“En ung pige” er en ultramoderne Venus – frigjort, ligestillet, munter, skamfri.
Maleriet er et feministisk hovedværk i dansk kunst, hævder kunsthistorikeren
 Ernst Jonas Bencard i kapitlet “Pussy Power” fra den nye biografi om Bertha Wegmann.
 “En ung pige. Portræt af Marie Triepcke”, 1885. Olie på lærred, 120 x 110 cm.

Af Niels Lyksted

Den Hirschsprungske Samling kalder Bertha Wegmann (1847-1926) en af de bedst bevarede hemmeligheder i dansk kunst. Og det er der mange gode grunde til. Wegmann opnåede nemlig stor succes på betydelige udstillinger i ind- og udland. I København portrætterede hun samfundets spidser i skarp konkurrence med P.S. Krøyer, hyldet af samtidens kunstkritikere for evnen til at karakterisere sine modeller. Men allerede i årene omkring 1900, dvs. inden hun døde, gik Wegmann totalt i glemmebogen. Hendes værker blev ikke købt af de danske kunstmuseer. Hun malede ifølge kritikerne i en “udansk” stil. 

Det er ganske ufortjent, mener man på Den Hirschprungske Samling, der gennem de seneste år har arbejdet på at genindskrive hende i dansk kunsthistorie. I den forbindelse har man siden 2017 målrettet erhvervet værker af Wegmann, så samlingen nu rummer i alt ti af hendes malerier. Hertil kommer en betydelig samling breve, skitser mv.

Netop nu sætter museet for alvor nyt fokus på den glemte kunstner med udstillingen Bertha Wegmann. At male på mange sprog. I samme anledning udgives Bertha Wegmann, den første forskningsbaserede bog om kunstneren, af Strandberg Publishing.

Situationsmaler
Slår man Bertha Wegmann op på Wikipedia fremgår det, at hun i sin samtid var en kendt og eftertragtet portrætmaler - en betegnelse hun på det kraftigste ville have sig frabedt. Hun opfattede nemlig sig selv som “situationsmaler”, hvor modellen havde et andet formål end at være en genkendelig person.

En simpel optælling af hendes p.t. kendte værker viser, at omtrent 40% af hendes malerier og tegninger udelukkende forestiller kvinder. Det tilsvarende tal for mænd er kun en tredjedel heraf, ca. 13% af det samlede værk. Hendes samlede oeuvre synes dermed at være et katalog over mange forskellige kvinderoller, som hun gav synlighed og ret som fuldgode kunstneriske temaer. Wegmanns samlede værk danner dermed på sin egen stilfærdigt insisterende måde en slags feministisk manifest. 

Pussy Power
Centralt i bogen finder vi en radikal, feministisk analyse af hendes hovedværk En ung pige. Portræt af Marie Triepcke (bogens forsidebillede). Analysen med titlen Pussy Power er skrevet af kunsthistorikeren Ernst Jonas Bencard. Han interesserer sig specielt for den unge piges venstre hånd, der hviler på hendes skød. Bencard er ikke i tvivl om, at hånden og kjolebåndet danner en kun nødtørftigt stiliseret vulva, og måske er det et af de første eksplicitte portrætter af en klitoris i billedkunstens historie. Hvad sker der her? Kan Wegmann have været så fræk og modig, at hun malede et kvindeligt kønsorgan hidden in plain sight?

Ja, konstaterer Bencard med henvisning til Édouard Manets herostratisk berømt venstrehånd på skandaleværket Olympia, der blev udstillet i 1865 på Parisersalonen. Det gengiver en prostitueret og stillede dermed kritiske spørgsmål til billedkunstens og Salonens gængse og dobbeltmoralske seksualisering af kvinder.

Bencard understreger, at Wegmanns model inviterer til sex, men til sex på hendes egne præmisser. Hun lader sig ikke reducere til et passivt sexobjekt. Wegmann agiterer dermed for en ligestilling mellem kønnene ved at vise, at også en kvinde kan have en seksualitet, spille den seksuelt udfarende rolle og aktivt og åbent kaste begærende blikke.

Se den historie fik vi ikke fortalt af Jesper Bruun Rasmusen, da han svingede hammeren i Bredgade januar 2021. Havde han gjort det, var hammerslagsprisen måske blevet endnu
højere end de 3.1 mio. kr.?

Taget til nåde igen
Bertha Wegmann malede ikke blot portrætter eller situationsmalerier, som hun foretrak at kalde dem. Hun insisterede på også at dyrke intense, til tider næsten ekspressive landskaber, genrebilleder, bybilleder, opstillinger og blomsterbilleder. Alt dette har udstillingen naturligvis også fokus på.

Bogen Bertha Wegmann er et vigtigt supplement til udstillingen. Den er rigt illustreret med både kendte og nyopdagede værker, fotografier og arkivmateriale og rummer bidrag fra en række kunsthistorikere, der fra hver deres vinkel udfolder Wegmanns liv og værk. Bogen kommer bl.a. rundt om Bertha Wegmanns position på kunstscenen, de kvindelige kunstnerfællesskaber og det jødiske netværks betydning for Wegmanns karriere. En enkelt indvending: jeg savner mål på malerierne. Et af udstillingens absolut mindste malerier Kunstnerinden Hildegard Thorell får en langt større gengivelse end fx portrættet af Cecilie Trier - et af udstillingens største.

Med udstilling og bog er Bertha Wegmann taget til nåde igen. Og mon ikke publikum vil værdsætte initiativet? Det fortjener det! Udstillingen er smukt iscenesat med datidens foretrukne farver på væggene og med store gardiner fra loft til gulv, som hørte sig til i tidens mode omkring år 1900. Endnu en fornem udstilling i Den Hirschprungske Samling. Se den!

Udstillingen “Bertha Wegmann. At male på mange sprog” kan opleves på
Den Hirschsprungske Samling frem til den 29.5. Derefter rejser udstillingen videre
til Skovgaard Museet i Viborg 11.6-2.10 2022. 

Bogen “Bertha Wegmann” af Gertrud Oelsner og Lene Bøgh Rønberg (red.).
Den første forskningsbaserede bog om kunstneren.
 216 sider, rigt illustreret. Pris: 349,95 kr.
Fås i både dansk og engelsk udgave. Udgivet af Strandberg Publishing.