Niels Jørgen Andreasen har altid haft travlt
Nu har han startet et nyt galleri og kunsthandel

Niels Jørgen Andreasen har i årevis været en kendt person i kunst- og auktionskredse og med den faglige baggrund i orden.

»Andreasen Art« er navnet på hans nye galleri og kunsthandel, beliggende på Oddervej 168, 8270 Højbjerg. På samme adresse driver han Pegasus Kunst- & Antikvitetshandel, som i mange år har solgt samtidskunst. Men Niels Jørgen Andreasen mener, at tiden kræver en ny klar profil og opdeling.

Det nye galleri byder på god kunst af velanskrevne navne som den
japanske kunstner Yoshio Nakajima, Mette Aarre, Lis Zwick, Peter Arnesson, Ottmar Bergmann, Sven Malvin fra Drakabygget i Sverige samt danske kunstnere som Peter Skovgaard, med base i Berlin, Jon Gislason, Klaus Bahnsen, og Ralf Mabillon. Man lægger også mærke til billedhuggeren Eva Haraldsted. (Var det ikke hende, som for nogle år siden et stykke tid hyggede sig med den engelske fodboldstjerne, nu afdøde Georges Best?).

Niels Jørgen Andreasen fortæller, at galleriets første store opgave har været et samarbejde med kunstneren Lis Zwick, hustru til Jørgen Nash (bror til Asger Jorn), fra Drakabygget i Sverige, med henblik på at formidle salget af Drakabyggets Kunstsamling, der for et par år siden blev opløst. Salget drejer sig om flere hundrede værker, og som noget helt centralt er dele af samlingen allerede solgt eller doneret til følgende museer: Jorn Museet, Kvindemuseet, Danmarks Plakatmuseum i Den gamle By med over 1.000 plakater, Kastrupgårdsamlingen og Køge Skitsesamling, som fornyligt tog navneforandring til køs. Der er endvidere indgået aftale om en retrospektiv udstilling på Kvindemuseet i 2012 med Lis Zwick og Mette Aarre. 

Niels Jørgen Andreasen fortsætter: »Med salget af samlingen afsluttes historien om Drakabygget som kulturinstitution. Det var en sensation i 1960 da de to brødre Asger Jorn og Jørgen Nash oprettede »Friheden Værksted« på Drakabygget, og mere end 600 kunstnere og poeter, ikke mindst internationale, har igennem årene arbejdet her. Drakabygget er dermed Nordens ældste kollektive værksted. For bare at nævne nogle af de kendeste kunstnere, der kom her: Asger Jorn, Jørgen Nash, Lis Zwick, Sven Malvin, Heimrad Prem, Helmut Sturm, Yoshio Nakajima, Jens Jørgen Thorsen, Lars, Tom Krøjer, Carsten Nash, Thomas Niggl, Mette Årre, Ottmar Bergmann, Hans Peter Zimmer og Armin Saub, hvoraf flere er repræsenteret i galleriet«.

»Drakabygget var en eksilbase«, fortæller Niels Jørgen Andreasen, »og eksperimentværksted for alverdens rebeller. Her havde man offentlige rabiate meninger om maleri, grafik, skulptur, film, musik, poesi, politik og urbanisering.  Meningerne var som oftest klare og enkle, og spektakulære happenings, var en normal ingrediens fra krydderihylden.  Hvor mange gange har man ikke set Jørgen Nash, Jens Jørgen Thorsen, Hardy Strid, Tom Krøjer og ikke mindst happeningens mestre: Sven Malvig og Yoshio Nakajima udføre markante show. Man så dem i Folketinget, ved Den lille Havfrue, ved Biennalen i Venedig i 1968, på Strøget i København, ved Kronborg og på Dokumenta i Kassel i 1972 og mange andre steder. Bevægelsen var en del af den oprørsbevægelse i Europa i 1960’erne og 1970’erne, også kaldet ungdomsoprøret. En kraftig kunstnerisk cocktail rettet mod stater, autoriteter, militarisme og kulturdiktatur. Bevægelsen var et virvar; havde mange facetter og lader sig bedst beskrive som en række forskellige situationer og udtryk«.

Niels Jørgen Andreasen slutter: »I denne malstrøm bevægede kollektivisterne fra Drakabygget sig centralt med stor effekt og ekvilibrisme. De kendte de rigtige virkemidler, timing, mål og journalismens grådighed for nyheder. I 1960’erne arbejdede man som oftest på det billedmæssige plan i abstrakt ekspressionistisk kolorisme. Den kunstneriske arv og linje til bl.a. Asger Jorn var evident. Specielt de tyske kunstnere, som senere er blevet så kendte, fra Gruppe Spur og Kollektiv Hertogstrasse var markante. Faktisk var Gruppe Spur fra München på Drakabygget i 1961 i landflygtighed, idet de var anklaget for gudsbespottelse og antikirkelig kunst i Bundesrepublikken med udstillingsforbud. I landflygtigheden udgav de i øvrigt Spur journal no. 6 ”Spur im Exil”. Mens deres værker blev konfiskeret i Tyskland, fik de besøg af en velklædt dame i Sverige, der kom for at interviewe dem til en tysk venstre avis. Det viste sig senere, at denne smukke dame var Ulrike Meinhof«.

Niels Jørgen Andreasen var tidligt på færde. Allerede som 18-årig kom han ind i kunstbranchen. Og mens han på Århus Universitet uddannede sig til cand.mag. i historie, kunsthistorie og formning, startede han sin første forretning i Århus. Efter universitetet drev han i flere år Art Gallery i Banegårdsgade i Århus, og blev i 1985 ansat ved auktionshuset Nellemann & Thomsen, året efter som leder af kunstafdelingen, en stilling han havde til 2001. Derefter var han en overgang vurderingschef hos Bruun Rasmussen i Århus.

Et par år har han nu været formand for Kunsthandlerforeningen, og har gennem årene arrangeret utallige kunstudstillinger i ind- og udland. Han var endvidere initiativtager til Kunstmessen i Århus. Han er forfatter til flere bøger om kunst, heriblandt om maleren Helge Ernst i 1990. Endvidere udgiver han Kunst & Antikavisen.

»Antikviteter på Børsen« 4.-7-marts har inviteret Niels Jørgen Andreasen til at udstille på den censurerede udstilling. Det er første gang en antikvitetshandler fra Århus inviteres. 23 udstillere fra Danmark og udlandet deltager.

http://www.andreasenart.dk/

www.pegasus-finearts.dk

www.dkau.dk/udsborsen.asp

Kunstnyt.dk
27. februar 2010