Michael Armitage: “The Promised Land” viser en scene fra kunstnerens hjemby, Nairobi, og de politiske demonstrationer, der opstod i kølvandet på det Kenyanske parlamentsvalg i 2017. Tåregas bølger gennem billedet, mens et par pigeben dingler fra en altan - en reference til en 9-årig pige, der blev dræbt af et vådeskud. I forgrunden holder marcherende mænd et banner med en liggende nøgen kvinde - et klassisk motiv, der fremstiller kvinden som et massivt objekt for mandens begær.
Til højre for billedet hænger Eduard Manets “Kejser Maximilians henrettelse” (1867).
To billeder med hvidt tågeslør, der repræsenterer hhv. tåregas og krudtrøg.

 Af Niels Lyksted

Den britisk/kenyanske kunstner Michael Armitage (f. 1984) er næppe kendt af mange her i landet. Det vil derfor være nyttigt med en kort introduktion. Armitage arbejder i spændingsfeltet mellem østafrikanske og europæiske traditioner i et billedsprog, der der har visse lighedspunkter med Paul Gauguins. Her blandes politiske begivenheder, popkultur, sociale medier, folklore, personlige oplevelser med mytisk ladede og drømmeagtige billeder.

Armitage arbejder både i Nairobi og i London. Inspiration til motiver henter han i Østafrika. Her udarbejdes de første skitser, som siden videreudvikles til store formater i studiet i London. Armitage benytter sig ikke af traditionelle lærreder, men arbejder på Lubugu: et tekstilagtigt materiale med en lang tradition i Uganda. Det er fremstillet af bark fra figentræer, som forarbejdes ved at blive sat i blød, banket og tørret. Det får huller og grove fordybninger, når det strækkes stramt ud, og det giver en kunstnerisk udfordring, som Armitage mestrer fuldt ud. Det er på dette organiske materiale, at Armitages univers former sig som et landskab af rige og fortættede fortællinger.

Europæisk tradition

For os europæere virker Armitages afrikansk inspirerede billeder mærkeligt nok bekendte - der er ligefrem noget déjà vu over dem. Vi finder nemlig inspiration fra Titian, Goya, Manet, Gauguin, Van Gogh og Schiele i Armitages kompositioner, motiver og farvesammensætninger. 

På Glyptotekets udstilling sættes Armitages værker på spændende vis op mod museets hovedværker fra den franske samling som Éduard Manets Kejser Maximillians henrettelse (1867), Berthe Morisots Ammen (1880) og Paul Cézannes Badende kvinder (1898/1902). Hertil kommer oldgamle ægyptiske dyr i granit og bronze samt antikke marmorskulpturer, der bl.a. fortæller myterne om guden Apollon og Kong Juba II af Numidien.

Refeksionsrum

Michael Armitage betegner udstillingen som et refleksionsrum: Et univers, hvor oldtidens ikonografi og den kunsthistoriske kanon går i dialog med os selv, vores kulturarv og den politiske samtid, vi i dag lever i. Han formulerer det således: “Maleri er en måde at tænke noget igennem, forsøge at forstå en oplevelse eller en begivenhed lidt bedre og forsøge at kommunikere en del af et problem videre til andre”.

Og der er nok at reflektere over, når Armitage blander forskellige kulturer og epoker, og henter inspiration helt tilbage på antikken. Men altid uden at miste synet af aktuelle nyhedsmedier og politik fra sit fødeland Kenya.

Det er første gang, vi kan opleve en solo-udstilling med Michael Armitages værker i Norden. Udstillingen viser en række af hans hovedværker samt helt nye værker indlånt fra både private samlere og prominente institutioner. Udstillingen er kurateret i tæt samarbejde mellem Ny Carlsberg Glyptotek og kunstneren selv.

Evaluering

Normalt er det at foretrække, at se udstillinger kurateret af fagfolk. Men denne udstilling, der er kurateret af en billedkunstner, får os til at opleve velkendte kunstværker på en helt ny måde. Det er naturligvis altid spændende at gense Glyptotekets fantastiske samlinger af franske mesterværker og ikke mindst oldtidskunsten, men i dette tilfælde kan man opleve dem på en helt ny måde. Jeg selv har tilbragt langt mere tid foran hvert enkelt værk, end jeg ellers ville have gjort ved et traditionelt museumsbesøg. Her går der en sport i at opdage Michael Armitages utraditionelle og spændende valg af sammenstillinger. Lad os få flere at denne type udstillinger. Den absolut bedste i serien hidtil!

Ny Carlsberg Glyptotek: “Michael Armitage - Beretning fra en analfabet” vises frem til den 17. oktober 2021. Udstillingen vises på øverste etage i Henning Larsen-bygningen. Til udstillingen er udarbejdet et katalog, der på bedste vis tegner et billede af kunstneren og hans spændende tilgang til opgaven som kurator af den utraditionelle udstilling.

Den britisk/kenyanske kunstner Michael Armitages værker er forførende, farvestrålende og drømmeagtige, men skønheden er ambivalent. For bag den indbydende overflade kommer andre billeder til syne - motiver, der behandler Kenyas til tider barske virkelighed: politisk undertrykkelse, vold og ekstrem social og økonomisk ulighed. For Armitage er skønhed en kunstnerisk strategi, der lokker øjet til at se ting, det normalt undviger.

Fra højre mod venstre. Michael Armitage: “Baikoko at the Mouth of the Mwachema River”, 2016. Olie på Lubugo-barkklæde. 200 x 330 cm. Paul Gauguin: “Hyrdepige fra Bretagne”. Olie på lærred. 71,5 90,5 cm. Chelenge Van Rampelberg: “To the World’s New Soul”, 1997. Træ. 110 x 45,8 x 31,5 cm.
 Armitages værk minder meget om Gauguins flade farvefelter, slyngede rytmer og mønstrede former. Men fortællingen er anderledes. Her gælder det kvinder, der udfører en østafrikansk stærk seksualiseret dans, som den tanzanianske regering forbød på grund af dansens “hedenske” associationer og provokerende udtryk.

Chelenge Van Rampelberg er udstillingens eneste samtidskunstner. Hun bor i Nairobi og har været til stor inspiration for Armitage. “To the World’s new Soul” (1997) viser et gennemgående træk i kunstnerens værker: familien og den stærke moderfigur: graviditet og fødsel samt relationen mellem mor og barn, gengivet her som en kvinde, der føder dét, der ligner en elefantbaby. I baggrunden ses Armitages “Hope”, (2017). Olie på Lubugu-barkklæde. Her føder en kvinde et æsel i stedet for et barn. Æslet refererer til landarbejdernes daglige dont og er via en blodig navlestreng forbundet til sin mor, der sidder på hug. Hun er selv offer for den hårde og inkompetente fødselshjælp, der tilbydes de fattige.

Chelenge Van Rampelberg: “To the World’s New Soul”, 1997. Detalje.

Michael Armitage: “Anthill”. Onde ånder i skikkelse af ældre nøgne kvinder flyver ud af mægtige myretuer. Motivet tager udgangspunkt i forestillingen om den hysteriske, farlige og seksualiserede kvinde, som i dag fortsat bruges til at retfærdiggøre udførelsen af eksorcisme på kvinder i Tanzania. 2017.
Olie på Lubugo-barkklæde. 220 x 170 cm. Bemærk sammensyningerne og de dybe rids i klædet.
Billedet er nærmest 3-dimensionalt.

Michael Armitage: “Sun Wukong in Gachie” (2015) er placeret blandt ægyptiske antikke genstande, der forestiller hybrider mellem dyr og mennesker. Til højre ses en falkefinks (romersk?) i kalksten. Abekongen på maleriet henviser til det kinesiske indtog i Afrika, der har skabt infrastrukturelle forbedringer, men forarmet lokale producenter.

Michael Armitage: “Kampala Suburb” (Udsnit). 2014. Olie på Lubugu-barkklæde. 196 x 150 cm. To nøgne mænd kysser og rører ved hinanden. Kontakten er sensuel og intens.
Og risikoen, de løber, bliver helt tydelig i billedets stedsspecifikke titel.
I Ugandas hovedstad, Kampala, er homoseksualitet, lige som i resten af landet, stadig forbudt og kan potentielt føre til straf på livstid.

I Michael Armitages “Mangroves Dip” ses en sort mand i færd med at dyppe en hvid kvinde i vand. Bademotivet er velkendt i vestlig kunst, men hos Armitage er scenen samtidig en konkret reference til de dele af Kenyas kyster, hvor sexturisme er vidt udbredt. Her køber hvide kvinder sex af sorte mænd.
Til højre ses en romersk Apollon skulptur i marmor. 

Til venstre ses to romerske Apollon skulpturer. Til højre Cézannes “Badende kvinder”
(ca. 1900). Olie på lærred, 73 x 92 cm.
 Maleriet befinder sig i samme rum som Michael Armitages “Mangroves Dip”.
To vidt forskellige badescener.