Rodin-farcen

fortsatte fredag


Anklagemyndighedens hovedvidne, franske le Blay, der har erklæret skulpturen falsk, skulle afhøres i dag fredag, men har meldt afbud. Havde han fået kolde fødder og var blevet nervøs for, han ikke kunne svare på forsvarets nærgående spørgsmål?
Fredagens retsmøde bød på et nyt vidne, konservatoren Lars Henningsen, som i 2012 var tilknyttet Glyptoteket og havde haft skulpturen til gennemsyn. Han mente, den var støbt i den originale form og kunne ikke udelukke, den endda var en af de 12 erklærede originale fra Rodins egen tid. Men han pointerede også kraftigt, at det var meget svært at vurdere de enkelte Rodin-skulpturer.
 Efter fredagens afhøringer blev det igen slået fast med syvtommersøm, at der for tredje gang ikke er noget at komme efter for anklagemyndigheden. Man må betragte Rikke Juel Brandt, Christie's konsulent i Danmark, som sagens vigtigste vidne. Anklagen går udelukkende på bedrageri ved at de tre anklagede skulle have forsøgt at sælge skulpturen som ægte desuagtet, at den var erklæret falsk af Jerome le Blay, en fransk kunsthandler, som i 2004 oprettede Comité Rodin, og derved udnævnte sig selv til overdommer vedrørende Rodins skulpturer. Som vidne indrømmede han, at der var andre med forstand på Rodin, men han blev af kunstbranchen betragtet som den eneste, man rettede sig efter. Ved retsmødet gentog Rikke Brandt, hvad hun havde sagt i byretten, at ingen af de tre havde indleveret skulpturen med henblik på salg, kun til vurdering. Herved falder hele anklagen på gulvet med et brag.

Hvor er juraen henne i sagen? Der er ikke afsagt nogen dom, som erklærer skulpturen falsk. Af hvilken årsag forlanges det, at ejeren SKAL rette sig efter le Blays "dom"? En kunsthandler, der sælger værker af Rodin! Hvad kommer det retsvæsenet ved?

Undertegnede er den person i hele verden, som har afsløret flest forfalskninger, i hundredvis. Men hvornår har dansk anklagemyndighed blandet sig i det? For mange år siden indkaldtes jeg som vidne i en sag om en Wladyslaw Chmielinski-forfalskning. Nu har jeg planer om at oprette en Comité Chmielinski. Polske Chmielinski er en af de mest forfalskede malere i verden, som jeg adskillige gange har erklæret falske. Derfor må man formode, at erklærer jeg en af dem falsk, så smides sælgeren i retten, hvis det efterfølgende forsøges solgt som ægte. Har jeg misforstået noget?

Anne Kristine Rathnov Nellemann var i 2012 tilknyttet Bruun Rasmussen og undrede sig over, at le Blay kunne dømme skulpturen falsk uden at have set den, som han først gjorde skriftligt. Hun undrede sig også over, at han ikke huskede, han i Paris havde siddet overfor hende sammen med skulpturen. Det var tydeligt, at Rathnov Nellemann ikke gav fem flade øre for le Blays troværdighed. Fx sagde han i byretten, at Rodin-kommiteen havde haft skulpturen stående to-tre uger, mens virkeligheden var, at hun og Martin Borg fra Bruun Rasmussen var ankommet til Paris med skulpturen den ene dag, og rejst tilbage med den næste dag. Den havde altså kun været i Paris natten over. Martin Borg, som var med Nellemann i Paris, fik af forsvaret forevist et foto af le Blay. "Er det ham, I mødte i Paris?". Ja, svarede Martin Borg. Som le Blay heller ikke kunne huske.

Retsmødet sluttede med Personlige forhold, retsplejerådets udtalelser om de anklagede, om hvor mange børn og børnebørn, de havde, om de havde en sund økonomi og var velfungerende i det daglige.
 
Inden retsmødet startede bad forsvarsadvokaten Frantz Sigersted-Rasmussen om at Politikens Sandra Brovall skiftede plads. Hun havde placeret sig en meter bag ham og hans klient, hvilket var generende. Det var hun ikke meget for, men blev af dommeren, Sanne Kolmos bedt skifte. Det indebar, at der kun var plads ved siden af undertegnede. Og det havde hun det ikke godt med.
Man må beundre, hun klarer sig igennem retsmøderne, da ingen kan lide hende.

Næste retsmøde er procedyre 24. maj, hvor der er afsat 5 timer. Muligvis af afsiges dommen umiddelbart efter, sagde dommeren.

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
21. maj 2017
Sagens anklager, Morten Ebbe Nielsen, fotograferet uden for landsretten efter retsmødet. Skulpturen stod inde under hans skrivebord "pakket ind" i en billig plasticpose. Men den måtte ikke fotograferes, da den var bevismateriale. Det var den også i byretten, hvor der blev givet tiladelse til fotografering. Nu skulle man søge Københavns politi om tilladelse, sagde han.


Rodin-sagens mest upopulære

Der er ikke meget liv i Politikens Sandra Brovalls øjne. Ingen af de anklagede ville tale med hende under retsmøderne, og efter dommen søgte hun forgæves efter udtalelser fra de frifundne. Claus Poulsen affærdigede hende med en håndbevægelse, mens Thomas Høiland med hævet pegefinger og sit ansigt lænet mod hende gav hende den største skideballe, hun sikkert nogen sinde har fået. Og fuldt fortjent, da hun stort set ikke har bestilt andet end at svine Høiland og de andre nu frifundne til. En primitiv måde at lave retsreportage på. Men det er symptomatisk for i hvert fald Politikens Brovall, Camilla Stockmann og Lea Wind-Friis, som for alles vedkommende går efter manden, ikke efter bolden, og som synes altid at betragte anklagemyndighedens anklager som selve dommen.


Danmarks Radio interviewer en af dagens vindere, advokat for Claus Poulsen, Henrik Høpner.
Intervieweren har sørget for godt fodfæste. 
I baggrunden en af dagens tabere, Politikens Sandra Brovall, der nok ikke forstår dommen.
Anklager Per Justesen var ikke helt tilfreds med dommen. Han vidste ikke, om den blev
anket, det var op til anklagemyndigheden. Men det er meget, meget, meget svært at
forestille sig, der ankes efter to så klokkeklare nederlag. 
Mens vi ventede på dommen i Rodin-sagen
I dag 4. juli kl. 15:30
21. juni 2016 sluttede den overflødige retssag om en Rodin-skulptur.
4. juli falder dommen.

Politikens tre gimper, Lea Wind-Friis, Camilla Stockmann og Sandra Brovall, har haft store problemer med at fortælle læserne sandheden. Lea Wind-Friis i sagen om det ulovligt udførte Tuxen-maleri, hvor en 100 procent uskyldig blev gjort til forbryder. Camilla Stockmann i måske Danmarkshistoriens største retsskandale, Derain-sagen, som ikke mange forstår, fordi de ikke gider sætte sig ind i sagen. Her slog fru Stockmann fast med syvtommersøm, at nu var det endelig bevist, at en ældre dame var blevet bedraget. Gu' var hun ej. Der var ikke skygge af bedrageri i sagen.
Og nu sidst Sandra Brovall, som har dækket Rodin-sagen, tydeligvis ved mere at gå efter manden end bolden. Vi får at vide, hvad de anklagede har på af tøj, og hvordan de reagerer, når der siges noget bestemt. To helt uvedkommende ting, som vi kender det fra Ekstra Bladet. Og som i øvrigt også fru Stockmann i Derain-sagen morede sig med.

Lad os her holde os til Rodin-sagen, som klart og tydeligt har vist sig ikke at være nogen sag. Men som Sandra Brovall har pumpet op stort set på anklagemyndighedens anklager. Og det har virket meget dumt.

Rodin-skulpturen er i 1996 købt som ægte hos verdens største auktionshus, Christie's i New York. Hammerslag plus salær over 1,5 mio. kr. Brovall taler om 1 mio., men det har jo længe været kendt, at en del på Politiken er talblinde.

Og hvad er de tre mænd så anklaget for: De er anklaget for at have købt en ægte Rodin-skulptur og forsøgt at sælge den som ægte. Det lyder morsomt. Men en dag erklærer en selvlært Rodin-ekspert, Jérome le Blay, skulpturen for falsk, selv om den er støbt i en original Rodin-form. Af den grund kan den ikke være falsk. Er den det, så er samtlige anerkendte Rodin-skulpturer støbt efter Rodins død i 1917 at betragte som falske. Så er det på plads!

For at gøre sagen mere komisk, går anklagen alene på, at de tre har forsøgt at sælge den som ægte, selv om de vidste, den var erklæret falsk. Og for at presse Christie's til at sælge den. Det ubehagelige for anklagemyndigheden er, at det kan anklagemyndigheden ikke bevise, idet det klart og tydeligt er afvist af Christie's. Og så er der naturligvis ingen sag.

Anklager Per Justesen har under alle retsmøder fyret den ene e-mail af efter den anden, skrevet af de anklagede. Det var imidlertid meget svært at se, hvad de havde med sagen at gøre.

Anklagemyndigheden led for et par siden et stort nederlag i samme sag, da dommeren løslod alle tre fra varetægtsfængslingen. Der var nul beviser. Da der ikke er dukket nyt op i sagen, er det svært at forstå, hvorfor der nu skal køre en ny retssag.

Lidt praktisk viden:
For at en skulptur skal være falsk, skal den være støbt i en falsk støbeform. I dette tilfælde er støbeformen original og fra Rodins tid. Den kan være beskadiget og repareret, eller støbt uden tilladelse, og den kan være falsk signeret, men intet af dette gør den falsk.

Men der har altid været slagsmål om, hvorvidt støbninger efter kunstnerens død er at betragte som originale. For en del år siden var der stort ståhej i pressen, da familien til afdøde Sonja Ferlov Mancoba ville støbe nye skulpturer fra originale forme. Billedhuggeren Peter Bonnén protesterede imod det. "Det er kunstnerisk umoralsk", udtalte han, da kunstneren ikke selv har godkendt dem. Men de blev støbt.

Undertegnede har spurgt Musée Rodin om deres forhold til at støbe i originale forme efter hans død. Det har de ikke svaret på.

Maleren Egill Jacobsen brændte de af sine malerier, han ikke var tilfreds med. Måske handler denne sag om at destruere Rodin-skulpturer med fejl på vegne af afdøde Rodin.

I 1996 solgtes kun fire af Rodins Grubleren i størrelsen 37 cm. på auktionerne samt den omtalte, der fik højest hammerslag af de fem. Hele tiden var Jérome le Blay ansat på Musée Rodin som Rodin-ekspert. Det virker helt usandsynligt, at han ikke hele tiden har haft kendskab til den aktuelle skulptur, men først får det i 2012. Han samler sammen til en bog om Rodins værker og må af den årsag have haft kendskab til den omtalte. Men hvordan har han registereret den?

Verden er fuld af kunsteksperter, men ikke alle lige troværdige. Tre gange nåede Michel Kellermann at erklære et Derain-maleri for en forfalskning, først da hans papsøn ville købe det, gjorde han det ægte.
Vi har lige set, hvilke problemer et maleri tilskrevet den franske kunstner Géricault har voldt pga forskellige vurderingseksperter.
I en fremragende artikel i Weekendavisen 24. juni fortæller Poul Pilgaard Johnsen om hændelsesforløbet. Vi får at vide, at billedet bliver undersøgt og erklæret ægte af Géricault-eksperten Bruno Chenique, der betragtes som førende på området. Det gør Sotheby's interesseret og mener, det kan sælges for 20 mio. kr. Men pludselig siger Sotheby's fra, efter sigende pga en anden ekspert, Philippe Grunchec, der stiller sig skeptisk. Det var nok til, at Sotheby's trak sig, og at Christie's heller ingen interesse havde. Trods Cheniques' ekspertise, valgte Auktionshuset i Hørsholm at sælge det som tilskrevet med en vurdering på 500.000 kr., og med efterfølgende hammerslag på 970.000 kr.
Se det hos Auktionshuset

Kunsten stiger
– men ikke altid
Værdi 14. november 1996:
 Kr. 1.540.240
 Værdi 4. juli 2016
Kr. 0,00
Der er tale om helt den samme Rodin-skulptur. Solgt 14. november 1996 hos verdens største auktionshus, Christie's i New York for et hammerslag på $240.000, med daværende kurs kr. 1.540.240 kr. inklusive salær.
Hvorfor den 20 år senere, 4. juli 2016, nu er blevet værdiløs, skyldes, at Københavns Byret erklærede den falsk og forlangte, at ejeren for at få den udleveret af politiet tydeliggør på skulpturen, at det er en reproduktion.
Men skulpturen er ikke en reproduktion, den er lige så ægte, som andre Rodin-skulpturer, så på det punkt er dommen forkert.
Hvornår er en bronzeskulptur ægte?
Vil man drille en billedhugger, så skal man bare sige til vedkommende, at skulpturen ikke er ægte.
Skal det nemlig være helt korrekt, så er en bronzestøbt skulptur kun 100 procent ægte, hvis kunstneren selv laver hele forløbet, former den og støber den.
Men det sker sjældent, hvorfor det hele normalt foregår på et støberi som et teamwork.
Det er dog almindeligt anerkendt, at bronzestøbte skulpturer fremstillet på støberier betragtes som ægte, så længe de er støbt, mens kunstneren lever. Efter kunstnerens død er der kun tale om kopier, da de af indlysende grunde ikke er godkendt af kunstneren selv.

Det vil sige, at alle Rodin-skulpturer støbt efter Rodins død i 1917 faktisk er uægte, selv om de er støbt i originale forme før Rodins død.
Da den aktuelle skulptur ifølge alle oplysninger er støbt i en original form fra Rodins tid, så er den med andre ord lige så "ægte" som alle andre støbninger efter 1917, som af eksperter betragtes som ægte. Men den er ifølge den påståede Rodin-ekspert Jérome le Blay falsk pga en defekt hånd. Men det bliver skulpturen ikke falsk af, den kan udelukkende blive betragtet som beskadiget.

Da Musée Rodin fortsat på bestilling støber denne 37 cm høje skulptur, har undertegnede spurgt museet, om det er samme "beskadigede" form, man efter restaurering anvender. Det har museet ikke ønsket at svare på.
Støbes de nye i en nyfremstillet form, er der tale om rene kopier, som på intet tidspunkt kan betragtes som ægte.

Den lille Havfrue af Edvard Eriksen kan også mod bestilling købes af arvingerne. De støbes fra originale forme, men er også at betragte som kopier, da Eriksen døde i 1959. Den på Langelinie er ikke den originale, den har arvingerne, som værner om ophavsretten, hvilket har kostet aviser og andre store summer i erstatning pga ikke tilladte gengivelser.



 


Fernando Botero, f. 1932, verdensberømt maler og billedhugger, er kendt for sine "svulmende" kvinder. Billederne herover er taget på et bronzestøberi i den berømte marmorby Pietrasante i Italien, hvor billedhuggeren Jens-Flemming Sørensen, der bor i byen, fik listet mig ind i det allerhelligste, da jeg for en del år siden var sendt derned af Kunstavisen og sammen med min kone, Lotte Seeger, boede hos Jens-Flemming og samtidig besøgte nu afdøde Jørgen Boberg, som boede på toppen af et bjerg lige uden for byen.
Det fortælles, at Botero blot sender en tegning til støberiet, så "forvandles" den til en færdig bronzeskulptur. Øverst den færdige skulptur, nederst før støbningen.
Boteros skulpturer betragtes som originale, da de er støbt, mens han lever. Men hvor meget af dem er hans eget?

Sandra Brovall, journalist ved Politiken


 Politiken og Rodin-sagen
Camilla Stockmann og Sandra Brovall er to af Politikens fremragende journalister, velformulerende og velskrivende, men med en forudfattet mening om rigtigt og forkert.
Og her går det galt, fordi de betragter anklagemyndighedens anklager som den endelige dom, og tilsyneladende elsker at svine de anklagede til. Det så vi for Stockmanns vedkommende i Derain-sagen, og nu ser vi stilen gentaget af Sandra Brovall.

Store fede overskrifter har hun og Politiken fyret af under hele retssagen, som startede 24. maj og sluttede 4. juli præcis 15:30, da de tre dommere trådte ind i salen, mens rådhusklokkerne lød.

"Sagen om den falske danske Grubler er i gang" var den fede overskrift den 25. maj. "Håndfladerne hos Levemanden var svedige, inden han trådte ind i Retssal i Byretten i København. Hændernes tilstand var det, der tydeligt afslørede, at den ellers smart casualklædte mand i den opsmøgede lyseblå skjorte, de moderigtige læder-sneakers og det store guldur om håndleddet var nervøs".
Og så kørte journalisten videre og fortalte, at "...mens Levemanden gik ind i retten hånd i hånd med sin kæreste, ankom sagens to andre tiltalte hovedpersoner, Rigmanden og Den Pensionerede Direktør, med deres advokater".
"Efter dagens retsmøde var Levemandes håndtryk stadig svedigt", sluttede journalisten.
Levemanden, Rigmanden og Den Pensionerede Direktør er en nedladende måde at beskrive de tre anklagede på.
Gennem alle hendes artikler har det skinnet klart igennem, at hun var helt på anklagerens side og fra starten betragtede de tre som grove forbrydere.

Selv om Brovall nævnte det flere gange, at sagens kerne var, og det forhold helt isoleret, om de anklagede havde forsøgt at sælge den af le Blay falsknerierklærede skulptur, så blev hun ved med at vade i anklagerens påstand. Det skulle vise sig, at hun holdt på de forkerte heste, hvilket generede hende voldsomt, kunne man læse i hendes afsluttende artikel 5. juli, hvor de fede forsideoverskrifter var afløst af en lille henvisning øverst til venstre.
Fed overskift kom dog inde i avisen: "Spektakulær kunstsag: Tre mænd frikendes for groft bedrageri i Grubler-sagen".
Det var helt tydeligt, at den dom ikke passede journalisten: "Et smil, et dybt buk og et intenst blik ud mod tilskuerpladserne. Det var sådan de tre mænd hver især reagerede ..."

"Katastrofe for auktionshus"
Da ingen af de tre frifundne gad tale med journalisten efter dommen, kun Høiland sagde noget, og med løftet pegefinger gav hende et møgfald, så hun virkede stærkt chokeret, citerede hun et par professorer, der mente, at sagen var en katastrofe for Bruun Rasmussen. De havde heller ikke sat sig ind i sagen, da den på ingen måde kan rokke ved tilliden til Bruun Rasmussen. Husets eneste "medvirken" i sagen var at afvise at sælge skulpturen, da den var vurderet i Paris. Fra det øjeblik var Bruun Rasmussen ude af sagen.

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
10. juli 2016

Rodin-sagen
Sidste dag efter syv retsmøder


De tre forsvarsadvokater gjorde et fremragende arbejde for deres klienter, de havde virkelig sat sig ind i materialet. Fra venstre Frantz Sigersted-Rasmussen, der var advokat for den ene, der stadig er navneforbud mod. I midten Henrik Høpner, advokat for Claus Poulsen, som skimtes bag ham, og th. Thomas Høilands advokat, Anders Nemeth. Den fjerde person tv. var blandt tilhørerne alle dage.

Tirsdag den 21. juni 2016 sluttede syvdages-løbet i Københavns byret, en kamp mellem anklagemyndigheden og tre anklagede for at have forsøgt at sælge en Rodin-skulptur, der i 1996 var ægte og kostede 1,5 mio. kr. hos Christie's i New York. I 18 år var den ægte, og kigger man på Christie's hjemmeside, så er den stadig, her 20 år efter ægte. Men i 2012 erklærede den selvlærde Rodin-kender, Jérome le Blay fra sit private firma, Comité Rodin, skulpturen for falsk. Retssagen har udelukkende handlet om, hvorvidt de tre anklagede har forsøgt at sælge den som ægte, uden at oplyse, at den var erklæret falsk.

21. juni var det Frantz Sigersted-Rasmussens tur til at procedere. Og det foregik højt og tydeligt, så alle kunne høre. Sigersted-Rasmussen var advokat for den anklagede, der stadig var navneforbud mod, et forbud som blev ophævet dagen før retsmøderne sluttede, et besynderligt tidspunkt.

Sigersted-Rasmussen startede med at fremføre sin tidligere påstand om ikke bare frifindelse, men pure frifindelse. Og han krævede også, at skulpturen, som var hans klients, ikke blev konfiskeret.

Der blev glippet lidt med øjnene, da advokaten stillede en Rodin-skulptur af Grubleren foran sig i samme størrelse som den "falske". Den har jeg lige købt på Glyptoteket for 1.599 kr., sagde han. Glyptoteket skovler penge ind på små og store Rodin-kopier. Det samme gør Musée Rodin i Paris.

Her turist-kopier af Rodin på Glyptoteket.

Sigersted-Rasmussen var meget kritisk mod anklagemyndigheden, som havde den fulde bevisbyrde, og han gentog flere gange, at frifindelse gælder alle tre. Han kritiserede også anklagemyndighedens manglende efterforskning, og en sag, der aldrig burde have været ført.
Og så kom han ind på ordet consign og consignment, som anklagemyndighedens oversættere havde oversat forkert, men som i dette tilælde blot betyder, at skulpturen var indleveret, ikke sat til salg.

Og igen kom Sigersted-Rasmussen ind på det, anklagen handlede om, nemlig de tre anklagedes forsøg på at sælge skulpturen som ægte. Der findes ikke skygge af bevis for den påstand, gentog han. Og det kan slet ikke lade sig gøre i dag, hvor et auktionshus kræver en godkendelse fra Comité Rodin, for at sælge den som ægte.

Sigersted-Rasmussen takkede også for god ro og orden. Alt foregik pænt og roligt, ingen smed sko efter dommer Stausbøll.

Kl. 10:32 var sagen afsluttet, og der ventes nu kun på dommen den 4. juli.


Jeg har ikke set dig siden Nokken-dagene i Rungsted for over 30 år siden, sagde jeg (pjm) til Axel Juhl-Jørgensen, som mødte op ved de fleste retsmøder. Hyggelig at sludre med.
Anklageren Per Justesen gjorde, hvad han kunne. På  stilfærdig vis fremførte han anklagemyndighedens "beviser", men de blev skudt sønder og sammen af alle tre advokater, der hver især henviste til løsladelsen af de tre i grundlovsforhøret, hvor der ikke siden var kommet noget nyt frem. Især Sigersted-Rasmussen hånede ham. Absurd, hed det om anklagerne. Og et sted sammenlignede han sagen med "blomsterbinding med ståltråd".


Som sædvanlig er pressen doven. Kun Rune Øgendahl fra Ritzau og Sandra Brovall fra Politiken mødte op, Brovall ved alle møder, Øgendahl ved kun tre ud af de syv.

Man må rose Brovall for hendes flittighed og velskrevne artikler. Men der er for meget Ekstra Bladet over hendes måde at udtrykke sig på, hendes nedladende detaljer og facon bryder ingen sig om, og efter retsmødet i dag afviste da også Claus Poulsen og Thomas Høiland at tale med hende.

Brovalls stort opsatte artikel i dagens Politiken tyder på, hun ikke helt har forstået, hvad sagen handler om. Og så udtaler en professor Bent Meir Sørensen sig om Bruun Rasmussen på følgende vis: "Substansen i sagen er hårrejsende, men det tyder også på en korrumperet kultur i toppen af auktionshuset". Denne professor må nok lære at styre sin brandert for magen til vrøvl (injurier) skal man lede længe efter.


Morten Eske Mortensen er møntspecialist, og har med sin kolossale viden og arkivmateriale sat grå hår i hovedet på adskillige auktionshuse, som han anklager for total mangel på faglitteratur.
Morten har også haft en slags sammenstød med Sandra Brovall, der ikke kunne forstå, at han ikke ville arbejde gratis for hende. Morten var med til samtlige retsmøder.

Sidste to retsmøder afholdtes i retssal 60, en ikke ligefrem pompøs sideindgang. Når man ser alle de kostbare kunstværker rundt om i bygningen, skulle man tro, der var råd til en gang maling.

Næste gang klapper den! 

 Udenfor retten før dagens retsmøde 21. juni. Forsvarsadvokat Frantz Sigersted-Rasmussen giver Politikens
 stjernejournalist, Sandra Brovall, en overhaling for en af hendes usandheder i dagens avis. Nu har hun været med til
 samtlige retsmøder, hvor hun gang på gang har hørt, at der ikke er skygge af bevis for anklagemyndighedens påstand
 om, at de tre anklagede har forsøgt at sælge Rodin-skulpturen som ægte.
 "Næste gang klapper den", truede advokaten hende med. Vi kommer senere på dagen med lidt mere fra sagen
 sidste retsmøde, hvor der mod forventning ikke blev afsagt dom. Det sker først 4. juli.

Har Rodin-sagen udelukkende
været beskæftigelsesterapi
for anklagemyndighed og retsvæsen? 

I dag, 20. juni, var der procedure i sagen. Anklagemyndighedens Per Justesen lagde for. Det var i store træk identisk med det, Per Justesen flere gange havde nævnt, med hovedvægt på mails og telefonsamtaler mellem de anklagede. Anklageren krævede fængselsstraf for bedrageri under særlig grove omstændigheder. Per Justesen skulle så sammenligne andre sager om bedrageri, for at retfærdiggøre strafudmålingen. En af dem han nævnte var Toulouse-Lautrec-sagen fra år tilbage, hvor det handlede om 200.000 kr. Det var i 2014-kroner omkring 1,5 mio. kr., sagde Justesen. Selve sagen fra dengang er på ingen måde sammenlignelig med Rodin-sagen, som kan læses om her.

Så blev det forsvarsadvokat Anders Nemeths tur. "Er der kommet noget nyt frem siden grundlovsforhøret", spurgte han og svarede selv: NEJ! Der er intet at komme efter, intet der berettiger til domfældelse. Nemeth sagde, denne sag om skulpturen udelukkende var fremkommet pga en anden sag vedr. hans klient. Og Nemeth krævede naturligvis frifindelse.

"Nu er det min tur, og det har jeg glædet mig til", sagde forsvarsadvokat Henrik Høpner, og krævede straks frifindelse af sin klient. Og så blev det ellers til en sønderlemmende kritik af den påståede Rodin-ekspert, Jérome le Blay fra hans egen selvopfundne Comité Rodin, som havde erklæret skulpturen falsk og hvis troværdighed Høpner gav udtryk for, han ikke gav fem flade øre for. Han nævnte så en række dokumenterede usande udtalelser le Blay havde fremsat som vidne. Man han anklagede også Kasper Nielsen og Martin Hans Borg for hærværk mod skulpturen ved at Borg havde ridset to X'er på indersiden.

Sidste procedure af Frantz Sigersted-Rasmussen nåede man ikke. Det bliver først i morgen, hvor der muligvis også afsiges dom.

Normalt må der ikke fotograferes i retssale, så billedet herover er faktisk ulovligt. Men der er ingen personer på, så det er svært at se, hvad det kan skade. På et tidspunkt måtte lokalet rømmes pga kraftig larm fra en boremaskine, og alle flyttede til retssal 1.

Og så er navneforbuddet ophævet. Hvorfor det skete dagen før dommen, er lidt uforståeligt. Men Politikens Sandra Brovall gik før retsmødet var slut for at skynde sig hjem og skrive om det.
Så nu er hun glad igen.
Men det varer nok ikke længe.

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
20. juni 2006

 Ritzau havde en journalist til stede i retten i dag. Det var kun anden gang under retssagen.
Her skal blot citeres: "At forsøge at sælge en billig kopi af den berømte billedhugger Auguste Rodins skulptur "Grubleren" bør koste tre års fængsel".

I retten sagde jeg til ham: Skriv nu noget rigtigt! Det gør jeg altid, sagde han.
Men gjorde han nu det?
Der er ikke tale om en billig kopi. Der er tale om en skulptur, der hos verdens største auktionshus, Christie's i New York, er købt som ægte Rodin for over 1,5 mio. kr.

Og så bliver Politikens Sandra Brovall ved med at skrive, at den har kostet omkring én million.
1,5 mio. kr. er ikke omkring én miliion.


Se herunder det originale katalog fra 14. november 1996, som stadig findes som ægte på Christie's homepage.

 En urimelig retssag

I 16 år var Rodin-skulpturen herover at betragte som ægte, og det er den nu 20 år senere fortsat hos Christie's, som solgte den. Dokumenter ovenfor er hentet i dag, 16. juni 2016, fra Christie's hjemmeside. Fotoet er fjernet.

Proveniensen til M. Josephson fra 1939 og Mr. Donald J. Christal har ifølge Rodin-eksperten Jérôme le Blay vist sig at være falske. Jérôme le Blay har også, i 2012, erklæret selve skulpturen falsk til trods for, den er fremstillet fra den originale støbeform. Jérôme le Blay fralægger sig ansvaret for ægtheden i 1996, dengang var han ikke ansat hos Christie's, påstår han, først fra året efter, i 1997. Det strider imod hans egne oplysninger på hans hjemmeside, hvor det efter en tid tilknyttet Musée Rodin hedder: 
"Jérôme Le Blay was later recruited by Christie's the international auctioneer, for his knowledge and expertise in Modern Sculpture. After 7 years, not only in Paris but also in New York and London where he contributed to the sale of numerous collections including the highly successful sale of 50 works by Paul Cézanne coming from the Chappuis collection and the second Estate sale of Alberto and Annette Giacometti in September 2002, Jerome Le Blay left the auctioneer to develop his own business".
 
Lad os glemme, at han ikke var ansat hos Christie's i 1996, så var han det i hvert fald på Musée Rodin. Og som den store Rodin-ekspert, han påstås også at have været dengang, må man formode, han har fulgt nøje med i, hvad der solgtes af Rodin-skulpturer, og derfor af indlydende grunde også må have haft kendskab til salget af den aktuelle skulptur. Verdens førende Rodin-ekspert har altså i de 16 år haft kendskab til den skulptur, der solgtes 14. november 1996, uden at reagere. Der sælges jo ikke 10 af Grubleren om dagen, så det kræver ikke overvældende tid og besvær at holde øje med markedet.

Sagens kerne påstås at være den, at de tre anklagede skulle have forsøgt at sælge skulpturen som ægte, selv om de vidste, den var blevet erklæret falsk af le Blay.
Nej, sagens kerne er den indlysende, at skulpturen i 1996 fuldt lovligt var erhvervet som ægte fra verdens største auktionshus, Christie's. At en privatmand opretter et privat firma, kalder det Rodin Comité, og i 2012 erklærer den aktuelle Rodin-skulptur for falsk, en skulptur han har haft kendskab til i henved 16 år uden så meget som at løfte et øjenbryn, virker betænkeligt. Meget tyder da også på, ifølge vidneudsagn fra Anne Kristine Rathnov fra Bruun Rasmussen, som viste skulpturen frem for ham i Paris, at han vidste mere, end han umiddelbart gav udtryk for, da han dagen forinden selv vidnede. 

Mandag den 20. juni er der procedure. Det burde der ikke have været. Anklagerne virker fornuftstridige og uanstændige, og sagen skulle aldrig have været sat i gang.

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
16. juni 2016 

 

Verdens eneste Rodin-ekspert
afhørt i Rodin-sagen 
 Efter vidneafhøringerne 7. juni kunne meget tyde på, at hans
troværdighed ikke er helt på samme niveau, som han praler med.

Vidneafhøring 7. juni 2016

Første vidne, Anne Kristine Rathnov fra Bruun Rasmussen, sendte i 2012, på det tidspunkt husets repræsentant i Frankrig, 13 fotografier af Rodin-skulpturen til Comité Rodin i Paris. Jérome le Blay besvarede brev og billeder med, at skulpturen var falsk. I retten 6. juni fortalte le Bley, at han aldrig vurderede udelukkende efter fotografier. Le Blay fortalte også, at han aldrig havde set Anne Kristine Rathnov. Til dette sagde hun, at hun sammen med Martin Hans Borg havde siddet lige overfor ham med skulpturen. Le Blay fortalte også i retten, at han havde haft skulpturen til gennemsyn i tre uger. Anne Kristine Rathnov fortalte i retten, at han havde haft den natten over. Hun og Martin kom den ene dag, og rejste hjem dagen efter med skulpturen.

Til vidnet havde le Blay fortalt, at han ikke personligt havde haft noget at gøre med vurderingen af skulpturen, da den solgtes 14. november 1996 i New York hos Christie's, men at det var to handlende, der havde indleveret den, og at proveniensen var falsk. Altså fup og svindel! Selv om han ikke medvirkede ved salget i 1996, havde han åbenbart stort kendskab til detaljerne, kunne man forstå ud fra vidnets forklaring.

Næste vidne, en kvinde som lever sammen med sønnen til faderen, der i 1996 købte skulpturen i New York, fortalte om personlige forhold, som pga af navneforbud vanskeligt kan gengives.

Næste vidne var hendes mand, der i store træk fortalte det samme, hvorfor det heller ikke kan gengives.

Dagens sidste vidne var bestyrelsesmedlem hos Bruun Rasmussen, Jens Zilstorff. Også her er det meget svært at referere, da det mestendels handlede om personlige forhold, der efter min mening ikke havde ret meget at gøre med det primære i sagen: Rodin-skulpturen.

Næste møde bliver procedure 20. juni i den mere ydmyge sal 60 ved sideindgangen.

Det er meget svært at se, der på noget tidspunkt under de indledende retsmøder er belastende forhold for de tre anklagede. Det meste materiale har vist sig ikke at have noget som helst at gøre med selve Rodin-skulpturen.

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
7. juni 2016

Ved retsmødet 6. juni, var verdens eneste Rodin-ekspert, Jérome le Blay, indkaldt som vidne. Han slog fast, at han ikke havde vurderet skulpturen, da den i 1996 solgtes af Christie's som ægte. Nu har han erklæret den falsk. Retten, eller rettere politiet, gav lov til at fotografere skulpturen, hvilket adskillige benyttede sig af. Her holder en af forsvarsadvokaterne sagens genstand, mens der tages billeder af indersiden. Th. anklageren, Per Justesen, som også ønskede et foto. 7. juni afhørtes fem vidner
6. juni 2016. Så kom Rodin-skulpturen i retten. Den 37,5 cm høje og temmelig tunge skulptur var ledsaget af en politimand. Herover bringer anklageren, Per Justesen, den ud i forrummet til fotografering. Det måtte ikke ske inde i selve retslokalet, hvor der kun må fotograferes ved særlige lejligheder. Og det var det ikke i dag.

Men det var dagen, hvor verdens eneste Rodin-ekspert, Jérome le Blay, kom flyvende fra Paris og kl. 9:30 satte sig i vidneskranken. Her fik vi så hans ord for, at det ikke var ham, der i november 1996 hos Christie's i New York havde vurderet skulpturen til at være en ægte Rodin-skulptur. Han var slet ikke ansat eller tilknyttet Christie's på det tidspunkt, først fra 1997, sagde han. Hvorfor han så på sin hjemmeside oplyser, at han var det fra 1995, er ikke godt at vide.

Fra kl. 9:30 til 11:50 blev le Blay bombarderet med spørgsmål, som en tolk oversatte til fransk, og hans svar til dansk. Det kommer for vidt her at komme ind på alle spørgsmål og svar, men en forsvarsadvokat spurgte, hvilken forskel der var på Rodin-museet, som le Blay tidligere havde været ansat på og Comité Rodin. Det sidste var hans egen virksomhed, der kan udstede "ægthedscertifikater", det kan museet ikke.
Le Blay havde stor tiltro til egen ekspertice, så meget, at han fortalte, han aldrig tog fejl i bedømmelser af Rodin-skulpturer. Dem havde han undersøgt omkring 5.000 af gennem årene. Han fortalte, at den aktuelle skulptur fandtes der 50-60 ægte af. Hvor mange falske, fik vi ikke at vide. Vi fik også at vide, at der fandtes tre størrelser, en meget stor, som kendes fra Glyptoteket, en i 72 cm (udført i 25 nummererede eksemplarer) og så den på 37,5 cm.

Andre vidner var en af de anklagedes revisor, en som havde vurderet boet efter afdøde Peer Lorentzen og hans hustru, som havde købt skulpturen i 1996. Den blev sat til først 3 mio. kr, senere til 1 mio., sagde vidnet. Så kom en datter, som havde arvet skulpturen. Hun havde det tydeligvs ikke ret godt, var syg og burde nok ikke have været afhørt. Til sidst vidnede en politimand, som havde afhørt en af de anklagede.

Men det var meget svært at se, at nogen af vidneudsagnene belastede de anklagede.

Tirsdag den 7. juni er kommer flere i vidnestolen, og først 20. juni er afsat til procedure.


Et kig ind i den hule bronzeskulptur med Rodins signatur og den hvide mærkat fra salget i 1996.
Endvidere de to X, på hver side af signaturen, sat på af Martin Hans Borg fra Bruun Rasmussen for
på den måde at kunne kende den senere hen, skulle den dukke op igen.


Der var stor trængsel foran skulpturen. Alle ville fotografere. Her snupper venlige og
imødekommende protokolfører, Anne Lorentsen, et billede eller to, mens Per Justesen
holder den oppe. Med ryggen til en advokat.


 Det var småt med tilhørere til retsmøderne. Kun en enkelt eller to samt enkelte andre med tilknytning til sagen. Herover er det den kendte møntspecialist, Morten Eske Mortensen, som i årevis har udgivet værdifulde møntbøger på Grelbers Forlag. I baggrunden Politikens Sandra Brovall og et par advokater. Til venstre den politimand, som bragte skulpturen frem og tilbage. Per Justesen sagde, at alle måtte fotograferes og billederne offentliggøres, da alle frivilligt havde taget ophold på stedet.

Kunstnyt.dk 5. juni 2016
 Styrer Politiken Rodin-sagen?
Og ender den som ren farce?

Figuren er et udsnit af den "falske" Rodin, gengivet fra auktionskataloget 14. november 1996.
Teksten herover er en gengivelse af salget omtalt på Artprice.com i 1996 og kopieret 5. juni 2016. Skulpturen er altså snart 20 år senere stadig opført som ægte på verdens største prisdatabase.

Sandra Brovall fra Politiken skrev til dommeren og bad om at få ophævet navneforbudet på to af de tre anklagede. Det rettede dommeren sig efter, men i skrivende stund er der stadig navneforbud, fordi forsvarsadvokaterne kærede afgørelsen. Undertegnede skriver dette dagen før vidnet fra Comité Rodin afhøres i sagen. Det sker mandag den 6. juni.
Undertegnede har søgt aktindsigt i sagen, men det er nægtet af anklager Per Justesen. Det indebærer, at jeg bliver nødt til at forholde mig til det allerede oplyste. Ved sidste retsmøde kom en af forsvarsadvokaterne ind på Derain-sagen, men dommeren slog ud med begge arme og nævnte, at det ikke havde noget med Rodin-sagen at gøre.

Det er to forskellige sager, korrekt, men sagerne har væsentlige lighedspunkter, som handler om de to sagers vurderingseksperter. I Derain-sagen var maleriet, indtil syv måneder efter de to senere dømte havde solgt det, erklæret falsk. Da Derain-maleriet på købstidspunktet af den såkaldte Derain-ekspert, Michel Kellermann, var erklæret falsk, kan der naturligvis ikke være tale om bedrageri, som to blev dømt for. Man behøver ikke være jurist for at se det, bare i besiddelse af almindelig sund fornuft. Kellermann er senere afsløret i at have erklæret falske malerier ægte.

I Rodin-sagen tyder meget på, at den person, som i 1996 erklærede Rodin-skulpturen for ægte, er en og samme person, Jérome le Blay, som 16 år senere erklærede den for at være falsk. I 1996 var le Blay ansat hos Christie's som eneste Rodin-ekspert, så alt tyder på, det var ham, der sagde god for den skulptur, han 16 år senere erklærede for falsk.
Når Comité Rodin taler om ægte Rodin, så skal de være fra før 1952, siger de, som var det år Alexis Rudiers søn, Eugene Rudier, som havde overtaget støberiet, døde. Efter sønnens død fortsatte støberiet med at støbe skulpturerne. Man betragter altså Rodin-skulpturer støbt fra Rodin døde i 1917 til Eugene Rudier dør i 1952 for ægte.
Men er de det? Strengt taget er kunstværker kun at betragte som ægte, når er de fremstillet mens kunstneren lever. Alt efterfølgende er kopier, uanset hvem der laver dem. Da Rodin- skulpturer støbt efter 1952, ifølge det oplyste, er støbt fra de samme originale forme, er dem efter 1952 altså lige så ægte, som dem mellem 1917 og 1952. Er de støbt i de originale forme, kan de ikke være falske. Der kan blive tale om manglende tilladelse, om en ringere kvalitet, men falske bliver de ikke.

Den person, som anklages for "falsknerierne" er Gay Hain, som 17. januar 1996 stod tiltalt i retten for bl.a. Rodin-forfalskninger og 28. juli 1997 idømtes fire års fængsel. Det forløb fik åbenbart ikke Christie's (Jérome le Blay?) til at reagere og undersøge den omtalte skulptur, der nødvendigvis dengang havde samme "sammensmeltning" af fingrene, som 16 år senere.
I den aktuelle Rodin-sag er ingen af de tre tiltalte politianmeldt, det er politiet selv, der har taget sagen op. Og man kan spørge: Hvorfor har de blandet sig i en tvist, der udelukkende er en sag mellem Christie's og ejeren/ejerne af skulpturen. Den er købt som ægte og står stadig opført som ægte på Artprice.com. Nu påstås det, at retsagen handler om, at de tre tiltalte har forsøgt at sælge den som ægte. Og hvad så! Den er jo købt som ægte, og som meget tyder på først erklæret ægte af Jérome le Blay og 16 år senere falsk af samme Jérome le Blay.
Hvorfor er sagen havnet i en dansk retssal? Bedrageren, hvis det fastholdes, at skulpturen er falsk, er jo indlysende for enhver Christie's. 
Sagen burde burde aldrig være sat i gang.

Er der i ovenstående faktuelle fejl, skyldes det anklagemyndighedens afvisning af ansøgningen om aktindsigt.

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
5. juni 2016