Fransk kunst på Ordrupgaard

 


Forsiden på Anne-Birgitte Fonsmarks nye bog “Fransk kunst på Ordrupgaard” viser et udsnit af Claude Monets “Waterloo Bridge, gråvejr”, 1903.
Her gengives billedet i sin helhed.

 

Af Niels Lyksted

 

 Den danske museumsverden står i dyb gæld til visionære og formuende kunstsamlere, der for egen regning etablerede fornemme kunstsamlinger efter deres egen smag - samlinger der i dag er i offentligt eje. Kan vi forestille os den dansk kulturscene uden Nivaagaard, Den Hirschprungske Samling, Davids Samling, Glyptoteket og sidst - men ikke mindst - Ordrupgaard? Nej, vel?

 

Netop nu har Wilhelm Hansens imponerende samling af fransk kunst fået de helt rigtige rammer i Snøhettas underjordiske tilbygning til Ordrupgaard. Her kan samlingen udstilles permanent og under optimale betingelser. Ikke mindst er der taget hensyn til opbevaringen af de mange værker, hvoraf en stor del er særdeles skrøbelige.

 

Helt oplagt er det naturligvis, at supplere begivenheden med en bogudgivelse om samlingen, der bl.a. rummer værker af Monet, Renoir, Degas, Cézanne, Matisse og Gauguin. Og hvem kan gøre det bedre end museets direktør gennem mere end 25 år, Anne-Birgitte Fonsmark? Fonsmark har allerede skrevet en tilsvarende bog om museets danske samling, der udkom i anledning af 100 året for museets stiftelse. Dermed får vi nu fuld indsigt i de skelsættende årtier i starten af det 20. århundrede, hvor private samlere skulle sætte varige aftryk på dansk kulturliv.

 

Allerede i bogens bagsidenoter slås det fast, at der er tale om en helt enestående bedrift. Nordeuropas fornemmeste samling af fransk kunst fra det 19. århundrede blev nemlig grundlagt på blot to år, fra 1916-1918. Hvordan kunne det lade sig gøre? Det ville være komplet umuligt i dag!

 

De første køb

Inden det enorme opkøb fandt sted, havde Wilhelm Hansen naturligvis gjort den indledende research. Det skete på hyppige forretningsrejser til Paris, hvor han blev fortrolig med den franske kunst. Særlig interesse havde han for det 19. århundredes avantgardekunstnere og en række af de kunstnere, som siden kom til at indgå i hans samling. I 1915 havde han en plan klar: køb fransk kunst fra Camille Corot til Paul Cézanne. Og helst tolv værker af hver. Som sagt, så gjort. De første værker blev købt i september 1916. Blandt anskaffelserne var værker af Sisley, Pissarro, Monet, Renoir og Courbet. Siden gik den nyetablerede samler også på indkøb i Berlin, Wien og København.

 

Wilhelm Hansen satsede primært på landskaber, mariner og enkelte portrætter. Alle med skitsepræg - og alle var led i avantgardens udvikling op gennem det 19. århundrede. Siden fulgte køb af realister som Honoré Daumier og Gustav Courbet. Hertil kom værker af radikale enspændere som Éduard Manet og Eduard Degas. Sidst - men ikke mindst - fulgte malerier af Gauguin.

 

Katastrofen

Og så ramlede det hele. Den Danske Landmandsbank - Danmarks største private bank - gik konkurs. For at indfri en del af sin gæld til banken måtte Wilhelm Hansen sælge knap halvdelen af de franske billeder. Den danske stat fik disse værker tilbudt til en spotpris, men takkede nej til tilbudet! Til gengæld slog en kreds af udenlandske samlere til. En lille snes af de udbudte værker blev dog i Danmark, da de blev købt af Ny Carlsbergfondet, der forærede dem til Glyptoteket. Her kan de heldigvis opleves i dag.

 

Wilhelm Hansen rejste sig imidlertid igen økonomisk og satte sig for at genskabe det tabte. Snart øgedes den decimerede samling med omkring fyrre nye værker. På det tidspunkt var det blevet vanskeligere at erhverve kunstværker af første klasse. Men det lykkedes dog at købe fremragende billeder af Daumier, Pissarro, Monet og Sisley. Det er den samling vi kan opleve på Ordrupgaard i dag.

 

Anne-Birgitte Fonsmark har i den nye bog Fransk kunst på Ordrupgaard ikke blot opridset samlingens historie, som her er ultrakort gengivet, men også analyseret 90 hovedværker. Hun fortæller kort og præcist om de enkelte værkers tilblivelse, deres særlige virkemidler, placering i den kunstneriske epoke og kunstnerne bag. En enkelt væsentlig oplysning savner jeg: størrelsen på de enkelte kunstværker. Og hvad med en indholdsfortegnelse, så man hurtigt kan søge på de enkelte kunstnere? Bortset fra dette kan bogen varmt anbefales til museets formentlig tusindtallige, fremtidige gæster, som må være bogens primære målgruppe.

 

Anne-Birgitte Fonsmark: “Fransk kunst på Ordrupgaard”.
200 sider med masser af fremragende illustrationer samt korte og præcise
kommentarer hertil. Vejledende pris på kr. 250.
Udgivet af Strandberg Publishing, 2021.

 


Et af Ordrupgaards hovedværker er Gustave Coubets “Vildsporet, jagtscene med rådyr”, 1866.
Om dette værk skriver Anne-Birgitte Fonsmark blandt andet:
“På Courbets billede er hjortene udpenslet i detaljer, skovlandskabet bag dem er til gengæld udført
med bred pensel, ligesom maleren her og der har lagt farven på i grove lag med spatel.
På den måde lykkes det Courbet at fremmane forestillingen om jægernes sigtekorn på dyrene, mens baggrunden står ufokuseret for vores blik.”

 


Odilon Redon (1840-1901) var en enspænder, der dyrkede sin vildtvoksende fantasi i grafiske værker, men han udførte
også oliebilleder og pasteller, og her vandt hans farverige stilleben stor anerkendelse fra kolorister som bl.a. Henri Matisse.



Tre pasteller af Pierre-Auguste Renoir: “Ung pige med blottet bryst”, ca. 1885, “Unge mennesker på gaden”, 1877, og “Syende pige”, 1908.

 


Tre billeder af Camille Pissarro: “Blomstrende Blommetræer”, 1894, “Ved bænken, Saint-Antoine”, 1876, og “Rue Saint-Lazare, Paris”, 1897.

 


Tre billeder af Paul Gauguin: “Landskab fra Pont-Aven”, 1888, “De blå stammer. Din tur vil komme, min skønne”, 1888, og
“Vinhøsten. Menneskelig elendighed”, 1888.

 


Pierre-Auguste Renoir: “Dame med rød blomst”, 1877, Alfred Sisley: “Flodprammen aflæsses ved Billancourt”, 1877,
Édouard Manet: “Ung kvinde med kande”, 1858-60. Nederst Camille Pissarro: “Rue Saint-Honoré, sol, morgen”, 1898.

 


Om et af Ordrupgaards hovedværker af Paul Cézanne “Badende kvinder”, ca. 1895, skriver Anne-Birgitte Fonsmark blandt andet:
“Det er en konstruktion, en collagelignende sammenstykning, der er baseret på en række kilder - fotografier og reproduktioner
af de gamle mestres malerier med nøgenfigurer i Louvre foruden hans egne skitser derfra.”

 

 

Tekst og fotos
Niels Lyksted
Kunstnyt.dk
13. august 2021