Bruun Rasmussen under anklage
for at have solgt tyvekoster
Hvorfor undersøgte Trapholts
direktør det ikke selv?
18. maj 2015 havde Politiken på forsiden Saltos vase herover.
Overskriften var:
Tyvegods
Bruun Rasmussen har solgt krukker stjålet på Trapholt.
Og hele forsiden af KULTUR handlede om flere stjålne krukker fra
Trapholt tilbage i 2007, solgt hos Bruun Rasmussen. Bruun
Rasmussen burde have fundet ud af, at det var de stjålne fra
Trapholt, går kritikken på. Hvis nu politiet i 2007, hvor
tyveriet var omtalt i pressen, havde offentliggjort fotos af
krukkerne, havde man haft dem at sammenligne med. Men det gjorde
politiet ikke. Og Kosterbladet eksisterer ikke mere. I Politiken
er Trapholts museumsdirektør, Karen Grøn, citeret for: ”Var jeg
blevet spurgt af Bruun Rasmussen, om det var vores krukker,
havde jeg genkendt dem med det samme”. Kære Karen Grøn! Kunne du
ikke selv have spurgt? Begge krukker var tydeligt gengivet i
auktionskataloget, som alle seriøse museer abonnerer på. Herover
gengivelsen i kataloget med tre skarpe og tydelige fotografier.
Burde du ikke have genkendt dem med det samme dengang? Nu er der
ikke tale om unika, Salto har gjort adskillige tilsvarende. Og
burde der ikke have været et inventarnr. I krukkerne?
Den måde krukkerne er indleveret på, af en person kendt af
auktionshuset, kan Bruun Rasmussen ikke lastes for. Hvorfor
rejste du ikke til København i 2013, Karen Grøn? Der var
eftersyn fra 21. til 25. februar. Den anden krukke gengivet i
Politiken, kunne du have undersøgt, da den var under hammeren på
auktion 841 i juni 2013. Herunder. |
Kunstnyt.dk
18. maj 2015 |