Tal R i gips og bronze
Af
Niels Lyksted
Tal R er især kendt for sine farverige og fabulerende malerier,
tegninger og collager. I de senere år har han imidlertid valgt
også at satse på den store klassiske, figurative
skulpturtradition. Det fremgår af udstillingen Tal R - Dyr og
mennesker på Glyptoteket. Den kan opleves i Vilhelm
Dahlerups bygning – den ældste del af Glyptoteket, hvor man
hidtil har kunnet opleve museets samling af dansk og fransk
skulptur fra det 19. århundrede.
Når man træder ind i de mørklagte rum, møder man en række sære
væsener i mange størrelser, som sender en hilsen til både de
antikke og nyere værker i museets samlinger. Værkerne er enten
udført i sortpatineret bronze eller hvidpatineret gips. Nogle
har referencer til skulptører som Rodin, Carpeaux og Degas.
Andre refererer til modernismens Giacometti, Miró og Moore. Og
så er der dem, der helt og holdent tilhører Tal R’s personlige
univers.
Tal R tager som oftest udgangspunkt i det nære omkring ham selv
fx en dreng, en pige, en fugl, en danser, mv. Værkerne er så
formet i ler, afstøbt i gips og støbt i bronze efter alle den
klassiske skulpturs regler. Og så er værkerne som oftest
forsynet med pudsige titler som fx Adidas Boy (Walking),
Lille kanon, Hovedløs kentaur, Fløjtende gedemand og
Månehund. Jo, Tal R’s fantasi fejler bestemt ikke noget.
Gipsfigurerne fremstår i deres skrøbelige sårbarhed og næsten
rørende mystik, fx den Degas-inspirerede danserinde Rose
med benet løftet og og armene over hovedet i piruette. Den
Picasso-inspirerede Mand omvendt på hest viser en komisk
udklædt, ubehjælpsom rytter, der er på nippet til at falde af
hesten. Og hvad med skulpturen Måne – et klumpvæsen på
små fødder. Værkerne er som nyfødte og virkelig sære.
Tal R har så sandelig skabt sit yderst personlige skulptursprog,
der binder skiftende tider og æstetiske idealer sammen i et nyt
kunstnerisk udtryk.
Desværre står skulpturerne så tæt, at man forstyrres af andre
skulpturer, når man fokuserer på den enkelte. Det råder
kataloget til gengæld bod på, da alle skulpturer er fotograferet
for sig selv og dermed bedre kommer til deres ret.
Udstillingen
“Tal R - Dyr og mennesker” består af 19 bronzeskulpturer og
10 gipsskulpturer samt et enkelt værk i træ. Den vises på
Glyptoteket frem til den 17. januar 2021. Kan absolut anbefales!
Se videoen her.
|
Emma ligger ned, patineret gips, 50 x 110 x 35 cm, 2020.
Rose, patineret bronze, 138 x 54 x 35 cm, 2020.
Vogel, patineret gips, 82 x 237 x 120 cm, 2019.
Flagermus, patineret bronze, 136 x 148 x 45 cm, 2020.
Niels Lyksted
Kunstnyt.dk
20. juni 2020
|