Bredgade 25
Fremragende moderne kunst hos Secher Scott
under hammeren 16. november 2010
----

Men vurderingerne var åbenbart for høje, og
alle de dyreste måtte retur

Det blev en noget deprimerende aften hos Secher Scott i Bredgade. Størsteparten af numrene kunne ikke sælges. Enten var vurderingerne for høje eller også havde de forkerte købere fundet vej til Bredgade. Man kan kun håbe, der finder nogle eftersalg sted. Det ser man tit.

Huset havde indkaldt ekstra forstærkning ved telefonerne, fem sad parat til at modtage bud fra hele verden. Men først da man nåede frem til auktionsnummer 92, et vintermotiv af den russiske maler Wilhelm C. Purvitis (1872-1945), glødede telefonerne. Maleriet, som kom fra en dansk privatsamler, var vurderet til mellem 100.000 og 150.000 kr., en ikke urimelig vurdering, da et andet vintermotiv af maleren i maj 2008 solgtes i Sverige for 1.250.000 kr. Og fra 100.000 gik det så deropad, med et slutbud på 210.000 kr. Næste nummer var også russisk, et Fabergé-spejl vurderet fra 600.000 op til 700.000 kr., men det måtte retur, eller som auktionarius Anders sagde, »det gemmer vi«. 

Og samtlige af de højest vurderede, Jorn, Lundstrøm, Rude, Egill Jacobsen, Bille, Rooskens og Appel måtte alle gemmes til en anden gang.

Blandt de solgte var et stort lærred af Jens Birkemose, 122x210 cm. Auktionarius fortalte, at Birkemose havde været forbi og sagt, at det var et af hans bedste. 55.000 kr. blev det budt op i, 5.000 under vurderingen

 

 

Billedet til venstre:
På bedste kammertjenervis præsenteres Armans skulptur Musica, fra omkring 1990. 25.000 kr. plus omkostninger fik den nye ejer den for.


Efter utallige telefonbud sluttede de med et hammerslag på 210.000 kr. for Foråret på vej af
den russiske maler Wilhelm C. Purvitis. 70x102 cm.


Da telefonerne glødede


Fire Jorn på stribe. Helt til venstre en »halv« Egill Jacobsen. De øvrige er Jorn. Fra venstre Uden titel, ca. 1956.
100x80 cm, vurderet til 1,8-2,0 mio. kr. Det lille er fra 1965, akryl på papir, 38x28 cm, vurderet til 200.000 kr.
Det næste, Stormy Wether, malede Jorn i 1971, og det har også fået en vurdering på 1,8-2 mio. kr. Sidste Jorn
på væggen er en komposition fra 1946, 48x37 cm,vurderet til 400.000 kr. I alt byder auktionen på syv Jorn-arbejder.

GOD AUKTION
Der er megen kvalitet på Secher Scott's kommende auktion, 16. november 2010. Enkelte i kategorien ældre kunst ses, men langt hovedparten er moderne. Og mange af dem fremragende. Det gælder Jorn-arbejderne og den fornemme opstilling af Lundstrøm, som ikke tidligere har været i handelen.
Maleriet her til venstre, Nature Morte, er ikke signeret Matisse, men Olaf Rude, lidt af et kubistisk mesterstykke. Det er sat til en vurdering på mellem 150.000-200.000 kr. Stolen under billedet er gjort af Finn Juhl og vurderet til 40.000-50.000 kr.

Auktionen byder på absolut gode værker af Harald Giersing, Egill Jacobsen, Trampedach, Mogens Balle, Karel Appel, Heerup, Walasse Ting, Picasso, Rodin, Hornung, Birkemose, Jan Groth, Tal R, Jeppe Hein og mange flere.

Som det eneste auktionshus herhjemme indfører Secher Scott nu en åben mindstepris på samtlige salg. Er der ingen mindstepris, så kan der i princippet bydes fra 1 krone. Lauritz.com kan have mindstepriser på vurderinger over 50.000 kr., i Tyskland mindre. Men hos Secher Scott er det på SAMTLIGE salg, at der indføres mindstepriser. Det udelukker de ofte sinkende og irriterende luftbud, som kun er til for at sætte fart i buddene. Luftbud, altså bud fra auktionarius, bud som ikke eksisterer, men er hentet ud af den blå luft, er nu blevet forbudt herhjemme. Men der er meget hysteri omkring luftbud, idet tingene jo alligevel ikke var blevet solgt under minimumsprisen. Men Secher Scott har nu valgt at annoncere helt åben med mindstepriser.

Der er eftersyn indtil den 14. november, mandag-fredag 11-17, lørdage og søndage 11-15.

Selve auktionen er tirsdag den 16. november kl. 17.

Se hele auktionen på Secher Scott's homepage


Nej, det er ikke Asger Jorn, men den tyske maler Helmut Sturm (1932-2008). Det er heller ikke til Jorn-pris.
Vurderingen er sat til mellem 150.000 og 175.000 kr. Conversation, ca. 1960. 100x122 cm.

 
Et kvalitetsmaleri af Vilhelm Lundstrøm. Typisk motiv, men atypisk format. Det var ikke almindeligt,
at Lundstrøm malede så brede malerier. Men det er lidt af en perle, og vurderingen er også sat meget
højt, 1,5 mio. kr. for højeste vurdering. Opnås den pris, så er det rekord for maleren.


Et kig på en del af auktionen. Maleriet til venstre på højkant er af den yngre danske maler, Adam Saks, f. 1974.
Det er malet i 2006 og vurderet til 40.000 kr. Til højre for indgangen til sidste lokale hænger en anden af de
yngre danske malere, Jonas Pihl, f.1978. L.A. Nights, hedder det, og er meget nyt, fra 2009. Vurdering 20.000 kr.



Tekst og fotos: Kunstnyt.dk
8. november 2010