Af Niels Lyksted

Det går i den rigtige retning, men for langsomt, hævder kunsthistorikeren og forfatteren Eva Pohl, når det gælder præsentationen af vores kvindelige kunstnere på landets kunstmuseer. Det gælder såvel solo- som gruppeudstillinger. Pohl underbygger sine påstande med statistiske oplysninger, så det er ikke til at komme uden om. På den anden side har vi i de senere år kunnet glæde os over en lang række fremragende udstillinger her i landet med talentfulde, kvindelige kunstnere - danske såvel som udenlandske.

Det hele begyndte med Statens Museum for Kunsts to banebrydende udstillinger Sonja Ferlov Mancoba og Anna Ancher i 2019. Herefter tog Nivaagaard og Louisiana over med hhv. Historier om mødre og Mor! Livets begyndelse for ikke at forglemme Louisianas Fantastiske kvinder - surreale verdener. I 2021 satte Nivaagaard velfortjent fokus på Anette Harboe Flensburg, og Olivia Holm Møller blev præsenteret i fint selskab med Jorn og Willumsen på Gl. Strand. 

Senest har vi kunnet glæde os over Louisianas Pia Arke. Drøm og fortrængning for slet ikke at tale om Glyptotekets relancering af vores formentlig største danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen. Og så havde jeg nær glemt SMKs aktuelle udstilling Efter stilheden - kunstens kvinder tager ordet.

Manglende ligestilling

Helt galt står det altså ikke til. Dr.phil og mag.art i kunsthistorie Lennart Gottlieb skriver endda i sin nye bog Identitet, at kvinderne har fået for stor opmærksomhed (mere herom senere). Men der er stadig mange danske kvindelige kunstnere, som fortjener større anerkendelse. Det får de nu i Eva Pohls spændende storværk Gennembrud. Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag. Om baggrunden for kvindernes manglende gennemslagskraft anfører hun kvindernes traditionelt ringe uddannelsesmuligheder og manglende accept. Hertil kommer kvindernes stilling i et patriarkalsk samfund.

De få kvinder, der fik held med at skabe en kunstnerisk karriere, kom primært fra økonomisk og socialt stimulerende familier. Dvs. fra de øvre sociale lag, der havde tid og ressourcer til kunst. Desuden skulle de kunne frigøre sig fra datidens indsnævrende forestillinger om, hvad kvinder kan. 

Først i 1888 fik kvinder retten til undervisning ved Kunstakademiet på den tilknyttede Kunstskole for kvinder. Skolen var et vigtigt trin på vej mod uddannelse og senere anerkendelse som seriøst arbejdende kunstner.

En egentlig ligestilling kom først så sent som i 1924. Da blev det nemlig muligt for kvinder at tegne efter nøgenmodel i samme lokale som deres mandlige kolleger. En interessant oplysning i bogen er i øvrigt, at det ikke var politikerne, men kvindernes mandlige kolleger, der spændte ben for ligestillingen.

Den første happeningkunstner

Til min store overraskelse finder vi den første kvindelige happeningskunstner allerede i 1841. Det var Bolette Puggaard (1798-1847). I anledning af rejsegildet for Thorvaldsens Museum lod hun den franske frihedsfane, Trikoloren, veje øverst på museets tagkonstruktion som en protest mod kongemagten. Med denne aktion ville hun markere, at det skulle være et folkeligt museum. 

En tilsvarende aktion fandt sted i 2019, da Hesselholdt & Mejlvang anbragte en stor hvid blomsterkrans og hvide flag ved skulpturen af sejrsgudinden Viktoria på Thorvaldsens Museums tag. De gav deres værk titlen Flag of Truce, hvilket betyder parlamentærflag, våbenstilstand og borgfred. Aktionen var naturligvis en homage til Bolette Puggaard.

Elisabeth Jerichau-Baumann 

En af de kvindelige kunstnere, der får en mere fremtrædende præsentation, er Elisabeth Jerichau-Baumann (1819-1881). Hun fremhæves for sine dristige og sanselige kvindeskildringer, der ikke holder sig tilbage fra fremstilling af fysisk nærvær og kropsligt udtryk. Baumanns fascination af kvindekroppen er tydelig. Hun anses derfor at være foregangskvinde for det kropslige gennembrud i den feministiske kunst i 1970erne.  

Anna Ancher

Wilhelm Kyhns tegne- og maleskole for kvinder (1863-1895) var stort set eneste mulighed for kvinder til at uddanne sig som kunstner på den tid. Kyhn havde over 70 elever, hvoraf hovedparten fik en professionel karriere. Alligevel er de færreste kendt i dag. En enkelt undtagelse er Anna Ancher, som Kyhn anbefalede at stoppe karrieren som maler, da hun blev gravid.

Heldigvis var Anna Anchers forældre en trofast støtte, når det gjaldt pasning af datteren Helga. Hertil kom, at Anna Ancher som en selvfølge blev medlem af kunstnerkolonien på Skagen. Og her er vi ved noget afgørende. Af største betydning for kvinderne var, at de indgik i grupper eller kollektiver, hvor man understøttede hinanden. Det gjaldt ikke blot på Skagen, men også på Fyn.

Set i dagens optik står Anna Ancher absolut ikke skyggen af sine mandlige kolleger, ægtemanden Michael Ancher og P.S. Krøyer. Tværtimod, hun var den mest selvstændige, frie og fremadskuende af dem. Især var hendes anvendelse af lysets energi og stærke farver banebrydende, når hun skildrede mennesker, rum og landskaber. 

Next stop: Bruun Rasmussen

Blandt Fynbomalerne er det naturligvis ikke muligt at komme uden om Anna Syberg, som får en fyldig omtale. Hende kan vi i øvrigt få mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med på Den Hirschprungske Samling fra den 15. juni  til den 12. september 2022. Særligt fokus er der selvfølgelig på Olivia Holm-Møller, surrealisterne Franciska Clausen og Rita Kernn-Larsen, Sonja Forlov Mancoba og Else Alfelt. Sidstnævnte får vi endda præsenteret ved en stor soloudstilling på Arken fra 19. marts til 11. september 2022.

Så længe behøver vi ikke at vente med at gå på opdagelse blandt de bedste, kvindelige kunstnere. Når Bruun Rasmussen åbner for gennemsynet til årets juleauktioner, torsdag den 25. november, vises et overflødighedshorn af de kunstnere, som er omtalt i bogen.

Vurdering

Dr.phil og mag.art i kunsthistorie Lennart Gottlieb hudfletter i sin nye bog Identitet museer og kunsteksperter, der i de senere år har været særligt optaget af tidens priviligerede emner: kvindelige kunstnere, identitetssøgen, dansk kolonihistorie og antiracisme. Særlig fokus har han på Bertha Wegmanns portræt af Marie Krøyer, som en række fonde købte til Den Hirschprungske Samling for ikke mindre end 3,1 mio. kr. Det hidtil dyreste maleri for en kvindelig, dansk maler. 

Den unge pige på portrættet har gennem tiden været heftigt kritiseret for at være tuttenuttet, lolita-agtigt, indsmigrende, sødladen, facil, frivol, flirtende osv. Og jeg indrømmer gerne, at kvaliteten af maleriet efter mine begreber absolut ikke står i rimeligt forhold til prisen, men giv de kvindelige kunstnere en chance. Måske skulle Lennart Gottlieb læse Eva Pohls bog Gennembrud, inden han nedgør de kvindelige malere yderligere. 

Jeg har i hvert fald fået lyst til at studere dem nærmere. Bogen er uhyre velskrevet og sætter et velfortjent fokus på en stor gruppe kvinder i dansk kunst, som ufortjent har stået i skyggen af deres mandlige kolleger. Nu bliver de trukket frem i lyset, så vi omsider kan få et mere nuanceret billede af en vigtig, men indtil nu næsten forbigået, del af den danske kunsthistorie.

PS! Den Hirschprungske Samling sætter fokus på Bertha Wegmann med udstillingen
At male på mange sprog fra den 16. februar til den 29. maj 2022.

Eva Pohl: “Gennembrud. Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag”.
Velskrevet og fornemt illustreret. Indbundet. 304 sider. Pris: 399,95 kr.
Bag storværket står Strandberg Publishing.