Bredius var i 1937 en mand i firserne, efterhånden dårligt seende, og havde nu trukket sig tilbage for at nyde sit otium i Monaco. Men da han en dag i begyndelsen at september modtog et brev fra en dr. G.A. Boon i Paris, blev hans interesse i den grad vakt, at han nogle dage senere pakkede sin kuffert og rejste afsted til byernes by.

Resultatet af besøget stod at læse i det engelske kunsttidsskrift The Burlington Magazine's september-nummer under overskriften »En ny Vermeer«, og Bredius startede lige på og blødt:
»Det er et vidunderligt øjeblik i livet for en kunstelsker pludselig at blive konfronteret med et hidtil ukendt maleri af en stor mester, uberørt, på originalt lærred og uden nogen restaurering, fuldstændigt som da det forlod malerens atelier! Og hvilket maleri! Hverken den smukke signatur »I.V.Meer« (I.V.M. i monogram) eller prikningen på brødet, som Kristus velsigner, er nødvendigt for at overbevise os om, at vi her har – jeg er tilbøjelig til at sige Johannes Vermeer af Delfts mesterværk, og desuden, et af hans største arbejder (117x129 cm), helt forskelligt fra alle hans andre malerier, men dog Vermeer hver en tomme. Motivet er Kristus og disciplene i Emmaus, og farverne er pragtfulde – og karakteristiske – Kristus i en vidunderlig blå; disciplen til venstre, hvis ansigt dårligt ses, i en fin grå; den anden discipel til højre i gult – den berømte Vermeers gule, men dæmpet, så den forbliver i perfekt harmoni med de andre farver. Opvarteren er klædt i mørkebrunt og mørkegråt; hendes udtryk er pragtfuldt. Og netop udtryksfuldheden er den mest vidunderlige kvalitet i dette enestående maleri... I intet andet maleri af den store mester fra Delft finder vi en så stor følsomhed, en så dyb forståelse for Bibelshistorien – en opfattelse så fornemt og menneskeligt udtrykt ved hjælp af den højeste kunst…

Maleriet havde dr. Boon fået til »gennemsyn« af en bekendt, den hollandske maler Han van Meegeren, der havde fortalt, at det kom fra en gammel hollandsk familie boende i det fascistiske Italien. Familien, som ifølge van Meegeren hed Mavroeke, havde bedt ham sælge nogle arvestykker, og han havde nu, fortalte han, under stor risiko smuglet maleriet ud at landet.

                           
Verdens mest berømte kunstforfalskning, Han van Meegerens »Kristus og disciplene i Emmaus«, 1937. 117x129 cm. Solgt for 1,3 mio. kr. som værende malet af Hollands store 1600-talsmaler Vermeer. Da van Meegeren tilstod, troede ingen på ham, og han måtte bevise  sin skyld ved at male i fængslet. Se dette billede længere nede 

Offentliggørelsen af Bredius' artikel havde naturligvis autoriseret billedet, var at betragte som en ægthedserklæring, og Boon forsøgte at sælge det i Paris, men forgæves. Han tog det så med til Holland, hvor han talte for, at det var en nationalskat og derfor burde blive i landet. Bønnen blev hørt, og en række notabiliteter, heriblandt Hollands mest respekterede kunsthandler, Hoogendijk, og direktøren for Boymans Museum, Hannema, købte i forening med Rembrandt-selskabet billedet for 520.000 gylden, i danske kroner dengang ca. 1,3 mio. For salget modtog Han van Meegeren tre fjerdedele af beløbet. Maleriet fik nu plads på det nye Boymans Museum i Rotterdam, hvor det de næste syv år dagligt blev beundret som et af verdens fornemste kunstværker, Og havde det ikke været for en ren tilfældighed, så var der måske ingen i dag, der ville have hørt om Han van Meegeren.

En sensationel tilståelse
Men skæbnen ville, at Han van Meegeren den 29. maj 1945 blev arresteret og anklaget for »landsskadelig virksomhed« ved at have »kollaboreret« med fjenden og i 1943 via mellemmand solgt et maleri af Vermeer, Kristus og ægteskabsbrydersken til Herman Göring, der under krigen havde plyndret en lang række museer og privatsamlinger i Holland. Blev van Meegeren kendt skyldig, kunne han risikere flere års fængsel. Med udsigt til dette aflagde han derfor den 12. juli 1945 en fantastisk tilståelse, som ingen troede på, men som skulle komme til at ryste ikke bare hollandske kunsteksperter, men hele kunstverdenen.

Han van Meegeren tilstod nemlig at have udført adskillige forfalskninger af hollandske mestre: Ter Borch, Pieter de Hoogh, Theodor van Baburen, Frans Hals – og Vermeer. Men ikke bare den Vermeer, som Göring havde erhvervet, men endnu værre, den Vermeer, som den højeste sagkundskab, med »kunsteksperternes nestor« Abraham Bredius i spidsen, havde udråbt som et af billedkunstens mesterværker og som gennem syv år var blevet beundret af tusindvis af museumsbesøgende. Ingen troede på mandens tilståelse, men det skulle de komme til. I cellen blev van Meegeren udstyret med lærred og farver, og så gik han ellers i gang med at 'bevise sin skyld'. Og det varede ikke længe, før Hollands kunsteksperter hang godt med ørerne.

                           
Dette billede måtte van Meegeren male i fængslet for at nogen troede på, han havde udført malerisvindel i den helt store stil. Billedet blev sidst solgt på auktion i 1996 for 194.000 kr., hos Christie's i London. 157x202 cm.

En kommission af eksperter, under ledelse af direktøren for de belgiske museumslaboratorier, dr. PB. Coremans, blev et års tid senere sat til at undersøge billederne. Under hele sagen havde van Meegeren udvist stor samarbejdsvilje, og i marts 1947, næsten to år efter hans tilståelse, forelå Coremans-kommissionens resultat, der til fulde bekræftede van Meegerens oplysninger. Forinden havde van Meegeren udførligt berettet, hvordan han havde frembragt sin »Vermeer«, Kristus og disciplene i Emmaus. Hvordan han havde anvendt lærredet fra et 1600-tals maleri og brugt materialer, der kunne fås på Vermeers tid. Og – efter ugers omhyggeligt arbejde – signeret det med Vermeers navn, hvorpå han i flere timer havde bagt det i en specielt fremstillet ovn ved 105 grader for på den måde at forstærke billedets »alder«. Derefter havde han givet det endnu en gang finish, rullet det på en stok, og af igen, så det krakkelerede. Til sidst havde han bevidst beskadiget det forskellige steder, udbedret det igen, sat det på en »original« blændramme med »originale« stifter, indrammet det i en »original« ramme, og – »Vermeers mesterværk« var en realitet.

                           
Fra retssagen i 1947 med et udvalg af de falske malerier på væggene. I baggrunden t.h. verdens mest berømte maleri. Selv ses van Meegeren siddende i boksen til venstre i billedet, med det utydelige, lyse hoved.

Retten blev sat den 29. oktober 1947 i Amsterdam, hvor lokalets vægge var »udsmykket« med van Meegerens forfalskninger. Efter 17 vidners afhøring, som tog fire og en halv time, blev det van Meegerens tur, og retspræsidenten, V.G.A Boll, spurgte:
– De indrømmer stadig, at De har malet alle disse forfalskninger?
van Meegeren: – Ja, hr. præsident!
Boll: – Også, at De solgte dem til en meget høj pris?
van Meegeren: – Jeg havde intet valg, Havde jeg solgt dem til en lav pris, ville det have været en a priori indikation, at de var falske.
Boll: – Hvorfor fortsatte De efter Emmaus?
van Meegeren: – Jeg fandt processen vidunderlig. Jeg kom i en tilstand, hvor jeg ikke længere var min egen herre. Jeg havde ingen vilje, blev magtesløs. Jeg var tvunget til at fortsætte.
Boll: – Det er altsammen udmærket. Men til sidst fik De en pæn lille fortjeneste (sagt af Boll med et »lille glimt i øjet«).
van Meegeren: – Det var nødvendigt, hr. præsident. Kritikerne havde bagatelliseret mig, så jeg ikke længere kunne udstille mine arbejder. Jeg var systematisk og ondskabsfuldt blevet smadret af kritikerne, som ikke ved det mindste om malerier:
Boll: – Måske den financielle side havde nogen indflydelse på Deres handlinger?
van Meegeren: – Det gjorde ingen forskel. Millionerne jeg tjente på de sidste billeder blev bare lagt oven i de millioner, jeg allerede havde tjent. Jeg gjorde det ikke for pengenes skyld, som kun gav mig problemer og gjorde mig ulykkelig.
Boll: – De handlede altså ikke for vindings skyld?
van Meegeren: - Kun ud fra ønsket om at male. Jeg besluttede at fortsætte, ikke primært ud fra ønsket om at male forfalskninger, men for at udnytte teknikken jeg havde udviklet. Jeg agtede at fortsætte med at bruge den teknik. Den er fremragende. Men jeg vil aldrig mere gøre mine billeder gamle eller udbyde dem som gamle mestre.

Den 12. november faldt dommen: et års fængsel, hvilket var minimumsstraffen. Alle forfalskningerne skulle returneres til ejermændene, de usolgte til van Meegeren. Ægteskabsbrydersken,som Göring i 1943 havde betalt 1.650.000 gylden for (ca. 4,2 mio. danske kroner) tilfaldt staten. De skriftskloge, som van Meegeren malede i fængslet som bevis for sin skyld, solgtes senere for 3.000 gylden. Uden Vermeer-signatur. I 1996 solgtes det i London for 194.000 kr.

l slutningen af november ramtes van Meegeren af en delvis lammelse, og den 29. december, knap seks uger efter dommen, døde han af et hjerteslag, godt og vel 58 år gammel. 7.167.000 gylden (omkring 15-16 mio. kr.) havde de solgte falsknerier (ud af omkring 16-18 i alt, de fleste »Vermeer«), indbragt, hvoraf van Meegeren selv havde fået 5.460.000, ca. 12 mio. kr. I dag hænger de fleste af billederne på hollandske museer, hvor de er så glade for dem, at de nødig låner dem ud. For Aarhus Kunstmuseum lykkedes det at låne et par stykker til den aktuelle udstilling i 1989.

Abraham Bredius, kunsthistoriker, museumsmand, medudgiver af tidsskriftet Oud Holland – hovedorganet for den nederlandske kunstforskning – forfatter til en lang række betydelige værker, og manden der gav verdens mest berømte forfalskning, van Meegerens »Vermeer«, prædikat som et af verdenskunstens mesterværker, nåede lige at »opleve« van Meegerens tilståelse.

Godt og vel 90 år gammel døde Bredius i 1946.
Læs mere om Bredius og Museum Bredius i Holland


© kunstnyt.dk