Hvor er den?
Det er nu 15 år siden, Picassos
skulptur Le Fou (Narren) solgtes hos Bruun
Rasmussen i Bredgade som kopi efter Picasso for 50.000 kr. i
hammerslag. Der har stort set lige siden været stille
omkring skulpturen, som forinden var en politisag, men her i
starten af 2018 udkom "Efterforskeren", en bog skrevet af
Allan Juul Laugesen, efterforsker ved politiet gennem 40 år,
i samarbejde med DR-journalisten Preben Lund. Den handler
mestendels om grove forbrydelser, mord, bankrøverier og
andre modbydeligheder, er trods de dystre emner
underholdende og utroligt velskrevet. Udgivet
på "Nyt DPIF – politiidrættens forlag". 224 sider.
Bogens forside. 18 sider i bogen er imidlertid
en omtale af den kendte Picasso-sag, hvor en dansk
kunsthandler (alle navne i bogen er slørede) svindlede med
en original Picasso-tegning, som han havde lånt af en kendt
balletmester, kopierede den, afleverede kopien til
balletmesteren og selv forsøgte at sælge den originale hos
Christie's i London 16. september 1983, hvilket blev
opdaget, før den solgtes. I samme sag indgik også
Picassos skulptur, Le Fou, som Gormsen (svindlerens
slørede navn i bogen) havde haft mellem hænderne, men her
kunne politiet ikke bevise svindel, og "Gormsen" blev aldrig
dømt skulpturen vedrørende.
Øverst den originale, nederst den
godt udførte falske, som i dag kan ses på Politimuseet på
Fælledvej i København. Foto fra bogen KUNST &
KUNSTFORFALSKNING udgivet i 1989 på Forlaget Palle Fogtdal.
Bogen har flere forfattere, afsnittet om Picasso-sagen og
bogens øvrige artikler om kunstsvindel er skrevet af
undertegnede, Preben Juul Madsen. Fotos: Christie's og
Ole Steen. |
Illustration og tekst herunder
er kopieret fra bogen Kunst & Kunstforfalskning udgivet
1989. Skulpturen er ikke længere på Louisiana, ifølge
museumsinspektør Kirsten Degel blev den leveret tilbage til
Hunov i 2011. Hunovs kone, Birte Inge Christensen, oplyste
telefonisk februar 2018, at hun ikke vidste, hvor skulpturen
var. Er det rigtigt, må den være solgt på et tidspunkt. Men
hvor? Ifølge Artprice.com har kun et enkelt eksemplar af
Le Fou været under hammeren siden 2011. Det var 3.
februar 2016 hos Sotheby's i London, højden 41 cm, 1 cm
højere end Hunovs, vurderet til mellem £1,5 og 2,5 mio. Men
husets oplyste proveniens kan ikke føres tilbage til Hunov.
Undertegnede er vildt uenig med Picassos datter, Maya,
som erklærede den falsk og derved var årsag til, at Bruun
Rasmussen solgte den som kopi. Mayas bedømmelse går
udelukkende på grund af vægten, men den afviger fra støbning
til støbning oplyser støbeeksperter.
Og de er større eksperter på det
område end hende. Hvorfor Bruun Rasmussen rettede sig mere
efter Maya end broderen Claude, der forinden havde erklæret
den ægte, kan være svært at forstå. Alle tekniske
undersøgelser, som Hunov efterfølgende fik foretaget peger
kun én vej: at skulpturen er ægte. |
Pablo Picasso: »Le Fou«, Narren.
Patineret bronze. Udført i voks i 1905 og ifølge Claude
Picasso mellem 1905-09 støbt i bronze i et antal af seks,
hvoraf denne er en af disse. I 60erne støbt i yderligere
seks-syv eksemplarer. Solgt for 50.000 kr. hos Bruun
Rasmussen, Kbh., som kopi efter Picasso. Højde iflg.
kataloget 41 cm, men korrekte mål er 40 cm. Bagpå sign.
Picasso, indeni udstillingsetiket fra Galerie Louise Leiris,
Paris, toldstempel fra Milano samt politiets indridsede
sagsnr. 448/83. Deponeret på et dansk museum. |
I
1985 blev en dansk kunsthandler idømt to et halvt års
fængsel for bl.a. at have kopieret en ægte Picasso-akvarel
og leveret kopien tilbage til den polskfødte, internationalt
aner-kendte koreograf og balletmester, Albert Gaubier
(1908-91), af hvem han havde lånt den originale med henblik
på salg.
Kunsthandlerens falskneri blev imidlertid
afsløret, da den originale akvarel pludselig dukkede op på
en auktion hos Christie’s i New York samtidig med, den
skulle ligge i bankboks i København. Hvad den ikke gjorde.
Det var den falske, viste det sig.
I
sagen mod kunsthandleren indgik tillige en skulptur af
Picasso, Le Fou, Narren, som
kunsthandleren sammen med den originale akvarel havde fået i
kommission, men også leveret tilbage. Gaubier, der var et
kendt ansigt i den danske kunstverden, påstod nu, at også
skulpturen var en forfalsk-ning, da han fastholdt, den ikke
havde samme højde, som den han havde lånt ud. Under
efterforskningen rejste politiet imidlertid med skulpturen
til Paris, hvor Picassos søn, Claude, ifølge politirapporten
ikke alene sagde god for den, men tidsfæstede den til at
være støbt mellem 1905, det år Picasso udførte den i voks,
og 1909, og i alt fremstillet i bronze i seks eksemplarer.
Forinden havde den været forevist på Glyptoteket og
Nationalmuseet uden dog at blive under-søgt nøjere. På intet
tidspunkt fandt politiet en skulptur nr. to, som det var
tilfældet med en akvarel nr. to.
18
år senere hos Bruun Rasmussen
Den 18. juni 2003 dukkede samme skulptur op hos Bruun
Rasmussen, Kbh., vurderet til mellem 10.000 og 15.000 kr. og
omtalt i kataloget som kopi efter Picasso. Den lave
vurdering antydede, at Bruun Rasmussen ikke troede på
ægtheden, hvilket nok skyldes, at huset et helt år forinden,
ad to omgange, havde haft skulpturen til undersøgelse i
Paris, her bl.a. forevist Musée Picasso, hvor Picassos
datter, Maya, først anden gang afviste
den, hovedsagelig på grund af vægtforskel, hvilket er et
usagligt argument, da de enkelte afstøbninger efter samme
form altid har forskellig
vægt, mens ydre mål altid er
de samme.
John Hunov (1936-2017)
Skulpturen, af meget høj kvalitet, erhverves af den kendte
samler og kurator, John Hunov, der får hammerslag på 50.000
kr. og straks går i gang med grundige undersøgelser. Han
henvender sig til det anerkendte bronzestøberfirma Leif
Jensen, der oplyser, at bronzens farve og patinering er
typisk for italienske afstøbninger op til 1950erne,
indikerende, det er en ældre skulptur. Endvidere, at
færdiggørelsen og cise-leringen er foretaget med mejsler og
punsler, hvilket vil sige håndværktøjer. Leif Jensen finder
også en støbefejl ved næsen i forhovedet, hvori der stadig
er rester af formma-teriale, som afslører, der er tale om en
afstøbning før 1960 erne. Sluttelig kan Leif Jensen oplyse,
at intet tyder på, skulpturen er lavet som en kopi efter en
allerede eksisterende bronzeafstøbning, idet der kun ses én
samlingslinje efter de fire formdele, den er støbt efter. På
en kopi ville forekomme en ny samlingslinje, og en
kopiafstøbning ville også blive mindre, under 40
cm. Altså ingen tegn på en forfalskning, da den aktuelle
skulptur måler 40 cm, samme højde som Picassos eget private
eksemplar.
Finansmanden og storsamleren Rolf Stenersen
Rolf Stenersen (1899-1978), norsk finansmand, kunstsamler og
forfatter, der ikke var en hvem som helst (har bl.a. doneret
omkring 1.000 kunstværker, heriblandt et par hundrede af
Edvard Munch, til museer i Oslo og Bergen), udstiller som
ejer af Le Fou denne første
gang i 1958 i Kunstnernes Hus i Oslo, og det vides med
sikkerhed, at Gaubier har erhvervet skulpturen fra Rolf
Stenersen umiddelbart efter, at den i 1968 havde været
udstillet på Louisianas Picasso-udstilling, hvor Stenersen
stadig står som ejer. Her er højden sat til 44 cm, hvilket
skyldes forkert opmåling. Da Gaubier i nov. 83 anmelder
kunsthandleren for at have kopieret skulpturen, opgiver han
målet på den »originale« til at være 41 cm, men den han har
fået retur, som han tror er en anden, til kun at være 39 cm.
De mange forskellige mål på samme skulptur virker
forvirrende, men den korrekte højde ifølge Hunov er 40 cm,
hvilket svarer til Picassos eget eksemplar, udstillet på
Louisiana 1981 som et af de kunstværker, Picasso-familien,
nødtvunget pga. truende arveafgifter, havde foræret den
franske stat, og som i dag står på Musée Picasso i Paris.
Kunsthandleren Ambroise Vollard
I
kunstlitteraturen henvises altid til den franske
kunsthandler Ambroise Vollard (1868-1939) i forbindelse med Le
Fou. Det er påviseligt Vollard, der først
får lavet seks bronzeaf-støbninger af Picassos originale
værk, som denne i 1905 fremstillede i voks. Et toldstempel
inden i skulpturen viser, den er kommet fra Milano, hvilket
kunne tyde på, at Vollard har fået udført afstøbningerne i
Italien, som dengang (og stadig) havde billigere støberier.
Det er ikke almindeligt at sætte toldstempler i kunstværker,
blot de udstilles i et andet land.
Hvor meget er skulpturen værd?
Ifølge en original, af Musée Picasso godkendt gallerimærkat
påsat indvendigt i skulpturen, har den været udstillet i
Paris, i Galerie Louise Leiris, rue d’Astorg, en adresse
galleriet fraflyttede i okt. 1957 til den nuværende i rue de
Monceau, hvor galleriet i dag føres videre af et barnebarn.
Picassos kunsthandler siden 1907, H.D. Kahnweiler
(1884-1979), måtte som tysker tidligt i 1940 forlade
Frankrig og overlade sit Galerie Simon til svigerinden
Louise Leiris, ellers var galleriet, som fik hendes navn,
blevet konfiskeret. Le Fou har
altså været solgt i galleriet mellem april 1940 og okt.
1957, mest sandsynligt i begyndelsen af perioden, da
mærkaten har overstreget Galerie Simon.
Ingen detaljer peger på, at
skulpturen er en forfalskning. Tværtimod. Den er ifølge
Claude Picasso, i 1983 den mest kompetente i vurdering af
Picasso-værker, en af de seks, som Vollard 1905-09 lod
støbe. Senere, engang i 60erne, gav Picasso tilladelse til
støbning af yderligere 6-7, så det samlede antal er 12-13,
flere af dem på amerikanske og europæiske museer. Et dansk
museum opbevarer indtil videre Hunovs skulptur med henblik
på selv at undersøge sagen.
Eksemplarer af Le Fou har,
forud for salget hos Bruun Rasmussen, siden 1990 været under
hammeren fem gange (nogle af gangene muligvis samme
skulptur), senest juni 2000 i Galerie Kornfeld i Bern, hvor
et eksemplar fik hammerslag på godt 4,1 mio. kr., med salær
og afgift rundt regnet 5 mio. Den 6. november 2002
indkasserede Christie’s i New York imidlertid 45,5 mio. kr.
(med salær 50 mio.) for Picassos bronzeskulptur fra 1951, La
guenon et son petit, forestillende en abe holdende sin
unge, 54 cm høj og ny verdensrekord for en Picasso-skulptur
(side 36), et salg der uden tvivl trækker andre
Picasso-skulpturer op i værdi. Så en pris på 15 mio. kr. for Le
Fou, som Hunov vil have den forsikret for,
er måske i underkanten af dagsprisen.
Men hvad siger skulpturens
tidligere ejer? Er vedkommende tilfreds med kun at have fået
42.000 kr. (50.000 minus salær) for at have solgt en ægte
Picasso-skulptur til en værdi af måske 15 mio. kr.?
Kilde: Kunst under hammeren 03 © kunstnyt.dk Preben Juul
Madsen
|
Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
13. marts 2018
|