Elmyr de Hory
- verdensmester i fransk modernisme
Måske er ordet kvalitet ikke det rette, når talen er om kunstforfalskning, men enkelte navne har skabt kolossal »respekt« om sig på grund af deres blændende dygtighed og imponerende evne til at fuppe selv verdens største eksperter.

Med sine uafslørede Vermeer-forfalskninger, som hollænderen Han van Meegeren i 1945 selv tilstod at have malet, står han nok som den største, og tyskerne Lothar Malskat og Dietrich Fey, hhv. maler og konservator, var heller ikke at kimse ad. l 1955 idømtes de hhv. 18 og 20 måneders fængsel i en at Tysklands største falskneriskandaler, da de under deres restaureringsarbejde i Marienkirche i Lübeck påstod at have fundet hidtil ukendte kalkmalerier fra 13. og 14. århundrede. De var imidlertid udført af Malskat, der havde gjort dem så fremragende, at tyske og internationale kunsthistorikere dumpede i med glans og ligefrem skrev bøger om »fundene«. Da kirken i 1951 stod færdigrestaureret, var bl.a. forbundskansler Adenauer med ved genindvielsen. Et årstid efter fik Malskat imidlertid dårlig samvittighed og indrømmede, at det var ham - på opfordring af Fey - der havde lavet falsknerierne.

Var van Meegeren og Malskat »verdensmestre i gammel kunst«, så var til gengæld Elmyr de Hory det i »fransk modernisme«. Kommende fra en velhavende ungarsk familie, pralede han med,  rejste han allerede som ca. 16-årig til Paris, hvor han efter sigende tog undervisning hos Fernand Léger og tilmed blev gode venner med denne. Det skulle have fundet sted i sidste del af 1920'erne, da vores egen Franciska Clausen også var hos Léger, som senere igen søgtes af Asger Jorn.

Elmyr de Horys »karriere« startede en eftermiddag i april 1946, da han solgte en »Picasso«-tegning til lady Malcolm Campbell for 700-800 kr., hvilket i de dage rakte til et par måneders ophold i byernes by, inklusive aperitiffer på den berømte kunsinercafé Le Dóme, hvor også Gertrude Stein, Hemingway, James Joyce og andre kendte fordrev tiden. De Horys næste offer var et af byens gallerier, der aftog tre »Picasso«-tegninger for 400 dollars. Nu var der penge til at rejse ud, og næste stop blev København, hvorfra han smuttede til Stockholm og indlogerede sig på Grand Hotel. Han vandrede ind i et galleri og tilbød dem fire klassiske »Picasso«-tegninger, som han fortalte stammede fra en aristokratisk ungarsk familie. To gallerifolk og en ekspert fra Stockholm Nationalmuseum indfandt sig på hans hotel, og efter lidt snak frem og tilbage godkendte de »ægtheden« og betalte 6.000 dollars for billederne. Elmyr de Hory havde gjort sin første »internationale storhandel«.

Fra Stockholm gik det nu over Rio de Janeiro til New York, hvor han udstillede egne ting i Lilienfeld Galleries (med pæne anmeldelser) og muligvis (der foreligger modstridende oplysninger) solgte to Dufy-forfalskninger til skuespilleren Zsa Zsa Gabor. En lørdag formiddag i efteråret 1947 besøgte de Hory Peris Galleries, hvor indehaveren hed Klaus Perls. Han »slugte« to »Picasso«-er, en gouache til 750 dollars og en tegning til 250. Klaus Perls skulle 19 år senere blive manden, der gjorde de Hory til en jaget person.

I New York blev regningerne større end indtægterne, hvorfor de Hory fandt tiden inde til at stikke af til Californien. Med sin store charme og verdensmanerer kom han også her hurtigt ind i de rigtige kredse og solgte sine falsknerier til kendte gallerier. Hans arbejdsredskaber bestod stort set af gammelt papir, lidt kinesisk blæk og en fjerpen og med Picasso-motiver som »varelager«. Men nu mente han tiden var inde til udvidelse af sortimentet og kastede sig derfor over Matisse-, Modigliani- og Renoir-forfalskninger. En af hovedleverandørerne blev galleriejeren Earl Stendahl i Los Angeles, der tjente en formue på bekendtskabet,

Men nogen tid senere gik det galt for de Hory. Efter en smuttur til Dallas vendte han tilbage til Los Angeles og dumpede en dag ind i et Beverly Hills-galleri, hvor Frank Perls, en bror til Klaus Perls, sad bag disken. Med sig havde de Hory tre »tidlige Renoir«, to »Picasso«, nogle »Matisse« og et »Modigliani«-portræt af maleren Soutine. Pearl var interesseret, men opdagede pludselig nogle detaljer, der viste, at billederne var udført af samme hånd. Pearl blev rasende, kastede »kunstværkerne« i hovedet på de Hory, og gav ham 24 timer til at komme ud af byen.

I de følgende år rejste de Hory rundt i USA og havde ikke det store besvær med at komme af med sine forfalskninger til museer, gallerier og pengemænd. Blandt køberne var Museum of Modem Art og Knoedler, sidste et ældre velrenomeret og i dag stadig eksisterende kunsthandlerfirma, der nogle årtier tidligere »indædt« havde konkurreret med den legendariske og gennemkorrupte Joseph Duween - kaldet »verdens største kunsthandler« om de store amerikanske kunstsamleres gunst, navne som Rockefeller, Frick, Huntington, Melion, Bache, Kress m.fl. De Horys »varesortiment« var udvidet til også at indeholde »Braque, Derain, Bonnard, Degas, Viaminck og Laurencin«, og mange af dem solgtes pr. post. På et tidspunkt indrettede de Hory sig i en lejlighed i Murray Hill i New York, hvor Marilyn Monroe var blandt housewarming-gæsterne. En anden gæst, som kom i selskab med en inviteret læge, var en »usoigneret og ildelugtende« ung mand ved navn Fernand Legros, som de næste 20 år blev de Horys »kunsthandler«, en alliance der blev skæbnesvanger for dem begge.

I USA begyndte jorden at brænde under fødderne på de Hory, flere af falsknerierne var afsløret, og med FBI i hælene flygtede han i 1959 til Europa, til Paris, for i 1962 at slå sig ned på lbiza. Her indrettede han sig i starten i et mindre hus, senere i pragtvillaen La Falaise, nybygget højt oppe på klipperne, hvor han holdt celebre cocktail-parties for øens fastboende og ferierende playboys og playgirls, heriblandt sangeren Nina, Frederiks »bedre halvdel«. Imens fartede hans to »kunsthandlere«, Legros og en canadier ved navn Real Lessard, verden rundt og solgte hans forfalskninger. I Tokyo afsatte de bl.a. et oliemaleri af »Derain«, en »Dufy«-gouache og en »Modigliani«-tegning til Nationalmuseet for Vestlig Kunst for 250.000 dollars.

Året 1964 blev starten på enden for »de Hory-eventyret«. Fernand Legros var i Texas kommet i forbindelse med den stenrige chef for General American Oil Company, Algur Hurtie Meadows, til hvem han på kort tid solgte omkring 60 »kunstværker« til adskillige millioner kr. Der har gennem tiderne været talt om beløb mellem 20 og 60 millioner.

Men en dag i 1967 stod Klaus Pearls, manden, de Hory i 1948 solgte to falske Picasso'er, foran Meadows »kunstsamling«,  og hans spontane udbrud lød: Falske!. Legros og de Hory blev fra nu af nærmest fredsløse, men klarede alligevel skærene endnu en halv snes år. l 1983 kom Klaus Pearls i øvrigt atter galt afsted, da han købte en falsk Modigliani fra en kilde, der også havde fuppet det berømte museum, Tate Gallery, i London og tvunget Sotheby's til at aflyse en auktion med vurderinger til 6 mio. kr. Kunstforfalsknerne har det tilsyneladende nemt.

I december 1977 besluttede den lokale myndighed på lbiza at udlevere de Hory til Frankrig, som i ti år havde krævet ham stillet for retten sigtet i flere sager om kunstsvindel. Men Elmyr de Hory »snød« politi og retsvæsen, idet han fyldte sig med sovepiller dagen før udleveringen skulle have fundet sted. Fernand Legros idømtes senere to års tængsel og døde i 1983 som en fattig mand.

Elmyr de Hory blev en af de største og dygtigste kunstsvindlere verden har kendt. Ingen kender det nøjagtige tal, men nogen har skudt på, at han gennem sin godt og vel 30-årige »karriere« omsatte for over en halv milliard kr. falsknerier. Og mange af dem vil sikkert vandre rundt i verden som ægte til evig tid.

Hovedparten af oplysningerne i det foregående stammer fra Clifford Irvings bog Fake, fra 1969 om de Hory, en bog de Hory kaldte løgnagtig. Irving afsløredes selv senere som svindler og idømtes fængselsstraf for en falsk biografi om den amerikanske excentriker Howard Hughes. I 1988 sendte dansk TV filmen om de Hory, F for Fake, fra 1975, med skuespilleren Orson Welles som fortæller og med danske Nina van Pallandt som en af de medvirkende. Den fås som video.