Steen Lauritz Christensen

er død

Janni og Steen Lauritz Christensen fotograferet ved et eftersyn i Bredgade 2015. 20. marts 2021 døde Steen efter længere tids sygdom. Parret havde i henved 30 år antikvitetsfirmaet Lauritz Christensen på Søtorvet 1-3, som de i 1998 solgte til Bengt Sundstrøm, i dag kendt som Lauritz.com. Janni og Steen slap ikke helt branchen, oprettede efterfølgende et firma med salg på nettet.
I årevis, før 1998, hentede jeg priser til årbogen Kunst under hammeren på Søtorvet, et udvalg af årets hammerslag. Det skete altid lige før Janni og Steen drog sydpå til deres sommerbolig.
To sympatiske mennesker, som havde delt de store lokaler op i et salgslokale med ældre møbler, lamper og andre antikviteter, den ene vej med facade mod Vester Farimagsgade, den anden vej mod Søerne, hvor auktionslokalet lå. Det var ordinære auktioner med kataloger.


Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
24. marts 2021
Foto: Kunstnyt.dk