Derain-sagen pakket godt ind
på Rådhuspladsen.

Han vender ryggen
til virkeligheden


Peter Michael Hornung i Politiken:
»Lige børn leger bedst«
Og hvem leger Peter Michael så bedst med?
Det gør han med blandt andre sine tre begavede kolleger,
Camilla Stockmann, Lea Wind-Friis  og Trine Ross.
Og hvad leger de så? De leger gemmeleg. Og hvad gemmer de? De gemmer deres viden om et af Danmarkshistoriens
mest modbydelige justitsmord.
Og den viden vil de resten af deres liv gemme langt væk.
De kunne ikke drømme om at delagtiggøre deres læsere i svineriet. Ikke fordi de ikke forstår sagen, men af helt andre grunde. Vi taler naturligvis om Derain-sagen.
Ens for de fire nævnte er, at de som journalister er samfundets vogtere og derved forpligtet til undersøgende journalistik.
Men i denne sag har de tre valgt loyalitet over for Camilla Stockmann, der kom så grumme galt af sted, da kæden sprang af i hendes sidste artikel om Derain-sagen, hvor hun skrev:
»... at nu er det til fulde bevist, at de tiltalte i 2004 samarbejdede om at udnytte den dengang 92-årige Grethe Meyers tillid for at skaffe sig en betydelig fortjeneste«.
Løgn og latin! Der blev ikke bevist andet, end
at dommen var fup og svindel.
Men jeg forstår godt de fire stjerneskribenter.
De har ikke kunnet gøre andet af kollegiale
grunde end at tie forbrydelsen ihjel.
Hvornår er det nu, man bruger betegnelsen nyttige idioter?

Alle fire fik som de første bogen
»Retssagen om et formodet maleri af André Derain«

Kunstnyt.dk
3. marts 2012

Derain-sagen kommer aldrig uden for Politikens Hus.