Iscenesat natur og liv
Udstillingspanorama under overskriften “Den frigjorte krop”.
Fra venstre Ernst Ludwig Kirchner: “Nøgenmodel i orange og gul”,
1929-30. Olie på lærred, 91 x 71 cm.
Ernst Ludwig Kirchner: “Kvindelige boldspillere”, 1931-32. Olie på
lærred, 152 x 89,5 cm.
Ernst Ludwig Kirchner: “Bueskytter”, 1935-37. Olie på lærred, 195 x 150
cm.
J.F. Willumsen: Lola danser”, 1921. Olie på lærred, 155 x 153 cm.
Af Niels Lyksted
Vil man opleve tysk, ekspressionistisk kunst på danske
kunstmuseer, går man som hovedregel forgæves. Tættest på kommer
man med en række malerier af Emil Nolde på Statens Museum for
Kunst. Nolde var nemlig for en kort bemærkning medlem af det
revolutionerende kunstnersamfund Die Brücke, der skabte den
tyske ekspressionisme i begyndelse af 1900-tallet. Siden gik han
imidlertid sine egne veje.
Kunstnersammenslutningen “Die Brücke” blev etableret i Dresden i
1906 af Ernst Ludwig Kirchner, Erich Heckel og Karl
Schmidt-Rottluff. Senere tilsluttede kunstnere som Max Pechstein
(1906) og Otto Mueller (1910) sig gruppen.
Kunstnerne tog udgangspunkt i naturen, som den bearbejdede med
kraftige, grelle farver og en forrevet linjeføring. Hertil kom
portrætter og studier af nøgne, dansende modeller. I 1911
flyttede flere af medlemmerne til Berlin, hvor der kom nye
motiver til: ensomme massemennesker i storbyjunglen. Kunstnerne
udviklede sig siden i mere personlige retninger, og i 1913
opløstes gruppen.
Kirchner
Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938) var den drivende kraft i Die
Brücke. I dag kendes han bedst fra sine ekspressive
storbyscener, der viser nattelivet med prostituerede kvinder og
deres kunder. Med kantede, skarpe og aflange former og giftigt
lysende farver fangede han selve nerven i den pulserende
metropol. Hans berømte gadescener med seksuelle overtoner var en
stor kontrast til den mere fredelige atmosfære i Dredsden.
I 1915 blev Kirchner indkaldt som rekrut i den tyske hær. Efter
at have oplevet krigens rædsler fik han et nervesammenbrud og
måtte på rekreation. Han endte i 1917 i Davos i Schweiz, hvor
han slog sig ned i bjergene. Hermed ændredes temaerne for hans
kunst sig radikalt. Han maler nu en en række mesterlige alpine
landskaber i ekstatiske farver. De regnes blandt hans vigtigste
værker i disse år. Fra midten af 1920erne udvikler Kirchner en
ny mere dekorativ og abstrakt stil inspireret af fransk kunst.
Sammenstillingen
Det er den sene del af Kirchners virke, der er det centrale på
Willumsens Museets udstilling af den tyske malers værker. De
vises her i kombination med J.F. Willumsens (1863-1958) egne
værker. De to kunstnere mødtes aldrig, men det var tæt på:
Willumsen blev nemlig inviteret til at deltage i en udstilling
af kunstnergruppen Die Brücke i 1906. Det blev dog til et
afslag. Begge kunstnere ønskede siden at realisere hvert deres
individualistiske projekt og stille sig uden for tidens
strømninger. Ingen af de to vendte tilbage til deres respektive
hjemlande, men viede resten af livet til at forfølge en
personlig kunstnerisk vision i det selvvalgte eksil.
Indrømmet, lighederne mellem Kirchner og Willumsen, havde jeg
ikke lige set for mig. Det skyldes uden tvivl, at jeg ikke havde
nærmere kendskab til Kirchners sene karriere. Men udstillingen
demonstrerer klart, at der er et overlap i motivvalg og i den
figurative, farveintense og ekspressive stil. Deres
bjerglandskaber og figurbilleder vidner om indflydelse fra den
vitalistiske kulturstrømning, der gik igennem Europa på den tid.
Hertil kommer en tidstypisk påvirkning fra filosoffen Friedrich
Nietzsche. Begge kunstnere iscenesatte naturen og mennesket i
naturen i deres malerier. Desuden var de stærkt selvbevidste,
iscenesatte sig selv som kunstnere og forsøgte at kontrollere
modtagelsen af deres værk og eftermæle gennem en klar
selvmytologisering.
Med øje for disse paralleller – såvel som forskelle, der
naturligvis også viser sig ved en sammenstilling af deres værk –
behandler udstillingen temaerne “Byen close-up og i panorama”,
“Den frigjorte krop”, “Bjergenes æstetik” og “Det harmoniske
menneskeliv”. Temaerne indgår ligeledes i det fornemme katalog,
der ledsager udstillingen.
En overraskende og farverig udstilling med kunst i særklasse af
to ligeværdige kunstnere. Tag til Frederikssund og få en
enestående, kunstnerisk oplevelse. Min allerbedste anbefaling.
J.F. Willumsens Museum / Frederikssund: “Iscenesat natur og liv.
Ernst Ludwig Kirchner og J.F. Willumsen - de sene værker.”
Udstillingen er muliggjort gennem lån fra Kirchner Museum Davos
samt museer og private samlere i Schweiz, Tyskland og Danmark.
Den vises til 31. januar 2021. En ledsagende bog med samme titel
som udstillingen er udkommet på dansk, tysk og engelsk på
forlaget Hatje Cant.
Se Niels Lyksteds video om udstillingen her.
|
I den sidste del af tiden i Davos blev Kirchners værker mere
stiliserede og dekorative. Set på afstand lignede de
billedtæpper. Ernst Ludwig Kirchner: “Broen ved Wiesen”, 1926.
Olie på lærred. 120 x 120 cm.
Kirchner designede i øvrigt motiver til vævede tæpper.
Eksempler på dette vises også på udstillingen. |
Temaet “Det harmoniske menneskeliv”. Fra venstre: J.F.
Willumsen: “Stenbrud 2, studie”, 1913. Olie på lærred, 108 x 91.
Ernst Ludwig Kirchner: “Bønder, der hakker”, 1937. Olie på
lærred, 70 x 60 cm. Ernst Ludwig Kirchner: “Hyrde med stav i
venstre hånd, tre køer og en ged”, design 1924, vævet ca. 1950.
Brodering på lærred, 54,5 x 55,7 cm. J.F. Willumsen: “Dekorativ
dans”, 1925. Uld på silkefoer, 95 x 142 cm. J.F. Willumsen: “Det
store relief”, udkast med forsøg af farver, 1925. Olie på
lærred, 108 x 145 cm. Ernst Ludwig Kirchner: “Mennesker i
landskab”, design 1923 / vævet efter 1953. Uld, 94,5 x 272,5 cm.
|
Fra venstre Ernst Ludwig Kirchner: “De ti forenede herreders
500-årsjubilæum”, 1936. Olie på lærred, 195 x 150 cm. J.F.
Willumsen: “Markuspladsen i Venedig”, 1950. Olie på lærred, 130
x 164 cm.
|
Ernst Ludwig Kirchner: “Junkerboden nær Frauenkirch/Davos
med udsigt over Rhätische-banen”, 1919. Olie på lærred, 90 x 150
cm.
|
Tekst og samtlige fotos
Niels Lyksted
Kunstnyt.dk
12. oktober 2020
|