Af Niels Lyksted

Det er ikke usædvanligt, at kvindelige kunstnere går i glemmebogen og udskrives af kunsthistorien til trods for, at de havde stor succes i deres samtid. Netop nu har tre af vores førende kunstmuseer sat fornyet fokus på nogle af dem. Den Hirschprungske Samling præsenterer os for Bertha Wegmann og Louisiana kaster nyt lys over Sonia Delaunay. Og her kommer så den tredje: Suzanne Valadon (født Marie-Clémentine Valadon, 1865-1938), som præsenteres på Glyptoteket.

De fleste med interesse for franske kunst fra omkring 1900-tallet kender utvivlsomt Suzanne Valadon af udseende. Hun var nemlig en fortrukket model blandt kunstnere som Pierre-Auguste Renoir, Puvis de Chavannes og Toulouse-Lautrec. Glyptoteket har endda et portræt af hende malet af sidstnævnte i 1885. Men hvad med hendes egne malerier? De har indtil nu været helt fraværende på museets vægge til trods for, at Glyptoteket har en meget betydelig samling af fransk kunst fra netop denne periode.

Model

Glyptoteket præsenterer os på den aktuelle udstilling for Suzanne Valadon som model, maler og rebel. Valadon begyndte karrieren allerede som 15-årig. Hun var blot 150 cm høj, havde glat hud og lysende blå øjne. Hertil kom evnen til at posere. Ser man ungdomsfotos af hende, forstår man straks, hvorfor hun hurtigt blev populær hos kunstnere som Puvis de Chavannes og Pierre-Auguste Renoir. Valadon havde, hvad vi i dag vil kalde star-quality.

Henri de Toulouse-Lautrec, der malede Valadon ved flere lejligheder, var hendes elsker for en tid. Han castede hende til adskillige figurer i sine værker, men malede hende også som et selvstændigt individ. På Glyptotekets maleri optræder hun i fin kjole med opsat hår og kunstfærdig hovedbeklædning.

Maler

Maleren Edgar Degas (1834-1917) kom Valadon aldrig til at stå model for. Alligevel udviklede de to et langvarigt venskab. Det skyldtes utvivlsomt, at Degas var blandt de første, der anerkendte hendes talent og derfor tilbød at vejlede hende. I begyndelsen af karrieren begrænsede Valadon sig til tegninger i rødt kridt, og det var netop dem, Degas satte stor pris på. Han udtalte blandt andet: “Hende den djævelske Maria, hun har det talent, der skal til”.

Langsomt begyndte Valadon at eksperimentere med arbejder i olie, indtil hun i 1910 fremstod som en selvsikker maler. Nu blev hendes tegninger og malerier udstillet under stor opmærksomhed fra samlere, gallerister og kunstkritikere. Dengang var det uhørt, at en autodidakt kvindelig kunstner opnåede en så fremtrædende position i kunstkredse. Når det kunne lade sig gøre, skyldtes det blandt andet, at hun havde lært faget ved at studere de erfarne kunstnere, mens hun stod model for dem.

I 1920'erne fik Suzanne Valadon stor kommerciel succes nationalt og internationalt. Hun tjente endda bedre end Mary Cassatt (1844-1926) og Berthe Morisot (1841–1895), to betydelige kvindelige kunstnere, der i dag er langt bedre kendt internationalt end Valadon. Den franske stat købte i øvrigt flere af hendes værker før hendes død. I dag er hun først og fremmest kendt i sit hjemland.

Rebel

Det var ikke blot Suzanne Valadons ukonventionelle livsstil, der provokerede borgerskabet, hun var også en rebel i sin malerkunst. I det sene 1800-tals Paris var det kun mandlige kunstnere, der malede nøgne kvindefigurer, mens det blev anset for upassende, at kvinder gjorde det samme. Og så vovede Valdon endda det utænkelige: at male en nøgen mand sammen med en nøgen kvinde. Det skete med maleriet Adam og Eva, 1909. Værre blev det, at det var hende selv og hendes 20 år yngre elsker, Andre Utter, der stod model. Tvunget af omstændighederne måtte Valadon dog udstyre Adam med en gren, der dækkede hans køn med

blade.

Valadon trodsede også tidens fasttømrede konventioner om at fremstille den ideelle kvindekrop som perfekt, sensuel og passiv. Hun valgte endda at gengive kroppen som et udtryk for levet liv, og til tider endda et udslidt liv. Måske har hun ligefrem inspireret Lucian Freud?

Mens Henri Matisse var utrolig optaget af at male scener med ”eksotiske” kvinder, som dasede forførende i farverige rum, valgte Valadon i Det blå værelse (La chambre bleue), fra 1923, at vise en kvinde i en moden alder, der slænger sig som en odalisk midt i virvaret af mønstre, der støder sammen. Modellen er iført en almindelig pyjamas - og så ryger hun endda en cigaret. Måden, hun poserer på, peger i retning af en moderne bevidsthed, hvilket understøttes af bøgerne i nærheden. 

Valadon trækker dermed tæppet væk under Matisse, idet hun fremtryller et tema, der traditionelt appellerede til mænd, - for at afmontere det med moderne indslag, der går mod konventionerne. Vi bliver gjort opmærksom på, at den afbildede odalisk er en virkelig person, som spiller en rolle. Ved at fremstille modellen som en aktiv og vidende deltager, saboterede Valadon de falske forestillinger, hendes mandlige kolleger forsøgte at sælge. 

I den sidste del af karrieren malede Suzanne Veladon også markante stilleben og portrætter med stor succes.

Vurdering
Når man ser Glyptotekets udstilling om Suzanne Valadon er det uforståeligt, at en maler med hendes kvaliteter kan gå i glemmebogen. Hun var af gode grunde højt skattet af sine samtidige kunstnerkolleger som Picasso, Van Gogh, Modigliani, Lautrec og Degas, endda så højt, at de tilsammen købte 156 af hendes værker. I alt efterlod hun 475 malerier, 275 tegninger og 31 grafiske værker. 

Valadon var tydeligt præget af Matisse, Van Gogh, Degas og ikke mindst Gauguin, men hun fandt alligevel sin egen stil og formåede undertiden at bringe sig selv på niveau med dem. Udstillingen viser blandt andet Livsglæde, 1911, og Violinkassen, 1923, - motiver, vi straks genkender fra Matisse. Her det en smagssag, om man foretrækker den ene kunstner frem for den anden. I disse tilfælde foretrækker jeg måske ligefrem Valadon. Kort sagt en spændende kunstner, der uforskyldt er blevet sat i skyggen af hendes samtidige kolleger. Hun kunne i flere tilfælde matche dem!

Mange af de udstillede værker er udlånt af Weisman-Michel Collection, der står bag Museé de Montmartre i Paris, men herudover har Glyptoteket været vidt omkring for kunne realisere denne udstilling. Blandt de øvrige bidragsydere kan nævnes MoMa, New York, Centre Pompidou, Paris, museer i Schweiz og private samlere. Der er altså al mulig grund til at benytte lejligheden til at aflægge Glyptotekets udstilling et besøg. Den falder fint i tråd med museets egen franske samling og er for en stund et fornemt supplement. Se den!

Udstillingen “Suzanne Valadon – Model, maler, rebel” er tilrettelagt af Ny Carlsberg Glyptotek i samarbejde med the Barnes Foundation, Philadelphia. Den kan ses på Glyptoteket frem til den 31. juli 2022. Et informativt og rigt illustreret katalog ledsager udstillingen. OBS! Kataloget indeholder fotos af en række malerier, der ikke er med på udstillingen. Blandt andet går man forgæves, hvis man vil se hovedværket “Det blå værelse”. Det bør dog ikke afholde nogen fra at se udstillingen. Den er rig på billeder af høj karat!