Anders Zorn og det gode liv
Oversigtsbillede fra første udstillingsrum i den nye tilføjelse til Zaha
Hadid bygningen.
Visuelt fungerer salen fint, men akustikken skæmmer, hvis man søger ro
og fordybelse.
Af Niels Lyksted
Senest vi så markant svensk kunst på Ordrupgaard var i 2014.
Dengang satte museet fokus på Carl Larssons farverige verden.
Med udstillingen Anders Zorn. Det bedste under solen er
turen nu kommet til Larssons nære ven og kunstnerkollega Anders
Zorn (1860-1920). Begge kunstnere er kendt for deres smukke og
indfølende skildringer af det gode liv.
Hvor Carl Larsson længe har været særdeles velkendt i Danmark,
kan det samme næppe siges om Anders Zorn. Derfor kan det være
nødvendigt med en kort introduktion til kunstneren over for et
dansk publikum.
Anders Zorn blev født i 1860 i Dalarna. I realskolen bemærkede
man hans kunstneriske talent, som snart førte til studier på
kunstakademiet i Stockholm. Her blev Zorn indskrevet allerede i
1875. Et portræt af en ung kvinde i sorg på kunstakademiets
udstilling vakte stor opsigt og førte snart efter til et stort
antal bestillinger på værker med variationer over dette tema.
International karriere
Zorn arbejdede til at begynde med udelukkende med
akvarel, men siden mestrede han tillige oliemaleri, radering og
skulptur. Takket være sit uomtvistelige talent og sine gode
kontakter gjorde han hurtigt international karriere. Til at
begynde med fandt han en stor kundekreds blandt velhavere i
Paris og London, men snart efter også i Amerika, hvor han
portrætterede alt fra prominente kunstsamlere til amerikanske
præsidenter.
I forbindelse med Anders og hustruen Emmas bryllupsrejse til
Konstantinopel ændrede Zorn fokus fra personer på de bonede
gulve til de mindst velstillede i et naturalistisk genremaleri.
Det førte til nogle af hans allerbedste værker i de følgende år.
I Konstantinopel fattede Zorn tillige interesse for vandspejlet
som motiv. Det gjaldt om at få vandet til at bevæge sig rigtigt,
sætte bølgerne og alt i perspektiv og forklare alt
videnskabeligt med minutiøs klarhed.
Tilbage til Dalarne
Tilværelsen i high society-kredse var særdeles indbringende for
Zorn, men næppe kunstnerisk udfordrende. Han vendte derfor
tilbage til hjemstavnen i Dalarne, hvor han formåede at skabe
kunstnerisk overbevisende billeder af en ægte og oprindelig
hjemstavn. Hans fokus var her skildringer af skærgården,
årstidsfesterne, badstuen og den folkelige dalarkultur. Der var
ikke tale om en nostalgisk og romantisk søgen tilbage til verden
før den gik af lave, men snarere om indlevende og solidariske
skildringer af den lokalbefolkning, som Zorn følte, han selv
tilhørte, næret af et dybtfølt ønske om, at videreføre egnens
kulturelle liv.
Badende kvinder
Mest kendt er Zorn formentlig for sine værker af badende kvinder
i den Stockholmske skærgård
– en temaserie som han påbegyndte
sidst i 1880’erne. I de tidligste malerier er perspektivet ofte
voyeurens med en bevidst erotisk dimension. Siden fik
lysbehandlingen afgørende betydning for stemningen i malerierne.
Nu fremstod kvinderne flimrende som var de i bevægelse. Desuden
blev de formidlere af det naturlige lys. I de sene motiver med
nøgne kvinder lagde Zorn mindre vægt på lyset og stemningen. Nu
var fokus på den nøgne hud.
Karakteristisk for Zorn var hans imponerende tekniske håndelag,
men det alene sikrede ham ikke publikums vedvarende interesse.
Et stykke ind i 1900-tallet oplevede de hans motiver som
umoderne, hvilket han ikke helt forstod. For ham var et godt
håndværk i sig selv tilstrækkeligt til at legitimere et
kunstværk.
Vurdering
Når man ser Zorns persongalleri fra Dalarne forstår man fuldt
ud, hvorfor han udskiftede celebrity-stjernerne til fordel for
repræsentanter fra almuen. Folk præget af livet er langt mere
interessante at betragte end velhavere, der primært har til
hensigt at udstille deres succes og materielle goder.
Udstillingens fokus på tiden i Dalarne er derfor det bedst
tænkelige valg.
Alt i alt har Ordrupgaard skabt en smuk og tankevækkende
udstilling om en internationalt anerkendt svensk kunstner, som
ganske ufortjent ikke har opnået større anerkendelse her i
landet. I hvert fald findes han ikke på de hjemlige museer
– på
nær en enkelt akvarel på Statens Museum for Kunst. Om han skulle
være repræsenteret i danske privatsamlinger, vides ikke. Nu er
chancen der for at råde bod på det manglende kendskab og give
ham den velfortjente anerkendelse.
Kort sagt: benyt lejligheden til at opleve verdensmanden, som
fandt det gode liv blandt almuen i Dalarne. Udstillingen kan
opleves til den 19. januar 2022.
Ordrupgaard: Anders Zorn
–
Det bedste under solen.
Udstillingen samler 50 værker af Zorn samt enkelte møbler fra
Emma og Anders Zorns hjem i Mora.
Vises frem til den 19. januar 2022.
Udstillingen er et led i rækken af udstillinger om nordiske
kunstnerhjem på Ordrupgaard.
|
Fra venstre: “På høloftet”, 1892. Olie på lærred. “Mormor laver en
grime”, 1892. Olie på lærred.
“Margit”, 1891. Olie på lærred. “Midnat”, 1891. Olie på lærred.
Sådan så levemanden Anders Zorn sig selv: “Selvportræt i rødt”, 1915.
Olie på lærred, 120 x 90 cm.
Hans livseliksir var erotik, mad og alkohol i rigelige mængder. Han blev
derfor kun 60 år.
“Emma Zorn i atelieret i Paris”, 1894. Olie på lærred. 128,5 x 87,5 cm.
Hun var en slags administrerende direktør for sin ægtemand.
Efter hans død sørgede Emma for, at deres fælles hjem i Dalarne
“Zorngården” blev museum
for ham, blandt andet ved at erhverve et stort antal af hans vigtigste
værker til samlingerne.
Zorngården i Mora var Emma og Anders Zorns højtelskede hjem.
Dele af inventaret er opstillet på Ordrupgaard, så vi kan få et lille
indblik i, hvordan hjemmet så ud.
“Kniplerskerne”, 1894. Olie på lærred, 42 x 48 cm.
Fra venstre: “Djos Matts”,1905. (Djos var den lokale urmager). Olie på
lærred.
“Kål-Margit”, 1901. Olie på lærred. “Sol på loftet”, 1905. Olie på
lærred.
“Mona
og Karin”, 1885. Goauche og akvarel på papir, 45,5 x 30 cm.
I
mange af Zorns værker fremstod de nøgne kvinder flimrende som var de i
bevægelse.
Desuden fremstod de som formidlere af det naturlige lys.
“I skærgården”, 1894. Olie på lærred, 125,7 x 91 cm.
Tekst og fotos
Niels Lyksted
Kunstnyt.dk
3. oktober 2021
|