Hans Edvard Nørregård-Nielsen kiggede indenfor
til Pia Andersens flotte 50-års fødselsdagsudstilling i Brøndsalen på Frederiksberg og erhvervede tre store lærreder til Ny Carlsberg Fonden



Pia Andersen foran de tre store lærreder som Danmarks mægtigste mand ud i kunstens verden, Hans Edvard
Nørregård-Nielsen, satte sig på til Ny Carlsberg Fonden. 65.000 kr. stykket stod de til, i alt 195.000 kr.
Om Ny Carlsberg Fondens formand fik kvantumsrabat ved vi ikke noget om. Pia Andersen bor til dagligt ved
 Madrid og udstiller ikke så tit herhjemme. I forbindelse med udstillingen er udgivet et smukt bogværk skrevet
af Berlingskes kunstanmelder, Torben Weirup, som altid er god for en god tekst. Et sted skriver Weirup:
»Hendes organiske billeder åbner sig på forskellig vis for betragteren, og man kan eksempelvis se
hendes flader som iagttagelser af sollyset gennem træernes grene, lyset gennem løvet eller lysreflektioner
i vandpytter og vandløb, aftenhimlen over bjergene, mønstret i  en fuglevinge, mosset på de
 store sten, nedfaldne og nu gulnede blade fra træerne liggende på jorden eller svømmende i vand,
stubbene på markerne, disen i varmen og insekternes svirren gennem luften«.
En smuk og poetisk karakteristik af Pia Andersens arbejder, bogen rigt illustreret bl.a. med hendes egne fotografier.
Endvidere indeholder bogen fire digte af Thomas Borberg.


Smukt ligger Brøndsalen i baggrunden med indgang fra Frederiksberg Runddel, placeret
midt imellem Storm-P-museet og indgangen til Frederiksberg Have.


I udstillingsbrochuren udfærdiget af Galerie Provence fortælles, at Pia Andersen har malet
240 små malerier på 15x18 cm som en særlig fødselsdagsgave til publikum. Da Kunstnyt.dk
8. oktober besøgte udstillingen var omkring en fjerdedel af dem solgt. Køberne fik dem med med
det samme, hvorfor der er huller i ophængningen. Prismæssigt kan alle være med her, kun 1.700
kr. koster de stykket. Priserne ligger fra disse 1.700 kr. og op til 75.000 kr.


Med på udstillingen er også enkelte glasmalerier, her to af dem til højre, udført på
Per Hebsgaards berømte værksted..


Ikke alle kunstinteresserede fik lov at komme indenfor.

Udstillingen er åben indtil den 17. oktober 2010, tirsdag til fredag kl. 12-18, lørdag og søndag 11-18.
Mandag lukket. Kig forbi Pia Andersens home page og Galerie Provence, som er arrangør af udstillingen.
Det er absolut en udstilling, som er værd besøge.


Tekst og fotos: Kunstnyt.dk
11. oktober 2010

Pia Andersens jubilæumsudstilling består udelukkende af nyere arbejder. 
Der er sjældent malerier af hende til salg på auktionerne, men en nogen interesseret i et af
hendes malerier, mere konkret i stilen, kan Kunstnyt.dk henvise til et fra 1992, som kan
 erhverves til en fornuftig pris. Det er ikke Kunstnyt.dk, som er sælger, vi formidler blot kontakten.
På telefon 2637 1325 kan fås flere oplysninger. Se billedet her.