Af Niels Lyksted

Den britisk-meksikanske kunstner Leonora Carrington (1917-2011) var en af surrealismens nøgleskikkelser. At hun alligevel ikke er videre kendt her i landet skyldes formentlig, at hovedparten af hendes oeuvre er skabt i Mexico, hvor hun tilbragte størstedelen af sit liv. Hertil kommer, at hendes værker ikke tidligere har været udstillet i Danmark i større omfang.

For et par år siden var det dog muligt at se enkelte af hendes malerier på Louisianas udstilling Fantastiske Kvinder (2020). Det værk, jeg husker bedst, er selvportrættet The Inn of the Dawn Horse (1936). Her præsenterer hun sig selv i tætsiddende ridekostume med flagrende vildt hår, som minder om en hestehale. Og det var næppe tilfældigt. Bag hende ses nemlig en hvid gyngehest på væggen, og uden for vinduet løber en hvid hest bort. Der er nemlig noget ganske særligt med Carrington og heste. 

Utæmmelig

I Leonora Carringtons verden danner mennesket og dyret en ubrydelig alliance. Og hun identificerer sig totalt med heste. Hesten er Leonoras altoverskyggende totemdyr. Som hos Lewis Caroll er det dyret, der viser vejen til den forrygende underverden, vi genfinder i Carringtons surreelle tekster og billeder.

Tilbage til selvportrættet: til venstre for Carrington, der er klædt som en ung mand fra det attende århundrede, sidder en hyæne med en mørk pels og mælketunge bryster. Den stirrer ligegyldigt på tilskueren. Leonora og hyænen ser ikke på hinanden, men Leonoras hånd svæver sensuelt i nærheden af den og forbinder dem i en sanselig alliance. Hyænen kan ikke tæmmes - ligesom Carrington!

Velkomen til Leonora Carringtons univers!

Fra England til Mexico

Hvordan kan det komme så vidt?

Leonora Carrington var ikke som alle de andre. Det viste sig allerede fra hendes barndom. Hun voksede op på et stort gods i det nordvestlige England. Hendes forældre hørte til den nyrige klasse, der ønskede hende afsat til en passende mand fra overklassen. Men det ville være den værst tænkelige skæbne for Leonora. Et par dyre kostskoler faldt heller ikke i hendes smag. Hun blev ligefrem smidt ud af dem begge. Det skyldtes ikke manglende evner, men hendes selvcentrerede adfærd og hendes interesser for det overnaturlige. Sidstnævnte havde hun stiftet bekendtskab med gennem bedstemoderen, moderen og hendes barnepige. Alle havde gennem hele Leonoras opvækst fortalt hende historier baseret på keltisk folklore og mytologi.

Som 20-årig flyttede Carrington til Paris for at forfølge et liv som kunstner. Her blev hun en del af surrealismens inderkreds. Hun indledte tilmed et intenst kærlighedsforhold til den surrealistiske kunstner Max Ernst. Da anden verdenskrig brød ud, flygtede Carrington først til New York og siden til Mexico, hvor hun bosatte sig. Sammen med mexicanske kunstnerkolleger dyrkede Carrington en fælles vision om heksekraft, handlekraft, fællesskab og frihed.

Køkkenlaboratoriet

Det hele begyndte i køkkenet, hvor Carrington eksperimenterede med madlavningen. Det lokale marked bød nemlig på masser af krydderier, urter, frugter, insekter, kamæleoner og mystiske former for naturmedicin, der var tilberedt af heksedoktorer. Med udgangspunkt i opskrifter fra Mexicos oprindelige beboere eksperimenterede Carrington nu med nye variationer i køkkenlaboratoriet.

Carringtons foretrukne maling blev derfor ikke underligt æggetempera, som man benyttede i Middelalderen. Fremstillingen af temperaen minder nemlig om tilberedning af mad. Og så tilbyder denne type maling et utal af farvenuancer for den sofistikerede kunstner. Siden indgik oliemaling dog også i Carringtons palet.

Alternativ katolisisme 

Det var ikke blot de tilrejsende surrealister fra Europa, der følte sig  tiltrukket af det magiske. Det gjaldt også den lokale udgave af katolisismen, der til en vis grad fusionerede med den oprindelige kultur. For Carrington var det derfor noget ganske særligt at krydse grænsen til Mexico. Carrington: Her føler man, at stedet er hjemsøgt af ånder.

Carrington var tillige en markant feminist. Hun kom derfor på kant med Pavens udlægning af teksten. I værket “Huset overfor” ændrer Carrington sakramentet fra en mandlig til en kvindelig liturgi uden det traditionelle hieraki. Nadveren kæder hun sammen med menneskets transformation til dyr jævnfør de oprindelige indbyggeres religion. 

Udstillingen på ARKEN

Og så er vi fremme ved udstillingen Magi, heksekraft og surrealisme - Leonora Carrington på ARKEN.

Leonora Carrington er endnu en af de kvindelige kunstnere, som ufortjent er gået i glemmebogen, men som nu opnår en fortjent renæssance. Det sker med ARKENs særdeles omfattende, retrospektive udstilling, som er den første i Skandinavien.

Udstillingen går kronologisk frem og indleder med serien “Månesøstrene”, 1933, på ni akvareller. Den afsluttes med skulpturen “Gudinde”, bronze, 2008. Indimellem præsenteres vi for mange af Carringtons hovedværker samt værker, der ikke har været udstillet før. Det må have været et kæmpearbejde at få så mange værker med, men heldigvis fortsætter udstillingen i det nye år til Madrid, hvor det spanske publikum uden tvivl vil møde talstærkt op. 

Skulle man endelig påpege en mangel ved udstillingen, må det være fraværet af Carringtons berømte “Selvportræt” (1937/38), som jeg nævnte indledningsvis. Men det er vi formentlig mange, der allerede har stiftet bekendskab med på Louisiana. Har du ikke oplevet selvportrættet, kan du finde det på side 38 i kataloget.

Ny forskning 

I de senere år er der udkommet en række bøger om Carrington, men ARKEN giver naturligvis også sit besyv med. Et par artikler i kataloget til udstillingen byder tilmed på ny forskning. I Tere Arcqs artikel kastes nyt lys over Carringtons mange inspirationskilder. Kilden hertil er Carringtons efterladte bibliotek fra Saint-Martin-d’Ardèche. Set med danske øjne bemærker vi specielt H.C. Andersens “Snedronningen” og det mindre kendte eventyr “Paradisets Have”. Læg hertil Carlos Martins artikel, der fokuserer på Carringtons ophold i Firenze i 1932, hvor hun blev inspireret af den italienske renæssance.

Vurdering 

Kort sagt: Folkesagn, originale eventyr og malerier fra renæssancen skabte tilsammen grobund for Carringtons magiske billedunivers. Det er fyldt med humor, heksekraft og livslyst.

Gå endelig ikke glip af denne udstilling. Den byder på en forestillingsverden, der er meget fjern fra den virkelighed, vi oplever her i Danmark. En forfriskende og anderledes oplevelse!

“Magi, heksekraft og surrealisme - Leonora Carrington på ARKEN”

 er den første store Leonora Carrington-udstilling i Skandinavien. Udstillingen er organiseret i samarbejde med Fundación MAPFRE i Madrid. Den vises frem til den 15. januar 2023. Efterfølgende kan den ses i Spanien. ARKEN har udgivet et rigt illustreret katalog med spændende tekster i tilknytning til udstillingen.