Sotheby's og Christie's november 2007
Nutidskunst i New York med alle de store navne
blandt andre Francis Bacon, Andy Warhol, Lucian Freud, 
Mark Rothko og Jeff Koons

Tekst:
Søren Holmstrup

Fotos:
Sotheby's & Christie's
 

Forventningerne er enorme til november-auktionerne med contemporary art hos Christie’s og Sotheby’s. Salget følger op på auktionerne i maj måned, hvor Sotheby’s solgte David Rockefeller's Mark Rothko, »White Center« for knap 340 mio. kr. og Christie’s havde fornøjelsen af at sælge et værk af Andy Warhol, »Green Car Crash« for omkring 335 mio. kr. Denne november vil der komme hhv. 18 og 7 værker under hammeren af Warhol og Rothko. Malerierne herunder vil med garanti tiltrække de pengestærke internationale samleres opmærksomhed. Museerne har ikke råd.

                                                
Den største opmærksomhed på Christie's auktion var omkring værker af Mark Rothko, hans »Untitled« (black and grey) gik for 48,5 mio. kr., mens »Untitled (red, blue & orange)« herover nåede 155,6 mio. kr. og dermed slog den ellers temmelig ambitiøse vurdering . Et pragtfuldt Rothko-arbejde på papir gik for 26 mio. kr. og slog dermed den tidligere rekord på blot 2 mio. kr.


Aftensalget hos Sotheby’s var en bragende succes, da man solgte 65 af 71 emner til en samlet pris på 1,43 mia. kr. (uden salær ligesom alle andre priser nævnt). Dette er det højeste resultat i auktionshusets 200-årige historie. Aftenen var generelt præget af rekorder. I første omgang slog Jeff Koons rekorden for et værk af en nulevende kunstner, da hans »Hanging Heart« blev solgt for 106,5 mio. kr. Køberen var galleriejeren Larry Gagosian, der aftenen forinden købte skulpturen »Diamond« også af Koons.

Senere på aftenen satte Francis Bacon rekord, da hans værk »Study for bullfight« gik for 208 mio. kr., højeste pris i år for et enkelt værk, køberen var Philippe Segalot, der arbejder hos konkurrenten Christie’s. Selvom de store navne tiltrak stor opmærksomhed, og da også gik for de højeste priser, var det den kinesiske kunst, der gik mest over vurderingen. Om spekulation har været medvirkende årsag til de høje hammerslag skal være usagt, men priserne taler et klart og tydeligt sprog. Fang Lijun's »Series 2, No. 6« gik for knap 20 mio. kr. over det dobbelte af hans tidligere rekord. Yan Pei Ming's »Mao« gik for 6 mio. kr. - over det dobbelt af vurderingen.

Succesen fra Christie’s auktion over impressionistisk kunst fortsatte, da de mere moderne emner kom under hammeren i efterårets store auktion over nutidskunst. 62 ud af 67 værker blev solgt til en samlet pris af 1,49 mia. kr. – over 80% af alle emner solgtes for mere end 5 mio. kr. pr. styk.

Det intime maleri af Lucian Freud, der er omtalt længere nede på siden gik for 86,7 mio. kr. og dermed satte Freud også ny rekord. Det er værd at notere sig at den kinesiske kunst også solgte særdeles godt hos Christie’s, og dermed fortsætter tendensen med stærk efterspørgsel på god kinesisk kunst.

Priser nævnt er hammerslag.

Købersalær i New York:
25% op til $20.000
20% mellem 20.000-500.000
12% over $500.000

Christie's


Jeff Koons (1955-) »Diamond (Blue)« 198.1x220.1x220.1 cm.
Udført i perioden 1994-2005. Solgt for ca. 53,6 mio. kr. + salær

Christie’s har ligesom Sotheby’s fået æren af at sælge et værk fra Jeff Koons serie ”Celebration”. Koons sætter fokus på den materialisering, der kommer til at gennemsyre enhver festlig lejlighed. Dette illustrerer han ved at have fremstillet denne enorme stål-diamant, der på en nærmest surrealistisk og tegneserieagtig vis fremstår som en kliché på den rigdom den vestlige verden har opnået. Christies vil ikke oplyse hvem sælgeren er, men New York Times erfarer, at det er forlagsdirektøren Benedict Taschen, der har valgt at skille sig af med kæmpe »diamanten«.


Lot: 9 . Lucian Freud (1922-). »Ib and her Husband«. 168.3 x 146.7 cm.
Malet i 1992
.Vurdering: Estimate on request (vurdering oplyses ved forespørgsel)  
Solgt for ca. 86,7 mio. kr. + salær

»Ib and her husband« er et indblik i en intim situation mellem Freuds datter Isobel (Ib) og hendes mand. Selvom Christie’s i kataloget ikke vil sætte vurdering på dette værk, udtaler auktionshuset i en pressemeddelelse, at de forventer at tangere den verdensrekord de satte i 1992 da Freud’s »Bruce Bernard« gik for 15,5 mio. dollars


Lot: 21 . Mark Rothko (1903-1970) . »Untitled« (Black & Grey) .
172.7x152.4 x cm. Malet i 1969. Vurdering: 52-78 mio. kr.
Solgt for ca. 48,5 mio. kr.

Dette maleri er udført af en af sværvægterne inden for den amerikanske abstrakte ekspressionisme. Det besidder en utrolig kraft i form af den illusion, det skaber. Den hvide ramme omkring de sorte og grå farveblokke gør, at man næsten føler, at man står over for en slags dør. Hvis man ville kunne man træde op på det grå »trin« og gå ind i en sort uendelig verden. Som nævnt indledningsvis er Rothko særdeles godt repræsenteret ved november-salgene med hele syv værker.


Andy Warhol (1928-1987). »Liz«. Silketryk og akryl. 101.6x101.6 cm.
Malet i 1963. Vurdering mellem 130 og 183 mio. kr. 
Udstillet på Louisiana 1991.
Solgt for ca. 107 mio. kr. + salær, et godt stykke under vurderingen.
Det gav en fortjeneste til Hugh Grant på omkring 70 mio. kr., når købersalæret i 2001 og sælgersalæret 13.11. 2007 indregnes.

Warhols fascination af Hollywood blev ofte overført til lærredet i et forsøg på at udødeliggøre disse ikoner. Warhol malede Monroe umiddelbart efter nyheden om hendes selvmord havde ramt verdenen. Ligeledes blev portrættet af Elizabeth Taylor udført, mens hun var meget syg og mange tvivlede på, at hun ville overleve sygdommen. Taylor overlevede som bekendt, og dermed blev portrættet med de stærke farver et symbol på hendes sejr over sygdommen. Sælgeren af værket er i øvrigt selv et Hollywood ikon, nemlig skuespilleren Hugh Grant, der i 2001 købte værket hos konkurrenten Sotheby’s for 27,5 mio. kr. (plus salær). Med udsigten til at tjene over 100 mio. kr. på blot seks år, må man erkende at skuespilleren også har et forretningstalent.

Portrættet af Elizabeth Taylor er et ud af en serie på 13 malerier, Warhol malede i efteråret 1963 af skuespilleren.

                  Sotheby's


Lot 14
. Jeff Koons (1955-) : »Hanging heart«. 296.2x215.9x101.6 cm.
Udført fra 1994-2006. Vurdering: 78-104 mio. kr.
Solgt for $41 mio., 106,5 mio. kr. + salær

Det mest bemærkelsesværdige værk, der kommer under hammeren hos Sotheby’s er Jeff Koons' »Hanging heart«, et imponerende værk både når det kommer til originalitet og håndværk. Det har taget 10 år at lave dette enorme værk udført i guld og stål med en vægt på mere end 1,5 ton.

Den amerikanske samler Adam Lindemann skulle angiveligt være sælgeren af værket, og med nærværende vurdering lader det til at være en rigtig god investering, da han efter sigende købte det af Gagosian Gallery for omkring 20 mio. kr.


Lot 47. Andy Warhol (1928-1987) . »Self portrait - Green camouflage«. 203.2x203.2 cm. Malet i 1986. Vurdering: 47-62 mio. kr. Solgt for $11 mio., 55,8 mio. kr. + salær

Dette akrylmaleri af Warhol er utrolig interessant, når man tænker på hans nærmest sygelige fascination af Hollywood og populærkulturen. Det er udført året inden han døde, og på dette tidspunkt var han allerede verdenskendt og dermed en del af den kultur han tidligere personificerede ved Marilyn Monroe, Elizabeth Taylor og Mick Jagger. Camouflagen illustrerer formentlig, at Warhol ikke udelukkende så det som noget positivt pludselig at være blevet en del af denne Hollywood kulturelite. 

Christie's har et af Warhols Elizabeth Taylor-motiver til salg.
Se modsatte spalte.


Lot 29. Francis Bacon (1909-1992). »Second version of study for bullfight no. 1«
200x147.7 cm. Malet i 1969. Vurdering: Estimate upon request  
Solgt for $41 mio., 208 mio.kr. + salær

Francis Bacon er også repræsenteret med to stærke værker. Dette er et maleri ud af en serie på seks,  der alle omhandler tyrefægtere. Man kan i dette værk se, hvor stærk en maler Bacon var rent teknisk. Hans penselføring er så hurtig og så sikker, at man kan mærke bevægelserne og kraften hos både tyren og tyrefægteren. Flere steder har Bacon endda kastet malingen på med penslen, en teknik der kræver stor dygtighed hos figurative malere.

 
Lot19 . Francis Bacon (1909-1992). »Self portrait«. 35.5x40.5 cm. Malet i 1969 . Vurdering: Estimate upon request. Solgt for $29,5, 149,5 mio. kr. + salær

Her har vi et fantastisk selvportræt af Francis Bacon, der ligesom »Study for bullfight« blev udført i 1969 og faktisk også stammer fra samme privat samling. Bacon sagde, at grunden til at han malede så mange selvportrætter var at folk døde omkring ham som fluer. Han brød sig på ingen måde om sit eget ansigt, men fordi han ikke havde andre at male, blev han nødt til at fortsætte med selvportrætterne.

 


©Sotheby's, Christie's, Kunstnyt.dk og Søren Holmstrup