Blomstermaleren J.L. Jensen
på Nivaagaard


Foto: Niels Lyksted

 Af Niels Lyksted

Blomstermaleren J.L. Jensen (1800-1856) var den førende blomstermaler i guldalderen. Han malede i hundredevis af overdådige buketter og sanselige frugter.

Umiddelbart efter sin død gik Jensen i glemmebogen blandt de fleste kunsthistorikere. Han forblev dog en folkekær kunstner, hvis værker pryder mange danske og udenlandske privatsamlinger.

I dag er Jensen naturligvis repræsenteret på museerne, men mindre fremhævet end en række af hans samtidige kunstnerkolleger. En af årsagerne er formentlig, at blomstermaleriet gennem tiderne har været mindre prestigefuldt.

Nivaagaards Malerisamling har sat sig for at kaste nyt lys over blomstermaleren med en udstilling, der er den første i nyere tid og den største nogensinde.

Tidligt i karrieren satsede Jensen på velafbalancerede og harmoniske kompositioner, hvor blomsterne blev sammensat alene efter farver og former uanset blomstringsperiode. Senere valgte han at præsentere blomster, frugter og bær fra samme årstid. Og med tiden flyttede han sine blomstermotiver fra stuen ud i skoven.

Der var stor efterspørgsel i samtiden efter hans billeder. De mange bestillinger førte til, at han ofte kopierede sine egne billeder forbløffende nøjagtigt, men ofte med en mindre detalje til forskel.

I de sene år besøgte Jensen - ligesom H.C. Andersen - en række herregårde, hvor han boede i perioder sammen med sin kone. Her inddrog Jensen jagtmotiver i form af skudt vildt i sine kompostioner.

Udstillingen på Nivaagaard viser ef fornemt udbud af denne type malerier. Hertil kommer et fint udvalgt af porcelænsmalerier - en mere ukendt side af J.L. Jensen.

Jo, Jensen blev i 1825 udnævnt til Den Kgl. Porcelainsfabriks “overmaler” - en stilling han beholdt resten af livet. Fabrikken havde indtal da i høj grad satset på Flora Danica porcelænet, der har en nærmest videnskabelig tilgang til blomstermaleriet. Nu skulle der satses på det mere følelsesmæssige udtryk i overensstemmelse med tidens romantiske strømninger.

Kendskabet til J.L. Jensens indsats inden for porcelænsmaleriet har hidtil været stort set ukendt, dels fordi han ikke malede meget, dels fordi porcelænet befinder sig i privat eje og ikke har været udstillet eller afbildet. På udstillingen er det imidlertid fornemt præsenteret.

 Nivaagaard Malerisamling byder på en lang række spændende arrangementer i tilknytning til udstillingens tema herunder vandringer i museets smukke rododendronpark. Vil man også se ægte blomster, bør man vente med at besøge museet til maj/juni, når rododendronerne er i fuldt flor.

Udstillingen ledsages af en fornem bogudgivelse “Blomstermaleren J.L. Jensen “Mellem kunst og natur i guldalderen” af Marie-Louise Berner og Mette Thelle. Den er velskrevet, smukt illustreret og lige til at gå til.


Et af de udstillede: Kurv med blomster på en sten. Ca. 1843.
Udstillingen åbnede 21. januar og slutter 12. august 2018
Foto: Nivaagaard.

Når der skrives om Blomster-Jensen er det altid J.L. Jensen. Men han signerede altid I.L. Jensen, hvorfor
man i daglig tale omtaler ham som I.L. Jensen. På de tider betragtede man I og J som det samme.

Er du interesseret i priser på Jensen, så klik ind her.  Rekorden er £200.000, kr. 2.337.000. Christie's 1990.


Niels Lyksted i arbejde på første række hos Bruun Rasmussen i Bredgade.

Niels Lyksted og Kunstnyt.dk
27. januar 2018