Af Niels Lyksted

Kunstens kvinder er i fokus på SMKs nye udstilling Efter stilheden - kunstens kvinder tager ordet. Her trækkes nogle af kunsthistoriens mest markante kvindelige kunstnere frem i lyset. Med afsæt i 1970ernes kvindefrigørelse sætter udstillingen fokus på, hvordan kvinderne gemmen de sidste 100 år har brugt kunsten for at skabe forandringer i verden. 

Käthe Kollwitch
Rødstrømperne er altså udstillingens omdrejningspunkt, men der var andre væsentlige, kvindelige frontkæmpere før dem. Hermed tænker jeg ikke mindst på tyske Käthe Kollwitch (1867-1945), som formentlig er den mest betydelige kunstner af dem alle på udstillingen. Hun satte allerede under og efter første verdenskrig fokus på Berlins mange fattige familier med gribende tegninger, litografier og raderinger. På SMK’s udstilling er hun rigt repræsenteret med mange dystre grafiske arbejder. Blandt dem den ikoniske antikrigsplakat Nie wieder Krieg, 1924. Den markerede 10-årsdagen for første verdenskrigs udbrud, hvor der var demonstrationer over hele Tyskland. Plakaten er siden blevet brugt igen og igen, ikke mindst i fredsbevægelserne i 1970’erne og 1980’erne. Den personlige håndskrift på plakaten deles af en kvindes opstrakte arm, der angiver rytmen for, hvordan de tre ord skulle råbes under demonstrationen. Det er lige som at være der selv!

Adler Petersen
Og så tager vi springet frem til udstillingens hovedfokus: de danske kvindebevægelser for 40-50 år siden. De var absolut relevante og opfordrede til radikal nytænkning, hvad angår hvordan kvindernes rolle burde være. Budskaber, der også er relevante i dag. Men hvad med den kunstneriske værdi, holder den også i dag? Et af hovedværkerne fra dengang Lene Adler Petersens Tingene, din historie, befri dig for tingene, 1976, falder unægtelig tamt ud i dag. Der er tale om en installation, som består af alt fra brosten, trælægter, en rygende ruin til husholdningssager, hverdagsting og forbrugsgoder.

Inspirationen til installationen er naturligvis Eugène Delacroix’s berømte maleri Friheden fører folket på barrikaderne (1830). Det historiske maleri hylder Julirevolutionen i Paris i 1830 og viser som bekendt en kvindeskikkelse, der med blottet bryst og trikoloren hævet fører borgerne over barrikaderne og de faldne. Se det var et mesterværk! Alligevel bryster SMK sig over, at det for første gang siden 1976 er muligt at gense værket. Rødstrømper fra dengang vil måske glæde sig over gensynet, men hvad med de unge? Nutidens kvindelige kunstnere befinder sig på et langt højere kvalitetsniveau.

Smil i en krigszone
En anden af rødstrømpebevægelsen frontkæmpere fra dengang, Kirsten Christensen, er repræsenteret med billedfortællinger Min Mor og Mig. Den handler om hendes uhyrlige oplevelser på et hospital og et psykiatrisk plejehjem, hvor hendes mor var bosiddende de sidste år af sit liv. En gruopvækkende fortælling, men uinteressant rent kunstnerisk. Hvad kunne Käthe Kollwitch ikke have fået ud af dette tema?

En dansk nutidig kvindelig kunstner hæver sig betydeligt over de gamle rødstrømper. Det drejer sig om Simone Aaberg Kærns installation Smil i en krigszone, 2006. Den handler om hendes rejse til det krigshærgede Afghanistan. Kern insisterer på dialog og frihed på tværs af grænser, og at Himmelrummet skal være frit og åbent for alle.

Ægteskab og fri abort

Udstillingens højdepunkter finder man efter min opfattelse primært blandt de udenlandske kunstnere. Hanna Höch sætter ægteskabet til debat med værket Bruden (Pandora), 1924-27. Her beskrives indgåelse af ægteskab

som en begivenhed præget af falske forventninger, indespærring, bekymringer, forliste muligheder og frygt, måske særligt for kvinden.

Og hvad med portugisiske Paula Rego, der i 8 s/h raderinger viser kvinder i en tilstand af smerte og lidelse, mens de gennemlever en abort. Serien medvirkede heldigvis til, at kvinderne i Portugal fik ret til fri abort i 2007 trods den katolske kirkes modstand.

Blandt de senest tilkomne udenlandske kunstnere på udstillingen er Tabita Rezaire, der med den imponerende og farverige videocollage Deep Down Tidal går til angreb på myten om cyberspace som et universelt og frit rum. Det sker med inddragelse af havfruer, havguder, slangeguder og hellige vandånder. Se selv!

Shirin Neshat

Min favorit på udstillingen er iranskfødte Shirin Neshat, som i dag bor i USA. Herfra har hun i mange år fokuseret på sine medsøstre, der lever under det totalitære præstestyre i Iran. På det seneste har hun også kastet sig over folk over hele verden, som lever i eksil. Det sker i serierne The Home of My Eyes, 2015, og Land of Dreams, 2019. På SMKs udstilling har man mulighed for at se to af hendes tidlige videoinstallationer Rapture og Turbulent. De vises begge med to samtidige projektioner i hvert deres lokale. Dvs. at mændenes og kvindernes verdener fremstår som totalt adskilte, idet vi - anbragt midt i rummet - ser kvindernes verden på den ene væg og mændendes på den modsatte. Sådan er dynamikken mellem mænd og kvinder i et samfund, der er styret af strenge regler og tabuer. Shirin Neshat fortjener ubetinget en soloudstilling i Danmark.

En på mange måder interessant og tankevækkende udstilling om problematikker, der desværre forekommer evigtgyldige, men forhåbentlig aldrig bliver det. Omdrejningspunktet er rødstrømpebevægelsen, men det er de internationale kvindelige kunstnere, der står stærkest.
Se den!

Statens Museum for Kunst: “Efter stilheden - kunstens kvinder tager ordet” præsenterer over 130 hovedværker skabt af 18 markante danske og internationale kvindelige kunstnere fra 1920erne og frem til i dag. Vises frem til den 21. november 2021.