Af Niels Lyksted
“Smid skoene, tag en lur, hæng ud, deltag i samtale!” lyder
invitationen fra GL STRAND, der i de kommende måneder byder
publikum velkommen til den parisiske designduo M/Ms udstilling
M/Meditation IN COPENHAGEN.
Gulvene i den smukke, klassiske kunsthal
er til lejligheden dækket af tykke tæpper med M/M’s design, og
store puder ligger klar til, at man kan smide sig i dem. Der er
bøger, kataloger og forskellige møbler – specialdesignede til
lejligheden eller taget med fra Paris. På væggene hænger flere
end 60 store plakater. Ikke almindelige plakater, men plakater
printet på og spændt op på lærred. For vi er jo i en kunsthal.
Eller er vi?
For de to M’er, Michael Amzalag og
Mathias Augustyniak, er intet entydigt. Et fotografi er aldrig
blot et fotografi, en tegning aldrig bare en tegning, en
kunsthal aldrig blot en kunsthal. De mixer, genanvender og
transformerer for at indfange og visualisere kunstnerens,
modeskaberens, sangerens eller stedets univers. For at finde
frem til den særlige fortælling, der ligger mellem fortid og
fremtid.
Retrospektiv
Et par af GL STRANDs lokaler fremstår umiddelbart som en
boghandel. Men opstillingen indbyder ikke til, at man bladrer i
de udstillede bøger. Tværtimod! Reolerne er konstruerede, så det
er vanskeligt komme i nærkontakt med bøgerne. Der er nemlig tale
om en kunstudstilling, og her må man som bekendt ikke berøre de
udstillede genstande. Til gengæld må man gerne træde på nogle af
dem (mere herom senere)!
Men hvad er så formålet med
udstillingen? M/M (Paris) ønsker blandt andet at præsentere
bøger, som de to kunstnere har designet i de seneste 30 år. Det
er nemlig en retrospektiv udstilling! Plakaterne henviser heller
ikke til aktuelle begivenheder, men giver et imponerende indblik
i duoens kreativitet, når det gælder markedsføring primært af
kunstnere og kunstinstitutioner
Musik, kunst og mode
M/M begyndte karrieren med at designe pladecovers. Siden har den
parisiske duo udviklet hele universer omkring forskellige
kunstnere. De første designs var for New Order - et
post-punk-band fra Manchester, men duoen er nok mest kendt for
dens mangeårige samarbejde med den islandske sanger og komponist
Björk. Og her gælder det ikke blot pladecovers, men også
videoer, bøger og udstillinger.
I dag står Mathias Augustyniak og
Michael Amzalag som nogle af deres generations mest toneangivne
designere med visuelle universer for musikere og modehuse,
kunstprojekter og teaterscenografier, alfabeter og symboler,
magasiner og publikationer på deres værkliste.
Det er første gang, at M/M (Paris)
præsenteres på en dansk kulturinstitution, og udstillingen i GL
STRAND er den tredje og sidste i rækken af retrospektive
udstillinger. Den førte blev vist på Powerstation of Art i
Shanghai og den anden på Musée d’Orsay i Paris.
Vurdering
På det seneste er vi blevet vant til lidt af hvert, når vi
træder ind i GL STRAND. Intet er, som det plejer. For et år
siden var kunsthallen omdannet til en ruin af Thomas Hirschhorn,
der opfordrede til optimisme og håb midt i en corona-tid. Ideen
var at invitere publikum til at bidrage til opbygning af en ny
og bedre verden.
Sommerens udstilling Gnist bød på
værker af Jorn, Willumsen og Olivia Holm-Møller ophængt på
vægge, der var malet i skrigende gule, blå og røde farver.
Designbranchen går heller ikke går af
vejen for at benytte pågående farver. Til gengæld er det vist
første gang, at man på en udstilling får lov til at træde på de
udstillede genstande (gulvtæpperne) og ligefrem smide sig på dem
(puderne), som Mathias Augustyniak gjorde ved pressevisningen.
Men her giver det mening.
Udstillingens opbygningen sikrer en helt
speciel atmosfære, der kan give anledning til meditation,
samtale eller blot hjemlig hygge med plakater på væggene og
bøger på reolerne. Hertil kommer, at de lækre tæpper og puder
giver lokalerne en behagelig akustik og dermed en fin intim
stemning.
Benyt endelig lejligheden til at aflægge
kunsthallen et besøg. En varm oplevelse på en kold vinterdag!
Hvad kan man ønske mere?
GL STRAND: M/Meditation IN COPENHAGEN med den parisiske
kunstnerduo MM (Paris).
Vises frem til 20. februar 2022. I forbindelse med udstillingen
vil der være talks, saloner, meditationsmorgener m.m. Hold øje
på
www.glstrand.dk og GL STRANDs sociale medieplatforme.
|