Hvornår er en bronzeskulptur ægte?
Vil man drille en billedhugger, så skal man bare sige til
vedkommende, at skulpturen ikke er ægte.
Skal det nemlig være helt korrekt, så er en bronzestøbt skulptur kun 100
procent ægte, hvis kunstneren selv laver hele forløbet, former den og
støber den.
Men det sker sjældent, hvorfor det hele normalt foregår på et støberi
som et teamwork.
Det er dog almindeligt anerkendt, at bronzestøbte skulpturer fremstillet
på støberier betragtes som ægte, så længe de er støbt, mens kunstneren
lever. Efter kunstnerens død er der kun tale om kopier, da de af
indlysende grunde ikke er godkendt af kunstneren selv.
Det vil sige, at alle Rodin-skulpturer støbt efter Rodins død i 1917
faktisk er uægte, selv om de er støbt i originale forme før Rodins død.
Da den aktuelle skulptur ifølge alle oplysninger er støbt i en original
form fra Rodins tid, så er den med andre ord lige så "ægte" som alle
andre støbninger efter 1917, som af eksperter betragtes som ægte. Men
den er ifølge den påståede Rodin-ekspert Jérome le Blay falsk pga en
defekt hånd. Men det bliver skulpturen ikke falsk af, den kan
udelukkende blive betragtet som beskadiget.
Da Musée Rodin fortsat på bestilling støber denne 37 cm høje skulptur,
har undertegnede spurgt museet, om det er samme "beskadigede" form, man
efter restaurering anvender. Det har museet ikke ønsket at svare på.
Støbes de nye i en nyfremstillet form, er der tale om rene kopier, som
på intet tidspunkt kan betragtes som ægte.
Den lille Havfrue af Edvard Eriksen kan også mod bestilling købes af
arvingerne. De støbes fra originale forme, men er også at betragte som
kopier, da Eriksen døde i 1959. Den på Langelinie er ikke den originale,
den har arvingerne, som værner om ophavsretten, hvilket har kostet
aviser og andre store summer i erstatning pga ikke tilladte gengivelser.
|
Fernando Botero, f. 1932, verdensberømt maler og billedhugger, er kendt
for sine "svulmende" kvinder. Billederne herover er taget på et
bronzestøberi i den berømte marmorby Pietrasante i Italien, hvor
billedhuggeren Jens-Flemming Sørensen, der bor i byen, fik listet mig
ind i det allerhelligste, da jeg for en del år siden var sendt derned af
Kunstavisen og sammen med min kone, Lotte Seeger, boede hos
Jens-Flemming og samtidig besøgte nu afdøde Jørgen Boberg, som boede på
toppen af et bjerg lige uden for byen.
Det fortælles, at Botero blot sender en tegning til støberiet, så
"forvandles" den til en færdig bronzeskulptur. Øverst den færdige
skulptur, nederst før støbningen.
Boteros skulpturer betragtes som originale, da de er støbt, mens han
lever. Men hvor meget af dem er hans eget?
|
Sandra Brovall, journalist ved Politiken
|
Politiken og Rodin-sagen
Camilla Stockmann og Sandra Brovall er to af
Politikens fremragende journalister, velformulerende og velskrivende,
men med en forudfattet mening om rigtigt og forkert.
Og her går det galt, fordi de betragter anklagemyndighedens anklager som
den endelige dom, og tilsyneladende elsker at svine de anklagede til.
Det så vi for Stockmanns vedkommende i Derain-sagen, og nu ser vi stilen
gentaget af Sandra Brovall.
Store fede overskrifter har hun og Politiken fyret af
under hele retssagen, som startede 24. maj og sluttede 4. juli præcis
15:30, da de tre dommere trådte ind i salen, mens rådhusklokkerne lød.
"Sagen om den falske danske Grubler er i gang"
var den fede overskrift den 25. maj. "Håndfladerne hos Levemanden
var svedige, inden han trådte ind i Retssal i Byretten i København.
Hændernes tilstand var det, der tydeligt afslørede, at den ellers smart
casualklædte mand i den opsmøgede lyseblå skjorte, de moderigtige
læder-sneakers og det store guldur om håndleddet var nervøs".
Og så kørte journalisten videre og fortalte, at "...mens Levemanden
gik ind i retten hånd i hånd med sin kæreste, ankom sagens to andre
tiltalte hovedpersoner, Rigmanden og Den Pensionerede Direktør, med
deres advokater".
"Efter dagens retsmøde var Levemandes håndtryk stadig svedigt",
sluttede journalisten.
Levemanden, Rigmanden og Den Pensionerede Direktør er en nedladende måde
at beskrive de tre anklagede på.
Gennem alle hendes artikler har det skinnet klart igennem, at hun var
helt på anklagerens side og fra starten betragtede de tre som grove
forbrydere.
Selv om Brovall nævnte det flere gange, at sagens kerne var, og det
forhold helt isoleret, om de anklagede havde forsøgt at sælge den af le
Blay falsknerierklærede skulptur, så blev hun ved med at vade i anklagerens
påstand. Det skulle vise sig, at hun holdt på de forkerte heste, hvilket
generede hende voldsomt, kunne man læse i hendes afsluttende artikel 5.
juli, hvor de fede forsideoverskrifter var afløst af en lille henvisning
øverst til venstre.
Fed overskift kom dog inde i avisen: "Spektakulær kunstsag:
Tre mænd frikendes for groft bedrageri i Grubler-sagen".
Det var helt tydeligt, at den dom ikke passede journalisten:
"Et smil, et dybt buk og et intenst blik ud mod tilskuerpladserne. Det
var sådan de tre mænd hver især reagerede ..."
"Katastrofe for auktionshus"
Da ingen af de tre frifundne gad tale med journalisten efter
dommen, kun Høiland sagde noget, og med løftet pegefinger gav hende et
møgfald, så hun virkede stærkt chokeret, citerede hun et par
professorer, der mente, at sagen var en katastrofe for Bruun Rasmussen.
De havde heller ikke sat sig ind i sagen, da den på ingen måde kan rokke
ved tilliden til Bruun Rasmussen. Husets eneste "medvirken" i sagen var
at afvise at sælge skulpturen, da den var vurderet i Paris. Fra det
øjeblik var Bruun Rasmussen ude af sagen.
Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
10. juli 2016 |
