Hammershøi og hans tid
Gruppering af Hammershøi-billeder. Til venstre: Nyerhvervelsen “Solregn.
Fra Gentofte Sø”, 1903.
Til højre for dette nederst: “Interiør med kunstnerens moder og søster”.
Lånet er forlænget med 10 år frem til 2031.
Af
Niels Lyksted
I forbindelse med etableringen af en ny bygning til Ordrupgaards
fornemme franske samling har museet fået endnu bedre plads til
den markante danske samling. Den har nemlig fået til huse i den
store udstillingsbygning, der hidtil var rammen om de franske
mesterværker. Og her kommer de danske værker for alvor til deres
ret i de nyrestaurerede sale. Væggene er malet lysegrå, hvilket
passer perfekt ikke blot til Hammershøis interiørmalerier, men
også til L.A. Rings værker, som nu spiller fornemt op
Hammershøis i samme sal.
Den danske samling har velfortjent fået titlen Hammershøi og
hans tid, for den verdensberømte danske maler indtager den
helt centrale position - ikke blot kvalitetsmæssigt, men også
hvad angår antallet af værker. Museet råder nu over hele 19
malerier af Hammershøi, der udstilles side om side med andre
førende kunstnere fra samme periode.
I de to rum, der støder op til den store sal, finder vi
hovedværker af den danske impressionist Theodor Philipsen samt
fornemme værker af fynbomalerne Peter Hansen, Fritz Syberg og
Johannes Larsen.
I udstillingens store sal finder vi de to hovedattraktioner:
Hammershøi og Ring. Hammershøis malerier er dels samlet i mindre
grupper med vekslende motiver, dels bragt i samspil med nogle af
Rings bedste værker. Det skabet en god variation i
udstillingen.
Vokseværk
Endnu en god nyhed: Samlingen har fået
vokseværk. Augustinus Fonden har netop deponeret maleriet
Solregn. Fra Gentofte Sø, 1903, til Ordrupgaard. Maleriet
har hidtil hængt i fondens kontor, men nu får offentligheden
altså mulighed for at glæde sig over det. Nogle af Kunstnyt.dk's
læsere ved måske, at Ordrupgaard allerede har et
Hammershøi-maleri med samme titel. Og det er korrekt. Ligheden
mellem de to værker er slående. Men Ordrupgaards et forstudie,
og beskæringen af de to malerier er forskellig. Det vidner om
Hammershøis dvælen ved ensartede motiver. De to malerier hænger
dog ikke side om side.
I denne forbindelse skal det tilføjes, at Augustinus Fondens
deponering af tre Hammershøi-værker er forlænget med 10 år frem
til 2031. Det gælder Interiør med kunstnerens moder og søster,
1884, Fra det gamle Asiatisk Kompagni, 1902, og Parti
fra Frederiksborg Slot, 1893.
Samlingen af L.A. Ring-malerier er også blevet suppleret. Læsere
af Kunstnyt.dk husker formentlig nogle markante salg inden for
de seneste år hos Bruun Rasmussen. Det gælder De blinde,
1894, (efter Bruegel), Forårsdag ved Kallerup,
1906, og “Gade. Sankt Jørgensbjerg”, u.å.
Landsbygade med gående mand. Vinter, 1887, blev ikke solgt
ved auktionen, men mon ikke Ordrupgaard fik det til en fornuftig
pris efterfølgende?
Øvrige nyheder
Som noget ganske ekstraordinært har
Finn Juhls hus fået udvidede åbningstider, så de i
sommerperioden følger resten af museet. Huset har blandt andet
fået genetableret de originale skodder fra 1942 og er samtidigt
blevet nænsomt renoveret.
Også stifterparrets herskabsstuer fra 1918 er blevet sat i stand
og fremstår mere fuldstændige. Det smukke anretterkøkken, som
ikke tidligere har været tilgængeligt, er nu inddraget som en
permanent del af det kulturhistoriske hus og betoner dermed
stedets hjemlige karakter.
Der er altså allerede nu mange gode grunde til at aflægge
Ordrupgaard et besøg. Og så har vi endda den helt store
begivenhed til gode: at opleve ophængningen af den franske
samling i Snøhettas underjordiske bygning. Dermed skulle museet
få de helt ideelle muligheder til at fremvise hele samlingen
permanent, da visse værker ikke tåler dagslys. Bygningen indvies
den 14. august. Den begivenhed vender vi tilbage til.
|
“Forstudie til Solregn. Fra Gentofte Sø”, 1903, 42,4 x 60,5 cm.
Samme motiv som nyanskaffelsen, men med en anderledes beskæring.
Øverst venstre: Hammershøi: “Interiør med skabssofa”, 1907, 55 x 55 cm.
Herunder: L.A. Ring: “I døråbningen. Ole Ring. Sankt Jørgensbjerg”, 1925,
36 x 28 cm.
Øverst højre: L.A. Ring: Lundbyes bænk ved Arresø. 1899, 44 x 56 cm.
Nedenunder: Hammershøi: “Støvkornenes dans i solstrålerne”, 1900, 70 x
59 cm.
Tre vidt forskellige motiver af Hammershøi: Øverst til venstre:
“Solregn. Fra Gentofte Sø”.
Herunder: “En ung pige der syr, 1887, 37 x 35 cm. Til højre: “Parti fra
Frederiksborg Slot”, 1893.
Lånet af sidstnævnte er forlænget med 10 år frem til 2031.
Blandet ophængning med Hammershøi og Ring. Centralt: L.A. Ring: “Tidligt
forår. Motiv ved Melby”.
Til højre øverst: Nyanskaffelsen “Landsbygade med gående mand. Vinter,
1887.
Til venstre: L.A. Ring: “ Uden for et bondehus. To kvinder med en
barnevogn”, 1906. Olie på lærred, 86 x 71 cm.
Til højre: to Hammershøi-værker.”Tirsdagsskoven. Frederiksborg”, 1893, 52
x 70 cm.
Nederst til højre: “Hvide døre. Interiør”, 1899, 42,5 x 39,5 cm.
Blandet ophængning af Hammershøj og Ring. Centralt øverst: “Fra det
gamle Asiatisk Kompagni”, 1902.
Lånet er forlænget med 10 år frem til 2031.
Herunder nyanskaffelsen L.A. Ring: “Forårsdag ved Kallerup”, 1906, 41 x
158 cm.
Nederst på fotografiet: udsnit af større samling af Thorvald
Bindesbøll-vaser centralt placeret i salen.
Fynbomalerene er også fint repræsenteret på Ordrupgaard.
Det smukke anretterkøkken, som ikke tidligere har været tilgængeligt, er
nu inddraget som
en permanent del af det kulturhistoriske hus og betoner dermed stedets
hjemlige karakter.
Tekst og fotos
Niels Lyksted
10. juli 2021
Kunstnyt.dk
|