Af Niels Lyksted

På kanten af 1900-tallet kastede en række eksperimenterende europæiske kunstnere sig over fotografiet både som medie og som inspirationskilde. Det gjaldt fx Vilhelm Hammershøi og kunstnervennen Valdemar Schønheyder Møller, hvilket vi for nyligt kunne stifte bekendskab med på Den Hirschprungske Samlings udstilling Fremkaldelser.

Interessen for fotografiet var de to kunstnervenner bestemt ikke ene om på det tidspunkt. Det fremgår af Willumsens Museums nye udstilling Det eksperimentelle jeg – Munch og fotografiet, som tillige inddrager kunstnerkollegaen J.F. Willumsens interesse for forbindelsen mellem fotografi og kunst. Begge interesserede sig specielt for selvportrættet.

Selfies anno 1902

Hvis der var nogle, som troede, at selfies var et begreb af nyere dato i relation til dagens avancerede smartphones, må de tro om igen. Allerede da Edvard Munch købte sit første fotografiapparat i 1902, var han fascineret af, hvordan han kunne sætte sig selv i scene. Og snart efter gav han sig til at eksperimentere med, hvor forskelligt han kunne tage sig ud - lige fra den sårbare patient på klinikken til den vitale, nøgne kunstner på stranden. 

Munch forsøgte ikke at perfektionere sine fotografiske udfoldelser. Ofte udnyttede han ligefrem effekten af tekniske ”brølere”, anderledes kameravinkler og uskarphed samt bevægelse med lang eksponeringstid som gjorde, at kroppen blev gengivet på spøgelsesagtig vis. 

Amatørfotograf
Munch viste som nævnt aldrig sine fotos offentligt, da han anså sig selv for at være amatørfotograf. Mængden af efterladte fotografier viser imidlertid, hvor stor betydning de havde for ham som kunstner. Han efterlod nemlig ikke mindre end 261 fotografier og 30 negativer, der dokumenterer både en spontan og iscenesat del af hans liv.

Udstillingen viser både fotografier taget i perioden 1902-09 rundt omkring i Europa og en række fotos taget på Munchs ejendom Ekely omkring 1930. Særligt i de sene fotos vender han kameraet mod sig selv og tager et hurtigt snapshot, akkurat som vi alle gør i dag.

Fotograferingen var ikke et mål i sig selv, men erfaringerne fra denne disciplin overførte han til sine grafiske arbejder. Udstillingen viser overlap mellem motiver og kompositioner og delagtiggør os i de fine detaljer og overraskende effekter, som optog Munch i begge medier. 

J.F. Willumsen
Trods titlen lader udstillingen sig ikke begrænse til Munchs arbejder. Den perspektiverer tillige J.F. Willumsens fotografiske praksis. Munch og Willumsen var samtidige og kendte hinanden. Fælles for dem er forbindelsen mellem deres fotografi og kunst samt den vedvarende interesse for selvportrættet. Parallelt med Munch-udstillingen præsenteres derfor en række af Willumsens værker, som relaterer sig til fotografiet. 

Willumsen købte sit første kamera under et besøg på Verdensudstillingen i Chicago i 1893. Han brugte det snart både som arbejdsredskab og til at fastholde personlige scener fra hverdagen.

Willumsens kunst udviklede sig under påvirkning af den fotografiske teknik: flimrende eller hårde lyssætninger, bevægelsesmotiver og overraskende vinkler er elementer i hans malerier, som synes påvirket af fotografiske eksperimenter.

Det eksperimentelle jeg – Munch og fotografiet er kurateret af kunsthistoriker og professor Patricia Berman og produceret af The American Scandinavian Foundation/Scandinavia House, New York i samarbejde med Munch-museet, Oslo. Den har tidligere været vist syv gange i blandt andet New York og Stockholm.

Willumsens Museum: Det eksperimentelle jeg – Munch og fotografiet 4. sept. 2021 – 9. jan. 2022. Udstillingen viser ca. 60 reproduktioner af originalfotos, en film optaget af Munch samt original grafik. Det er ottende gang udstillingen vises. Men det er første gang, at Munchs grafiske værker indgår. Sammensætningen af J.F. Willumsens egne fotografier og malerier er museets eget bidrag til udstillingen og har ikke været vist før.