Fransk kunst på Ordrupgaard
Forsiden på Anne-Birgitte Fonsmarks nye bog “Fransk kunst på
Ordrupgaard” viser et udsnit af Claude Monets “Waterloo Bridge,
gråvejr”, 1903.
Her gengives billedet i sin helhed.
Af Niels Lyksted
Den danske museumsverden står i dyb gæld til visionære og
formuende kunstsamlere, der for egen regning etablerede fornemme
kunstsamlinger efter deres egen smag - samlinger der i dag er i
offentligt eje. Kan vi forestille os den dansk kulturscene uden
Nivaagaard, Den Hirschprungske Samling, Davids Samling,
Glyptoteket og sidst - men ikke mindst - Ordrupgaard? Nej, vel?
Netop nu har Wilhelm Hansens imponerende samling af fransk kunst
fået de helt rigtige rammer i Snøhettas underjordiske tilbygning
til Ordrupgaard. Her kan samlingen udstilles permanent og under
optimale betingelser. Ikke mindst er der taget hensyn til
opbevaringen af de mange værker, hvoraf en stor del er særdeles
skrøbelige.
Helt oplagt er det naturligvis, at supplere begivenheden med en
bogudgivelse om samlingen, der bl.a. rummer værker af Monet,
Renoir, Degas, Cézanne, Matisse og Gauguin. Og hvem kan gøre det
bedre end museets direktør gennem mere end 25 år, Anne-Birgitte
Fonsmark? Fonsmark har allerede skrevet en tilsvarende bog om
museets danske samling, der udkom i anledning af 100 året for
museets stiftelse. Dermed får vi nu fuld indsigt i de
skelsættende årtier i starten af det 20. århundrede, hvor
private samlere skulle sætte varige aftryk på dansk kulturliv.
Allerede i bogens bagsidenoter slås det fast, at der er tale om
en helt enestående bedrift. Nordeuropas fornemmeste samling af
fransk kunst fra det 19. århundrede blev nemlig grundlagt på
blot to år, fra 1916-1918. Hvordan kunne det lade sig gøre? Det
ville være komplet umuligt i dag!
De første køb
Inden det enorme opkøb fandt sted, havde Wilhelm Hansen
naturligvis gjort den indledende research. Det skete på hyppige
forretningsrejser til Paris, hvor han blev fortrolig med den
franske kunst. Særlig interesse havde han for det 19.
århundredes avantgardekunstnere og en række af de kunstnere, som
siden kom til at indgå i hans samling. I 1915 havde han en plan
klar: køb fransk kunst fra Camille Corot til Paul Cézanne. Og
helst tolv værker af hver. Som sagt, så gjort. De første værker
blev købt i september 1916. Blandt anskaffelserne var værker af
Sisley, Pissarro, Monet, Renoir og Courbet. Siden gik den
nyetablerede samler også på indkøb i Berlin, Wien og København.
Wilhelm Hansen satsede primært på landskaber, mariner og enkelte
portrætter. Alle med skitsepræg - og alle var led i avantgardens
udvikling op gennem det 19. århundrede. Siden fulgte køb af
realister som Honoré Daumier og Gustav Courbet. Hertil kom
værker af radikale enspændere som Éduard Manet og Eduard Degas.
Sidst - men ikke mindst - fulgte malerier af Gauguin.
Katastrofen
Og så ramlede det hele. Den Danske Landmandsbank - Danmarks
største private bank - gik konkurs. For at indfri en del af sin
gæld til banken måtte Wilhelm Hansen sælge knap halvdelen af de
franske billeder. Den danske stat fik disse værker tilbudt til
en spotpris, men takkede nej til tilbudet! Til gengæld slog en
kreds af udenlandske samlere til. En lille snes af de udbudte
værker blev dog i Danmark, da de blev købt af Ny
Carlsbergfondet, der forærede dem til Glyptoteket. Her kan de
heldigvis opleves i dag.
Wilhelm Hansen rejste sig imidlertid igen økonomisk og satte sig
for at genskabe det tabte. Snart øgedes den decimerede samling
med omkring fyrre nye værker. På det tidspunkt var det blevet
vanskeligere at erhverve kunstværker af første klasse. Men det
lykkedes dog at købe fremragende billeder af Daumier, Pissarro,
Monet og Sisley. Det er den samling vi kan opleve på Ordrupgaard
i dag.
Anne-Birgitte Fonsmark har i den nye bog Fransk kunst på
Ordrupgaard ikke blot opridset samlingens historie, som her
er ultrakort gengivet, men også analyseret 90 hovedværker. Hun
fortæller kort og præcist om de enkelte værkers tilblivelse,
deres særlige virkemidler, placering i den kunstneriske epoke og
kunstnerne bag. En enkelt væsentlig oplysning savner jeg:
størrelsen på de enkelte kunstværker. Og hvad med en
indholdsfortegnelse, så man hurtigt kan søge på de enkelte
kunstnere? Bortset fra dette kan bogen varmt anbefales til
museets formentlig tusindtallige, fremtidige gæster, som må være
bogens primære målgruppe.
Anne-Birgitte Fonsmark: “Fransk kunst på Ordrupgaard”.
200 sider med masser af fremragende illustrationer samt korte og
præcise
kommentarer hertil. Vejledende pris på kr. 250.
Udgivet af Strandberg Publishing, 2021.
|
Et af Ordrupgaards hovedværker er Gustave Coubets “Vildsporet, jagtscene
med rådyr”, 1866.
Om dette værk skriver Anne-Birgitte Fonsmark blandt andet:
“På Courbets billede er hjortene udpenslet i detaljer, skovlandskabet
bag dem er til gengæld udført
med bred pensel, ligesom maleren her og der har lagt farven på i grove
lag med spatel.
På den måde lykkes det Courbet at fremmane forestillingen om jægernes
sigtekorn på dyrene, mens baggrunden står ufokuseret for vores blik.”
Odilon Redon (1840-1901) var en enspænder, der dyrkede sin vildtvoksende
fantasi i grafiske værker, men han udførte
også oliebilleder og pasteller, og her vandt hans farverige stilleben
stor anerkendelse fra kolorister som bl.a. Henri Matisse.
Tre pasteller af Pierre-Auguste Renoir: “Ung pige med blottet bryst”,
ca. 1885, “Unge mennesker på gaden”, 1877, og “Syende pige”, 1908.
Tre billeder af Camille Pissarro: “Blomstrende Blommetræer”, 1894, “Ved
bænken, Saint-Antoine”, 1876, og “Rue Saint-Lazare, Paris”, 1897.
Tre billeder af Paul Gauguin: “Landskab fra Pont-Aven”, 1888, “De blå
stammer. Din tur vil komme, min skønne”, 1888, og
“Vinhøsten. Menneskelig elendighed”, 1888.
Pierre-Auguste Renoir: “Dame med rød
blomst”, 1877, Alfred Sisley: “Flodprammen aflæsses ved Billancourt”,
1877,
Édouard Manet: “Ung kvinde med kande”, 1858-60. Nederst Camille
Pissarro: “Rue Saint-Honoré, sol, morgen”, 1898.
Om et af Ordrupgaards hovedværker af Paul
Cézanne “Badende kvinder”, ca. 1895, skriver Anne-Birgitte Fonsmark
blandt andet:
“Det er en konstruktion, en collagelignende sammenstykning, der er
baseret på en række kilder - fotografier og reproduktioner
af de gamle mestres malerier med nøgenfigurer i Louvre foruden hans egne
skitser derfra.”
Tekst og fotos
Niels Lyksted
Kunstnyt.dk
13. august 2021
|