Københavns nye auktionshus Secher Scott
 ligger 50 meter fra Bruun Rasmussen

I Ellekildes gamle lokaler hedder auktionshuset nu Secher Scott, og husets første auktion finder sted 3. og 4. november 2009.
Secher Scott satser udelukkende på moderne kunst, og første auktion byder på 204 numre med fine arbejder af topkunstnere som Asger Jorn, dyreste vurderet til mellem 1,6 og 1,8 mio. kr. to andre hhv 1 og 1.2 mio. kr. En skulptur af Robert Jacobsen, Stjernemoderen fra ca. 1980, er sat til 500.000 kr., Carl-Henning Pedersens Ser sig omslynget, 1985, er vurderet til mellem 350.000 og 400.000 kr. Et stort lærred fra 2004 af Jens Birkemose, 185x120 cm, har huset sat til 75.000 kr. Der er flere af Egill Jacobsen, vurderet op til 250.000 kr. På auktionen er også en række værker af  internationale kunstnere, højeste vurdering forekommer på Lynn Chadwicks skulptur To Figurer fra 1970, sat til mellem 1,8 og 2 mio. kr. Malerier af Alechinsky og Corneille ligger på hhv. 500.000 og 500.000-600.000 kr., mens Jean-Paul Riopellos Komposition fra 1958 lidt dristigt er vurderet til mellem 250.000 og 300.000 kr. Der er to med af Tal R, begge sat til 75.000 stykket, samme størrelse, 33x27 cm.
Af Tal R har Sotheby's lige solgt et noget større lærred, 280x280 cm til 490.000 kr.
Men alt i alt en pæn start for Secher Scott. Om vurderingerne er for optimistiske, om de stadig er for høje, hvilket også gælder hos Bruun Rasmussen, får vi svar på, når auktionerne er afsluttet.


Asger Jorns Studie af en Gnom fra 1968 er vurderet til mellem 1,6 og 1,8 mio. kr.
Se Secher Scotts hjemmeside

Kunstnyt.dk
24. oktober 2009