Af Niels Lyksted

Kunstnerbrødre var titlen på en udstilling, der turnerede mellem Randers Kunstmuseum, Brandts og Nivaagaard i 2019. Den satte fokus på kunstnerne H.A. Brendekilde og  L.A. Ring, der mødte hinanden på Det Kgl. Danske Kunstakademi. De var begge vokset op under fattige kår og delte i en periode både atelier og værelse i København. Også motivkredse og inspirationskilder havde de til fælles: livet, arbejdet og døden på landet. Begge kunstnere nød stor respekt i en årrække, men deres eftermæler er unægteligt faldet forskelligt ud. 

Vil man se Brendekildes hovedværker, må man tage til museer i Odense, Århus eller Aalborg, mens mange af Rings væsentligste værker kan opleves samlet i et stort lokale på Statens Museum for Kunst. Også auktionsverdenen afspejler store forskelle i vurderingen. Rings værker topper netop nu prismæssigt, mens Brendekildes malerier som hovedregel befinder sig på et mere beskedent niveau her i landet. For slet ikke at tale om Brendekildes sene værker, der kun ses på netauktioner, og som kan fås for en slik. Hvad gik galt?

Forskningen

Brendekilde-forskningen indledtes for alvor med Gertrud Hvidberg-Hansens to små bøger Brendekildes billedverden (2001) og Brendekildes glas (2004). I 2018 bragte naturvidenskabsmanden Ralph Sonnes H.A. Brendekilde. Værk og betydning i dansk kunst- og kulturhistorie forskningen et betydeligt skridt videre. Det skete blandt andet med dybtgående fortolkninger af hovedværker samt korrigering af fejlagtige indholdsbeskrivelser og værktitler. Sonne fokuserede særligt på Brendekildes maleri Forår. De første anemoner, og hvad det afslørede om Brendekildes privatliv. Kunsthistoriker Anne Christiansens nye bog går et skridt videre og sætter problematikken i direkte relation til Brendekildes deroute som kunstner. Og dermed hans noget blakkede eftermæle trods uomtvistelige kunstneriske kvaliteter.

Dobbeltlivet

Under den anstændige, borgerlige overflade levede Brendekilde i over 25 år et dobbeltliv. Selv om han havde hustru og tre døtre, forelskede han sig i familiens tjenestepige, Maren, som ses på forårs-/anemonebilledet fra 1889. Brendekilde benyttede Maren som model i flere billeder, og hun har ligefrem den centrale rolle i hovedværket Fortrykt, hvor hun forestiller et ældre pars datter, som er vendt hjem fra sin tjenesteplads i byen med sin lille datter, der må være født uden for ægteskab. En skandale dengang.

Den samme historie går nu igen i den virkelige verden. Romancen mellem Brendekilde og Maren førte nemlig til, at de fik et barn sammen. I 1891 fødtes lille Arne, som Brendekilde erkendte at være far til. Han påtog sig dermed forpligtelsen til at forsørge barnet. Brendekilde nøjedes dog ikke blot med at bidrage økonomisk, han flyttede endda ind hos Maren og Arne, samtidig med at han havde adresse og boede sammen med hustruen Ida. Det fremgår af politiets registrering fra 1893. Her indskrev Brendekilde sig som “malersvend Hans Andersen”, der er gift med Maren. Sammen har de sønnen Arne. Parret var imidlertid ikke gift på det tidspunkt. Mon ikke det ville være blevet opdaget i dag, hvis en person var gift med to forskellige kvinder og boede på to forskellige adresser?

Anne Christiansen er af den opfattelse, at dobbeltlivet sled hårdt på Brendekildes økonomi, da han skulle brødføde to familier samtidig. Ikke mindst efter at Brendekilde lod opføre en større villa, Villa Intermezzo, uden for Odense. Han måtte nu arbejde meget og hurtigt, hvilket gik ud over maleriernes kvalitet og den kunstneriske anseelse. Det førte til, at pressen efter århundredeskiftet ikke ofrede Brendekilde megen opmærksomhed - og i reglen kun bidrog med negativ omtale.

Psykisk krise

Dobbeltlivet pressede også Brendekilde psykisk, da den ene af de to familier ikke måtte kende til den andens eksistens. Brendekildes forsøg på at bearbejde moralske dilemmaer i religiøse værker slog fejl. Hans stort anlagte maleri Abels offer for Herren fik ikke den forventede positive modtagelse. Det skulle ellers have været en opfølgning på den monumentale succes Kain ved sit Arbejde paa Marken efter at have ihjelslaaet sin Broder Abel fra 1896. Abel blev gemt væk og først solgt på Brendekildes dødsboauktion - omend til en højere pris end forventet.

Efter skilsmissen fra Ida i 1918 forsøgte Brendekilde sig med endnu et religiøst motiv Sjæle efter Døden. I følge Anne Christiansen forestiller hovedpersonen en sagfører, der har snydt Brendekilde ved bodelingen. Sagføreren forfølges på billedet af andre klienter, der også føler sig taget ved næsen. Ralph Sonne mener imidlertid, at der er tale om et selvportræt, der viser Brendekildes egne moralske trængsler. Begrundelsen finder han i et portræt af Brendekilde malet af hans barnebarn, Jørgen Brændekilde. Sonne finder nemlig store lighedspunkter mellem gengivelsen af “sagføreren” og Brendekildes egne ansigtstræk. (Roskilde Museums årsskrift 2019.) Jørgens portræt er medtaget i denne bog på side 345. Man bemærker, at ligheden er slående, men hvordan så sagføreren ud? Måske er begge tolkninger mulige?

Til historien om Brendekildes dobbeltliv hører også, at Brendekilde giftede sig med Maren umiddelbart efter skilsmissen fra hustruen Ida.

På det tidspunkt var døtrene blevet voksne.

Vurdering

Anne Christiansens Brendekilde Liv og værk må betegnes som det definitive værk om Brendekilde. Hver en sten i kunstnerens liv synes at være vendt. Det skyldes ikke mindst, at forfatteren har haft adgang til et uhyre omfangsrigt arkiv, som Brendekildes oldebarn Palle Funder-Schmidt og hustruen Hanne stillede til rådighed. Der tale om en ren guldgrube af dokumentation. Hertil kommer, at bogen er uhyre velskrevet og velillustreret med mange vægtige billedanalyser. Takket være format og omfang (over 400 sider), har det været muligt at få gengivet langt flere af Brendekildes malerier, end det har været muligt tidligere - og tilmed i god kvalitet.

Nogen vil måske anføre, at der mangler en registrering af Brendekildes samlede værker. Men det er der gode grunde til: Brendekilde var nemlig uhyre produktiv gennem det meste af sit lange virke, og han undlod ofte at datere sine værker. Hertil kommer, at han i de sidste mange år malede nært beslægtede motiver, der derfor fik samme eller omtrent enslydende titler. Læg hertil udstillingskataloger og auktionshuses varierende angivelse af titler og formater på samme værker. Kort sagt: en håbløs opgave.

Denne indvending til trods, kan bogen anbefales på det varmeste. Det er simpelt hen “Bogen om Brendekilde”!

NB! Et supplement til særligt interesserede: Brendekilde designede en kobberkedel, som blev realiseret af kobbersmed Ole Rasmussen i Næstved. Det fremgår af Rasmussens testamente. Formentlig har Brendekilde også stået for de botaniske dekorationer på to kobberfade, som Rasmusssen udfærdigede nogenlunde samtidig. (Journalen, Lokal- og kulturhistorisk tidsskrift, 2020 nr. 3.

Anne Christiansen: “Brendekilde Liv og værk”.
Stort format. 424 sider. Gads Forlag. Forlagspris kr. 400.
 Fås billigere på nettet fx Gucca.dk kr. 300.