, Murano glass, 270 x 108 x 108 cm. Fint afstemt med rummets farver.


Sean Scully: “Zinc Block Tall”, 2021. Galvaniserede vandtanke, 2,9 x 1,6 x 1,2 m. 


Sean Scully: “Vinyl Stack”, 2021. Kunstlæder på træ, 129,5 x 101,6 x 66 cm.


Sean Scully: “Landline Star”, 2017. Olie på aluminium, 215,9 x 190,5 cm.


Sean Scully: “Wall Heat”, 2020. Olie på linned, 190 x 215,5 cm. 


Sean Scully: “Silver Window Wall”, 2007. Olie på linned, 200 x 184 cm. I smukt samspil med rummet.


Sean Scully: “Overlay #2”, 1974. Acryl på lærred, 243,8 x 243,8 cm.

 

Tekst og fotos
Niels Lyksted
Kunstnyt.dk
31. august 2022