Insekternes verden bøjet i neon

Astrid Myntekærs skulpturer hænger ikke blot ned fra loftet, de bevæger sig ved hjælp af motorer.
Bevægelserne giver et særligt samspil værkerne imellem. Derved dannes en sindrig koreografi af lys, skygge, refleksioner og farver.

 

Af Niels Lyksted

Oplev insekternes forunderlige verden på Gl Strand i Astrid Myntekærs iscenesættelse. Det er dog ikke insekter i deres naturlige skikkelser, vi møder, men kunstnerens fortolkning af deres fremtoning. På udstillingen “Insecare” er de små skikkelser afløst af overdimensionrede, mytiske væsenet bøjet i kobber og belyst i LED-neon. De fremstår i en dramatisk lyssætning, som på en gang er forførende og dystopisk.

 

Baggrunden for udstillingen er, at vi kun i ringe grad tænker på insekternes verden, samtidig med, at de er en uundværlig del af naturens økosystem. I dag kender vi til omkring en million insektarter svarende til under 20% af alle eksisterende arter. Da insekter ofte opfattes som en plage, ofrer menneskene store kræfter på at udrydde dem. Fortsætter vi den nuværende udryddelse, vil der ikke være nogle insekter tilbage om 100 år. Og det vil være en katastrofe for vort økosystem. Vi skal altså være bevidste om insekternes betydning og samtidig værne om deres fortsatte eksistens.

 Kunstnerisk tilgang

 Myntekærs tilgang til insekter er ikke naturvidenskabelig, men kunstnerisk. Hun er således ikke interesseret i at genskabe insekters naturlige fremtoning, men ønsker at aflure og lære af deres former, farver og æstetik for at skabe nogle nye væsener. 

 

Ordet “insekt”  kommer af det latinske “insecare” der betyder “at skære ind i”. Og netop det er en tilbagevendende metode i Myntekærs værker. Hendes skulpturer til udstillingen udformes af kobberplader, som hun skærer i, skærer op og udfolder i tre dimensioner. Visuelt fremstår skulpturerne som “kroppe” sammensat af flere dele lige som et insekts.

 

 En tankevækkende og farverig udstilling, der fokuserer på biodiversitet. Gid de københavnske politikere vil blive bevidste om nødvendigheden af bynær, vild natur, inden de får smadret den sidste del af Amager Fælled til fordel for dyre boliger af beton, stål og glas. Får de gennemtrumfet deres vilje bliver det artsrige fugleliv på fælleden afløst af et fugleliv, der er lige så interessant som det, vi finder på Rådhuspladsen.


Astrid Myntekær stiller skarpt på vores ambivalente forhold til insekter, som både
fascinerende og frygtindgydende, truende og truede væsener.


Astrid Myntekær har valgt at kæmpe insekternes sag ved at fremstille nogle overdimensionerede
 mystiske væsener, der minder om forskellige insekter.



 Ved pressevisningen gav den eksterne kurator, Erik Steffensen, dog udtryk for, at Astrid Myntekærs figurer
 mere mindede ham om en kvindes kønsorganer end om insekter.


Astrid Myntekær (f. 1985) bor og arbejder i København.
Hendes værker kredser især om skulpturen og henter inspiration i en bred vifte af discipliner, herunder
naturvidenskab, holistisk filosofi, nutidens samfundsforhold og den globale kulturudveksling.
 Hun har udstillet på flere danske og internationale kunstinstitutioner, ligesom hendes værker findes i flere danske samlinger.
 Astrid Myntekær blev i foråret 2021 tildelt Statens Kunstfond 3-årige arbejdslegat. 

 

Tekst og fotos
Niels Lyksted
Kunstnyt.dk
29.juni 2021