|
Det var sol og sommer og tæt på
hedebølge. Det var sidst i juli, og de gule kornmarker bølgede over
dejlige Bornholm. Vi havde indlogeret os på pension Stammers i
Stammershalle, hvor vi var omgivet af næsten udelukkende tyskere. Men
det gjorde ikke noget. Vi har hverken noget mod tyskere, svenskere eller
de fleste danskere.
Med et par dage tilbage havde vi set det meste af det, man skal se:
udsigterne over Gudhjem, Rø Plantage, Østerlars' Rundkirke, Ellas
Konditori i Sandvig, spadsereturen rundt om øens nordspids til
Hammershus, den pragtfulde strand på Dueodde og alt det andet. Kun én
seværdighed manglede vi.
Fra parkeringspladsen tog det ca. 20
minutters spadseretur og en lettere klatren at nå frem. Op og ned gik
det, på stier i en pragtfuld tæt bevokset natur, skiftevis på flade og
spidse granitblokke og med tusindvis af blottede trærødder bugtende på
kryds og tværs, lige til at snuble over, hvis ikke man så sig godt for.
De sidste 100 meter var stien helt flad i en meters bredde, belagt med
løse småsten og holdt på plads i siderne af tynde brætter sat på
højkant ned i jorden. En lille afsluttende allé, og vi var fremme ved
Rokkestenen i Paradisbakkerne på Bornholm.
Undervejs blev der trænet i at
rokke forskellige sten. Denne var meget svær.
Men det
var heller ikke en rokkesten. Det var bare en amtmandssten
Rokkestenen har stået midt i skoven de sidste 10.000 år. Menes det. Som
det har været tilfældet i årtier, så er den stadig et yndet
udflugtsmål og en af de kendteste turistattraktioner på Bornholm.
Det var midt i sommerferien med masser af turister, og der kom hele tiden
folk hen til stien det sidste stykke vej. Vi gik lige i hælene på en far
og mor med deres datter og søn, 10-12 år gamle. Børnene styrtede straks
hen til og begyndte at skubbe til stenen, som var et par meter høj og på
det nærmeste tre meter lang.
Den rørte sig ikke ud af stedet.
I de næste minutter rendte familien rundt om stenen og skubbede det
bedste, de havde lært. Stenen bevægede sig ikke en millimeter.
I den ene ende af stenen, skubbet lidt ind under, lå et par løse, noget
mindre sten. Og ved siden af disse en to-tre meter lang træstamme, 15-20
cm i diameter. Om den var lagt der af øens turister, vidste ingen. Faren
tog træstammen og lagde den i spænd mellem en af de løse sten og
Rokkestenen for på den måde at få den til at rokke. Børnene satte sig
oven på. Det eneste der skete var, at faren blev helt blå i hovedet af
overanstrengelse. Rokkestenen rokkede sig ikke ud af flækken.
Rokkestenen ville ikke rokke. Her samler redaktøren mod til sig.
Men fortrød efter at have set børnene og deres far opgive
Der havde efterhånden samlet sig 8-10 mennesker og alle kom med gode
råd. En enkelt mente, han kunne se stenen rokke sig, men han var helt
alene om at kunne se det.
Til sidst blev drengen sur. »Jeg gider altså ikke se mere«, sagde han.
»Der er ikke noget af det der passer. I sagde, den ku' rokke«, sagde han
bebrejdende til moren og faren og gik skuffet bort fra stenen. Hvad det
andet var, der ikke passede, fik vi ikke at vide. Måske havde det været
Danmarks største vandfald i Dønsdale, hvor det kan være svært at få
øje på vandet.
Moren, der var omkring de fyrre, mente de havde gjort noget forkert. Hun
kunne huske, sagde hun henvendt til alle omkringstående, at hun som barn
havde været på Bornholm og dengang havde rokket med stenen.
Familien opgav, men nye kom til. En ældre dame sprang forskrækket
tilbage, da hendes mand skubbede til stenen i den retning, hun stod. »Pas
dog på, Ewald!«, råbte hun højt. »Du kan vælte den!«. Men
rokkestenen væltede ikke. Den rokkede sig ikke ud af stedet.
Ved siden af Rokkestenen ligger en lidt mindre sten. Den
kunne heller ikke rokke.
Men som enhver kan se, løfter den gamle
redaktør stenen et godt stykke i vejret.
Det er bare en bestemt teknik, der skal til.
Se, hvor det går. Let og ubesværet.
Et tysk rejseselskab på et halvt hundrede mennesker var nu ankommet, og
guiden holdt et par minutters orientering, hvor hun fortalte, at blot et
mindre skub med hånden var nok til at få stenen til at rokke.
De fleste af selskabet gik nu til angreb på stenen og puffede og skubbede
som gale. Men ikke om den rokkede sig ud af stedet. Guiden kunne ikke
forstå et kuk af det hele, kiggede igen i sine bøger og henvendte sig
til nogle danskere, som blot kunne meddele hende, at de heller ikke kunne
få den til at rokke. Tyskerne tog det meget pænt, og flere morede sig
højlydt. Et par stykker syntes, det var alletiders at komme helt fra
München for at se en stor sten inde i en skov.
Da tyskerne var gået, kom en far og mor med deres 10-årige datter. Flere
af os havde sat sig op på de primitive bænke, som stod på skråningen
ved stenen for her bedre at kunne iagttage de interessante begivenheder. Faren satte en taske
fra sig og gik hen til stenen og skubbede. Først nonchalent i oprejst
stilling, derpå mere kraftbetonet ned i knæene.
»Den bevæger sig ikke en skid«, sagde han. Så tog han Politikens
Danmark Rundt op fra tasken, bladede lidt, og begyndte at læse op,
foredragsmæssigt og i en ironisk tone. »Paradisbakkerne«, sagde han og
holdt en lille pause. »Særlig seværdig er den 25 tons tunge Rokkesten,
der kan rokkes med hånden«. Så fik han fat i en anden bog, som han
også læste op af. Her stod, at der på Bornholm findes to rokkestene:
én i Paradisbakkerne, den kan stadig rokke, og én i Almindingen, den kan
ikke rokke mere. »Hvem fanden skriver de åndssvage rejsebøger«, sagde
han og rystede på hovedet. »Vi kommer lige fra Almindingen, og stenen
der rokker perfekt«. Så hjalp han sin datter op på Rokkestenen, tog sit
fotografiapparat frem og bad datteren rokke lidt med ørerne. Det morede
alle sig meget over.
For et øjeblik blev opmærksomheden henledt på en anden begivenhed: Et
højt kvindeskrig! Det var samme mands kone, der skreg: »Lige på
patten«, råbte hun, mens alle kiggede på hende og hun jamrende begyndte
at krænge kjoleoverdelen ned. Det viste sig, at en hveps havde stukket
hende i siden på det ene bryst. Det gjorde forbandet ondt, kunne man se,
selv om hendes datter påstod, at moren skreg op, bare hun så en frø.
Frem af mængden trådte nu en lille mand med bar overkrop iført
sandaler, rødstribede bermudashorts og en hvid lærredshue med den
svenske tekst »Jag år i hatten« (som betyder: Jeg har fået for meget
ind under vesten). Omkring 60, var han vel. »Øh…undskyld«, sagde han
på flydende dansk. »Ku' jeg få overdraget talerstolen for en kort
bemærkning?«. Det fik han naturligvis lov til. Ingen havde noget imod
det. Alle var i feriestemning.
I hånden havde han den aflange annonceavis, Bornholm Rundt 1983. »Side
25«, begyndte han. »Der står at læse: I Rutsker Høilyng findes den
mystiske stensamling, Stenrøret, hvis oprindelse fortaber sig i det
uvisse, samt – og her kommer det morsomme – en stor rokkesten, der
endnu kan rokke«. »Ak ja, ak ja«, sagde han. (Man kunne høre, han var
vant til at tale for en større forsamling og fortsatte). »Hvis nogen kan
få den sten til at rokke, så gi'r jeg champagne på byens fineste hotel.
I går stod jeg en halv time og kikkede på mindst 25, der forsøgte«.
Hvad det var for et hotel, fik vi ikke at vide. Men det blev nu heller
ikke aktuelt, da vi ved selvsyn dagen efter konstaterede, at stenen ikke
kunne rokke.
Vi havde kun hørt om én rokkesten, før vi kom til Bornholm. Men nu
havde vi pludselig fået kendskab til tre. Måske var der endnu flere. Men
det fik vi ikke tid til at undersøge denne gang.
Men hvorom alting er, og så'n noget, så kan der i hvert fald ikke rokkes
ved den kendsgerning, at der er dejligt på Bornholm. Og det svedne græs
er skønt at slappe af i.
|
