Af Niels Lyksted

Pia Arke (1958-2007) var datter af en dansk far og en grønlandsk mor. En klassisk historie om en udsendt dansk mand, der forelsker sig i en grønlandsk kvinde. Som barn boede kunstneren flere steder i Grønland, indtil hun som stor pige kom til Danmark. Senere uddannede hun sig på Kunstakademiet og blev cand.phil i kunstformidling.

Med den barndom er det naturligt, at hun på et tidspunkt stillede sig selv spørgsmålet: Er jeg dansk eller grønlandsk – eller begge dele? Og hvad vil det sige at være grønlænder? Grønlandsforskernes beskrivelser af de indfødte chokerede hende, da de udelukkende blev beskrevet som primitive naturmennesker. Og det til trods for, at  de fremmede forskerne kun kunne gennemføre deres ekspeditioner, når de adopterede de lokale indbyggeres beklædning, benyttede hundeslæder og overnattede i igloer.

Arktisk hysteri

 Især polarforskeren Robert E. Pearys beskrivelse af grønlænderne rystede Pia Arke. I foråret 1995 fandt hun i hans arkiv i New York et billede, der viste såkaldt Arktisk hysteri. En diagnose, opfundet af datidens polarfarere, til at beskrive en depressiv tilstand, de havde registreret blandt grønlændere om vinteren. Et af billederne viste en halvnøgen kvinde i et hysterisk udbrud, holdt af to påklædte mænd. Hvilken kvinde ville ikke blive hysterisk, hvis hun blev udsat for denne behandling! Billedet måtte Arke ikke tage med sig ud af arkivet, dertil var det for kontroversielt. I stedet lavede hun en montage af Pearys fotografier, hvor heroisk poserende polarfarere optrådte sammen med nøgne, erotisk poserende kvinder.

Camera obscura

I forsøget på at nærme sig det land, hun selv på mange måder havde mistet forbindelsen til, byggede Pia Arke i 1990 et camera obscura i kropsstørrelse, som hun tog med til den lille by, hun havde forladt 25 år tidligere. Et primitivt kamerahus, som hun selv kunne sidde inde i, mens billederne af det tabte barndomslandskab blev projiceret på bagvæggen. Mange af billederne blev efterfølgende brugt som baggrund, når personer skulle fotograferes i hendes studie. Blandt andet med hende selv som hovedperson.

Legende I-V

Det indiskutable højdepunktet i Pia Arkes værk er Legende I-V, en serie på fem collager af grønlandske kort og sepia-tonede familie-snapshots, hvorpå der er påført importerede råvarer som ris, sukker og kaffe. Værket er fysisk imponerende, idet det fylder hele den største væg på udstillingen. Desuden er det uforglemmeligt smukt. Fødevarerne fungerer både symbolsk og stofligt. Fotografierne fremkalder varmen fra slægtskab. Og Grønlands kartografiske linjer, stemplet med stednavne, der refererer til koloniale opdagelsesrejsende, svæver over det hele.

Til historien om Pia Arke hører, at hun i 2003 udgav bogen Scoresbysundhistorier med fortællinger og billeder fra dengang i 1920’erne, da hendes mormor og morfar blev flyttet fra Angmagssalik til Illoqqortoormiut.

International relevans

Efter Pia Arkes død i 2007 stiftedes Pia Arke Selskabet med det formål at fremme kendskabet til hendes kunst. Med i selskabet var også et lille kunstnerkollektiv, der påtog sig opgaven at skabe en stor retrospektiv udstilling. Den blev vist i København, Umeå og Nuuk i 2010. Siden fik Arke en central rolle i Louisianas udstilling ARKTIS i 2013.

I dag indgår Arkes kunst i diskussioner langt uden for rigsfællesskabet. I 2018 på Istanbul Biennalen og dette efterår på Sao Paulo Biennalen. En spændende og lærerig udstilling om kolonisatorer og koloniserede, der tager udgangspunkt i Grønland, men har slående ligheder med fænomenet overalt på kloden. 

Louisiana: “Pia Arke. Drøm og fortrængning” vises frem til den 2. januar 2022. Udstillingen ledsages af et katalog med bidrag af 10 danske og internationale skribenter. Publikationen fås også på engelsk og understøtter dermed den voksende udenlandske interesse for Arkes kunst. Udstillingen turnerer efterfølgende til Kunsten i Aalborg og Kunstmuseum Brandts i Odense.