Af Niels Lyksted

Sygdom, fattigdom, handikap, ensomhed, liv og død. Det er ikke ligefrem livsbekræftende temaer. Men det var de centrale motiver, som dødens maler Ejnar Nielsen (1872-1956) i høj grad beskæftigede sig med i begyndelsen af karrieren. Alligevel er disse hovedværker særdeles velkendte og højt skattede af mange danskere, selv om de måske ikke engang kender kunstnerens navn.

Har man blot en enkelt gang stået over for “Den syge pige”, “En læsende blind pige”, “Og i hans øjne så jeg døden” og ikke mindst “Den blinde. Gjern” kan man ikke undgå at blive dybt grebet af den grumme skæbne, der har ramt de afbillede personer. Og de går aldrig i glemmebogen. Det skyldes nok, at der bag den trøstesløse overflade trods alt spirer håb, lys og liv. Nielsens kunst står som et moderne memento mori, en påmindelse om, at vi skal nyde tilværelsen sålænge vi er til.

Den syge pige

Mit favoritbilllede er klart “Den syge pige”. Den Hirschprungske Samling viste senest maleriet for godt et år siden, da museet satte fokus på syge piger i skandinavisk kunst 1850-1900, men værket fortjener igen og igen at blive studeret indgående. Farveholdningen er holdt i særdeles neddæmpede farver: fra grønt over sort og gråtoner til nuancer af hvidt. I en jernseng ligger en dødssyg pige med lukkede øjne. Ansigtet og hænderne viser, at døden må være meget nær. Den venstre hånd ligger slapt hen, som om døden allerede har sit tag i den. Den højre hånd holder om sengens jerngitter og ser ud til at række ud med beskuerens verden, de levendes. 

Pigen, Ane Dorothea, er bare 22 år og fra kunstnerens yndlingsegn Gjern. Hun havde tuberkulose og døde kort efter at Ejnar Nielsen havde skildret hende med hele sin symbolistiske udtryksmåde.

Gjern

Ejnar Nielsen fandt tidligt i karrieren stor interesse for det dengang lille og afsondrede landsbysamfund Gjern omkring 20 km nordøst for Silkeborg. Det var først og fremmest naturen, der lokkede ham til egnen. Efterhånden som han også lærte Gjern-borgerne at kende, fik han også lyst til at portrættere dem og deres levevilkår. 

Befolkningen var indremissionsk og stærkt troende. Uden at kny affandt de sig ofte med en hård skæbne. Mange af hans billeder udstråler således personernes indre ro og kristne tro. Takket være denne kunne de overleve trods livets tilsyneladende urimeligheder. Men det var ikke alle, der overlevede. Det fremgår klart af “Døden og krøblingen”, “Helvede”, “Og i hans øjne så jeg døden” og så som nævnt “Den syge pige”.

Ejnar Nielsen udtalte engang, at “man skulle være død, da man var 30”. Måske et udtryk for et svingende humør, men udtalelsen rummer en erkendelse af, at de fleste af hans hovedværker blev skabt i en ung alder. Og de var ganske rigtigt svære at leve op til.

Produktiv karriere

Ejnar Nielsen gik imidlertid et langt produktivt liv i møde med motiver fra mange lande. Takket være utallige legater blev Gjern-maleren en af de mest berejste danske kunstnere. Særlig interesse havde han for Sverige og Norge, men siden fandt han også utallige rejsemål sydpå: Paris, Berlin, Rom, London, Athen og Istanbul.

Som udstillingen i Den Hirschprungske Samling viser, var Ejnar Nielsens motivkreds særdeles alsidig. Utallige landskaber, portrætter, bog-illustrationer og kunsthåndværk blev det til. 

Det er bemærkelsesværdigt, hvor store mange af portrætterne er. De er monumentale - nærmest larger than life. Ikke mindst portrættet af moderen, som endda er endnu større end James McNeill Whistlers ikoniske maleri af sin mor. Inspirationen for Ejnar Nielsen synes at have været en af antikkens kejserinder. Ikke dårligt af en skomagerfrue! Bemærkelsesværdigt er især den yderst detaljerede gengivelse af hendes fornemme påklædning - en ting der går igen i alle hans portrætter. 

Udover portrætterne fil Ejnar Nielsen et par store udsmykningsopgaver. Den sidste gjaldt bryllupssalen på Lyngby Rådhus i 1943. På de to hovedvægge malede Nielsen 48 blomstermotiver fra den danske flora. Blomster havde optaget ham lige siden det første møde med den vilde flora i Gjern.

Stærekassen

Ejnar Nielsens største udsmykningsopgave blev portalrummet under Stærekassen, Det Kgl. Teaters nye scene, i perioden 1932-1939. Et af de mest værdifulde monumentalværker her i landet.

Denne opgave kom Nielsens mange ophold i Italien til stor nytte. Udsmykningen er inspireret af byzantinske og oldkristelige mosaikker, der præges af fladen i stedet for dybden. Men motiverne er rent danske: digteren H.C. Andersen, komponisten Carl Nielsen, digteren Adam Øhlenschlæger og digteren Johannes V. Jensen. Mellem de fire figurer er sat grupper af personer, der repræsenterer det danske folk.

Mosaikstenene blev indkøbt i Venedig, og de blev sat op af Ejnar Nielsen selv samt seks hjælpere over en periode på seks år. Mosaikken dækker et areal på 400 kvadratmeter og rummer 47 figurer. I arbejdet indgik næsten fire millioner mosaikstifter, og den samlede vægt er ca. 16 tons.

Værket fik en blandet, men overvejende positiv kritik ved modtagelsen. En rimelig indvending var, at der var for lavt til loftet, hvis man skulle nyde det i sin helhed. Den kritik deler jeg gerne. Jeg måtte lægge mig ned midt på gaden, da jeg skulle fotografere mosaikken - og selv da var det ikke muligt at få hele kompositionen med. Men imponerende er den. Mon ikke, at der i dag er fuld enighed om, at udsmykningen er et af de mest betydningsfulde i dansk monumental kunst?

Vurdering

Heldigvis har vi til daglig mulighed for at se nogle af Ejnar Nielsens hovedværker på SMK og DHS, men det har ikke været muligt i mange år at få et så omfattende overblik over kunstnerens oeuvre siden en separatudstilling i 1984. Derfor er udstillingen Ejnar Nielsen. Livstegn særdeles velkommen.

Det har heller ikke været let at søge oplysninger om Ejnar Nielsen. Selv i Mikael Wivels murstenstunge værk “Dansk kunst i det 20. århundrede nævnes kunstneren kun i få sætninger som et appendix til andre kunstnere. En egentlig biografi er det indtil nu ikke blevet til, hvis man ser bort fra et par mindre skrifter af ældre dato. Derfor er det positivt, at udstillingen bidrager med et særdeles omfattende og velskrevet katalog, der supplerer de udstillede værker på bedste vis, og som bidrager markant til vores kendskab til Ejnar Nielsens alsidige virke.

Det bør desuden nævnes, at udstillingen er smukt designet med møbler og andre rekvisitter fra Ejnar Nielsens dagligdag. De monumentale stole blev udført af P.V. Jensen-Klint i 1902 og forsynet med vævet betræk efter Ejnar Nielsens design. Desuden indgår breve, smykker og andre effekter.

Benyt derfor endelig lejligheden til at stifte kendskab med denne væsentlige maler, der ufortjent næsten var gået i glemmebogen. De mange udstillede værker til trods, vil det dog fortsat være “sygejournalerne” fra “dødens maler”, som vil stå klarest i min erindring. Til gengæld har de gjort et udsletteligt indtryk!

Den Hirschsprungske Samling:  “Ejnar Nielsen. Livstegn” vises frem til den 11. december 2022. I forbindelse med udstillingen er der udgivet et rigt illustreret katalog med tekster af: Camilla Klitgaard Laursen, Signe Havsteen, Peter Nørgaard Larsen, Teresa Nielsen, Charlotte Christensen, Jacob Wamberg og Ellen Egemose. Udstillingen er skabt i samarbejde med Vejen Kunstmuseum.