I april 1964 startede »malerisælgeren«, som kunsthandleren Gunnar Mikkelsen ønsker at omtale sig selv (kendt for sin nærmest maniske interesse i usignerede kunstværker) lidt af en lavine, idet han påviste, at der fandt en større produktion og salg sted af Jens Sørensen-forfalskninger. Ved i en dagbladsannonce at efterlyse et bestemt Jens Sørensen-signeret maleri kom han i forbindelse med en direktør, som på det nærmeste havde fyldt sit hjem op med falske Jens Sørensen-malerier, vist nok købt i god tro. Flere af de falske billeder var solgt hos Bruun Rasmussen, og ad den vej kunne politiet hurtigt finde frem til en kvistlejlighed i København, hvor et ældre ægtepar sad og hyggede sig med at fremstille falske Jens Sørensen-billeder, bakkemotiver, selvportrætter, pjerrot m.m. I pressen omtaltes ægteparret som »to elskelige gamle mennesker«, hun var 73 og han 78, og forfalskningerne fremstilledes efter et par skabeloner fastgjort på indersiden af en malerkasse. Grundridsene til motiverne var, påstod ægteparret, udført af Jens Sørensen selv, som de havde boet sammen med og som havde givet dem lov til at male »Jens Sørensen«-billeder. I perioder, hvor Jens Sørensen var syg, malede de billederne for ham, hvorpå han selv signerede dem, påstod de.