KUNSTUDSTILLING: AndreasenArt, Oddervej 168, 8270 Højbjerg viser
i perioden fra den 31. august – 30. september 2011 udstillingen: Hverdags billeder - af Mette Aarre. Udstillingen består af nye spændende emalje
arbejder og collager. Verdens ældste maleriske teknik - emaljerne er
udarbejdet på Drakabyggets store emaljeovn i Sverige. Mette Aarre arbejder temamæssigt og motivmæssigt
med hverdagen, som hun opfatter den. Stort og småt imellem hinanden. En
sommerdag, hverdags gøremål, en farverig efterårsdag, plukning af
kantareller, en begivenhed, samvær med andre mennesker, en historie,
ensomheden, dualismen i livet m.m. - med andre ord - glæden ved livet
og livets store og små spørgsmål. Mette Aarre er født i 1943 i København. Hun er
performancekunstner, keramiker og maler. I årene 1963 – 1975 levede
hun sammen med kunstneren Jens Jørgen Thorsen, og hun medvirkede bl.a.
i hans film: ”Stille dage i Clichy”. I dag bor hun i Sverige i
Gylsboda sammen med den tyske advokat, kunstkritiker, skribent og maler
Ottmar Bergmann. Hendes uddannelse er lang. Fra St. Martins Art
College i London i 1960, over Skolen for Brugskunst i København 1961
– 1965 til Kunstakademiet i København 1971 – 72 og mange, mange
flere steder. Fra 1960’erne har hun været med i Drakabygget
i Sverige; hun var én af de første kvindelige medlemmer af
Situationisterne; hun var medstifter af Ubbeboda Art Center i Sverige
sammen med Sven Malvig og Yoshio Nakajima. Centret blev efter utallige
”skandaler” lukket af de svenske myndigheder. Hun har deltaget i
utallige happeninger, bl.a. Coritus i København, Ko-performance: ”The
Cow” i 1975 og under Kvindeudstillingen i 1975 blottede hun sine
bryster i Københavns Domkirke under en præsteindsættelse. Happeningen
skabte stor moro i den danske og udenlandske presse. Igennem mange år har hun arbejdet som tegnelærer
i Sverige, ligesom hun over en 10 års perioden har arbejdet med keramik
på Kähler i Næstved. Udstillingen er åben onsdag – fredag: kl.
1200 – 18.00. Med venlig hilsen Niels Jørgen Andreasen Cand. Mag.
|