J.A. Jerichau
De store tider er inde


J.A. Jerichau fotograferet blandt sine malerier i separatudstillingen på Den Frie i 1916.
Billederne på gulvet er stillet op, fordi de skal indgå i den efterfølgende auktion.

Af Niels Lyksted

Jens Adolf Jerichau (1890-1916) på Louisiana! Det havde jeg ikke lige set komme. Men der er naturligvis en god forklaring på dette. Museets stifter, Knud W. Jensen, orienterede sig nemlig oprindeligt mod den danske modernisme, inden Beuys og Warhol gjorde deres entré på museet. I mange år blev publikum faktisk mødt af Jerichaus store maleri Offerfesten. Mennesker søger varsler. Opus III, når de trådte ind i den smukke gamle villa, der i dag er indgangen til Louisiana.

Trods et imponerende talent opnåede Jerichau aldrig at blive en hovedfigur i dansk kunsthistorie. Dertil var hans liv for kort. Jerichau var nemlig kun 25 år, da han begik selvmord. Hertil kommer, at udstillingerne af hans værker var ganske få. Alligevel har Jerichau fået stor betydning for internationalt anerkendte, danske kunstnere som Asger Jorn (1914-73) og Per Kirkeby (1938-2018). Og det er netop derfor, at Louisiana har satset stort på denne udstilling. Godt tænkt!

Personlige kriser
Jerichaus liv var præget af store personlige kriser, som det fremgår af Louisiana Revys temanummer. Her fremhæves primært hans seksuelle orientering og omgivelsernes reaktioner herpå. Var han heteroseksuel, homoseksuel eller biseksuel? Det bliver formentlig aldrig afklaret. Han viste det i hvert fald ikke selv. Forskere mener i dag at kunne finde bevis på både det ene, det andet og det tredje, når de analyserer udvalgte værker. Karakteristisk for mange af Jerichaus værker er i hvert fald de androgyne, mandlige og kvindelige personer, som hyppigt indtager hovedrollen på hans store figurkompositioner.

Men lad os starte med begyndelsen. Som navnet antyder var Jens Adolf Jerichau ud af en kunstnerslægt. Han blev opkaldt efter sin bedstefar, billedhuggeren Jens Adolf Jerichau, og hans bedstemor var malerinden Elisabeth Jerichau-Baumann. Desuden var både hans far og hans onkel malere. 

Jerichau blev uddannet på Kunstakademiet i København, hvor han gik sammen med Axel Salto (1889-1961), der i dag er en internationalt anerkendt kunstner. Debuten fandt sted på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1914, og året efter rejste Jerichau til Sydfrankrig, hvor han blandt andet malede en serie markante landskaber. De var stærkt influeret af tysk ekspressionisme. Ikke mindst Emil Nolde synes at have været en stor inspirationskilde. 

Kunsthistoriens mestre
Jerichau adskilte sig markant fra samtidens modernister. Han var helt sin egen. Mens kollegerne forblev inden for det sikre modernistiske felt, hvor motiverne var drænet for indhold, og de store fortællinger bandlyst, var det modsatte tilfældet for Jerichau. Hans motivverden var fx inspireret af de store fortællinger fra Biblen, Dantes Den guddommelige komedie og Platons filosofiske værker.

Jerichaus kunstneriske forbilleder var primært kunstnere fra Renæssancen som Rafael, Michelangelo og Veronese, men hertil kom nogle af samtidens store kunstnere som Cézanne, van Gogh og Gauguin. Kort før sin død stiftede Jerichau bekendskab med Pablo Picasso (1881-1973). Picasso inviterede endda Jerichau med på en rejse til Bretagne for at de kunne male sammen, en invitation Jerichau ikke desto mindre takkede nej til. Forslaget om et arbejdsfællesskab markerede imidlertid, at Picasso havde fået øje på hans ganske særlige talent.

Fra 1912 og frem til sin død fire år senere arbejdede Jerichau i et stadigt mere accelererende tempo og i stadigt større formater. Der var tale om lutter figurkompositioner, som vekslede mellem monumentale udsagn og mere ekstatiske anslag. 

Selv om Jerichau var stærkt inspireret af renæssancemalerne, tog han altid afsæt i sin egen tid og sin egen situation. Han fortabte sig ikke i den græske oldtid, men malede sig tværtimod lige ind i sin danske samtid. Det var selve eksistensen, det gjaldt. Der var ikke tale om drømmebilleder, men om sindbilleder.

Penslen og Pistolen
Som nævnt fokuserer Louisiana Revy primært på Jerichaus seksualitet. Men der er langt flere interessante ting at berette om Jerichau. Jeg savner fx en gennemgribende analyse af hans værker. Hvorfor malede han, som han gjorde? Hvordan blev værkerne til? Og hvad påvirkede ham? Svarene herpå finder jeg til gengæld i rigt mål i Mikael Wivels omfattende værk om Jerichau, Penslen og Pistolen. Et digert værk på næsten 500 sider. Og ikke en side for meget! Den mand er en gudsbenådet fortæller, så man lader sig betingelsesløst rive med time efter time. Jo, Wivel ved en masse. Han har studeret Jerichau gennemgående i mange år, og formidlingen er helt i top. Bogens kvaliteter gælder ikke blot teksten, men i høj grad også billedsiden. Masser af illustrationer i stort format suppleret med et hav af detailbilleder. De benyttes ikke blot til kapiteladskillelse, men er et nyttigt supplement, specielt når det gælder Jerichaus store figurkompositioner. For det kan være vanskeligt at se alle de maleriske kvaliteter i de store værker trods bogens betydelige format.

To parallelle liv
Fra Wivels bog erfarer vi, at der var langt mere på spil end Jerichaus seksualitet. Han levede to parallelle liv et professionelt og et emotionelt. Kunsten var dynamoen, mens familielivet var en bremseklods. Og følelseslivet var ikke blot et spørgsmål om en anderledes seksuel orientering. Indtil sin død havde Jerichau nemlig et tæt forhold til en noget ældre kvinde, der havde fire børn. Jerichau var dybt berørt, da hun brød med ham, så måske var dette en medvirkende årsag til hans selvmord.

Et andet og væsentligt problem for Jerichau var relationen til moderen. Han ønskede desperat at blive accept som den, han var. Her synes problemet at være borgerskabets moral. For det første var forholdet til den omtalte kvinde problematisk. For det andet var det var upassende at have for tætte relationer til andre mænd selv om forholdene kun var af platonisk art.

Læs bogen, se udstillingen!
Hvor titlen på Wivels bog er kort og kontant, er titlen på Louisianas udstilling mere kryptisk. Vil mangler nemlig anden del af udsagnet. Det sidste, Jerichau skrev i sin skitsebog, var karakteristisk for ham storladent og drømmende: ”De store tider er inde – og en skøn kunst venter os.”

Det samme kan siges om Louisianas udstilling. Der er stor kunst i vente! Men man bør læse bogen først, hvis man vil have det fulde udbytte af udstillingen. Den fortjener det. Der kan gå mange år, før vi atter får mulighed for at opleve en så omfattende udstilling af den markante, danske kunstner, så benyt lejligheden!

Louisiana: “J.A. Jerichau - De store tider er inde”. Vises frem til den 6. marts 2022. Udstillingen er kurateret af Mathias Ussing Seeberg, museumsinspektør på Louisiana.
Den præsenterer i alt 143 værker af J.A. Jerichau (heraf 98 malerier).
Seneste udgave af Louisiana Revy, 62. årgang. Nr. 1, fungerer som katalog til udstillingen.

Strandberg Publishing. Mikael Wivel: “Penslen og Pistolen - Maleren Jens Adolf Jerichau”. Uhyre velskrevet og medrivende. Omfang: 480 sider, fornemt illustreret.
Ikke til at komme uden om! Pris: 399,95 kr. Udgivet i 2019.


Guldfuglen. Fra Grækenlands skønne tid. Opus I-III. Serien indleder på smukkeste vis udstillingen.

Jerichaus billeder skal studeres på helt tæt hold. Her detalje fra Guldfuglen III.

Detalje fra Guldfuglen I.

Serien “Offerfesten. Mennesker søger varsler.
Opus I-III”, var en stor inspirationskilde for Asger Jorn.


Udstillingens kurator, Mathias Ussing Seeberg, mener at kunne se en forbedring fra version I (tv)
til version II (th) af Offerfesten. Det drejer sig specielt om personen nederst i venstre del af billedet.



Dette billede kunne umiddelbart ligne et maleri af Per Kirkeby, men det er det ikke. Jerichau er ophavsmand til
“Figurkomposition (Dante på vej til himlen - Dantesymbol)”, 1914-15.
Mon ikke Kirkeby har ladet sig inspirere af Jerichau? For Jerichau var Dante en arketype for en kunstner.
Han ligestillede heteroseksualitet og homoseksualitet, hvilket utvivlsomt tiltalte Jerichau.


Emil Nolde synes at have været en stor inspirationskilde til dette landskabsmaleri. “Stranden”, 1915.

Jerichau: Hoved, 1913. Ubrændt ler, 21,5 x 16 x 19 cm. Museum Jorn, Silkeborg.

“Slægten kalder”, Jerichaus sidste værk (tv) og “Den babylonske skøge” (th).
Det første maleri fortæller om en hidkaldt person.
Det andet om en afvist person. Mon ikke billederne viser Jerichaus egen situation?
Hans store problem var at blive anerkendt som en skattet del af familien.
Men det kneb med at opnå morens gunst.
Måske handler det også om borgerskabets moral? Dengang var homo- og biseksualitet ikke accepteret.

Tekst og fotos
Niels Lyksted
Kunstnyt.dk
28. oktober 2021